World of Goo (Switch eShop)

Skrevet af KJ85 - 22-04-2017 15:52

Det er næsten mærkeligt at tænke på, men om en måned er det ni år siden, at de første WiiWare-spil blev rullet ud på Wii i Europa, og syv måneder senere fulgte en af de mest succesfulde indie-udgivelser på Wii Shop Channel trop. D. 19. december, 2008, udgav 2D Boy nemlig puzzle-spillet, World of Goo, som vandt adskillige priser i tiden derefter, og ikke overraskende er det siden da blevet portet til mobile enheder. 2D Boy eksisterer ikke længere, men halvdelen af tomandsfirmaet dannede i 2010 Tomorrow Corporation med to tidligere kolleger fra EA, og i år valgte de at udgive deres samlede spilkatalog på Nintendos nye konsol, og det altså inklusiv World of Goo. Kan det nu 8,5 år gamle spil mon stadig imponere? Det ser vi på her.

Skulle du ikke vide det, så er World of Goo et fysik-baseret puzzle-spil, hvor man som spiller skal manipulere med små væsner bestående af en klæbrig masse som slim eller gele af en art. Dette skal man gøre med målet om at guide dem igennem en række baner fordelt på fem kapitler, og som oftest skal de nå hen til et rør for at komme videre. For at få dem dertil kan man samle væsnerne op gennem brug af touchskærmen i handheld mode eller ved udnyttelse af bevægelsessensorerne og en knap på en Joy-Con i TV- og Tabetop mode, og slippes de nær sine artsfæller, så vil de indgå i forbindelse med dem. De levende væsner kan dermed betegnes som en form for byggeklodser, som skal sættes sammen på passende vis for at nå et mål.

Det hele starter ganske simpelt i første bane, hvor du med få træk kan nå op til røret over startstedet, men generelt skal du også tænke over, hvordan du udnytter væsnerne bedst for at nå dertil. Et vist antal løse slimbolde er nemlig påkrævet for at klare hver bane, og som udgangspunkt kan du ikke fjerne væsnerne igen, når de først er sat sammen med andre. Ligeledes skal du være opmærksom på, at dine konstruktioner påvirkes af tyngdekraften, og dette kommer blandt andet i spil i anden bane, hvor en bro over en lille kløft skal bygges. Forsøger du at bygge direkte ligeud uden støtte, så går det eksempelvis galt.

Undervejs i spillets 47 baner vil man blive introduceret til universet og dets historie gennem den mystiske skiltemaler, der efterlader hints og små sjove beskeder i stort set alle baner, og løbende vil man ligeledes støde på nye former for slimbolde. Allerede i tredje bane render man eksempelvis ind i albino-slim, der kan danne flere forbindelser end den almindelige slim, og inden første kapitel er gennemført vil man have mødt balloner, der kan modvirke tyngdekraften, samt grønne slimbolde, som kan adskilles fra sine artsfæller igen. Ligegyldigt hvilken type slim der arbejdes med, så er målet dog det samme, og laver man en utilsigtet handling, så er der mulighed for at skrue tiden et skridt tilbage gennem klik på en form for insekt, der flyver omkring i banerne. Disse findes dog ikke i ubegrænset antal, så de skal kun bruges, når det virkelig er nødvendigt, og ser alt ud til at fejle, så må man i stedet starte en bane forfra med et klik på retry nederst til venstre.


Du vil i løbet af spillet støde på baner, hvor kun bestemte typer væsner kan slippe gennem røret sidst i banen, og derfor skal du til tider tænke på at beskytte netop dem. Måske skal du først bane vej til dem, hvis de ligger og sover et sted i banen, men er din konstruktion nær dem, så vil de altså vågne op og tilslutte sig det livlige slæng, som efter et bestemt punkt i spillet kan tilkaldes med en fløjte. Ofte skal du også passe på ikke at sende for mange af de slimede væsner i døden ved at tabe dem i en kløft eller lade dem komme i berøring med pigge, savklinger eller lignende, og det er ting som disse, du som spiller skal udtænke planer for at komme bedst igennem. Til tider vil det kræve sine ofre, men det er selvfølgelig med at minimere sine tab – især hvis planen er at opfylde OCD-kravet for hver bane, hvor endnu flere slimbolde kræves reddet helskindet til mål.

De første fire kapitler er opbygget således, at du på et tidspunkt når til et punkt, hvor vejen i banevælgeren deler sig, og her har man således to åbne baner at vælge mellem. Det betyder dog ikke noget i sidste ende, for banerne på begge ruter skal klares, før banen ved samlingspunktet åbnes op, men kommer du til at sidde fast, så kan du også vælge helt at skippe en bane for at komme videre. Fra menuen kan du ligeledes vælge at bruge lidt tid i den frie World of Goo Corporation, hvor overskydende slimbolde sendes til, når du klarer en bane, og her går det ganske enkelt ud på at bygge så høj en konstruktion med dem som muligt. Du kan i denne del af spillet frit flytte de enkelte slimbolde, som du lyster, og vælter dit tårn, så kan du hurtigt starte forfra også her.


Hvor længe det tager at komme gennem spillet, det afhænger naturligvis af, hvor ofte du bliver nødt til at starte banerne forfra, og hvorvidt du går efter at opfylde de almindelig krav eller OCD-kravene, men en ganske almindelig gennemspilning tog for mig omkring otte-ni timer. Heraf har en stor del af tiden selvfølgelig været brugt på nogle af de mest udfordrende baner, og jeg gik altid efter at få så mange slimbolde med mig som muligt, hvilket har givet 300 byggesten til brug i World of Goo Corporation. Det skal formentlig også nævnes, at det har været min første gennemspilning af World of Goo, og jeg spillede det igennem alene. Muligheden for at spille med en ven, hvor hver spiller har en Joy-Con er imidlertid også til stede, og for ikke unødigt at forvirre kan kun den ene spiller kontrollere synsfeltet ved at bevæge sin markør ud til skærmkanten.

Det gode:
Lad os med det samme slå fast, at der er gode grunde til, at World of Goo i sin tid vandt adskillige priser, og spillet er bestemt ikke blevet dårligere af at have fundet vej til en ny platform. Den grafiske stil og den forunderlige humor, der kommer til udtryk gennem skiltemaleren, er ting, som man kun kan blive i godt humør af, og det er på mange måder blevet hele grundstenen i Tomorrow Corporations senere udgivelser. Det hele er simpelthen bare skørt, spændende og humoristisk på samme tid, og præsentationen hjælpes i øvrigt godt på vej af et solidt lydspor, som man tilmed kan lytte til i en tilføjet menu, og nogle gode lydeffekter. Det nærmest skærer i hjertet, når de slimede små væsner skriger af smerte og må lade livet, og man vil som spiller gøre alt for at undgå det.


Det der for alvor gør spillet interessant er imidlertid det ganske kloge spildesign, hvor fysikkens love spiller en stor rolle uden, at spillet bliver overdrevent realistisk. Jeg kan godt lide, hvordan man som spiller selv får lov til at finde frem til mulige løsninger, og det er meget rart, at der ikke kun er én bestemt måde at gribe banerne an på. Skal en bro bygges over et hul, så vil en spiller måske gøre det ved forsigtigt at støtte sin konstruktion langs den ene side af hullet, mens en anden vil bygge et tårn og lade det vælte, når det er højt nok til at lande på den anden side. Det handler altså på den måde blot om at finde frem til noget, der fysisk virker, og det er ikke sikkert, at det er den første ting, som man forsøger sig med.

Foruden at give spilleren en frihed til at eksperimentere, så har udviklerne også sørget for at skabe god variation gennem introduktionen af mange forskellige typer slimbolde. Jeg har allerede nævnt dem fra første kapitel i min gennemgang af spillet, men man støder senere på flere interessante varianter – heriblandt en vandtype, som kan hænges direkte under en af sine artsfæller, og en ildtype, der fungerer som en lunte og derved kan bringe ild hen til en bombetype. På et tidspunkt kommer man sågar en tur i cyberspace, hvor det er muligt at kaste nogle digitale væsner fra en struktur i banen til en anden, og man kommer også til at arbejde med virusbefængte slimbolde.


Med til at give en positiv oplevelse er det også, at spillet er utroligt let at gå til – ja, det bliver vel nærmest ikke mere intuitivt end her. Alle vil kunne forstå principperne i at samle en lille slimbold op og forbinde den til en voksende struktur, og til trods for, at der udover det digitale soundtrack ikke er nyt indhold at komme efter, så kan man nok godt kalde Switch-versionen for den ultimative udgave af spillet. Det at kunne styre både med bevægelsesteknologi som på Wii og touch som på mobilenheder giver mulighed for at kunne nyde spillet derhjemme såvel som på farten, og alle bør kunne finde sig til rette en af de to. Selv kunne jeg bedst lide styringen med en Joy-Con-controller, da jeg lettere kunne markere en slimbold her, og det har jo så også den fordel, at man med det input kan være to om at løse opgaverne – en ting, som er ganske sjovt, hvis ingen af spillerne tidligere har gennemført udfordringerne.

Det dårlige:
Det er egentlig svært at finde noget decideret dårligt at sige om World of Goo, men jeg var måske ikke helt begejstret for systemet med fluerne, der skal trykkes på for at skrue tiden tilbage. Det er fint nok, at det er en mulighed, men har man et tårn, der vælter grundet overvægt, så er det ofte ikke nok at spole et skridt tilbage, og du kan ikke være sikker på, at du kan nå at trykke på nok fluer til at forhindre katastrofen. Det havde måske været bedre at knytte funktionen til en knap af en art, og det samme kan man sige for det håndtag, der dukker op og giver adgang til næste bane, når man har opfyldt en banes minimumskrav. Man kommer ganske enkelt for let til at trykke utilsigtet på det, og det er irriterende, hvis man arbejder på at få så mange slimbolde med sig som muligt. Det er imidlertid ikke ting, som betyder voldsomt meget, og det hører dermed småtingsafdelingen til.


En ting som man kun kan håbe bliver rettet, det er dog, at der til tider opstår knas i lyden, og det forsvinder først, når man lukker spillet ned og går ind i det igen. Igen er det ikke en faktor i forhold til kvaliteten af spillet, og det tager ikke noget af morskaben, men det er alligevel en mindre plet på en ellers fremragende udgivelse.

Konklusion:
World of Goo kan senere på året fejre ni års fødselsdag, men det er spillet ikke blevet dårligere af, og med inkluderingen af spillets soundtrack og flere måder at styre det på, så kan Switch-versionen med rette kaldes den ultimative udgave. Foruden den grafiske stil og den særprægede humor, der i dag definerer Tomorrow Corporation, så vinder spillet stort på den frie tilgang, som spilleren har til at løse de alsidige puzzles, og med mange typer slimbolde skabes god variation. Det er med andre ord virkelig rart, at banerne kan løses på flere måder, og spillet er utroligt let at gå til. Personligt tog det mig et sted mellem otte og ni timer at nå gennem spillets fem kapitler, men vil man udfordre sig selv kan OCD-kravene forlænge spiloplevelsen væsentligt, og man får bestemt noget for sine 75 kr. her. Eneste reelle minus er, at der til tider opstår knas med lyden, og forhåbentlig er det et problem, der bliver fikset. Har du ikke prøvet spillet før, så er der altså ingen grund til at holde dig tilbage nu.

Spillet fylder 123 MB.

Kommentarer: