Thimbleweed Park (Switch eShop)

Skrevet af Krisp - 06-10-2017 08:37

Thimbleweed Park er det første spil fra Terrible Toybox, som er stiftet af to erfarne fyre fra spilbranchen, og det er således Ron Gilbert – bedre kendt som hjernen bag klassiske point 'n' click-spil som Maniac Mansion og de første spil i Monkey Island-serien – samt Gary Winnick – bl.a. forfatter på Day of the Tentacle – der står bag. Med sig på holdet har de imidlertid også flere af deres gamle kolleger fra LucasArts-tiden samt nye folk i branchen, og siden den succesfulde Kickstarter-finansiering har de arbejdet hårdt på at gøre spillet til en særlig oplevelse. Det blev i første omgang udgivet til PC i marts måned, men den 27. september kom det også til Switch, og dermed fik Nintendo-ejerne endelig chancen for at dykke ned i et nostalgisk eventyrspil som i de gode gamle dage.

Da Kickstarter kampagnen-kørte, da lovede udviklerne, at Thimbleweed Park ville være som at finde en gammel diskette med et LucasArts-point 'n' click-eventyr, som man aldrig havde prøvet før, i en skuffe, og det må man sige de har overholdt. Hvis man har været aktiv på spilfronten i slutfirserne og ejet enten en NES eller en Commodore 64, så er der nemlig stor chance for, at man har stiftet bekendtskab med det klassiske point 'n' click-spil Maniac Mansion, og Thimbleweed Park er et nyt spil lavet i nøjagtigt samme stil med pixelgrafik og gameplay, som var det lavet i det farverige svundne årti.



Det første man støder på, når man starter et nyt spil i Thimbleweed Park, er en skærm, hvor man har mulighed for at vælge mellem en ”Casual mode” og en ”Hard mode”. Casual mode er, som navnet antyder, beregnet til folk, der ønsker en oplevelse, hvor man bliver holdt lidt mere i hånden, og hvor spillet bliver en anelse nemmere, hvorimod Hard mode er for de garvede point 'n' click-spillere, som er vant til at løse gåderne i de klassiske spil. Vælger man Casual mode får man også en kort introduktion til, hvordan spillets forskellige mekanikker virker, og hvordan man begår sig. Derudover er en række af de sværere gåder skåret helt væk fra Casual mode, og man får dermed en noget nemmere gennemgang af spillet end ellers, hvis man vælger den lette sværhedsgrad.

Hvis du ikke er bekendt med denne type spil, så fungerer gameplay’et kort fortalt ved, at man har en række kommandoer i bunden af sin skærm, heriblandt; Open, Close, Give, Pick Up, Look At, Talk To, Push, Pull og Use. Man styrer sin karakter rundt i en 2D-verden med forskellige og varierede områder, der hver især har en masse forskellige objekter, som man kan samle op eller åbne/lukke/tænde med mere, og når man har samlet et objekt op (fx et stykke papir eller en gammel ost), så dukker de op i dit Inventory til senere brug. Man sammensætter så en kommando ved eksempelvis at vælge Pick Up og efterfølgende pege på et stykke papir, hvorved sætningen ”Pick Up a Piece of Paper” vil blive dannet, og den spilbare figur vil herefter samle det op. Spillet er bygget op på sådan vis, at man skal løse forskellige gåder og bruge de forskellige objekter for at komme videre, og her gør man ofte brug af Use-kommandoen for at bruge et af sine objekter sammen med en anden genstand (eller et andet objekt, som man finder på sin vej).



Når man starter spillet for alvor bliver man hurtigt introduceret til historien. Årstallet er 1987, og vi befinder os i byen Thimbleweed Park. Det er nat, og man starter ud med at styre en person, som vi ikke ved ret meget om. Han har fået at vide, at han skal mødes med en person nede ved floden, og på vej dertil møder vi byens drukkenbolt, Willie, som sidder godt fordrukkent med en flaske i hånden. Man får her muligheden for at spørge ham, om han kender til personen, som man skal mødes med, men ham får man ikke meget fornuftigt ud af. Man opdager imidlertid hurtigt, at man har en note i sit Inventory fra personen, man skal møde, og han beskriver en række ting, som man skal opfylde for at mødes med ham. Bl.a. står der, at man kan finde vedkommende ved indgangen til kloakken, men når vores figur endelig er parat til at møde sin forbindelse ved kloakken, bliver han pludseligt slået ned af en skygge i busken, og dette er starten på vores fortælling. Den ukendte figur, vi lige har styret, og som nu er død, er nøglefiguren i hele fortællingens begyndelse, og så snart spillet rigtigt begynder, møder man to af de primære spilbare figurer; de to FBI-agenter Ray og Reyes, som er kommet for at efterforske mordet.

Man finder hurtigt ud af at den mest magtfulde person i hele byen er en mand ved navn Chuck, som sammen med sin bror, Franklin, står bag byens mekaniske pudefabrik, PillowTronics, men udover puder har Chuck også bygget en masse forskellige elektriske apparater til byens borgere. Alt lige fra nyttige maskiner som en BloodTron, der kan sammenligne blodprøver, over en ArrestTron, som kan hjælpe med at finde personen bag en forbrydelse, til mere gakkede opfindelser, som mekaniske toiletter og det der er værre.



Timbleweed Park er altså en by med meget specielle borgere og sjove NPC-karakterer, som man helt sikkert vil huske. Her iblandt finder vi den skøre Sherif, som også varetager opgaver som retsmediciner og receptionist på hotellet m.m. uden at ville indrømme, at det er én og samme person. Man finder også den spirituelle voodoodame, som bor midt i byen og kun kom ind i faget, fordi det gav hende mulighed for at blive skæv og tjene kassen samtidigt, samt de to ansatte på byens grillbar, som solgte fordærvede pølser med god samvittighed, og en masse andre skæve personligheder.

Det er dog ikke kun NPC-figurerne, som det er værd at bide mærke i, for ligesom i Maniac Mansion styrer man også en række forskellige spilbare figurer i Thimbleweed Park, og det er nødvendigt at bruge dem alle for at gennemføre spillet. Udover de to FBI agenter kommer man således også til at tage kontrollen over Chucks niece, Delores, som går og drømmer om at blive spiludvikler, den kontroversielle klovn, Ransome, med den beskidte mund og spøgelset af den afdøde Franklin, som hjemsøger byens hotel. Første gang man styrer hver karakter, da får man et lille flashback, hvor man får indblik i, hvad der skete i deres liv før nutiden i spillet, og her skal man også løse forskellige små gåder, før man får lov at styre dem i nutiden.



Tilblivelsen af spillet som et crowdfunding-projekt kan også ses, for en del af de 17.000 Kickstarter-støtter er blevet foreviget på en eller anden måde i spillet. Man støder bl.a. på et stort antal bøger på forskellige bogreoler, og titlerne på disse er skrevet af de mange støtter af spillet – ja, man finder endda hele små historier skrevet af støtter i nogle bøger. Dertil kommer det, at der er ca. 3000 forskellige telefonnumre at finde i en telefonbog, hvor hvert navn tilhører en støtte, og når man ringer op til et af de mange numre, bliver man mødt af en telefonsvarerbesked indtalt af en af dem. Det er en meget sjov idé, og man kan bruge meget tid på at ringe til de mange forskellige numre i spillet for at høre de forskellige telefonbeskeder.

Netop telefonen har også en ret vigtig rolle i spillet, eftersom flere gåder skal løses via brug af den, og med et telefonnummer til robotten, HintTron, bringes brugervenligheden modsat de gamle titler op på et 2017-niveau. Robotten har nemlig til opgave at hjælpe dig, og dermed kan man ringe til den for at få hints til bestemte ting i Thimbleweed Park, hvis man sidder helt og aldeles fast. Det står i stor kontrast til, at det nok var de færreste, som kunne gennemføre de gamle point 'n' click-spil fra firserne og halvfemserne uden at finde et svar i en guide et eller andet sted, og da de ikke var så nemme at få fat i dengang, så ofte sad man fast i mange dage, før man kom videre, men det skal man altså ikke tænke på her.



HintTron er dog ikke det eneste nye påfund, der skal gøre spillet mere tilgængeligt, så i hver af de spilbare figurers Inventory finder man også en lille liste over ting, som de hver især skal klare for at komme videre. Som man klarer tingene, kommer der et fint grønt flueben ud for hvert punkt på listen, som dermed viser, hvor man er kommet til. Senere i spillet støder man også på et kort over Thimbleweed Park, som man kan give til hver af de spilbare figurer, og dette låser op for, at man kan rejse hurtigt imellem de mange områder i spillet og dermed slippe for at bevæge sig fra skærm til skærm i alt for lang tid for at nå frem til sin destination.

Det gode:
Hvis man tilhører den lidt ældre generation af spilnørder, så er Thimbleweed Park helt sikkert et spil, der vil frembringe en god omgang nostalgi hos en, og man vil føle straks sig hjemme, som sad man ved sin gamle brødkasse (”C64”) eller NES i slutfirserne. Spillet har mange referencer til Maniac Mansion, som dem der kender den klassiske titel helt sikkert vil finde undervejs, og det er fedt, at de har noget for de gamle fans af Ron Gilberts spil.



Noget af det fede er, at udviklerne er lykkedes rigtig godt med at skabe noget, som ligner et spil, der var udviklet i point ’n’ click-spillenes storheds tid. Både grafik og lyd virker utroligt autentisk, og den eneste ændring er, at hver figur nu ikke kun udtrykker sig via tekst men også har en stemme skuespiller tilknyttet til at lægge lyd på samtalerne. Det kan man heldigvis slå fra, hvis man vil have en rå retro-oplevelse, men det gør nu ingen skade, og det er med til at gøre spillet mere nutidigt.

Casual mode fungerer også meget godt, da det gør spillet tilgængeligt for en større målgruppe, og derved giver det måske blod på tanden for folk, der ikke er helt garvede spillere. Hard mode er der jo stadig for dem, der vil have lidt mere udfordring fra start, eller dem, som måske har lyst til at prøve en lidt sværere gennemspilning, efter man har klaret spillet i Casual mode, og jeg går helt klart ind for, at man åbner op for, at en større gruppe kan nyde spillet, så længe man også har et niveau, som ikke keder de garvede spillere. Den nye HintTron-funktion samt muligheden for at rejse hurtigt i mellem områder er ligeledes nogle velkomne tiltag, som bringer spillet ind i den moderne æra. Med HintTron slipper man nemlig for at slå op i en tilfældig walkthrough på nettet og kan i stedet for få små hints direkte i spillet, hvilket er belejligt.



Thimbleweed Park er heldigvis også en spændende by med en masse forskellige varierede områder samt farverige og gakkede figurer, som man støder på under sin gennemspilning. Det gør, at spillet bliver ved med at være spændende fra start til slut, og her hjælper det naturligvis også, at der sker så mange finurlige ting, mens spillets historie åbner sig mere og mere op. De fem spilbare figurer er nemlig meget varierede med hver sin personlighed, og man lærer hurtigt, hvilken figur man skal bruge i de forskellige situationer.

I spillet har man både mulighed for at styre med sine Joy-cons, Pro Controlleren eller via touchskærmen. Alle muligheder fungerer glimrende, men den sidstnævnte fungerer overraskende godt og er ret ideel til et spil som dette. De gange hvor jeg har spillet Thimbleweed i håndholdt tilstand, der har jeg altid brugt touch-styring, og som spillet antyder i form af at være et ”point ’n’ click-eventyr”, så fungerer det selvfølgeligt også bedst, når man kan pege og klikke direkte på skærmen. Det er på mange måder en mere præcis måde at styre på end at bruge sine controllers, fordi man kan klikke direkte på de steder, hvor figurerne skal gå hen, og direkte på de objekter, som man vil bruge og samle op, og på sin vis er det ligeså præcist, som da man styrede med sin mus i de gamle titler.



Det dårlige:
Det eneste dårlige, jeg kan nævne ved spillet, er en ting, som kendetegner flere af de klassiske point ’n’ click-spil – nemlig gåder, som ikke rigtigt giver logisk mening. For mens der er en masse gåder i spillet, som man hurtigt finder løsningen på, så er der også en række gåder, hvor man virkeligt skal tænke ud af boksen. Det er nok de færreste spillere, som ikke når et eller flere punkter i spillet, hvor man støder hovedet mod muren og ikke kan komme videre, uanset hvad man prøver, men der er bare nogle gåder i Thimbleweed Park, hvor løsningen er meget alternativ, og anderledes end man lige har forestillet sig. Kender man til titler som Maniac Mansion og Day of The Tentacle, så vil det dog ikke være noget nyt.

Konklusion:
I en tid hvor flere og flere Kickstarter-titler leverer noget, som skuffer deres fans, og ikke overholder, det de har lovet, så har vi her at gøre med et af de få tilfælde, hvor det faktisk er lykkedes rigtigt godt. Thimbleweed Park leverer alt, hvad det lover, og endda bedre end man har turdet håbe. Trænger du til et nostalgitrip til de gamle LucasArts dage med titler som Maniac Mansion, Monkey Island, Indiana Jones m.fl., så skal du helt klart hoppe på Thimbleweed Park. Den lidt mystiske stemning og de gakkede personligheder fra Maniac Mansion kan på mange måder sammenlignes med dem, man møder i Thimbleweed Park, og det, Terrible Toybox leverer her, føles i den grad som en stor omgang fanservice. Har du ikke tidligere prøvet kræfter med et point ’n’ click-spil, så er det ikke for sent at komme i gang, for Thimbleweed Park har nogle gode værktøjer til at hjælpe dig i gang med spillet, og du kan jo altid klare spillet på Casual mode først for derefter at klare det på Hard mode, når du er lidt mere øvet. Uanset hvad er det uden tvivl investeringen på 140 kr. værd!

Spillet fylder 930 MB.

5/5

Fremragende lyd

Hjernegymnastik

Klassiker

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

06-10-2017 23:45

Krisp har endnu engang været på banen med en hurtig anmeldelse, så denne gang kan I blive klogere på Thimbleweed Park. Byd endelig ind med kommentarer og spørgsmål til skribenten, hvis noget skal udpensles

Selv vil jeg gerne vide, hvor mange timer man kan forvente at få ud af spillet på en normal gennemspilning?

#2 - Krisp

Level: 18 (Twhomp)

07-10-2017 00:11

#1: Jeg vil tro jeg har brugt i nærheden af 15 timer på en normal gennemspilning. Og jeg fandt endda alle spillets collectibles (små støv pletter/pixel støv ). Spillet kan være svært at ligge fra sig igen, når man først er igang. Man vil gerne vide mere og mere om mysteriet.

Jeg har dog hørt om folk som har brugt 20 timer. Det kommer meget an på hvor meget man er vant til den “logik” der bruges i de her spil. Nogle gange er det nogle meget alternative måder en puzzle skal løses på. .

Tror helt sikkert det er et spil som godt kan klare en gennemspilning mere på et tidspunkt, for der er sikkert små detaljer og easter eggs som jeg ikke har fanget første gang det er blevet spillet igennem.

#4 - Krisp

Level: 18 (Twhomp)

07-10-2017 10:23

#3: Jeg var også nødt til at bruge hint telefonen. Sad virkeligt fast et par gange. .

Og ja især med touch controls fungerer det glimrende.

Fandt du også alle specks of dust? Det gjorde jeg. Men de unlockede ikke noget. . Mit samler gen kunne ikke stå for det. Jeg mener dog at de unlocker en achievement på de andre konsoller og på PC.

#6 - Krisp

Level: 18 (Twhomp)

08-10-2017 00:22

#5: Desværre ejer Ron Gilbert ikke rettighederne til Monkey Island. . Han har flere gange givet udtryk for at han virkeligt gerne ville have haft dem. Samme med Maniac Mansion og de andre titler.

Ved ikke om du har prøvet Maniac Mansion. Men for nogle år tilbage var der nogle fans som lavede et glimrende remake til PC’en: Maniac Mansion Deluxe. Det kan stadigt findes på Google. Det er mega godt lavet.

Det vil altid være mit yndlings point n click spil.

#7 - Jonas_Leifi

Level: 14 (Inkling)

11-10-2017 23:14

Jeg er også just kommet igennem Thimbleweed Park. Jeg er totalt novice i denne type spil, så spillede på casual, og det var rigtigt fint. Jeg var sikkert blevet arrig, hvis jeg havde siddet fast flere gange.

Når det så er sagt, så var jeg super godt underholdt. Og jeg vil især stemme i Krisps fremhævelse af det finurlige i spillet. Det er på alle måder finurligt, karakterer, historie, setting osv. Alene det gjorde det for mig til super underholdning. Så spillet er bestemt ikke kun for gamle tosser (mig selv inklusive), der vil på nostalgitrip. Det er en unik spiloplevelse (som givetvis ikke er for alle, det medgiver jeg) og det har spilbarhed og værdi i en nutidig kontekst. Jeg tænker også, det kan være en appetitvækker for yngre spillere, der har en begyndende interesse for spil i en historisk kontekst.

Og så synes jeg det skinner igennem, at spillet er lavet af nogle krøllede hjerner, som bare elsker lige den nørdede niche. Og så er de samtidigt rigtigt dygtige til at udføre deres passion. Det er også en fed og meget autentisk følelse at sidde med efter at have gennemført spillet.

Så hvor Krisp (også) fremhævede spillet som et oplagt købt for folk med erfaring og kærlighed til genren, så vil jeg anbefale spillet til alle, der ikke kender til genren, men som gerne vil prøve noget, som er en del anderledes end de populære genrer i dag.

#8 - Krisp

Level: 18 (Twhomp)

21-10-2020 15:51

#7: Helt enig.

Men jeg fremhævede også sidst i anmeldelsen at på trods af man ikke har prøvet point 'n' click spil før, så er det ikke for sent at komme igang. Også fordi at spillet har nogle gode værktøjer, til at hjælpe begyndere igang.

Krydser fingre for at vi en dag ser mere til Thimbleweed Park universet. De kunne sagtens lave en 2'er.

#9 - Jonas_Leifi

Level: 14 (Inkling)

21-10-2020 15:51

# 9
Jeg har måske ikke formuleret mig helt tydeligt nok. Synes faktisk du i din anmeldelse gør meget ud af, at skrive, at der er noget at komme efter for novicer som mig og for garvede point n' click spillere (som jeg fornemmer, at du er).

Jeg ville/vil bare byde ind med et "jeg er enig" ifht. din anmeldelse. Med en begrundelse og med et tydeligt afsæt i, at jeg absolut ikke er garvet. Altså en anbefaling fra en ikke garvet indenfor genren.

Og så er jeg i øvrigt meget enig (fra mit ståsted) i din anmeldelse og i din karaktergivning. Så jeg vil helt sikkert holde øje med Terrible Toybox fremadrettet.

#10 - Krisp

Level: 18 (Twhomp)

12-10-2017 22:11

#10: Fair nok, jeg havde vist misforstået det du mente.