Team Sonic Racing får la...

Ugens Downloads - uge 20 ...

N-Tonight #6: Afholdes d....

Tetris 99 får DLC med ny...

Switch overhaler PS4 i Ja...

Super Mario Maker 2 har e...

Nintendo introducerer Nin...

Pokémon Rumble Rush anno...

Vi streamer Hollow Knight...

Vi streamer Hollow Knight...

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Cuphead

Luigi's Mansion 3

Fortnite

Astral Chain

Nintendo på mobil

Feedback på ny side

Super Mario Maker 2

SteamWorld Quest

Dit seneste køb

Tilbudstråden

Solgt

S: super smash bros switc...

K: Wii U spil

S : 2 switch Spil

S: 30 Wii U spil

S: Starfox-samling & 3DS-...

K: Voez (Switch)

SOLGT: Diablo 3, Mario+Ra...

S: Super Mario 3D land og...

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Mario & Luigi: Superstar Saga + Bowsers Minions

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Madden 10 (Wii)

N-club Juletema 2018

FAST Racing NEO (Wii U eShop)

Skrevet af SBWA - 13-12-2015 18:08

Futuristisk racing var i en længere periode en genre, som både anmeldere og spilkøbere var begejstrede for, men i de seneste år er interessen for at udvikle og i særdeleshed udgive spillene døet hen. Det lille udviklerhus Shin’en Multimedia gav genren et forsøg for nogle år siden med WiiWare-udgivelsen FAST Racing League, hvilket fik en blandet modtagelse. Nu er de tilbage med deres største satsning til dato, og efter tre års udviklingsarbejde er efterfølgeren FAST Racing NEO ude på Wii U eShop, så lad os se, om det er værd at skrive hjem om.

Spillet er, på godt og ondt, som at rejse et par konsolgenerationer tilbage i tiden. I stedet for komplekse menuer og langvarige tutorials møder man ved spillets start en liste over de tilgængelige spilmuligheder. Der er ingen indstillinger, nyhedsbokse eller baggrundshistorie til hvorfor du egentlig ræser rundt. Valget står derfor imellem de fem muligheder i hovedmenuen: Championship, Time Attack, Hero Mode, Multiplayer og Online play. Opbygningen i Championship er som ofte set med tre sværhedsgrader, hver inddelt i fire cups med fire baner i hver.


De fire cups med fire baner i hver.

Spillet skal gennemføres sekventielt, så til at starte med er den eneste mulighed første cup på den laveste sværhedsgrad. For at avancere til næste cup kræver det en samlet podieplads efter, at alle fire baner er kørt. Til at klare denne udfordring får du til at starte med valget imellem tre fartøjer, hver med en bestemt tophastighed, accelerationsevne og vægt. På din vej op igennem sværhedsgraderne åbnes op for yderligere fartøjer, indtil du i alt kan vælge imellem otte styks. Multiplayer lader dig og op til tre venner spille splitscreen, mens Online play giver muligheden for at gå online og spille mod op til syv fremmede eller lave en lobby kun for dine venner. Efterhånden som du, forhåbentlig, ender på podiet i de forskellige cups, åbnes der op for at spille banerne i Time Attack. Selvom vi efterhånden er blevet forvænt med online leaderboards og muligheden for at køre mod ghosts, har Shin’en ikke suppleret Time Attack med andet incitamentet end at slå deres bedste tid på hver bane. En skrabet fornøjelse der hører til de negative aspekter af det simplistiske design. Skulle du være så behændig at kunne ende på podiet i cups på den højeste sværhedsgrad, så åbnes der op for Hero Mode – en fantastisk udfordring, som du kan læse mere om længere nede.

For dem, der har prøvet FAST Racing League, byder det simple gameplay ikke på mange nyskabelser, men alle andre skal til at udvide deres racing-repertoire med et par nye moves. Ud over den så velkendte opbygning med speeder, bremse, boost og muligheden for at læne sig til højre og venstre, introduceres nu også et faseskift. Dit fartøj befinder sig enten i rød eller blå fase, som du med et tryk på en knap øjeblikkeligt kan skifte mellem. Rundt omkring på banerne er der i de nævnte farver lagt boost-områder, som du aktiverer ved at køre hen over dem, mens fartøjet er i den korrekte fase. Fejler du at skifte til den korrekte farve og alligevel kører hen over et boost-område, så sløves du kraftigt ned, og vigtig momentum går tabt. Ud over disse boost-områder kan du også opsamle boost-sfærer der fylder et boost-meter til brug efter behov. Modsat FAST Racing League er disse sfærer ikke længere faseafhængige. Målet i det simple gameplay bliver derved at få skiftet mellem faserne og udnytte boost-meteret i de dele af banerne, hvor der ikke er boost-områder tilgængelige. Det lyder nemt, men med op til 1500 km/t skal alle beslutninger ligge på rygraden.


En gigantisk sandorm kaster sig over dig og ændrer vejens forløb.

Når der yderligere introduceres ni computerstyrede fartøjer, der stjæler dine boost-sfærer, skubber til dig og får dig til at spinne ud af kontrol, så er der sværhedsgrader nok i Championships for selv de mest garvede i genren. Heldigvis er styringen intuitiv og knivskarp, så spillet giver dig de bedste forudsætninger for at lære af dine fejl og komme stærkere tilbage. Desværre er en af mine store kæpheste, rubberbanding, vendt tilbage. Selvom jeg efterhånden har accepteret, at det er en nødvendighed i andet end simulation, så er det bare ikke særlig tilfredsstillende at blive overhalet i sidste sving efter en perfekt omgang. Heldigvis er graden af rubberbanding langt mindre end set i andre udgivelser, så der er ingen mulighed for, at man går fra et crash til at vinde.

Ud over fartfornemmelsen og den præcise styring er banedesignet det vigtigste i genren. Lykkeligvis har Shin’en vist sig fantastisk kreative. Fra baner opbygget af svingende vejsektioner over jungleområder til rumstationer er der en fantastisk detaljegrad med et væld af genveje og fælder. Mens du nyder, at støv, meteorer og rullesten flyver omkring dig, skal du blandt andet undgå benene fra en gigantisk robotedderkop, containere der svinges tværs over banen og ildspyende riste på jorden. Blandt de 16 baner bliver man konstant imponeret over ikke bare varieteten, men også den gennemgående høje kvalitet. Upåagtet af om du er til tunge fartøjer med maksimal topfart, eller små lette accelerationsstærke fartøjer, så er der baner, der lader dig udnytte disse egenskaber optimalt.


Ekstreme vejreffekter og motion blur gør spillet flottere i bevægelse end på stilbilleder.

Der har op til udgivelsen været store forventninger til den visuelle side af spillet, og taget platformen i betragtning kan jeg godt bekræfte, at disse er blevet indfriet. Shin’en har valgt en opløsning på 720p for at kunne holde en framerate på 60 FPS, og ud over opløsningen er der også blevet gået på kompromis med efterbehandlingen, hvilket, blandt andre skavanker, desværre resulterer i ret voldsomme jaggies. Taget genren i betragtning er der dog ikke en finger at sætte på Shin’ens valg. Spillet holder virkelig 60 FPS i langt størstedelen af tiden, kun med framedrops når flere fjendtlige fartøjer eksploderer direkte foran en. Splitscreen byder ikke overraskende på lavere opløsning og desværre også flere framedrops, men selv her er den visuelle oplevelse stadig mere end godkendt. Alt i alt er det samlede indtryk af de dynamiske baner med levende baggrunde, vejreffekter og fartfornemmelse så imponerende, at det efterlader tilskuere lige så imponerede som spilleren selv.

Hvor lydeffekter og kommentator passer lige ind i genrens ånd, så er jeg mindre imponeret over soundtracket. Langt hovedparten af numrene virker meget generiske, og i de værste tilfælde er der mere halbal i Rolfsted end futuristisk racer over stemningen. Kvaliteten kan der ikke klages over, så uden tvivl vil andre mere techno-interesserede finde soundtracket yderst tilfredsstillende.


Reflekserne skal være i orden, når en robotedderkop beslutter sig for at krydse banen.

Jeg lovede tidligere at vende tilbage til Hero Mode, spillets endelige sværhedsgrad, og her spilles ikke længere i cups, men på enkeltbaner. Selvom dette giver muligheden for at vælge det optimale fartøj til hver bane, så betyder det bestemt ikke, at udfordringerne bliver mindre. Hastigheden er overført fra den højeste sværhedsgrad i Championship, mens en del af reglerne er strammet kraftigt op. Hvor man i Championships samler point i de forskellige baner for at sikre sig en samlet podieplacering, er det nu udelukkende en førsteplads, der tæller som en gennemført bane.

For at gøre det endnu sværere har du kun ét liv at gennemføre banen med. Normalt vil ting som kampesten, meteorer, edderkoppeben, containere eller kontakt med hav, ørken og ild smadre dit fartøj og placere dig længere tilbage på banen, men med kun ét liv er der ikke plads til fejltagelser overhovedet. Shin’en har tydeligvis en sadistisk side, for oven i dette tæller dit boost-meter nu også som et skjold. Valget bliver uundgåeligt imellem en kritisk beskyttelse mod bump og den nødvendige boost for at sikre sejren. Jeg har endnu ikke været i nærheden af en sejr i Hero Mode, så jeg tør næsten garantere, at sværhedsgraden vil kunne holde de fleste beskæftigede med spillet i lang tid frem.

Detaljerige baggrunde giver hver bane et unikt præg.

Ud over lokal multiplayer i splitscreen har Shin’en som nævnt også tilføjet en Online mode. For at sikre kortest mulig ventetid er valgmulighederne forståeligt nok yderst begrænsede. Du kan enten vælge at finde syv tilfældige modstandere eller åbne en lobby op for personer på din venneliste. Upåagtet af valget, stemmes der om en bane, og I går direkte videre til ræset. Alt efter din placering optjenes et antal point til din konto, hvor andre spillere kan se din akkumulerede score. Deres netcode har indtil videre vist sig at være yderst stabil – i hvert fald har jeg endnu ikke registreret noget lag overhovedet. Alligevel kræver det en patch fra Shin’en, før Online mode vil se noget holdbarhed, da man udelukkende konkurrerer på den laveste hastighed. For erfarne spillere vil den bedste start derfor afgøre løbet i næsten alle tilfælde.

Shin'ens serverstruktur har tilsyneladende ikke været gearet til spillets popularitet, hvilket efter den officielle release har resulteret i flere afbrudte spil og i værste tilfælde en frossen Wii U. Forhåbentlig får Shin'en hurtigst muligt opdateret både deres servere og fejlhåndteringen i spillet.


Den blå farve indikerer det nuværende fasevalg.

Mange, inklusive undertegnede, har haft store forventninger til denne udgivelse. For ejere af Nintendo-konsoller har F-Zero været fraværende i alt for lang tid, mens Playstation-ejere har kunnet se langt efter en ny Wipeout-titel. Vores forventninger har måske derfor i lige så høj grad været et udtryk for et afsavn. Shin’en har tidligere meldt ud, at de hverken har prøvet at efterligne F-Zero eller Wipeout, men er gået efter at skabe deres egen oplevelse, hvorfor det interessante for mange selvfølgelig er, om den oplevelse virkelig kan erstatte en ny udgivelse i deres favoritserie. Lad os starte med at opsummere spillets dårlige sider.

Det dårlige:
Selvom jeg er stor fan af deres tilgang med ingen nonsens og direkte til gameplay, så er spillet i dets nuværende form for simpelt for en udgivelse i 2015. For et spil, der opfordrer til gentagne gennemspilninger for at klare de stadigt stigende udfordringer, er informationsniveauet både uden for og under løbet ikke tilfredsstillende. Der er ingen form for kort over banerne, der er ikke splittider undervejs og på trods af, at spillet gemmer ens samlede cup-tid og viser placeringen på et leaderbord, så gemmes der ikke, hvilket fartøj man har brugt. Undervejs i løbet får man ingen information om, hvor modstanderne er placeret eller i hvilken rækkefølge. Gamepad bliver udelukkende brugt til at spejle TV’et, frem for at supplere med de savnede løbsinformationer. Derudover virker det underligt, at leaderboards er blevet implementeret for cups, men ikke er gjort tilgængelige i Time Attack. Mine egne problemer med soundtracket og rubberbanding vil jeg ikke endeligt lægge spillet til last. Det samlede indtryk af de negative aspekter er derfor bestemt ikke afskrækkende, men det er nok til at forhindre en gennemført positiv oplevelse. Serverproblemer ved release er efterhånden mere reglen end undtagelsen, men at udgive et spil hvor fejlhåndteringen i koden er så mangelfuld, at den ved manglende serverforbindelse fryser konsollen, er alligevel sjældent. Da jeg ingen problemer oplevede indtil spillets officielle udgivelse, så vil jeg dog lade tvivlen komme Shin'en til gode og afvente en hurtig patch.


Man savner i høj grad et minimap eller en indikation af modstandernes placering.

Det gode:
Mit samlede indtryk af spillets grafiske designstil sammenholdt med den tekniske udførelse er nær en first party udgivelse. Med den tilgængelige hardware er det yderst imponerende, hvad Shin’en har bedrevet. Ud over den vellykkede visuelle side mener jeg tilmed også, at selve gameplayet er noget nær perfekt for genren. Faseskiftene giver et ekstra lag til en ellers simpel konstruktion, og de kendte designvalg fungerer bare. Når der ikke er en finger at sætte på styring, fartfornemmelse eller banedesign, så bliver en futuristisk racer ikke meget bedre.


I høj fart og fantastisk underholdt.

Konklusion:
Jeg tvivler ikke på, at både fans af F-Zero og Wipeout vil få stor glæde af denne udgivelse, selvom det ikke helt skulle tilfredsstille sulten. Havde de sidste detaljer været på plads, ville FAST Racing NEO kunne blande sig med de største titler på Wii U, men takket være den yderst rimelige pris på 109 kr. er det alligevel nemt at anbefale spillet til alle, der kan lide en udfordring og bare har en snert af interesse for genren. Faseskift tilføjer dybde til en ellers simpel genre, og da både styring, fartfornemmelse og banedesign er i top, så bliver en futuristisk racer ikke meget bedre.

Spillet fylder 590MB.

4
1ups givet

4/5


Essentiel multiplayerdel

Nemt at gå til

Særdeles udfordrende

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

13-12-2015 18:12

Fik endelig taget mig sammen til at rette SBWAs anmeldelse af FAST Racing Neo igennem efter en alt for lang arbejdsuge, hvor jeg også var af sted i går. Beklager ventetiden, for den lå egentlig klar allerede i torsdags..
2
1ups givet

#2 - SBWA

Level: 10 (Bomchu)

15-12-2015 18:46

De har desværre ikke fået patchet den ustabile onlineoplevelse endnu, men mon ikke det er blevet til et par velfortjente fridage for det meget lille udviklerhold.
1
1ups givet

#3 - Park_Triolo

Level: 13 (Baby Dodongo)

15-12-2015 21:09

Jeg tror nu nok, de skal få fejlene rettet, men ja, giv dem lige lidt tid til at hvile sig... det har de klart fortjent. Nu er det jo heller ikke sådan, at det er så smækfyldt med fejl, at det ikke kan spilles. Jeg har spillet det meget både med venner og hele verden online uden at opleve problemer. Smiley
0
1ups givet

#4 - SBWA

Level: 10 (Bomchu)

16-12-2015 18:28

Ser ud til Shin'en har fået fikset problemerne med deres servere. I hvert fald har jeg ingen problemer oplevet her til aften - ud over at jeg er begyndt at tabe online races nu Smiley

Ingen undskyldning tilbage, det er de bedste 100,- du kommer til at give ud i december.
3
1ups givet

#5 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

16-12-2015 20:03

Opdatering er på vej:

#FAST Racing Neo update scheduled for January 2016 - New: Track minimap - New: Online Tags - Stability improvements - Various fixes

— Shin'en Multimedia (@ShinenGames) 16. december 2015


2
1ups givet

#6 - SBWA

Level: 10 (Bomchu)

16-12-2015 20:16

Godt at se. Mon ikke at det ligesom Splatoon går fra en 4/5 til 5/5 i løbet af de første måneder.
0
1ups givet

#7 - Pchan

Level: 10 (Bomchu)

16-12-2015 21:25

Jeg skal helt sikkert se nærmere på Fast Racing Neo snart Smiley
0
1ups givet

#8 - Park_Triolo

Level: 13 (Baby Dodongo)

19-12-2015 07:03

Det er fra begyndelsen helt fantastisk, hvad Shin'en har formået at levere, så selvom der måske er et par bugs hist og her, rører det mig ikke... er der nogen, der kunne tænke sig en runde mellem jul og nytår? Smiley
0
1ups givet

#9 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

12-05-2016 17:52

Der udgives endnu en opdatering til dette spil her d. 18. maj, og den skulle komme med følgende ændringer:

- Online: Improved stability
- Online: You can now choose a preferred speed league
- Online: Player tags are now shown
- Online: Player country flags are now shown
- General: Mini Map for all tracks available while playing
- General: Improved loading speed for many tracks (especially from external USB devices)

Det rapporterer de eksklusivt på NintendoLife..
0
1ups givet