Rodea the Sky Soldier (Wii U)

Skrevet af Pchan - 20-12-2015 23:06

Udvikleren Prope med Sonic the Hedgehog-veteranen Yuji Naka i spidsen har tidligere vist, at de med titler som Let's Tap til Wii kan tilbyde stiliserede sjove spil, som anvender kontrolleren på en original måde, og det var også oprindeligt hensigten med Rodea the Sky Soldier, der startede ud som en Wii-titel. Den japanske udgiver, Kadokawa Games, lagde dog det færdige produkt på is, for senere selv at udvikle spillet til 3DS og Wii U baseret på Probes oprindelige spil. Nu er spillet takket være NIS America så udgivet i Europa, og spørgsmålet er så, om de har formået at gøre god brug af den nye platform.

Der skulle være efter sigende være store forskelle mellem spillet til Wii og spillet til Wii U, men denne anmeldelse er udelukkende fokuseret på spillet til Wii U. Er man interesseret i det oprindelige spil til Wii, så er det inkluderet som en bonus i begrænset oplag sammen med den fysiske udgave af spillet til Wii U.

Rodea the Sky Soldier kan beskrives som en krydsning mellem en 3D-platformer og en arkadelignende flysimulator. Spillet starter med at introducere landet Garuda, der består af fritsvævende øer højt oppe i himmelen, som er under invasion af Kejser Geardo af imperiet Naga på landjorden. Takket være Prinsesse Cecilia af Naga og hendes robotlivvagt Rodea fejler invasionen, men Rodea bliver slået ud i kampen og først aktiveret igen 1000 senere af den unge opfinder Ion. Det viser sig dog at imperiet er langt fra slået ud, og det er nu op til Rodea endnu en gang at rejse gennem Garuda – denne gang sammen med Ion i sit hjemmelavede luftskib – for én gang for alle at redde landet fra Kejser Geardo og hans hær af havdyrslignende robotsoldater.

Man styrer Rodea, som kan flyve frit gennem luften imod ethvert mål, man sigter på. Når man er i luften, roterer man kameraet med højre pind, flytter sigtekornet med venstre pind og flyver mod målet med A. Fra starten er Rodea begrænset til kun at kunne flyve i lige linje mod målet, men senere får man mulighed for også at kunne flyve i en bue, springe til siden i luften og lave andre kunster, der hjælper Rodea med både at komme omkring og angribe fjender. Rodeas primære angreb er en hurtig tackling i luften, der udføres ved at holde B nede, når han flyver, og det kan sammenlignes med Spin Attack fra Sonic the Hedgehog-spillene, men kan styres mere manuelt. Der er også sekvenser, hvor Rodea flyver af sig selv i høj fart uden, at man skal gøre noget, hvilket igen minder om Sonic the Hedgehog-serien. Undervejs i spillet får man også nye redskaber, som er nyttige mod særlige fjender eller i særlige situationer. Alt dette kræver dog energi som genoplades ved at lande, tage afsæt på en væg eller opsamle såkaldte gravitons spredt ud over banerne. Det er vigtigt altid at holde øje med energiniveauet og planlægge sine træk derefter, da et styrt er fatalt for Rodea.


Spillet består af 25 baner inddelt i fire landområder med forskellige temaer, der hver afsluttes med en bosskamp. Med få undtagelser består alle baner af store områder af svævende øer adskilt af himmel, hvor målet er at komme fra A til B, og udfordringen er at holde sig i luften og besejre robotsoldaterne fra Naga. I slutningen af hver bane bedømmer spillet så, hvor godt man klarede det. Undervejs finder man mekaniske dele, som kan bruges til opgradere Rodea, og hver bane indeholder skjulte bronze-, sølv- og guldmedaljer, som bruges til at åbne op for blandt andet nye kostumer, muligheden for at spille i første person og såkaldte Ticket Island-øer, hvor man kan finde sjældne mekaniske dele. Medaljerne er ofte skjult godt, så der kan gå mange timer med at udforske hver en krog, hvis man vil åbne op for alt i spillet.


Ligesom den oprindelige udviklers tidligere titler er Rodea The Sky Soldier et spil med både farverig grafik og varieret lyd. Det første landområde byder på en klar blå himmel og grønne svævende øer med bjergsider, og designet af figurerne ligner noget fra en japansk tegnefilm. Musikken er både livlig og genkendelig, og inkluderer noget så forskelligt som drum 'n bass, strengeinstrumenter og sækkepiber. Det er dog let at se, at spillet oprindeligt er lavet til Wii, da banerne har mange simple overflader og mangel på detaljer i forhold til Wii U-titler som Super Mario 3D World.


Fortællingen er uden de store overraskelser, men de mange små stop og side-ærinder undervejs gør alligevel, at man let taber tråden. Det er mest markant i starten af spillet, hvor man stadig er ved at lære både gameplayet og verdenen at kende og let overser detaljer. Figurerne i spillet har en fremtrædende karakter, og under hele spillet kommenterer Ion og øvrige allierede fra luftskibet, når man angriber fjender eller finder nye ting. Kommentarerne er dog ikke en del af fortællingen på samme måde som i Bastion eller Thomas Was Alone, og frekvensen af kommentarerne kan justeres til at passe ens temperament. Hele spillet er stemmelagt, og man kan selv vælge, om man vil høre de originale japanske stemmer eller de engelske stemmer, hvilket for japanske spil er en velkommen mulighed, som forhåbentlig efterhånden er en standard.


På Wii U er der blevet plads til to måder at bruge GamePad’et på. Man kan enten have det til at vise det indre af luftskibet, hvor man kan se Ions reaktion, på det der sker, eller man kan spille hele spillet på direkte på skærmen på GamePad. Man kan dog ikke skifte mellem de to på et hvilket som helst tidspunkt som i The Legend of Zelda: The Wind Waker HD, men kun fra indstillingerne i en menu på oversigten over banerne.


Det gode:
Rodea the Sky Soldier er et spil fyldt med charme, som bringer tankerne hen på tegnefilm fra morgen-TV i weekenden. Den farverige grafik er enormt indbydende, og selv om spillet ikke kan betegnes som at have en åben verden, så er der alligevel mange flotte vide udsigter, hvor man kan se langt ud over de mange svævende øer med den blå himmel i baggrunden. Det giver en god fornemmelse af at være højt oppe i luften, og man kan altid bekræfte det, når man flyver, ved at se ned på landjorden mange kilometer under sig. Den livlige musik passer godt til både grafik og gameplay og varierer nok til altid at være behagelig at lytte til uden at være dominerende. Samlet efterlader grafik og lyd et rigtig positivt indtryk af kreativitet og en flot præsentation, som med sit simple udseende kan virke næsten nostalgisk.


Ligeledes er figurerne svære at stå for og virker nærmest barnlige, dog uden at være anstrengende. Det er hjulpet godt på vej af de japanske stemmer, som giver figurerne en fremtrædende og varieret karakter. Særligt pigen Sonia med sin blide stemme, som udtrykker konstant forundring over alt omkring sig, og de fjendtlige modstykker til Rodea, som man møder undervejs, med en spøjs måde at tale på gjorde det svært ikke at trække på smilebåndet. Selv robotsoldaterne, man kæmper mod, virker nærmest nuttede, da de alle forestiller havdyrsarter såsom kuglefisk, brandmænd og krabber. Resultatet er et figurdesign som ganske enkelt kan betegnes som at være bedårende.


Dertil er der også en god fornemmelse af frihed til at udforske banerne, når man først har vænnet sig til styringen. Det føles befriende at kunne springe ud over kanten på en ø for at se, hvad der er på undersiden blot for at flyve op igen i sikkerhed, eller at flyve højt op i luften og få overblik over hele banen fra oven. Dette fungerer også godt i forbindelse med at søge efter de skjulte medaljer, og belønningerne for medaljerne bliver mere interessante og nyttige, jo længere ind i spillet man kommer, hvilket giver ekstra motivation til at udforske banerne for medaljerne. Når man først bliver god til at bedømme afstande i forhold til, hvor meget energi man har tilbage til at flyve, så kan man rette op på småfejl, hvorved man kan holde sig i luften, og der er for det meste god tid til at tage sigte på den næste destination, selv om man er i konstant bevægelse. På denne måde løser Rodea the Sky Soldier et af problemerne, som har plaget 3D-spillene i Sonic the Hedgehog-serien, hvor man altid ønsker at løbe og hoppe i høj fart, men konstant bliver stoppet op og skal kæmpe med et lidt kluntet kampsystem. Rodea the Sky Soldier tillader i stedet, at man kan flyve frit igennem luften i de fleste baner stort set uden stop, også selv om man ikke spiller perfekt.


Det dårlige:
Man oplever hurtigt i Rodea the Sky Soldier, at styringen ikke er særlig intuitiv. Det er ikke klart, hvordan den grundlæggende styring kan bruges i mere avancerede manøvrer, og de enkelte egenskaber bliver ikke godt forklaret, når man først introduceres til dem. Derudover kan man ikke let slå forklaringen til dem op senere, når man har brug for dem. Resultatet er en styring som føles akavet og som medfører, at man begår mange fejl i starten med hårde følger. Adskillige gange har man lyst til at forsøge sig med en lidt avanceret luftmanøvre, men da man kun har begrænset energi til at flyve, så sker det let, at man styrter ned. Man starter da forfra fra sidste checkpoint og skal igennem samme sektion igen med de samme fjender og samle de samme medaljer op igen. Det bliver hurtigt kedeligt og kan fjerne noget af lysten til at lave den slags forsøg.


Når det går hektisk til, kan det være enormt svært at få overblik over, hvor man er, og hvad man sigter på. Det skyldes, at sigtekornet og kameraet flytter sig for langsomt i forhold til, hvad man har brug for i tæt kamp, og det sikreste er derfor at holde sig på afstand, hvilket sænker tempoet i kamp gevaldigt. Tæt kamp er derfor frustrerende og kan af og til fjerne lysten til at komme videre i spillet.

Endelig har spillet også en del tekniske problemer. Mange steder falder frameraten gevaldigt, og i en enkelt bane låste spillet konsekvent efter en videosekvens, som dog kunne omgås ved at hoppe videosekvensen over. Det giver et negativt indtryk af mangel på stabilitet, og spillet føles ikke optimeret til Wii U.


Konklusion:
Rodea the Sky Soldier har tydelige spor af at være en rigtig god titel, men har alligevel væsentlige mangler. Spillet er meget indbydende med sin farverige verden og musik, som med sin simplicitet kan føles nostalgisk, og de charmerende figurer giver spillet liv. Når man først har vænnet sig til styringen, så føles det befriende at flyve frit gennem luften i konstant bevægelse, uden at man nødvendigvis skal spille perfekt. Desværre lider spillet af en akavet styring, som i første omgang er kedelig og til tider frustrerende, hvilket kan fjerne lysten til at komme videre i spillet. Spillet lider desuden af markante problemer med optimering og stabilitet samt en lidt klodset anvendelse af Wii U GamePad, og det føles presset ind på platformen uden at være gennemarbejdet. Er man dog i humør til en særlig spiloplevelse med en flot præsentation og har tålmodighed til at sætte sig ind i styringen, så kan spillet anbefales, og har man mulighed for at skaffe den fysiske udgave i begrænset oplag, hvor det oprindelige spil til Wii følger med, så ville jeg gå efter den, da den muligvis retter op på nogle af spillets mangler.

Spillet fylder 4.254 MB.

Kommentarer: