Shiftlings (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 06-07-2015 22:01

I 2014 genoplivede Activision det tidligere så ikoniske Sierra – primært som en udgiver af Indie-spil, og det første spil, vi får at se fra dem på Wii U, er altså Shiftlings fra norske Rock Pocket Games. Spillet er det første PC- og konsolspil fra udviklerne, der tidligere har beskæftiget sig med underholdningsapplikationer til mobiler og tablets, og i starten af marts blev det udgivet til PC, PS4 og Xbox One. På Nintendos platform har vi således måttet vente små fire måneder på udgivelsen, men lad os se om det har været ventetiden værd.

Shiftlings er noget så traditionelt som en puzzle-platformer, men spillets to hovedpersoner er alt andet end normale. Som spiller kontrollerer man nemlig to rum-pedeller kaldet Green Goop og Purple Plop, der rejser rundt i galaksen for at reparere alverdens installationer og løse andre mærkværdige opgaver. De er imidlertid fuldstændig uvidende om, at de samtidig også er hele galaksens underholdning i reality-programmet, Shiftlings, hvor værten, Zookod Neutrino, kommenterer hver eneste af de to klodsede reparatørers gøremål. Dette får man som spiller at vide gennem en animeret videosekvens fra spillets start, og her ser vi også, hvad der skete, da de to hovedpersoner besøgte Black Hola Cola-fabrikken i en tidligere episode af programmet. Black Hola Cola er galaksens mest brusende læskedrik, så da den ene af vores uheldige helte drikker en hel flaske, så er der kontant afregning i tarmsystemet – gasudviklingen er markant, så rum-pedelen slår naturligvis en prut, hvilket fylder rumdragten med luft. En prut mere følger hurtigt derefter, og dette transporterer (skifter) luften til makkerens rumdragt, da de to reparatører er forbundet med en slange mellem dem – dette er hovedmekanikken i spillet.

Reality-showet er opdelt i fem dele, der alle indledes med en videosekvens, og i hver del besøger hovedpersonerne et nyt område, der byder på 10 opgaver og en bonusopgave. Hver opgave (arbejdsmæssige skift) udgør en episode af showet, og dette giver således 55 baner at give sig i kast med. Første stop er The Event Horizon – et feriekompleks i et asteroidebælte, der kredser om et sort hul. Det lyder måske ikke som det mest luksuriøse feriested, og det er det da heller ikke. Første opgave går ud på at gøre rent efter et brændstofslæk, men vores to altmuligmænd kommer også til at håndtere ubehøvlede robotter, der bander af gæsterne, må tage sig af skadedyrsbekæmpningen, og skal sågar tjekke, hvorfor de besøgende pludselig kun kan se frække film i feriebygningernes hologram-TV. I praksis er opgaven underordnet, for den løses på samme måde i hver bane: De to pedeller skal sammen frem et bestemt sted i banen, hvor de håndterer opgaven med et tastetryk, og derefter kan de forlade banen gennem en portal et andet sted.

Ovenstående beskrivelse får det naturligvis til at lyde mindre kompliceret end det er, for banerne er indrettet på sådan vis, at spillets hovedmekanik kommer konstant i spil – og dét ligegyldigt om du spiller alene eller sammen med en ven i lokal co-op multiplayer. Vores to hovedpersoner er som sagt forbundet af en slange mellem deres dragter, og denne slange bruges ikke blot til gasoverførsel, men begrænser samtidig afstanden de to kan bevæge sig væk fra hinanden. Med det i mente skal figurerne arbejde sammen om at komme gennem banerne, og nogle steder er det eksempelvis kun figuren uden gas i dragten, der kan bevæge sig hen på grund af pladsmangel. Den store figur kan grundet gassen heller ikke hoppe særlig højt og bevæger sig en smule langsomme, men til gengæld kan den lille figur, som er noget mere akrobatisk, så bruge den oppustede rumdragt som trampolin og nå nye højder. Dette giver anledning til mange vertikale puzzle-sektioner med en opskrift, hvor den lille kan hoppe op til nogle platforme et lille stykke højere oppe, hvorpå man overfører gassen mellem dragterne og lader den nu store figur for oven gå ud over en kant for at trække den anden figur op den vej, som slangen mellem dem er udstrakt. Nu kan den store figur forneden så eksempelvis bruges som trampolin for at få den lille til et sted, hvorfra den efter endnu en gasoverførsel kan trække den anden figur op, og på den måde kan det lade sig gøre at overkomme den begrænsning som slangen mellem figurerne naturligt sætter.


Spiller man co-op, så giver det sig selv, at man styrer hver sin rum-pedel, men spiller du som jeg spillet igennem alene, så har du kontrollen over begge figurer, der kan styres sammen eller hver for sig. Man går med den venstre analog, hopper på B, skifter mellem figurerne på A og lader tarmgassen overføre mellem deres dragter med et tryk på X. Holder man ZL inde, så kan de to karakterer styres samtidigt, og holder man ZR inde, så kan man zoome midlertidigt ud og danne sig et overblik over banen. Det hele starter ganske enkelt ud i den første verden, hvor du introduceres for kontakter/håndtag, som kun kan aktiveres af den store/lille figur, horisontalt/vertikalt bevægende platforme og tunge kasser, der kun kan skubbes af den store, men på rejsen gennem spillet bliver det stille og roligt mere kompliceret i takt med at banerne også bliver større. Inden spillet er omme vil du således blandt andet støde på luftkanaler, der kan transportere vores figurer, små springbrætter, som virkelig kan give nogle effektive afsæt, kanoner, der kan skyde den lille figur afsted, gennemsigtige platforme, som slangen mellem figurerne kan gå igennem, røde platforme, der momentant forsvinder efter at være blevet trådt på, roterende platforme, der drejer hver gang man hopper eller foretager en gasoverførsel, og selvfølgelig masser af ting, der kan tage livet af vores to reality-stjerner.

Man skal forberede sig på at dø en hel del i Shiftlings, men for ikke at gøre det alt for frustrerende, så findes der checkpoints, hvorfra figurerne starter, når de dør, og man genoplives altid ved det senest aktiverede af slagsen. Der er adskillige måder at dø på, så det gælder om at passe på elektriske hegn, farlige robotter, faldende kasser og selvfølgelig også at undgå at kappe luftvejen mellem de to figurers rumdragter. Ja, det er bestemt ikke et ufarligt job, vores to rum-pedeller har, men for også at nyde livet kan de jo passende drikke noget Black Hola Cola, og i hver bane gemmer der sig tre af disse sodavand. Black Hola Cola-flasker fungerer nemlig som spillets collectibles, og samler man nok af dem, så åbner det op for de forskellige bonusbaner. Når man klarer den tiende bane i hver del af spillet, så åbnes der desuden op for at kunne spille denne verdens baner igennem på tid, og samtidig får du selvfølgelig adgang til den næste verden.


Det gode:
Hvis du synes, at spilbeskrivelsen lyder sjov, så er der en god grund til det, for Shiftlings er et ret humoristisk spil. Ikke bare er der nogle ret sjove opgaver undervejs, men reality-showets vært er også (i første omgang) ret underholdende, når han kommenterer alle de gode og dårlige beslutninger, som man som spiller tager på sin vej gennem spillet. Jeg har allerede nævnt nogle eksempler på opgaver tidligere, men det skader ikke at nævne nogle flere, og på børnepasningsplaneten, Hyperactivia, kan man eksempelvis komme ud for at skulle håndtere et defekt lortehåndteringssystem og gøre noget ved ballondyr, som er blevet inficeret med en aggressiv luftart, mens man på Veraville, en planet inspireret af det vilde vesten, skal løse et ammunitionsproblem, så planetens indbyggere atter kan skyde hinanden. Nogle af de sjoveste opgaver finder man på Earth 2.0, men dem vil jeg lade være med at nævne her, så I eventuelt selv kan opleve dem. Vi må selvfølgelig heller ikke glemme pruttehumoren gemt i lydeffekterne, hver gang gassen skal overføres mellem de to rumdragter, hvis nu man er til den slags.

Nu kan et spil selvfølgelig ikke leve alene på sin humor, men så er det jo heldigt at gameplay’et er bundsolidt. Jeg havde det fantastisk sjovt med at løse de mange bevægelsesmæssige udfordringer, og da jeg er typen, der gerne tager det hele med i første omgang, så var det rart med nogle gode hovedbrud i forhold til at samle alle Black Hola Cola-flasker. I den sammenhæng er det værd at nævne, at der er en meget naturlig udvikling i sværhedsgraden på vej gennem spillet, og på den måde blev jeg som spiller hele tiden testet og lærte noget nyt. Da jeg først var gennem alle baner, havde jeg derfor ingen problemer med at vende tilbage og forholdsvist hurtigt indsamle de flasker, som jeg havde misset, fordi jeg ikke lige på daværende tidspunkt kunne regne ud, hvordan jeg skulle få dem. Det synes jeg viser en styrke i banernes design. Det er for resten også let og overskueligt, at se i hvilke baner der er manglende flasker, da hver verden har et fin lille banevælger med overblikket på nogle skilte, og det er sågar muligt at springe over et par baner i hver verden og stadig gennemføre spillet, hvilket kan være rart, hvis man skulle komme i problemer. Således er der tre baner åbne fra start, der åbnes en ny for hver bane der klares, og så længe den tiende klares, så kan man komme videre. Omkring de 20 timer tog det mig personligt at gennemføre spillet fuldstændigt, så der er bestemt gode timer at komme efter.


Visuelt er der ej heller noget at klage over. Spillet er flot og farverigt med god variation i teksturer på tværs af de fem verdener, og derfor bliver det aldrig kedeligt at se på. De indledende videosekvenser til hver verden er super godt animerede, og spillets loading-skærme, som man ser mellem hver bane, er også ret kunstneriske, hvilket efterlader et ret godt helhedsindtryk. På lydsiden er fokusset lagt på kommentatorstemme og lydeffekter, så man skal ikke forvente at få et stort og pragtfuldt soundtrack – musikken er således i baggrunden, men bliver du træt af Zookod Neutrinos stemme og pruttelydene, så er der heldigvis mulighed for at ændre volumen for de forskellige dele, og det er meget rart, for efter noget tid har du hørt alle kommentarerne nok gange.

Slutteligt er det også værd at fremhæve, at det dejligt at se endnu et spil med mulighed for co-op på Wii U, og det vel og mærke med muligheden for at benytte en masse forskellige controllere. Spiller 2 kan nemlig let tilslutte sig med et tryk på + inden en bane vælges, og kan gøre dette med Wii U Pro Controller, Wii Remote (Plus) + Nunchuk, Wii Remote (Plus) + Classic Controller (Pro) eller blot med Wii Remote (Plus). Det er særdeles rart at se en udvikler anerkende, at mange af os stadig har gamle controllere, for lidt for ofte understøttes kun Wii U Pro Controller. Nu fik jeg ikke selv testet co-op i forbindelse med anmeldelsen, men jeg kan kun forestille mig, at det er rigtig underholde, da man bliver nødt til at kommunikere en masse med hinanden, og fordi de to figurer bevæger sig fuldstændig forskelligt, så kommer det til at kræve god koordination og godt samarbejde.


Det dårlige:
Nu er alt ikke positivt med Shiftlings, for der er da også problemer, som er værd at nævne. For det første, så bed jeg hurtigt mærke i, at styringen ikke var helt så præcis, som jeg kunne ønske. Hvis du er vant til platformspil, så ved du, hvad jeg tænker på, og nogle gange får man altså bare ikke den der Mario-præcision. Jeg vil ikke sige, at det er helt slemt her, men det skete altså lidt for mange gange, at jeg vadede direkte i døden, overbevist om at jeg havde trykket på hop-knappen i tide. Man kommer naturligt til at korrigere for det undervejs ved at hoppe lidt tidligere, men det burde jo egentlig ikke være noget, som man skulle tænke over. Værre er det så måske, at nogle Black Hola Cola-flasker kræver en ufattelig præcision at indsamle alene, da det indbefatter at hoppe, skifte, så hoppe og skifte igen på de helt rigtige tidspunkter, men formentligt hjælper det at spille co-op i disse situationer.

En anden ting, jeg bed mærke i, er, at Wii U-versionen af Shiftlings ikke har helt de samme funktioner, som på andre platforme, og der mangler således både online multiplayer og leaderboards for at stille den på lige fod med de andre versioner. Online multiplayer kan jeg personligt sagtens leve uden, men de manglende leaderboards er mig en gåde – der er så mange andre spil, der byder på denne funktion, og det ender jo med at gøre Time Trials fuldstændig uinteressant. Hele ideen med at gennemføre banerne på tid er vel at kunne sammenligne med andre, så hvorfor overhovedet beholde det i spillet, hvis tiderne ikke noteres online alligevel. Dertil skal det nævnes, at der ikke noget sted i spillet er et overblik over ens tider – nej, du skal helt ind i en bane for at se din tid noteret, så Time Trials kan jeg intet positivt sige om. For at gøre op for de manglende funktioner har vi på Wii U muligheden for at spille uden brug af TV’et, men også her rammes der desværre en smule ved siden af. Normalvis vil du spille på TV’et mens skærmen på Wii U GamePad bare viser simple informationer som banens navn og antallet af indsamlede Black Hola Cola-flasker, og det kan du så bytte om på. Problemet er bare, at du skal gøre det via spillets indstillinger i stedet for med et simpelt tastetryk på ”-” som alligevel ikke bruges til noget. Således skal du memorere, hvor menupunktet for Off-TV-Play findes, hvis du vil starte spillet uden at tænde dit fjernsyn, og det er jo ikke voldsomt smart.


Shiftlings kan desværre heller ikke helt se sig fri for små fejl, og under min gennemspilning mødte jeg adskillige af dem. I første bonusbane var jeg eksempelvis udsat for, at en platform, som skulle have bevæget sig, stod stille, hvilket resulterede i, at banen skulle genstartes, hvis den skulle klares. Senere i spillet fandt jeg et håndtag, som kun virkede en enkelt gang, til trods for at denne type ellers kan aktiveres og deaktiveres alle andre steder, og det resulterede i, at jeg lukkede en Black Hola Cola-flaske inde uden mulighed for at få den, og så var jeg en enkelt gang udsat for at lyden chrashede fuldstændigt, hvorfor jeg måtte forlade spillet for at gøre den god igen. Det var heldigvis kun ganske få gange i løbet af de mange timer, men det er alligevel værd at nævne det.

Konklusion:
Shiftlings er endnu en god puzzle-platformer på Wii U eShop, og den skiller sig særligt ud fra mængden via sin store portion humor. Spillet er utroligt let at gå til, og udviklingen i sværhedsgrad gennem spillet er noget nær perfekt. Man må stille og roligt tænke sig mere og mere om for at finde vej gennem banerne, og det er især underholdende at finde frem til alle spillets collectibles, der samtidig giver adgang til de markant anderledes bonusbaner. Desværre mangler spillets online-dele på Wii U, hvilket gør Time Trial-delen ubrugelig, så har du mulighed for det, kan det måske bedre betale sig at investere de 109 kr. på en anden platform. Kan du leve uden leaderboards og online multiplayer, så er det dog stadig et godt spil, og vil du samle alt ind, så er der mange gode timer i vente.

Spillet fylder 2.424 MB.

Kommentarer: