Child of Light (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 28-06-2014 15:42

Child of Light er det tredje spil fra Ubisoft til at gøre brug af deres UbiArt Framework, som i første omgang blev udviklet specifikt til Rayman Origins. Denne gang står den imidlertid ikke på platform-spil i en humoristisk og farverig verden. I stedet står den på rollespilseventyr i et magisk kongerige i et spil, der af mange beskrives som værende et kunststykke. Men kan spil nu også være kunst, og sker det i så fald på bekostning af gameplayet? Det ser vi på her.

Child of Light er som sagt et rollespil, og i spillet følger vi Aurora, datter af den østrigske hertug og dennes afdøde hustru. Ved spillets indledning får vi at vide, at Aurora er død, men som vi vil se det, lever hun i bedste velgående i det magiske Lemuria – en verden forbundet med virkeligheden gennem et spejl – hvor hun desperat forsøger at finde vej tilbage til sin far. Lille pige i en mørk og mystisk verden med monstre er dog ikke ligefrem den mest optimale kombination, så hun får brug for hjælp fra Lemurias indbyggere og skabninger på sin rejse. Inden længe møder hun Igniculus, en lille lysende skabning, der viser sig at være hendes vigtigste hjælp på vejen tilbage til slottet i Østrig. Han fungerer nemlig som både guide, lyskilde og puzzle-løser og kan desuden bistå på interessante måder i spillets kampe. Hvis man ønsker at spille co-op kan Igniculus kontrolleres af en anden spiller, men her i anmeldelsen vil jeg holde mig til, hvordan det foregår når man spiller alene.

Udover at være et RPG er Child of Light også en sidescroller med platformelementer. Fra spillets start kan man kun hoppe, men kort efter, at man møder Igniculus, får man fat på et sværd og kæmper sig vej til en skovheks, der fortæller historien om, hvordan den onde mørkets dronning, Umbra, har stjålet solen, månen og stjernerne og gjort Lemuria et farligt sted at færdes. Kun ved at skaffe himmelelementerne tilbage kan ordenen i Lemuria genskabes, Umbra besejres og Aurora komme tilbage til sin far. Heksen afslutter samtalen med at give Aurora vinger, og herpå starter eventyret for alvor. Inden længe vil man møde den første af flere potentielle rejsekammerater, der vil kæmpe ved Auroras side på slagmarken, og snart vil man finde sig selv i færd med at lede efter skattekister og andre collectables, mens der nedkæmpes fjender på vejen gennem Lemuria.

Uden for spillets kampe rejser man fra en mørk skov til et klippefyldt sletteområde og videre til havet i sin jagt på sol, måne og stjerner. Ud over de tvungne boss-kampe kan alle fjender i Lemuria undgås, hvis Igniculus blænder dem ved at lyse kraftigt med et tryk på ZL. Hvor Aurora navigeres med den venstre analog, så anvender man den højre til at styre Igniculus, der ikke blot kan blænde fjender men også aktivere kontakter og åbne særlige skatte. Når man udfører disse handlinger tømmes et meter i det øverste venstre hjørne, hvilket angiver hvor længe Igniculus kan lyse op. Det fyldes automatisk langsomt op, hvis man ikke benytter evnen, men kan også fyldes ved aktivering af særlige planter, hvorfra ønsker gror. Samles disse ønsker i en bestemt rækkefølge kan de også genfylde lidt HP og MP.


Vil man engagere i kamp lader man ganske enkelt Aurora komme i kontakt med en fjende når den ikke er blændet. Man kan dog med fordel lade hende snige sig op på dem bagfra, da dette giver fordel i kampen, hvor en af dine karakterer vil kunne udføre en handling fra start. Kampene udspiller sig efter en tidsbar nederst på skærmen. Denne er inddelt i to faser; den lange ventefase og den korte action-fase. Hvor hurtigt dine karakterer bevæger sig hen ad tidsbaren angives først og fremmest af deres stats, men kan også påvirkes på forskellige måder i løbet af en kamp. Når en karakter når til enden af ventefasen vælger man sit træk, hvilket udføres når han/hun når enden af action-fasen – nogle træk er hurtige og andre meget langsomme. Hvis en fjende når at angribe en karakter, der befinder sig i action-fasen bliver denne kastet tilbage på tidslinjen, men det gælder selvfølgelig begge veje. Handlinger varierer fra karakter til karakter, og kan bestå af bl.a. fysiske angreb, magiske angreb, healende handlinger, statboost og forskellige forsvarsmekanismer. I stedet for at udføre en af disse handlinger kan man dog også anvende items, flygte eller skifte en af sine karakterer ud – der kan kun være to i kamp på samme tid.

Udvalget af fjender varierer primært fra område til område i spillet. Nogle fjender er resistente eller særligt udsatte over for bestemte angreb. Det kan være fysiske angreb eller en af de fire magiske elementer; lys, ild, vand og lyn. Dette indikeres primært i deres design, men du må selv finde frem til, hvad der helt præcist virker henholdsvis godt og dårligt mod de enkelte fjender. Det er desuden også muligt at lade Igniculus manipulere med venner såvel som fjender under de enkelte kampe. Blænder man en fjende, vil det medføre, at denne bevæger sig langsommere på tidsbaren – lyser man på sine egne karakterer vil det heale dem en smule. Ligesom uden for kampene vil lyskraften stille og roligt tømmes, men på slagmarken findes der altid minimum to planter, der kan genopfylde metret, når man får brug for det.


Efter endt kamp belønnes alle dine karakterer med XP, og når de stiger i level, forbedres deres stats; HP, MP, Strength, Defense, Magic med mere, og de tildeles et skill point, der kan bruges i et tregrenet skill-træ. Hver gren indeholder egenskaber, der gør din karakter bedre på et bestemt område og ind imellem handlingerne, der kan bruges i kamp, findes der også permanente statboosts i eksempelvis evnen til at undvige angreb eller karakterens fart på tidsbaren. Egenskaberne kan dog også forbedres ved brug af Stardust – særlige collectibles gemt omkring i Lemuria. Ja, der findes sågar et crafting-system med juveller meget lig det vi finder i Diablo II, hvor tre ædelsten af en type kan transformeres til en større og bedre sten. Alle karakterer kan udstyres med sten, der påvirker egenskaberne alt efter, hvilken af de tre mulige positioner den placeres i (angreb, forsvar, tidslinje). Der findes ni forskellige typer ædelsten og fire størrelser, så der er ret mange muligheder med dette system.

Med det har vi været godt omkring spillets vigtigste elementer, så lad os bare komme videre til vurderingen.

Det gode:
Det er svært ikke at have ros til overs for Child of Light. Rent grafisk og stilistisk er det virkelig flot, og den store kontrast mellem lys og mørke er virkelig med til at gøre Lemuria til en spændende verden at udforske. Det kan godt være det kun har en todimensionel verden, men sjældent har jeg set et spil så flot, og kombineret med en spændende og dyster/melankolsk historie er det virkelig noget særligt - ikke mindst fordi al dialogen i spillet er skrevet på vers med rim i enderne. Aldrig før har jeg følt behov for at læse teksten i et spil højt, men her fik jeg lyst til at gøre det blot for at få den rette stemning af eventyr. Tilmed er det orkestrerede musik ret godt og underbygger stemningen helt perfekt. Der er måske ikke den store variation i melodier, men man bliver alligevel aldrig træt af den.


Er man som jeg til udforskning, er Lemuria et paradis, for hvert område indeholder tilpas mange skjulte skatte og collectibles, og i den henseende er det fantastisk, at man kan få lov at udforske uden at blive afbrudt af kamp med mindre man ønsker det. Det giver på sin vis en større frihed end i mange andre RPG-spil. Foruden det primære historie har man desuden mulighed for at bruge tiden på diverse sidequests, der alle belønner spilleren for sin indsats. Når disse skal løses er det rigtigt rart, at man et stykke inde i spillet får adgang til et kort, der tillader hurtig rejse mellem forskellige områder.

Det vigtigste for et RPG-spil er dog uden tvivl kampsystemet, og der synes jeg rent faktisk også, at Child of Light gør det ret godt. Jeg skal ikke kunne sige om der findes andre spil med et lignende system, men det var for mit vedkommende første gang jeg har set handlinger udspille sig efter en tidsbar med mulighed for i stor grad at påvirke slagets gang – det var virkelig interessant i forhold til den mere gængse struktur, hvor handlinger blot går på tur. Især føltes det rigtig godt, når man kunne afbryde en fjende i sin handling, og tilsvarende frustrerende når det omvendte skete som konsekvens af, at man ikke fik bremset den i tide med Igniculus. Alle spilbare karakterer føles fint tilpassede, og selv om man måske ikke benytter dem alle lige meget, så har de alle en værdi, alt efter den strategi spilleren benytter sig af.


Persongalleriet er nok egentlig meget typisk for et RPG. Der er allround-kæmperen i form af Aurora, en magiker i form af en langskægget dværg, en healer i form af en kvindelig cirkusartist og hele fem karakterer yderligere, som kan karakteriseres som alt fra brute til beskytter og besværger. Uden for kampene vil de alle have noget at sige – typisk kun før og lige efter de har sluttet sig til dit slæng, men de er alle skæve og interessante eksistenser, der er med til at gøre spillet endnu mere levende.

En sidste god ting ved spillet er, at det giver alle spillere mulighed for at vælge et fornuftigt udgangspunkt gennem sværhedsgraden. På Normal er der forholdsvist let og Hard er derfor nok et mere passende valg for den erfarne RPG-spiller. I det store hele er forskellen blot fjendernes styrke, men i kampene findes faktisk endnu en forskel - planterne med ønsker kan nemlig på normal genfylde HP og MP, hvilket de ikke kan på hard. Når spillet er gennemført har man tilmed mulighed for at gå på jagt efter manglende skatte eller starte et New Game +, igen på hvilken som helst af de to sværhedsgrader, og her overføres alle skills, items og stats, mens historien nulstilles, fjenderne bliver stærkere og skattene kan findes på ny. Derved får man mulighed for at fylde karakterernes skill-træer helt ud, hvilket man ikke vil nå på den første gennemspilning men mindre man virkelig grinder meget XP.

Det dårlige:
I det store hele har jeg ikke noget voldsomt negativt at sige om Child of Light. Spillet fungerede umiddelbart som det skulle, men alligevel sidder jeg tilbage med nogle enkelte kritikpunkter. For det første, så savnede jeg muligheden for uden for kampene at vælge, hvilke af mine karakterer, der skulle starte den næste kamp. Det er irriterende at komme til en fjende, når man kan se, at det første der skal foretages i kamp er at skifte spillere. Det er dog i sidste ende ikke så stort et problem, for man mister ikke sin handling ved karakterskift. Et andet lille punkt er, at det til tider føltes som om at musikken hakkede lidt i nogle overgange – det var ikke ofte, men jeg lagde bestemt mærke til det.


Mere påfaldende er dog spillets udvikling i sværhedsgrad. I lang tid føltes det alt for let, og lige med et kunne fjenderne pludselig true min gruppe af karakterer på livet, og det blev nødvendigt at skifte karakterer ofte. Jeg spillede godt nok på normal på min gennemspilning og elsker udfordring, men den her overgang var altså langt fra flydende, hvilket er lidt en skam. Det forholdt sig nemlig også sådan, at det typisk kun var små dele af spillet, hvor fjenderne var besværlige – det kunne sagtens blive mere medgørligt kort efter. Sidst, men ikke mindst, var der ikke rigtig noget, der gjorde boss-fights specielt. Jovist, det var større og stærkere fjender med mere HP, men de var altid akkompagneret af to mindre fjender, som man med fordel kunne udslette før man rettede sin vrede mod bossen, der herefter let kunne kontrolleres.

Konklusion:
Child of Light er en kærkommen tilføjelse til spilbiblioteket på Wii U eShop. Ikke blot fordi det rammer en genre, hvor vi endnu ikke har set så mange udgivelser, men fordi det er et virkelig godt spil. Den kunstneriske stil, der danner Lemuria, gør sammen med en historie skrevet på rim og noget fængende musik Child of Light til en oplevelse, der sagtens kan sidestilles med kunst. Spillet har et spændende univers med farverige karakterer og ikke mindst en velfungerende kampdel. Desværre varierer sværhedsgraden dog lidt for meget fra fjende til fjende og boss-kampene er ikke noget særligt, da de på mange måder føles som enhver anden kamp i spillet. Alt i alt tager det dog ikke noget særligt fra oplevelsen og Child of Light er stærkt anbefalelsesværdigt.

Kommentarer: