Metroid: Zero Mission (Wii U VC)

Skrevet af Scrapper - 03-04-2015 19:25

Vi skal snart 30 år tilbage i tiden for at finde den første gang dusørjægeren Samus Aran trådte i aktion i 1986. Dengang var det på NES med spillet Metroid, og 18 år senere, i 2004, blev det oprindelige spil genopfrisket til Game Boy Advance, hvor det udkom med undertitlen Zero Mission. Nu har Metroid: Zero Mission ligesom originalen fundet vej til Virtual Console-tjenesten på Wii U, men er Zero Mission en værdig opdatering af originalen?

De fleste kender nok historien i Metroid, men for lige at genopfriske, så er plottet som følger. Den kosmiske kalender siger år 20X5, og rumpiraterne har opdaget en race, der efter sigende skulle have udraderet alt liv på planeten SR388. Rumpiraterne ønsker at klone de såkaldte Metroids og bruge dem som biokemiske våben, men Federation Police har opdaget dette plot og forsøger forgæves at stoppe rumpiraterne. Derfor må de ty til den succesrige dusørjæger Samus Aran, hvis identitet er fuldkommen hemmelig.

Alene lander Samus på planeten Zebes, hvor hun som barn blev oplært at beboerne kaldet Chozo-folket. Det er nu hendes opgave at udforske planeten og finde forskellige våben efterladt af dette folk, og med stærkere våben i sin magt må hun finde og dræbe Kraid og Ridley – samt andre bosser, der kun findes i Zero Mission – for derefter at gå ned og destruere hjernen bag hele foretagenet, den onde Mother Brain. Herefter skal hun undslippe den eksploderende rumpiratbase.


Her stopper historien i det originale Metroid, men spiller man Zero Mission, så vil man se en kort jagtscene i rummet, hvorefter Samus styrter ned. Vi bliver nu præsenteret for et helt nyt område, som er fyldt til randen med onde rumpirater. I denne del af spillet er Samus kun bevæbnet med en håndpistol, og vi ser hende nu i sit zero suit i stedet. Med pistolen kan hun lamme fjender, men ikke dræbe dem, så vil hun overleve, må hun løbe helt uset. Det er selvfølgelig blot indtil hun får sit power suit tilbage og nu kan overtage hele basen – inklusiv Ridley, der nu er blevet til en robot. Herefter eksploderer planeten Zebes, og Samus må for anden gang flygte.


Nu er Metroid-serien så ikke kendt for at være særlig plotdrevet, og plottet i Metroid: Zero Mission findes blot i form af små cutscenes og tekstbidder. Fokus i spillet er derimod at udforske en stor labyrint med masser af hemmeligheder og farer i hver en krog. I starten kan Samus ikke andet end at løbe, hoppe (A-knappen) og skyde (B-knappen). Hun kan dog skyde i 8 retninger (diagonalt ved at holde L-knappen nede) modsat NES-spillet, hvor hun kun kunne skyde op og mod højre og venstre.


Samus egenskaber ændres løbende undervejs, og hun vil hurtigt få opgraderinger – først i form af sin morph-kugle til snævre passager, men også bomber, missiler og et væld af mere avancerede våben og teknikker, som spillet introducerer efterhånden som man finder dem. Vil man klare spillet 100%, så må man mestre alle disse teknikker. Bomber og Missiler kan eksempelvis bruges på forskellige blokader, men de kommer også belejligt mod spillets bosser.


Når man klarer spillet første gang (uanset om man spillede på Easy eller Medium), åbner man op for sværhedsgraden Hard, hvor man tager dobbelt skade, der er flere fjender samt færre save points, og upgrades er ikke ligeså effektive – eksempelvis fik man før 5 missiler, og nu får man kun 2. Ud over Hard mode åbner man også for det originale NES-spil, og skulle det lykkes at klare spillet på den høje sværhedsgrad, så åbner man i øvrigt for spillets sound test. Der er også et Gallery, hvor man kan se de billeder, som man har fået ved at gennemføre spillet, eller linke med Metroid Fusion, men sidstnævnte funktion virker ikke her, da det foregik med link-kabler på GBA.

Det gode:
Metroid: Zero Mission er en værdig opfølgning på det originale NES-spil. Det holder sig tro mod originalen, og stort set alle hemmeligheder fra det oprindelige spil er at finde det samme sted. Samtidig drager spillet også inspiration fra Super Metroid med området Crateria og bosskampene mod Kraid og Ridley. Det spiller også præcis ligesom Metroid Fusion med en række opgraderinger, som ikke var i originalen, og alle våben og evner er absolut nødvendige, hvis man vil gennemføre spillet 100%. GBA-grafikken og -lyden gør spillets atmosfære meget mere troværdig end det var i NES-spillet. Det giver måske sig selv, men spillet så ikke så pænt ud på TV-skærmen, men på Wii U GamePad så det super godt ud.

Zero Mission er et kort spil, som uden de store problemer kan klares på 5-6 timer første gang, medmindre man vil samle alt. Spillet har stor genspilningsværdi, hvis man gerne vil se alle otte slutscener, som kan genses i galleriet og vil man have en udfordring kan man prøve kræfter med NES-spillet når man åbner op for det.


En sidste ting, som de fleste fans elsker ved det oprindelige Metroid, er, at man er fanget i en stor labyrint. Fans af det oprindelige spil synes derfor at Chozo-statuerne, der viser dig til næste punkt på din rejse, og kortet, som giver dig overblik over området, er en negativ ting, fordi de ødelægger udforskningsaspektet af spillet. Personligt synes jeg ikke, at Chozo-statuerne hjælper særlig meget, for ofte viser de bare en hen til et punkt i en del af kortet, som man ikke har åbnet endnu. Du får ganske vist den præcise placering, men du skal stadig lede for at finde frem dertil.

Det dårlige:
Jeg har faktisk ret svært ved at finde noget dårligt at sige om Zero Mission. En ting, jeg hører andre kritisere, er spillets korte længde, men man skal jo ikke glemme, at spillet er baseret på et NES-spil og genlavet til et håndholdt system, og der passer det fint, at det er kort. Spillets sværhedsgrad er heller ikke just høj, men vil man have en udfordring, så kan man jo prøve at opnå de otte forskellige slutscener, hvilket uden tvivl sætter evnerne på prøve.


Personligt brød jeg mig ikke om Chozodia-ruinerne, hvor man første gang skal snige sig rundt. Egentlig havde jeg intet mod selve stealth-sektionen af Chozodia – det var faktisk først senere jeg blev træt af stedet. Der sker nemlig det, at selvom man kan klare alt med et enkelt skud, så bliver alarmen ved med at gå af, og en række vagter kommer rendende. I den forbindelse indtræder problemet ved gemmestationerne, hvor vagterne også kan følge med ind. Gør de det, så kan man ikke gemme, men her i VC-udgaven kan man selvfølgelig bare bruge save states i stedet, og derfor gør det ikke så meget.

En anden (meget lille) ting, der irriterede mig, var, at Metroid Fusion Link-funktionen ikke virker, men der er altså ingen mulighed for at emulere Link-kablet mellem to Game Boy Advance-systemer, så man kan se billeder fra Metroid Fusions slutscener.

Konklusion:
Personligt synes jeg, at Metroid: Zero Mission er et af de bedste Metroid-spil. Det genfortæller og udvider historien fra det oprindelige Metroid, så det har en nostalgisk effekt på fans af serien, og det introducerer samtidig nye spillere til serien på en rigtig god måde – eksempelvis gennem Chozo-statuerne, der leder dig den rette vej videre. Spillets korte længde og mange save points gør det rigtig nemt at tage frem og spille i korte sessioner. Man kunne måske godt ønske sig at spillet var en smule længere, men de mange muligheder for genspilning vejer klart op for længden, og gør det prisen på 52,50 kr. værd. Har man altid haft lyst til at spille et Metroid-spil, men ikke lige vidst, hvor man skulle starte, så er Zero Mission helt klart stedet. Spillet er placeret i starten af seriens tidslinje (sammen med NES-spillet), og derfor skal man ikke være bange for at misse referencer til tidligere hændelser, og samtidig er det også et af de letteste Metroid-spil.

Spillet fylder 55 MB.

Kommentarer: