The Adventures of Elliot: The Millenium Tales er udviklet af Team Asano i samarbejde med Claytechworks og udgivet af Square Enix. Det er et 2.5D action adventure-spil, set ovenfra. Verdenen er opbygget i 3D, mens alle figurer og fjender er renderet i 2D Sprites. Spillet foregår i verdenen Philabieldia, og følger eventyreren Elliot, som rejser rundt i landet og går på opdagelse og klarer opgaver for kongeriget Huther’s folk. En dag får han en personlig opgave af kongen, der beder ham undersøge nogle mystiske ruiner, der er fundet. Ruinerne viser sig at være en dør der leder til fortiden, flere hundrede år før den nutid Elliot og de andre bor i. Kongens rådgiver, Minister Kaifried, er meget interesseret i ruinerne og viser sig at have beskidt mel i posen. Kaifried går igennem døren til fortiden, hvor han agter at ændre begivenhederne til hans egen fordel så han får den magt han begærer i nutiden! Men Elliot følger efter ham, med intentionen om at forpurre Kaifrieds onde planer. Alt går dog ikke efter planen og Elliot ender med at dø. Heldigvis kommer feen Faie ham til undsætning og genopliver ham. Elliot må nu finde en måde at besejre Kaifried på, men får nu hjælp fra Faie, som besidder en masse magi der kan hjælpe ham i sin færd. Her starter spillets historie hvor alvor, som kommer til at tage Elliot ud på en broget rejse gennem flere tidsaldre hvor han møder godtfolk og skurke, ældgamle magiske folkefærd og hvor han skal redde en prinsesse og må kæmpe mod Beastman Tribes og andet krivl og kravl.
Historien i The Adventures of Elliot er på mange måder en klassisk eventyrsfortælling, som samtidigt prøver at bruge tidsrejse til at lave nogle interessante twists. Men det lykkes ikke altid at gøre historien interessant. Spillet bruger størstedelen af sin tid på at sende Elliot på kryds og tværs af tid, hvor han kommer længere og længere tilbage. Det er altid den samme landmasse, men hovedbyen og de folk han møder, ændrer sig markant fra tidsalder til tidsalder. Selvom man har et overordnet mål i størstedelen af spillet, så føles det ikke altid som om historien guider spilleren på rette spor og man bruger meget tid på at løse konflikter, der er separate for hver enkelte tidsalder, og som ikke har noget at gøre i det store hele. Det kan godt være frustrerende i starten, men der er dog en grund til det. Spillet begynder nemlig i slutfasen af binde mange af de enkelte historier og begivenheder sammen, og pludselig opstår der en mening med galskaben. Historier, der før føltes som side quests, begynder pludselig at passe ind i den overordnede fortælling og de bånd man knytter gennem historien bliver udpenslet yderligere. Det føles godt når tingene begynder at bindes sammen, men processen for at nå derhen kan være frustrerende, og kunne helt sikkert have været bedre skruet sammen. Der opstår dog nogle rigtig fine øjeblikke, der er mere personligt knyttet til Elliot, som resultat og det klæder spillet. Men der er mere til historien end som så, da der nærmest i spillets sidste time opstår twist på twist, når spilleren tror det er overstået. Det gør dog, at mange af de spørgsmål, man sidder med igennem spillet, bliver besvaret i sidste ende. Alt i alt er historien ikke den mest spændende i et Action Adventure-spil, som i øvrigt læner ind i en masse veletablerede genretroper, der gør det hele lidt forudsigeligt. Men de fine øjeblikke har da alligevel gjort indtryk, men måden man kommer til dem på er lidt klodset grundet spillets måde at fortælle historien på.
Spillets sidehistorier (side quests) er derfor ofte mere tilfredsstillende at klare undervejs. Disse små historier har en fast start og slutning og afsluttes indenfor en kort periode, og nogle af disse bliver yderligere kontekstualiseret eller udvidet senere i spillet. Sidehistorierne giver spillets verden ekstra liv og karakter, men belønningerne og deres værdi varierer voldsomt fra quest til quest. Man skal dog være opmærksom på at visse side quests kan udgå, hvis man ikke klarer dem, inden man fremskrider historien til et vist punkt. Spillet gør heldigvis spilleren opmærksom på, om en quest er ved at udgå, eller hvis den pludselig ikke kan klares længere. Det skete to gange under min gennemspilning, hvor jeg måtte loade en ældre save file, fordi jeg havde glemt at holde øje. Det er en lidt irriterende feature, som det er tydeligt udviklerne har prøvet at afhjælpe. Man skulle mene at de side quests der udgår kræver at verdenen er i et bestemt stadie og det derfor giver mening at de udgår, men verdenen ændrer sig så lidt historien igennem at det nærmest ikke er det værd at beholde sådan en funktion.
Men nu vi taler om spillets verden, så lad os dykke lidt dybere ned i materien. Spillet er delt op i flere tidsaldre, som Elliot frit kan rejse mellem. Så snart man har aktiveret et af de mange save points i verdenen, kan man frit teleportere imellem dem fra spillets map menu. Verdenen er frit tilgængelig, men visse områder kræver, at Elliot har låst op for et bestemt våben eller en bestemt fe evne. Derudover er der en lang række ruiner, grotter og 'shrines', som Elliot kan udforske. Nogle er bundet til historien, mens andre er frivillige at tage. Ruinerne minder lidt om Zelda dungeons, da de er gjort op af flere etager, har mange skattekister og nogle har sågar en boss i slutningen. Hver ruin har sit eget look, og hver ruin blander små nemme puzzles med hoppe udfordringer og rum hvor man skal slå alle fjender ihjel. Ruinerne er ikke super svære, men de er ofte en forfriskende variation fra spillets huler, der ellers er hurtigt overstået. De ruiner der er tilknyttet historien, er en kende mere udfordrende. Hulerne forbinder ofte forskellige områder og er egentlig mest til for det. Spillets shrines, som jeg kalder dem, er små, individuelle udfordringer, der kan klares én gang og er spredt rundt i verdenen og forskellige tidsaldre. Belønningerne er enten health point upgrades eller nye fe evner, eller opgraderinger til disse. De fleste af dem er frivillige for spilleren at klare, men udfordringerne er næsten altid forfriskende, omend korte.
Men hvad så med tidsaldrene? Forventningen er, at hver tidsalder virker forskellig fra de andre, i en sådan grad at man altid ved hvor man befinder sig. Desværre er det ikke tilfældet. Det der primært adskiller tidsaldrene fra hinanden er hovedbyen i verdenen og de karakterer man møder. Byen er en middelalderlig borg i Age of Safekeeping, mens den i Age of Reconstruction er en faldefærdig landsby. Ruiner og visse bygninger består tidsaldrene imellem, men omgivelserne ændrer sig skræmmende lidt rundt omkring i verdenen. Den grønne slette har måske en anden farve, og skoven nord for byen ligeså, og ørkenen ændrer sig nærmest ikke. Fjenderne er de samme, omend lidt stærkere jo længere tilbage i fortiden man går, men forskellene er så minimale at man ofte skal tjekke hvilken tidsalder man er i, for at være sikker. Nogle ruiner og grotter ændrer sig en smule, men kun i og med at nogle passager pludselig kan være blokeret eller der tilføjes kister andre steder, men det er stortset kun shrines der ændrer placering, tidsaldrene imellem. Det er en smule skuffende at der er så få forskelle og man får næsten tanken at det havde været bedre at fokusere på færre tidsaldre og i stedet gøre forskellene tydeligere. Mens spillets er en fryd at udforske i starten af spillet, hvor alt er nyt, og alt kan vente rundt om hjørnet, så bliver det nærmest et surt arbejde at skulle gå igennem den samme grotte for 3. eller 4. Gang, for blot at løbe igennem de samme tunneler og nakke de samme fjender igen og igen.
Det som fungerer bedst for spillets verden er den åbne natur. The Adventures of Elliot har en ret åben struktur, da gør at man kan udforske så meget man vil, med de værktøjer man har til rådighed, og sjældent bliver man stoppet. Der er også en masse frivilligt indhold, som understøtter og belønner udfordringen, især i de førnævnte shrines. Så det at spillet får denne pseudo open world fornemmelse gavner egentlig spillet i sidste ende, men det bliver som sagt manet lidt til jorden af at hver tidsalders map føles så ens.
Der hvor The Adventures of Elliot brillerer mest er i sit gameplay. Man kan bevæge sig, hoppe, slå med våben og blokere med sit skjold - ganske simpelt. Styringen er veldesignet og føles god, og man føler sig nærmest altid i kontrol over Elliots handlinger. Kampe i spillet foregår i real time, ligesom i et 2D Zelda-spil, hvor man skal positionere sig for at skade fjender og undgå eller blokere angreb. Elliot får adgang til hele 7 våben, inklusiv sværdet man starter med. Elliot har to ‘weapon slots’ og kan derfor have to våben aktiveret på én gang, som hver sidder på henholdsvist Y og X knappen. Våbene er vidt forskellige i både skade output og spillestil, og der er sågar også klassiske action adventure våben som bomber og bue og pil. Så lige meget om man er til nærkamp, kamp på afstand eller begge dele, så skal man nok finde en spillestil der passer til éns temperament. Derudover er mange af våbnene ikke krævet for at klare spillet, så visse våben falder man over tilfældigt, når man udforsker spillets ruiner og grotter. Kampene i spillet er generelt sjove. Der er et væld af fjender, som har deres egne unikke evner og man kan nemt komme ind i et godt flow med at blokere med skjoldet og angribe på det rigtige tidspunkt. Det er igen ærgerligt, at fjenderne ikke adskiller sig mere fra hinanden, tidsaldrene imellem.
Våbene kan også gøres stærkere via Magicite-systemet. Magicite er en form for ædelsten, der kan sættes i ens våben og tilføje effekter eller ændre adfærd på våbnet. F.eks. Kan man gøre sine bomeber større eller få sit sværd til at skade mere. Det er en måde at yderligere tilpasse sin spillestil på. Hvert våben har 15 forskellige magicites der enten kan findes i verdenen eller udvindes via et gacha-agtigt lotterisystem, hvor man lægger ren magicite ind der så kan omdannes til magicite man kan bruge i sine våben. Som med ethvert gacha-system er der grad af sjældenhed og drop chance der skal tages højde for. På papiret er det lidt irriterende, men det er ikke så slemt i praksis. Man skal dog huske at opgradere sin magicite kasse, da det gør at man kan bruge flere magicites på én gang. Undertegnede glemte at gøre det, og spillede derfor spillet igennem med et meget lavt antal magicites sat på mine våben. Udover våben- og magicite-systemet får feen Faie en række magiske besværgelser, som ild, dash, teleport, m.fl. Disse er yderst brugbare, og nogle er sågar krævet for at komme videre i spillet. Størstedelen af hendes besværgelser er brugbare, og nogle er endda effektive i kamp. Det er en sjov ekstra del af spillet, som både giver livskvalitetsforbedringer samt flere taktikker i kamp.
Grafisk er spillet dybt charmerende, og har man spillet andre HD-2D-spil fra Square Enix, så ved man hvad man kan forvente. De farverige og detaljerede omgivelser i 3D, danner en flot ramme for de smukke 2D sprites, der oser af charme. Hver fjende har sin egen sprite, og bosserne ligeså, der tilmed fylder en stor del af skærmen. Stilen fungerer rigtig godt til action adventure-genren. Spillet kører næsten fejlfrit med et par få frame drops her og der, når der sker meget på skærmen, men generelt set kører spillet fortrinligt på Switch 2, både i håndholdt og docked.
Spillets lydside er ganske fin, hvor musikken bidrager med nogle ørehængere. Det er ikke fordi soundtracket skiller sig ud som værende ud over det sædvanlige, men man kan mærke der er blevet gjort noget ud af musikken. Lydeffekter passer godt til situationerne, men man skal være forberedt på at høre de samme lyde og udbrud fra Elliot og Faie mange gange. Stemmeskuespillet er ganske hæderligt, som det plejer at være i Team Asanos spil. Jeg har primært spillet med engelsk voice-over og det fungerer godt. Der er dog én stemme der godt kan gå hen og blive irriterende, og den tilhører feen Faie. Faie har det med at kommentere på alt hvad Elliot laver - om det er at kæmpe, om han finder en skattekiste eller hvis han glemmer at blokere et angreb. Nogle gange kommenterer hun endda på at man kan bruge en bombe, selvom det er utroligt åbenlyst. Og ikke nok med at man ikke får lov at tænke selv, så er hendes stemme ekstremt skinger og lettere pattet at høre på. Man kan justere ned for mængden af ting hun kommenterer på i menuen, men den arbitrære indstilling svarer til ‘Standard’ og ‘Mindre end standard’ hvilket er en utrolig arbitrær måde at navngive indstillingen på. Derudover lader det ikke til at gøre ret meget, da Faie stadig kæfter op i tide og utide. Jo, hun er nu en meget sød eventyrskarakter, men jeg forstår godt, hvis andre også synes hun kan blive lidt for meget. De andre karakterer lever op til standarden man forventer af et Octopath Traveler spil og er med til at understøtte den lidt ‘middelalderlige’ fantasy-stemning spillet går efter.
Konklusion
The Adventures of Elliot: The Millenium Tales er et ganske gedigent action adventure-spil. Det er fedt at se Team Asano og co. prøve kræfter med en ny genre, ligesom de gjorde det med Triangle Strategy i 2022, og jeg synes de har gjort et godt stykke arbejde. Historie er ambitiøs, i og med at den er fortalt over flere tidsaldre, men måske har udviklerne gabt lidt for højt og skulle måske i stedet have fokuseret på færre tidsaldre og adskilt dem mere fra hinanden. Historien lander dog rigtig fint hen imod slutningen, når alle de forskellige snore begynder at blive samlet, men vejen derhen er en smule broget, og man skal være tålmodig før historien rigtig bider sig fast. Selve verdenen, Philabieldia, er rigtig fint lavet, men desværre udvikler mappet sig ikke nævneværdigt nok mellem tidsaldre, hvilket går ud over lysten til at udforske senere i spillet, da man ikke gider løbe igennem de samme omgivelser gang på gang. Der er ændringer, som at hovedbyen er vidt forskellig i hver tidsalder, men i det store hele er mappet 80-90% det samme og det er skuffende. Det åbne design i spillets struktur gør lidt op for det. Gameplayet sidder dog lige i skabet, og på trods af et gacha-agtigt system der ændrer adfærden på ens våben, så bliver man sent træt af at trampe rundt og slå fjender ned i spillet. De forskellige dungeon-agtige ruiner giver en sjov og forfriskende udfordring og der er masser af content at give sig i kast med i spillet. Grafikken er super flot og charmerende, hvilket er standard for HD-2D stilen, og spillet kører rigtig fint på Switch 2. Lydsiden er velproduceret, omend ikke en man vil huske spillet for i særlig grad. Det er godt, men ikke noget der rykker grænser. Alt i alt er The Adventures of Elliot: The Millenium Tales nok det mest tilgængelige HD-2D stil at gå til, og kan nemt anbefales til Action RPG og Action Adventure fans der har brug for et nyt eventyr at give sig i kast med.
[8-Bit] MoNkEy
#1Den giver i hvert fald folk blod på tanden til at gi' sig i kast med spillet.
Ud fra de cirka 1o timer, jeg fik keglet mig rundt i demo'en, mener jeg at dine kritikpunkter rammer 1oo% plet, både ris såvel som ros.
Jeg glæder mig til igen at hygge videre med Elliot og vennerne når pengene og tiden er moden til det!