? N-CLUB .DK N N-CLUB B A
Zone
Zone
28/05/2025
Artikel

Top 20 bedste Nintendo Switch-spil

Top 20 bedste Nintendo Switch-spil
Mens vi glæder os til Nintendo Switch 2, er det måske let at glemme at vi står overfor slutningen på en af de mest epokegørende generationer, Nintendo nogensinde har haft. Nintendo Switch blev udgivet i 2017 og har i de sidste 8 år tordnet derudaf, med over 150 millioner solgte enheder, og mange, mange flere spil. Switch har, med sit hybrid-format, gjort det muligt at spille spil, hvor og hvornår, som helst. Men som det ofte er tilfældet, er det softwaren, der har dikteret maskinens fortsatte succes. I denne topliste vil jeg give mit bud på de 20 bedste Nintendo Switch-spil, der er udgivet til maskinen. Vi starter fra bunden og arbejder os opad til nummer 1.

Dette er min personlige liste, og er ikke et udtryk for hele N-club crewets mening.

20: Paper Mario: The Thousand-Year Door



Da The Thousand-Year Door oprindeligt udkom på Gamecube, blev det hurtigt et af de mest værdifulde spil i min samling, grundet spillets simple kampsystem, sjove karakterer og unikke grafik. Jeg mistede desværre min kopi til Gamecube, og sukkede dybt når jeg så priserne online (som måske afspejlede hvor værdifuldt det også var for mig), hvis jeg skulle generhverve det. Heldigvis kom Nintendo mig til undsætning i 2024, da det genudgav denne klassiker til Switch med forbedret grafik lagt ovenpå et fantastisk spil! Papirstynde Mario er i topform i denne klassiker, hvor varierede, sjove områder og fantastiske kompagnoner sætter dagsordenen.

19: Luigi’s Mansion 3



Det er nok de færreste der regnede med at vi ville få hele 3 spil i Luigi’s Mansion-serien, da det første spil blev lanceret sammen med Gamecube. Men gudskelov stoppede det ikke der, hvorfor vi fik Luigi’s Mansion 3 til Nintendo Switch. Spillet er større og vildere end sine forgængere, og ikke én etage er ens i det store spøgelseshotel. Next Level Games formåede sågar at skabe et af de flotteste spil på maskinen, som selvfølgelig har sin plads i en liste som den her, det er klart. Luigi bliver ofte overskygget af sin storebror, men han formår godt nok at vise sit værd i dette eventyr, hvor der bliver støvsuget spøgelser til højre og venstre.

18: Donkey Kong Country: Tropical Freeze



Switchens bibliotek er også blevet bolstret med en række spil fra Wii U over årene, for at give Wii U-udgivelserne nyt liv på en konsol der har solgt mere end 12 millioner. Og med spil som Tropical Freeze lå det da også lige til højrebenet. Mange har hyldet spillet, som en af de bedste 2D platformers nogensinde - og med god grund. Donkey Kong og co. styrer helt fantastisk og level designet er eminent, med mindeværdige baner som vindmølle-banen, savannen og frugtpresser-fabrikken, med flere. David Wise vendte derudover også tilbage som komponist, hvilket i den grad kan høres, og Tropical Freeze er måske det bedste spil i Country-serien - på trods af at Retro Studios står bag, og ikke oprindelige Rare.

17: Fire Emblem: Three Houses



Fire Emblem, en serie der har fulgt Nintendo siden NES-dagene, fløj til tops allerede på 3DS’en, men Fire Emblem: Three Houses var med til at cementere at serien stadig kunne genopfinde sig selv - ikke mindst ved at kigge på moderne JRPG trends og fokusere endnu hårdere på dating sim-aspekterne. Som resultat endte Three Houses med at overgå de bedste i serien, med et narrativ, hvor spillerens valg sætter dagsordenen og med content til 100-vis af timers underholdning - hvor genspilbarheden tilmed er helt i top, hvis man da vover at klare det igen. Three Houses er, med sit Persona-inspirerede gameplay, den retning os fans ønsker serien fortsætter i, og det er i den grad et spil der fortjener sin plads i de høje rækker.

16: The Legend of Zelda: Skyward Sword HD



Hvis Zelda II er 2D Zelda-spillenes sorte får, så må Skyward Sword være det for 3D Zelda-spillene. I min bog har Wii-spillet altid været undervurderet, men heldigvis fik det nyt liv på Switch, hvor nye og gamle spillere kunne prøve igen. Med en billedfrekvens opdateret til 60 FPS, opskalerede skarpe teksturer og tilmed muligheden for at spille uden motion controls, serverede Skyward Sword HD, spillet i en frisk og attraktiv ny indpakning, der fik spillet til at skinne. Med nogle af seriens bedste dungeons, en fængende historie om Hyrules tilblivelse og et kampsystem, hvor hver kamp nærmest er en gåde i sig selv, er Skyward Sword et forrygende spil. Andre systemer, som opgradering af dungeon items og stamina-systemet viste sig også at være kommet for at blive i senere spil, så man kan ikke sige at Skyward Sword ikke har været en vigtig brik i seriens udvikling!

15: Xenoblade Chronicles: Definitive Edition



Vi bliver ved snakken om genudgivelser af Wii-spil, for det første Xenoblade Chronicles fik en lignende overhaling på Switch. Historien om Shulk, Fiora og Monado står endnu skarpere end før, med en opdateret grafikstil, der sidenhen er blevet standard for serien og en lang række livskvalitetsforbederinger. Og spillet fortjente en genfødsel, med sit unikke world design og en historie fyldt med twists, og områder der får en til at sige “wow, kan Switch virkelig køre det her?”. Monolith Softs første spil, som Nintendo-ejet udvikler, fortjener en plads, ikke mindst fordi grundspillet er fortræffeligt, men også som et minde om hvor vigtigt et køb firmaet har været for Nintendo.

14: Metroid Dread



Da Metroid Dread blev annonceret, blev de fleste Metroid-fans nok taget på sengen, da de på daværende tidspunkt sukkede langt efter Metroid Prime 4, som på dette tidspunkt nærmest var forsvundet sporløst efter sit reboot. Så Dread faldt i den grad på et tørt sted - og sikke et spil at sætte 2D Metroid på radaren med igen. Med super velpoleret styring, svære bosser og nye evner, er Metroid Dread et af de bedste spil i serien, fra et gameplay synspunkt. Måske mistede spillet lidt af sit høje niveau af level design, sammenlignet med klassikere som Super Metroid, men det glemmer man hurtigt, når man suser igennem spillets områder og kæmper mod planetens dyreliv og andet krivl og kravl.

13: Blasphemous 2



Men selvom Metroid Dread er godt, findes der bedre Metroidvania-spil på Switch. Et af dem er Blasphemous 2, der udover at føles godt at spille, også har en forunderlig stemning. Med sit brutale, skræmmende og blodige univers, stærkt inspireret af den ægte verdens kristendom, er det nærmest umuligt at stoppe med at spille Blasphemous 2, indtil man har samlet alt. Med interessante power ups, der føles unikke og fuldstændig crazy boss kampe, går man ikke galt i byen med dette spil, som er bedre end sin forgænger på alle måder - så længe man kan tåle spillets makabre univers.

12: Hollow Knight



Mens Metroid Dread nailede sit gameplay 100%, og Blasphemous 2 skaber en fantastisk stemning, så tager Hollow Knight skridtet videre og bringer de to aspekter sammen, samtidigt med at skabe en fuldstændig fantastisk verden, med stemningsfulde områder, mindeværdig musik og labyrintagtigt level design der skræmmer og forundrer. Som et af de bedste indie-spil på Switch og et af de bedste Metroidvania-spil nogensinde, fortjener Hollow Knight også en plads på denne liste.

11: Super Mario Bros. Wonder



Efter årevis uden nævneværdige 2D Mario-spil at skrive hjem om, gik vi alle Super Mario Bros. Wonder i møde med nervøs skepsis, for smagte det ikke lidt for meget af New Super Mario Bros.-spillen?. Heldigvis blev vores bekymringer sat til skamme, med et fuldstændigt mageløst 2D Mario-eventyr. Karakterne er mere udtryksfulde end før, banerne er fede, og kun gjort federe af den overraskende Wonder Seed effekt og med badge-systemet giver spillet mulighed for at spillere kan tilpasse deres spillestil, hvilket ikke er set før i et 2D Mario-spil, på samme måde. For ikke at nævne mingleplayer funktionerne, der gav et nyt online twist til 2D Mario. Mere af det, og gerne snart!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nu er vi nået op i toppen af poppen af bedste Switch-spil der findes. Men her på midtvejen kan vi måske lige stoppe op og beundre mængden af variation, der er at finde på Nintendo Switch. Alt fra metroidvania og action adventure til taktiske RPG-spil og herlige 2D platformers. Men nu gælder det de 10 bedste spil på Nintendo Switch, og jeg er sikker på der sidder nogen derude, som er uenige med min valg. Og jeg håber I vil dele jeres egne lister herunder. Nå, vi skal videre!
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

10: Pikmin 4



Pikmin 4 var længe undervejs, men smadrede heldigvis forventningerne til spillet da det udkom. Spillet viste at serien stadig er relevant, og serverede en masse indhold, der både appellerer til gamle fans af serien, mens det samtidigt er et af de nemmeste spil i serien at starte med. Man udforsker haver og huse fra myreperspektiv, og smider om sig med Pikminer, mens man rider rundt på en sød alien-hund. Hvad mere har man brug for?

9: Mario Kart 8 Deluxe



Vi fik ikke et splinternyt Mario Kart på Switch, men til gengæld overførte Nintendo et af de bedste spil i serien, hidtil, i form af Mario Kart 8 Deluxe. Med opdaterede mechanics og en ny game mode, føltes det stadig friskt for gamle spillere, og da Booster Course DLC’en blev tilføjet senere, fordoblede Nintendo antallet af baner i spillet. Mario Kart 8 Deluxe er dermed det Mario Kart-spil jeg officielt har spillet længst - hvis jeg tæller årene på Wii U med. Og det har tilmed været det mest vedholdende multiplayer-spil på N-club, og det har været en fornøjelse at spille med flere af jer, generationen igennem. Det gode ved spillet er, at så længe selskabet er godt, så kan man altid klemme en ekstra Grand Prix ind, selvom spillet teknisk set er over 10 år gammelt. Kan Mario Kart World gøre spillet kunsten efter?

8: Emio: The Smiling Man - Famicom Detective Club



I 2024 var der ikke mange store spil til Nintendo Switch. Og mange vil nok mene at dette spil heller ikke var et af dem, men det tredje spil i Famicom Detective Club-serien, Emio: The Smiling Man, flåede benene væk under mig, med sin spændende og mørke historie - det første 18+ Nintendo-spil. Gameplayet er ikke det mest sindsoprivende, da det jo er en visual novel, men man får lov til at dykke helt og holdent ned i rollen som ung detektiv. Man mistænker nærmest alle spillets karakterer, inden den store finale og spillets epilog er en af de mest følelsesmæssigt chokerende slutninger, jeg har oplevet i et videospil, og jeg endte med at sidde og stirre tomt ud i luften efterfølgende. Fænomenal oplevelse, som man skylder at give en chance (der findes en demo).

7: Animal Crossing: New Horizons



Vi husker nok alle Corona-pandemien, selvom man gerne vil glemme visse aspekter. Men én ting, der hjalp mange af os igennem den første tid, var Animal Crossing: New Horizons. Spillet hvor man flytter ind på en ø og får flere og flere naboer i dyreform, hvor man finder insekter og fanger fisk og indretter sin ø og sit hus, præcis som man vil have det. Og selvfølgelig spillet hvor man besøger sine venner og sælger roer og bliver så rig, at Tom Nook aldrig ville drømme om at udskrive en ny gæld. Selvom pandemien gav spillet et boost, er jeg sikker på at Animal Crossing: New Horizons stadig havde set stor succes, og det var en helt særlig oplevelse, som kun blev bedre af at dele den med fællesskabet.

6: Super Smash Bros. Ultimate



Det var også på Switch, at vi fik den ultimative udgave af Super Smash Bros. “Everyone is here!” var spillets tagline, og sikke et line up af karakterer vi fik. Alle karakterer fra tidligere Smash-spil vendte tilbage, og der var endda plads til nye fighters, der blev annonceret en efter en i de efterfølgende år efter spillet kom ud. Med Light World var der masser af single player-indhold at kaste sig over, og endnu mere i multiplayer-regi med lokal multiplayer og online-funktion. Super Smash Bros. Ultimate er det perfekte eksempel på at man både kan få kvantitet og kvalitet i ét produkt!

5: Metroid Prime Remastered



Hvad gør man når et af de bedste spil, der nogensinde er lavet, bliver genudgivet og på en eller anden måde alligevel er bedre end originalen? Så sætter man det på sin top 20 liste over de bedste Nintendo Switch-spil der er lavet. Metroid Prime Remastered var måske generationens vildeste shadow drop og spillet spillet helt fantastisk, med opdateret grafik og opdateret styring. Spillet giver en forsmag og en reminder på, hvad vi måske kan forvente af Metroid Prime 4, når det engang udkommer, men indtil da, er det skønt at kunne opleve Metroid Prime på en moderne konsol. Det er utroligt hvor godt spillet stadig holder!

4: Super Mario Odyssey



En Nintendo-konsol er ikke komplet uden at den får sit eget mainline Super Mario-spil. Og vi skulle ikke vente længe i Switch-generationen, da Super Mario Odyssey udkom et halvt års tid inde i maskinens levetid. Super Mario Odyssey virkede på alle måder større og vildere end sine forgængere. Store, åbne verdener, hvor man kan samle så mange ‘måner’ man kan rumme og en rejse på tværs af diverse lokaliteter, der skaber masser af variation. Og Marios moveset er vildere end nogensinde, og han styrer som en drøm! Odyssey var episk, festligt og euforisk og er et af de bedste 3D plaformer-spil og collectathons nogensinde.

Honorable Mentions



  • The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom
  • Pokémon Legends Arceus
  • Kirby and the Forgotten Land
  • Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition
  • Paper Mario: The Origami King


Her er de spil der næsten kom med på listen, men som desværre ikke klarede cuttet. Spillene er især udvalgt fordi de fremhæver en unik side af de serier de tilhører, som Echoes of Wisdom, der for første gang sætter den titulære karakter, Zelda, i fokus, eller Pokémon Legends Arceus og Kirby and the Forgotten Land, der tager de første spæde skridt på vejen til at ændre på 20 års formularisk gameplay. Paper Mario: The Origami King skal også nævnes, da jeg ofte synes at spillet bliver udskældt unødigt, på tropds af at være et charmerende spil. Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition er på listen fordi det var et længe ventet Wii U-port, som vi endelig fik her helt til sidst - og det er mageløst, trods sin status som sort får i serien.

Og nu til top 3!
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

3: Xenoblade Chronicles 3



Monolith Soft er et firma der har vist sig at være ekstremt værdifuldt for Nintendo i denne generation, og ikke kun som support team til en masse andre store udgivelser. De fik også tid til at lave spil, som Xenoblade Chronicles 3, der må anses for at være Monolith Softs magnum opus. Det er det mest komplette eventyr, med det mest velsmurte kampsystem og en utroligt engagerende historie, der både er en episk fortælling og en ægte tåreperser. Der er masser af de store øjeblikke, som kun gøres bedre af et eminent soundtrack. Spillet splejser Xenoblade 1 og 2 i et bombastisk sammensurium, der står på egne ben og som ender med at overgå alle de andre spil i serien.

2: The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom



Selvom alle spil på listen indtil videre fortjener at være på listen, så er de sidste to spil på listen helt særlige. Et af de mest hypede spil på Nintendo Switch må være The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, der som efterfølgeren til det bedst sælgende Zelda-spil, havde meget at leve op til. Og selvom det ikke har været nemt at være Tears of the Kingdom efter det er udkommet, så er der ingen tvivl om at spillet er et af de bedste på Nintendo Switch. Tears er et eksempel på, hvad der sker, når man giver troldmændene hos Nintendo frie tøjler. Ultrahand pressede maskinen til det yderste, men tillod spilleren at sammensætte vilde opfindelser, mens Ascend omskrev reglerne for traversal og puzzle-solving. Spillet løste et par problemer, visse spillere havde med forgængeren, mens det dog også viste, hvor ‘Open Air’ Zelda-formularen havde svagheder, når konceptet blev presset til det yderste. Selvom det ikke er det bedste spil på listen, og måske ikke engang er det bedste spil i Zelda-serien, så er Tears of the Kingdom stadig en vanvittig teknisk præstation og et fantastisk spil, som jeg åd råt.

1: The Legend of Zelda: Breath of the Wild



Men nu er vi nået til det sidste spil på listen. Det ultimativt bedste Switch-spil. Og det er selvfølgelig et spil, der er forskelligt for os alle, men det kommer måske ikke som en overraskelse for dem der kender mig, dette er mit favorit. The Legend of Zelda: Breath of the Wild er så banebrydende for serien, at der stadig er spillere derude, der mener, man ikke kan kalde det et Zelda-spil. Der er jeg så uenig, da jeg føler det oser af Zelda-charme, men lad os lade uenighederne hvile og fokusere på hvorfor det er så godt i mine øjne. For mig er Breath of the Wild umuligt at fjerne fra Switch-ligningen, da det er det første og pureste eksempel på et ‘Switch-moment’, et øjeblik for en spilserie, der definerer en ny, moderne linje for den pågældende serie (på trods af at spillet også er et Wii U-spil... Men lad det nu ligge). Nintendo tog den populære open-world trend og skar mange af de ting fra, som der på det tidspunkt gjorde genren uoverskuelig for mange spillere. Derudover følger spillet sine dogmer til fulde og bryder meget sjældent med dem. Resultatet er et spil der tilbyder ubestridt frihed til at udforske Hyrule i den rækkefølge og intensitet, man ønsker. Det er ikke et perfekt resultat, og der er klart ting, der ikke fungerer lige så godt, som i andre spil i serien, men jeg har utroligt meget respekt og beundring for et spil der er så kompromisløst med sit design - og det fungerer bare! Og det er også grunden til jeg sætter det over Tears of the Kingdom, der trods alt er meget sammenlignelig med Breath of the Wild, men Tears har bare ikke samme renhed i sit design, som Breath. Tears er en ambitiøs, men mudret oplevelse sammenlignet med Breath. Men ak! Jeg kunne skrive side op og side ned om spillet (hvilket jeg gjorde i min 8 sider lange anmeldelse af spillet for 8 år siden), men pointen er at jeg mener Breath of the Wild er det bedste spil på Nintendo Switch.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det var så min top 20 liste over de bedste spil til Nintendo Switch. Vi er ca. en uge væk fra Nintendo Switch 2 i skrivende stund, og jeg håber at jeg har lige så mange fantastiske spil at vælge og vrage mellem, når Nintendo Switch 2s generation er ved at være slut. Jeg er sikker på at der sidder nogen derude og tænker “Hvor var dette spil?”, og jeg gentager derfor at dette jo bare er min liste, og jeg meget gerne vil se jeres lister over de 20 bedste spil til Nintendo Switch i kommentarfeltet herunder. Og hvis man er gået glip af nogle af disse fantastiske spil på Nintendo Switch, kan de alle heldigvis spilles på Nintendo Switch 2!

5
1ups givet
Del:
Join os på Discord

Kom med i vores aktive Nintendo community og chat med andre Nintendo fans!

Kommentarer 4

AND
29/05/2025
AND’en er ikke den store RPG-fan, så min top 10 ser en smule anderledes ud:

1. The Legend of Zelda: Breath of the Wild
2. Metroid Prime Remastered
3. Animal Crossing
4. Metroid Dread
5. The Legend of Zelda: Link’s Awakening
6. Super Mario Odyssey
7. Pikmin 3
8. Luigi’s Mansion 3
9. Ori and the Will of the Wisps
10. Super Mario Bros. Wonder
3
Jonezy
30/05/2025
Altid sjovt med sådan nogle lister. Smiley

Gør lidt ondt at se Tropical Freeze helt nede på 18. pladsen, men ellers relativt forventet især i toppen med klubbens helt store Zelda aficionado.

Og jeg burde virkelig spille Pikmin 4 og den serie generelt, som igen får noget kærlighed her.

Selvfølgelig savner jeg titler som Mario+Rabbids og Unicorn Overlord til mit taktiske hjerte og titler som Gris og Return of the Obra Dinn fra det mere originale og kunstneriske hjerte. Men der kan jo ikke være plads til det hele.
1
AND
31/05/2025
Jonezy skrev:
Og jeg burde virkelig spille Pikmin 4 og den serie generelt, som igen får noget kærlighed her.


Jamand! Jeg har også 4’eren til gode - den står klar på hylden, men ville lige gennem de to første titler først, som jeg har fået anskaffet til ‘cuben i løbet af de sidste par år. I øvrigt også geniale spil Smiley

Tropical Freeze er også genialt - AND’en har bare kun spillet det på Wii U Smiley
2
Sillyyy
04/06/2025
Med Switch har jeg fundet nogle mere niché serier og enkelte spil, som jeg er blevet fan af. Xenoblade Chronicles er blevet en yndlingsserie, især det første spil. Astral Chain mener jeg er det bedste spil til Switch, sammen med Suika Game, og nu spiller jeg 13 Sentinels, der også lover meget godt!

Skønt at kunne spille alle Pikmin-spillene på Switch. Jeg mener 3'eren er bedst. Pikmin 4 er en forbedring på mange punkter, men synes der var for meget focus på story og en masse snak, der ødelagde flowet.

Dejligt at Nintendo laver gode Mario Party spil igen, selvom Mario party Superstars mest var et remake af de første spil. Det hænger nok sammen. Animal Crossing var super fedt under corona nedlukningen, men ikke i forhold til tidligere Animal Crossing spil.

Men desværre har de store serier slet ikke haft min interesse på Switch. Generelt er jeg ligeglad med Mario-spil, så Odyssey og 2D-spillet ignorerede jeg. Kan generelt lide Zelda-spil, men jeg mærkede min livsglæde forsvinde jo mere jeg spillede Breath of the Wild.

Så hvis jeg skulle lave min top 10 liste, ville den se meget anderledes ud.
2
Log ind for at kommentere

Du skal være logget ind som medlem for at skrive kommentarer.

Log ind på N-club
Seneste kommentarer
Alle Switch-spil ved Futu...
af [8-Bit] MoNkEy - 13 timer siden
Switch 2 stiger i pris ti...
af JOEP - 2 dage siden
Lanceringstrailer for Mix...
af Jonezy - 3 dage siden
Nintendo præsenterer salg...
af JOEP - 3 dage siden
LEGO Batman: Legacy of th...
af Raxia - 3 dage siden
Nintendo annoncerer Star ...
af Andreas Tarding - 4 dage siden
Mina the Hollower udgives...
af ChampionOfWhat - 5 dage siden
The Legend of Heroes: Tra...
af ChampionOfWhat - 6 dage siden
Ny Tales of Arise: Beyond...
af JOEP - 7 dage siden
Elementallis ude nu på Sw...
af [8-Bit] MoNkEy - 10 dage siden
Mario Shop