Thomas Was Alone (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 24-11-2014 23:51

Thomas Was Alone er en af de Indie-udgivelser, som allerede har gået sin sejrsgang på adskillige andre platforme, og i morgen lander det så også på Wii U. Det er oprindeligt udviklet af Mike Bithell, men Wii U-versionen har Curve Studios, som i den seneste tid har udgivet tre andre succesfulde Indie-udgivelser til Wii U, stået for. Men hvad er spillet egentlig for en størrelse, og er det mon investeringen på de 60 kr. værd?

Thomas Was Alone er en puzzle platformer centreret omkring forskellig kunstig intelligens, der grundet fejl i den digitale verden begynder at blive selvopmærksomme og udvikle egne tanker og motiver for handlinger. Som spiller starter man ud som Thomas, et rødt rektangel, der kan gå og hoppe, og målet er at guide Thomas hen til en portal med samme form som ham selv – meget simpelt. Alt imens man går og hopper fortælles historien af en oplæser, Danny Wallace, og på den måde introduceres vi for Thomas’ personlighed.

Hoveddelen af spillet er inddelt i 100 små baner, der er fordelt på 10 kapitler med 10 baner i hver, og lige så snart vi når forbi det første kapitel, introduceres vi stille og roligt for andre karakterer med hver deres særpræg. Der er Chris, et mindre orange kvadrat, der ikke kan hoppe så højt. Der er John, en høj gul starut, der kan hoppe meget højere og længere end de andre. Vi har Claire, et stort blåt kvadrat med evnen til at flyde på vandet. Vi har Laura, et fladt pink rektangel, som kan bruges som trampolin. Så har vi James, et grønt rektangel på størrelse med Thomas, som har omvendt tyngdekraft. Og sidst, men ikke mindst har vi Sarah, et meget lille lilla rektangel med evnen til at dobbelthoppe – der er lidt flere karakterer med, men dette er de mest essentielle. Typisk introduceres vi blot for en enkelt ny karakter per kapitel, så I kan regne ud, at det tager noget tid, før vi har mødt dem alle. Alle hopper de på A/B mens der skriftes mellem dem med R/L.

En typisk bane er konstrueret på en sådan måde, at karakterne bliver nødt til at samarbejde for at komme frem til hver deres portal. Eksempelvis kan Chris ikke hoppe så højt, og derfor skal han mange gange stå på Thomas (eller en af de andre) for at hoppe op til en platform, og da Claire er den eneste, der kan flyde i vand, så er hun ofte nødvendig for at transportere de andre. På den måde udvikler de alle et forhold til hinanden i løbet af fortællingen, da de finder ud af, at de har brug for hinanden. Måderne, hvorpå karaktererne skal interagere, bliver selvfølgelig mere kreative, efterhånden som antallet af karakterer stiger, men mange gange er vi begrænset til brug af nogle få af dem, for at introducere forskellige mekanikker på overskuelig vis. Banerne er sjældent af mere end et minut eller tos varighed, og skulle man komme til at dræbe en karakter i vandet eller ved at ramme nogle pigge, så starter karakteren blot ved den seneste save-zone (indikeret med pile i nogle firkanter).


Målet i banerne er som sagt meget simpelt, og praktisk talt kan vores karakterer jo ikke andet end at hoppe. For at gøre det hele lidt spændende, så gøres der i stedet brug af forskellige funktionelle elementer, som sørger for, at spillet ikke bliver for ensartet. Dette kan eksempelvis være horisontalt eller vertikalt bevægende baneelementer, egenskabsændrende zoner, eller kontakter, der skal aktiveres for at få banens design til at ændre sig. Sidstnævnte er noget af det første vi støder på, og senere i spillet findes de i en farvet variant, hvor kun karakteren med den rigtige farve kan aktivere dem. Karaktererne kan dog også virke som funktionelle elementer i sig selv, og på et tidspunkt skal vi således udnytte, at Thomas’ og James’ modsatrettede tyngdelove udligner hinanden, og tillader dem at svæve i luften ved skiftevis at bevæge sig. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med måder karaktererne kan udnytte hinanden på, for det er i den grad en del man skal opdage selv.

Ud over de 100 baner, så findes der 20 mere, hvilke oprindeligt udkom som en udvidelse. Her møder vi nogle helt andre kunstige intelligenser, som inden Thomas og de andre havde forsøgt sig med at slippe ud af den digitale verden. Alt sammen kan klares på tre til fire timer, og så er der ikke rigtig mere at komme efter med mindre du har lyst til at genspille det hele med Mike Bithells kommentarspor slået til. I så fald kan man høre om nogle af de overvejelser han har gjort sig, da spillet blev opbygget, og hvordan forskellige dele af spillet er blevet til.


Thomas Was Alone kan spilles på Wii U GamePad eller med Wii U Pro Controller, og vælger man det første, så er der ikke den store forskel på at spille med TV’et tændt eller slukket – billedet er nemlig det samme på begge skærme. Fra start er der skruet helt op for fortællerstemmen, musikken og lydeffekterne, men dette kan du justere i indstillingerne, som også er stedet, hvor kommentarsporet kan skrues op for.

Det Gode:
Her er tale om et spil, hvor alle kan være med, ligegyldig deres erfaring (eller mangel på samme) med platformspil. Spillet er nemlig opbygget således, at det er stort set umuligt at fejle – i hvert fald er straffen for det aldrig værre end, at du måske lige skal hoppe lidt rundt med figurerne på ny for at være klar til at forsøge dig med en opgave på ny. Banedesignet er simpelthen så velovervejet, at du ikke rigtig kommer i tvivl om, hvad du skal gøre, og skulle det alligevel ske, så hjælpes du ofte på vej af hints i fortællerens udtalelser.

Rent stilistisk er Thomas Was Alone et studie i, hvordan simple ting sagtens kan fungere, for selv om vi snakker firkantede miljøer med rektangulære figurer, så er der gjort noget ud af at få baggrunde, belysning, og visuelle effekter til at præsentere spillet flot. Man skal også huske, at spillet har fungeret som et læringsprojekt i Unity for den oprindelige udvikler, der altså har gives sig tid til at lege med detaljerne. Musikken til spillet er leveret af David Housden, og sammen med fortælleren, Danny Wallace, er det i den grad med til at sikre en dejlig lydoplevelse, som bør nydes med hovedtelefoner eller anlægget tændt. Det hele er bare så fantastisk afslappende.


Det bedste ved spillet det må dog være, hvordan man gennem fortællingen formår at komme til at tænke på de farvede firkanter som egentlige karakterer med personligheder. Det er sjovt at følge, hvordan Chris går fra et se Thomas som en uønsket følgesvend til senere at finde ud at, at han faktisk savner Thomas efter de er blevet separeret. Personlighederne skinner bare så meget igennem – John er et superego, ret stolt af sine hoppegenskaber, og mens Claire starter meget usikker, så opfatter hun pludselig sig som en superhelt, da hun finder ud af, at hun kan noget ingen andre kan. Det er humoristisk skrevet, og det fungerer godt fordi det bliver leveret med en god oplæsning.

Det dårlige:
Thomas Was Alone er dog ikke lutter roser, for der er bestemt ting, som ikke er helt så gode som præsentationen af spillet. Det ærgrede mig især, at banernes længde ikke var tilpasset efter fortællerstemmen, for ofte var det en nødvendighed at vente lidt før portalen, hvis man ville have hele fortællingen med. Og vi snakker altså ikke bare nogle få sekunder, men måske helt op til et halvt minut på nogle af de korte baner i starten – det giver ikke ligefrem det bedste flow.

Dertil kommer, at nogle former for puzzles måske bliver benyttet lidt for ofte. Trapper, hvor karakterer skal hoppe på hinanden adskillige gange i træk, er en af de ting, der går igen, men lytter man til kommentarsporet, så vil man finde ud af, at Mike Bithell udmærket er klar over det. Det fremgår nemlig, at han har lyttet grundigt til meget af den respons han har fået på sit spil. Det hele bliver også bare lidt for simpelt til min personlige smag, for der er ingen direkte udfordring i at klare spillet – karaktererne skal bare fra A til B, og det er sjældent svært. Der kunne godt have været et par svære hop her og der, og modsat udviklerens spiltestere, så ville jeg nok have foretrukket spillet uden save-zones.


En enkelt gang oplevede jeg, at lyden i spillet fejlede, hvorpå en ulidelig lyd blev gentaget og gentaget, hvilket tvang mig til at forlade spillet. Det lykkedes mig også, at finde en bane, hvor det kunne lade sig gøre at fange karakterne uden mulighed for andet end at genstarte banen, men det største problem var imidlertid, at det sprang nogle frames over hver eneste gang fortællerstemmen satte i gang. Jeg fandt dog frem til, at problemet kunne løses ved at overføre spillet til selve konsollen i stedet for min eksterne harddisk, men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det overhovedet skal være et problem, og jeg har ikke oplevet andre spil, hvor der så tydeligt har været et loading-problem.

Konklusion:
Thomas Was Alone fungerer som en fin introduktion til puzzle platform-genren. Det introducerer sine mekanikker på en måde så alle kan være med, og det overkomplicerer sjældent tingene. Er der en særlig evne du skal bruge, så er den formentlig blevet afsløret for dig gennem et velovervejet banedesign, og du vil sjældent gribe puzzles forkert an. Det er sjovt, hvordan man kan føle sig forbundet med noget så simpelt som en farvet firkant, men historiefortællingen er så overbevisende, at det virker. Desværre er banernes længde ikke tilpasset til fortællingen, nogle puzzles bliver brugt lidt for ofte, og så mangler der generelt noget udfordring. Det værste er dog, at spillet springer frames over hver gang fortælleren sætter i gang, hvis ikke spillet ligger på konsollens interne hukommelse, og det er ganske enkelt ikke acceptabelt.

Spillet fylder 580 MB.

Kommentarer: