The Beggar’s Ride (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 08-04-2016 00:10

Som mine tidligere anmeldelser af blandt andet Toki Tori-spillene, Teslagrad, Stealth Inc. 2, Thomas Was Alone, Shiftlings og Never Alone afslører det, så huser Wii U eShop allerede en fin portion af gode og fornuftige puzzle platformere, men der er selvfølgelig altid plads til flere af slagsen. Spørgsmålet er så, om italienske Bad Seed med The Beggar’s Ride, som på den sidste dag i marts kom til Wii U efter en udgivelse på iOS- og Android-enheder i oktober sidste år, kan levere et spil af samme høje kvalitet og dermed tilføje det til den stadigt voksende liste af gode spil på konsollen. Det ser vi på her.

The Beggar’s Ride indledes af en kort mellemsekvens (den fra traileren), hvor en fortællerstemme introducerer os for en gammel mand, der en dag fandt en mystisk maske, som ville være en helt værdig, og herpå forsvandt i et hvidt lys. Den gamle mand er imidlertid ingen helt, men blot en tigger, og da han åbner øjnene befinder han sig i et guddommeligt rige, hvor vi som spiller tager kontrollen over ham. Men hvorfor er den gamle mand endt her, og er han i virkeligheden mere end bare en tigger? Disse spørgsmål får vi til en vis grad svarene på undervejs på tiggerens rejse i det, der tilsyneladende er et ørkenområde med en form for tempel.

Mens man som spiller navigerer tiggeren gennem landskabet med venstre analog og hopper på B, så vil tekstbeskeder i baggrunden føre historien frem og give hints til, hvad der skal ske, og som en puzzle-platformer så kræver det naturligvis, at små opgaver løses undervejs. Disse er centreret omkring fire masker, der hver især giver tiggeren en guddommelig evne til at manipulere med omgivelserne, og der går naturligvis ikke længe, før man finder den første af slagsen. For at påføre tiggeren masken holdes A inde, og med den første maske i hånden kan han flytte rundt på skyerne og få det til at regne, hvilket eksempelvis kan bruges til at få vandstanden til at stige eller til at få planter til at vokse. Dette gøres rent praktisk ved at flytte skyerne over hinanden på det ønskede sted via touch-skærmen på Wii U GamePad, og når man har opnået det man ville, så kan man med et tryk på A tage masken af og fortsætte sin færd.

Spillet udspiller sig i en stor og sammenhængende verden, der rent praktisk er inddelt i seks mindre områder, som man kan betragte som baner – det vil sige, at spillet loader mellem dem. Maskerne er påkrævet for at komme gennem spillet, så allerede i første område får man to af dem, mens der efterfølgende venter en i slutningen af både andet og tredje område. Den anden maske giver evnen til at ”starte et jordskælv”, hvilket i spillets forstand vil sige at sætte objekter i bevægelse ved at holde B inde og tilte skærmen til venstre eller højre. Den tredje giver adgang til direkte at manipulere med revnede baneelementer og føre dem op/ned eller til en af siderne, og med den fjerde maske kan tiggeren manipulere med sol og måne. For at skifte mellem nat og dag sendes himmelobjektet til siden med en hurtig bevægelse. Med et enkelt tryk på solen kan man sende stråler i retningen af objekter, der kræver lys at påvirke, mens opgaver centreret om månen oftest handler om at skifte til den rette af de fire faser den kan gennemgå ved at klikke derpå.


Spredt hele vejen gennem spillet findes grupper af blå krystaller, der fungerer som checkpoints, og når du af og til støder på nogle lilla af slagsen, så indledes en sekvens, hvor fortælleren vil uddybe spillets plot. De mange checkpoints er der i tilfælde af, at tiggeren skulle falde i afgrunden, blive ramt af fjender, eller på anden vis komme til skade, og der er rigeligt af dem, så man sendes aldrig langt tilbage. På vejen gennem spillet vil man ligeledes finde en masse guldstykker, og med en tæller i øverste højre hjørne af skærmen indikeres det, hvor mange man mangler i det pågældende område af spillet. Skulle man ikke finde dem alle i første omgang, så kan man via et kort, fremkaldt med et tryk på et symbol nederst på skærmen, teleportere til udvalgte checkpoints og derfra starte sin søgen, og finder man dem alle, så tilføjes der nogle ekstra detaljer til spillets slutning.

Før man kommer så langt, så skal man naturligvis sikkert gennem spillets områder, og for at komme videre kræves til tider indsamling af kuglerunde nøgler, hvormed tiggeren kan låse en dør op. Områderne bliver naturligvis gradvist sværere på vejen for til sidst at kombinere nogle af maskernes evner i spillets mest komplekse puzzles, og i sidste ende venter så en bosskamp. Der er ikke tale om noget langt spil, så efter fire timer bør du have nået slutningen, og så kan man jo eventuelt gå efter manglende guldstykker og klare bossen på ny bagefter.


Det gode:
Blandt de åbenlyse stærke sider i The Beggar’s Ride er fortællingen, som hele tiden via tekstbeskederne i baggrunden skrider frem, men det kræver naturligvis, at man tager sig tid til at læse dem, hvis man vil have noget ud af den. Der ligger uden tvivl en morale gemt i historien om tiggeren og guderne, og det er selvfølgelig et element, som man selv bør opleve frem for at lade en anden fortælle om det, så mere vil jeg ikke sige om det. Sammen med det grafikken, der er både smuk og farverig, er historien dog med til at skabe en spændende atmosfære, som, når fortællerstemmen tager over, rigtig kommer til udtryk. Det fungerer rigtig godt, at spillets områder er forbundet som de er, så på visse steder i spillet kan man se noget af det, der venter forude på rejsen, og det giver selvfølgelig lyst til at komme dertil.

Spillets puzzles er også i det store hele ganske fornuftige, og taget i betragtning, at man som spiller kun får fire evner i løbet af spillet at gøre godt med, så bliver de udnyttet på bedste vis med god variation. Regnen kan som sagt både bruges til at hæve vandstanden og til at få ting til at gro, mens jordskælvet kan flytte klodser og sætte objekter i sving, og når man så skal kombinere tingene bliver det for alvor sjovt. Skulle man fejle, så kan man let med et tryk på skærmen genstarte det igangværende puzzle, og det effektueres med det samme, hvilket er rigtig rart. Det samme er det i øvrigt, at det med en anderledes farvepalet er ganske tydeligt, hvilke objekter, der kan manipuleres, når man tager masken på. Desværre kan man sige, at det er for sjældent systemet udnyttes til fulde, og først i de sidste områder bliver man for alvor testet med nogle mere krævende puzzles, som sætter hjernen på arbejde.


Det dårlige:
Den største svaghed ved The Beggar’s Ride er, at det er så tydeligt, at der tale om en port af en udgivelse til de mobile platforme. Man har selvfølgelig her fordelen af en styrepind og knapper til navigering af tiggeren, hvilket jeg kun kan forestille mig styrker platforming-delen af spillet, men af samme grund er spillet heller aldrig i nærheden af at være svært, og det giver primært indtrykket af en meningsløs vandring gennem omgivelserne. Når man så alligevel af og til frustreres, så skyldes det i den grad, at kontrollen over nogle af de guddommelige evner ikke er vanvittig fantastisk. I kan jo nok regne ud, at det at tilte controlleren aldrig bliver nogen særlig præcis måde at påvirke objekter på, og når man så samtidig har en sektion med guldstykker, der kun kan indsamles, hvis objektet, hvorpå tiggeren står, flytter sig med den helt rette hastighed ud over en skrænt, så fejler designet, og man bliver nødt til at genspille sektionen adskillige gange, hvis man vil have dem alle med. Det er så til gengæld også let at gøre, da guldstykker ikke vender tilbage, når man dør, så man kan bare lade tiggeren dø igen og igen, indtil man har dem, men oprivende er det ikke ligefrem.

Lidt den samme problemstilling går igen ved den fjerde maskes evner, og det kommer man i sandhed til at opleve ved bosskampen. Her skal man anvende solens stråler til at skade fjenden, men da man ganske let kommer til at skifte sol til måne, så kommer man med garanti til at efterlade tiggeren sårbar ved en fejl – og dét formentlig ikke bare én gang. Det er fint nok, at man skal bruge touch-skærmen til at gøre mange ting, men flere handlinger kunne med fordel være blevet tilskrevet en knap, og der er jo rigtig mange på controlleren, som overhovedet ikke benyttes til noget. I starten troede jeg faktisk heller ikke, at man kunne navigere spillets menuer med andet end touch-skærmen, men højst overraskende skyldes det, at B er aktiveringsknappen frem for A, som vi alle er vant til har den funktion.


I den knapt så afgørende afdeling er der også enkelte ting, som bør nævnes. Eksempelvis er det aldrig tydeligt, hvilke kanter tiggeren kan gribe fat i for efterfølgende at kravle derop, men da man aldrig sættes langt tilbage ved et fejlet hop, så betyder det intet. Mere irriterende synes jeg det var, at man ikke kan poste billeder fra spillet på Miiverse, og sidder man fast, så er det derfor ikke så let at spørge om hjælp. Slutteligt undrede jeg mig også over menuen, hvorfra man kan få de dele af historien oplæst af fortælleren genfortalt, for det er overhovedet ikke til at gennemskue rækkefølgen, som de bør afspilles i, og herfra fandt jeg også ud af, at lyden i det første klip slet ikke afspilles på Wii U GamePad, men det retter udviklerne formentlig op på senere.

Konklusion:
The Beggar’s Ride er en smuk puzzle-platformer med en ganske interessant og moralsk fortælling om en hjemløs, der måske / måske ikke er mere end som så. Historien fremføres interessant gennem tekststykker i baggrunden og af og til gennem en fortæller, der tilføjer en ekstra dimension til den, og med komplet forbundne spilområder, så giver man spilleren en lyst til at fortsætte og se, hvad der venter. Blandt spillets stærke sider er puzzle-elementerne, som godt måtte blive hurtigere udfordrende end tilfældet er, men det er desværre ganske tydeligt, at der er tale om en port af et spil til mobile platforme, og der er dele af spillet, som ville have nydt godt af at udnytte knapperne frem for touch-skærmen. Dette kommer blandt andet til udtryk i spillets bosskamp, der bliver unødigt frustrerende på grund af den upræcise styring, men det er altså ikke på grund af platforms-elementerne, som langt hen af vejen får spillet til at fremstå som en meningsløs vandring uden udfordring. I sidste ende er der altså tale om en lidt blandet oplevelse, og med en fordobling af sin pris til 59 kr. på Wii U, så ville jeg personligt ikke fare ud og investere med det samme.

Spillet fylder 895 MB.

Kommentarer: