N-clubs favorit-spil

Skrevet 02-12-2014 13:32 - Redigeret 30-01-2015 09:51

For et stykke tid siden kørte vi nogle emner her på siden, hvor medlemmerne med stor entusiasme delte deres favorit-spil, på de gamle konsoller NES, SNES og N64. Jeg synes at det kunne være interessant at se lidt nærmere på, hvad folk egentlig er aller gladest for, på tværs af alle konsoller. Derfor er denne tråd tiltænkt brugernes egne top så-meget-man-lyster over personlige favoritter i spilkataloget.

Jeg tror at der er mange - inklusiv mig selv - som synes at det kan være svært at lave en eksakt liste over, præcis hvilke spil der er de aller bedste, men jeg håber at folk alligevel er med på legen og giver det et forsøg. Mine favoritter skifter plads cirka en gang om ugen, så listerne i denne tråd, er naturligvis tænkt som øjebliksbilleder og hvis man ikke har lyst til at sætte tal på, men bare gerne vil nævne sine favoritter, så er det naturligvis tilladt. Smid også gerne et par ord eller fem, om hvad der gør at det pågældende spil skal med på listen.

#1 - Skrevet 30-01-2015 11:02 - Redigeret 30-01-2015 11:04

Jeg læggerne gerne selv ud, så her kommer min liste, som dog ikke dækker multiplayer-spil:

1. Banjo-Kazooie - rammer en perfekt kombination af overkommelig collecting, geniale adventure-platformer baner og et univers, som rummer charmen til at bære det hele hjem.

2. Zelda: Ocarina of Time - templerne er rigtig gode, ideen med de to tidsperioder giver variation og dybde, Hyrule har aldrig været mere stemningsfuld og spændende at udforske.

3. Pokémon Red/Blue/Yellow - konceptet var holdt simpelt nok til, at det var overskueligt - modsat senere tiltag med berries, skønhedskonkurrencer og andet "fyld", og monster-galleriet var varieret og enormt fantasifuldt. Dertil kom en overworld og historie, som bare spillede hele vejen.

4. Resident Evil 4 - den perfekte kombination af (nedtonet) survival-horror og 3rd person shooter action. Spillets stemningsfulde locations (village er stadig min favorit), interessante og humoristiske historie og det simplistiske gameplay, gør det til en sikker vinder.

5. Zelda: Majora's Mask - langt mere avancerede side quests, end vi tidligere havde set i Zelda-serien, qua 3-dags systemet. Derfor virker Majora's Mask også enormt levende; hver figur har sin egen historie, i stedet for bare at være placeret et eller andet fikseret sted, udstyrret med de samme to-tre kommentarspor. Til trods for at spillet kun rummer fire "rigtige" dungeons, er det langt nok og den dunkle stemning passer rigtig fint til hele historien.

6. Zelda: A Link to the Past - alt det bedste fra 2D Zelda, når man ser bort fra den berygtede nummerering af dungeon-rækkefølgen.

7. The Legend of Zelda - nok det sværeste i serien, men med en smule tålmodighed (og et kort over Hyrule!), er det bestemt til at have med at gøre. Det er utroligt, så mange af grundprincipperne i serien, som allerede var til stede i den første entry og det fungerer rigtig, rigtig godt.

8. Donkey Kong Country - det mest stemningsfulde spil i serien, efter min mening. Det er simpelt holdt, uden alt for meget collecting og banerne varierer på flot vis.

9. Super Mario World - spillet der udvider det originale Super Mario-koncept, med secret exits, geniale power-ups og Yoshi! Selvom sværhedsgraden er dalet en smule for meget, så er spillet stadig super godt.

10. Paper Mario (N64) - spillet er alt det, som Super Mario RPG aldrig blev for mig. Det er simpelt nok til, at man ikke drukner i RPG og farverigt nok til, at man får den fedeste oplevelse af Mushroom Kingdom og dets beborere.

11. Super Mario Bros. - konceptet kogt ned til essensen: løb, hop, lad være med at dø! Og det virker. Spillet er svært, men også enormt kreativt i sine banedesigns.

12. Mystical Ninja: Starring Goemon - lidt af en hidden gem på 64'eren. Spillet balancerer action og adventure rigtig fint, med masser af stemning og mega underlig humor. Fede figurer med løbende indsamling af våben og powers.

13. Batman: Arkham City (PS3) - den optimerede efterfølge til Arkham Asylum, som gør alt rigtigt: Stor by at udforske, alle de klassiske skurke, masser af Batman-historie og fede puzzles. De fleste side quests er fede.

14. Zelda: Twilight Princess - til trods for, at man bliver holdt lige lovligt meget i hånden og en iøjenfaldende mangel på side quests i klassisk Zelda-forstand, så viderefører TP Zelda-traditionen fra OoT rigtig flot. Snow Ruins og Abiters Grounds er blandt de fedeste Zelda-dungeons til dato.

15. Zelda: Link's Awakening DX - fed, skæv historie, gode dungeons og ikke for meget hjælp af, say feer som bor i sværd og lignende!

16. Megaman 2 - det er overkommeligt og indeholder alle de fede Megaman elementer: seje baner, udfordrende bosser og fede våben.

17. Metroid Prime-serien - jeg kan simpelthen ikke beslutte mig for, hvilket der er bedst: originalen, med den stemningsfulde og varierede verden; Echoes med den mere dystre stil eller Corruption, som havde langt mindre backtracking end sine forgængere.

18. Donkey Kong Country Returns - slår Tropical Freeze med et mulehår, fordi banerne er mere varierede og der er vist nok også flere af dem. Elsker co-op og måden Country-serien er blevet genopfundet på.

19. Super Mario 3D World - alt det, som Super Mario 64 burde have været.

20. Banjo-Tooie - sjove nye tiltag med interconnectede baner og nogle virkelig fede themes. Mørkere end Kazooie, og mindre velbalanceret med den øgede vægt på collecting og den ret ligegyldige ide med, at splitte Banjo og Kazooie op.


Honorable mentions: Super Metroid, Strike Gunner, Paper Mario: the Thousand-Year Door, NSMBU, Tropical Freeze, Zelda. the Minish Cap, Metroid: Fusion, PKM: Firered/Leafgreen, Resident Evil (remaket), Megaman, Chip 'n' Dales: Rescue Rangers, Conkers Bad Fur Day, Castlevania, Legend of the Mystical Ninja (multiplayer: ) Kart-, Smash- og Party-spillene (1-3).

#2 - Skrevet 30-01-2015 16:26

Jeg ville også have utrolig svært ved at lave en top et eller andet
Dog har jeg et par stykker som ikke er nævnt blandt AND's yndlings titler.

Luigi's mansion 2
Humoristisk, (u)Hyggeligt, dejlig. Må siges at være et af mine absolutte favorit spil på 3ds

Animal Crossing new leaf
Afstressende, ingen regler, man kan bygge sin verden (by) op som man lyster, der er ingen rigtig eller forkert måde at spille det på - man er sin egen herre.

skylanders
Det var et nyt koncept, og jeg blev grebet af det. Ideen med at samle sin egen hær af eventyrlige krigere, og gøre dem stærkere, lære dem nye angreb og sammen bekæmpe det onde. Det var bare fedt!

legend of zelda
Blev først for alvor interesseret i det da jeg fik phantom hourglass til min nintendo ds lite. Siden er jeg bare blevet forelsket. Kan stadig bedst lide de 2 dimensionelle da det var dem der vakte min interesse for universet.

Pokémon
En ting var sikkert, spillede man pokemon i 6. Klasse i folkeskolen - så var man en barnlig nørd som ingen smarte personer gad at omgåes. Man var et ultra nemt offer for mobning, så de fleste spillede det i smug, og talte sjældent om det. Jeg fik dog en kæreste som også spillede pokemon på sin gameboy, så det var super fedt at man kunne tale og nørde med ham uden at bekymre sig om at man var barnlig.

tetris
Mit første gameboyspil, som jeg i øvrigt blev afhængig af at spille som 17-18 årig. Vil altid stå som en uundgåelig klassiker.

Wario land
For mit vedkommende var wario spillene til gameboy bare 1000 gange federe end Mario. Den store buttede Wario med de seje skills var bare så fedt. Boss banerne var sjove, og alle de skjulte skatte man skulle finde, så man i sidste ende kunne blive belønnet med et slot og ikke et fuglehus, det var cool.

bomberman
Det var ikke bare godt, det var Episk godt. Alle de timer jeg sad i skolens OBS klasse uden nogen opsynslærer, de blev brugt på at spille bomberman på de gamle hakkebræt af nogle computere. Det bedste bomberman spil synes jeg dog stadig er PS one versionen.


Kan være jeg forlænger min liste når jeg kommer i tanke om andre spil der har haft en væsenlig rolle i mit liv.

#3 - Skrevet 30-01-2015 17:10 - Redigeret 30-01-2015 17:17

God ide med en tråd over folks favoritspil, her er mine:

Ico og Shadow of the Colossus

Helt sikkert de bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Der er et eller andet særligt over dem. Det er nogle af de eneste gamle spil, jeg har gemt og stadig regelmæssigt et par gange om året. Jeg håber virkelig, at vi en dag kommer til at opleve The Last Guardian, som efterhånden har ladet vente mange år på sig.

Ocarina of Time

Det var et af de eneste spil jeg havde på min N64, og jeg har brugt mange timer på det. Et fantastisk spil, som altid vil være nostalgisk for mig.

Monster Hunter

Det kan godt være, at det ikke er det bedste spil gameplay-mæssigt, men det har altid været sjovt at nedkæmpe monstre igennem de mange spil i serien. Jeg er helt vild med grafikken og hele atmosfæren i hver eneste monster hunter spil.

Der er egentlig ikke så mange spil, som virkelig står som helt fantastiske i mine øjne, så jeg kan ikke rigtig komme på flere. Jeg er virkelig kræsen i mit valg af spil, så jeg køber måske højst et par stykker om året. Derfor fravælger jeg også på nuværende tidspunkter nextgen konsoller, da det simpelthen ikke kan betale sig at købe sådan en dyr maskine for nogle få spil. Så det bliver mest til gaming på 3ds'en og nogle af de gamle maskiner nu til dags.

#4 - Skrevet 01-02-2015 13:17

Dejligt med nogle fine indlæg indtil videre - hvordan vil du vurdere Luigi's Mansion 2 i forhold til originalen, Rockarina?

Der må være flere brugere, som har mod på at smide nogle favoritter op

#5 - Skrevet 01-02-2015 13:37

Jeg har aldrig prøvet gamecube versionen af Luigi's mansion, så det kan jeg desværre ikke svare på AND

#6 - Skrevet 03-05-2015 13:17

Back in action. Her kommer mit bud:

1.- The Legend of Zelda: Majora’s Mask (N64, 2000, Adventure / Action)
Et helt igennem tryllebindende kapitel i den legendariske spilserie. I stedet for en strømlinet fortsættelse af det episke Ocarina of Time, leverer Nintendo med MM en gentænkning af seriens etablerede formular, som rammer en uovertruffen balance mellem klassisk dungeon udforskning og dybt engagerende sidequests. Spillets tidssystem, som strækker sig over 3 in-game dage, muliggør en høj grad af aktivitet blandt Terminas beboere, hvilket giver dem utroligt meget personlighed sammenlignet med NPCs i øvrige Zelda titler. Den mørke atmosfære, som gennemsyrer spillets univers både visuelt og auditivt, udgør desuden springbrættet til en langt mere gribende narrativ end den traditionelle fortælling om prinsessen og det halve kongerige. Majora’s Mask 3D er med dets finjusteringer af originalen, om muligt, endnu bedre.

2.- The Legend of Zelda: Ocarina of Time (N64, 1998, Adventure / Action)
Velsagtens det mest velkendte kapitel i serien, og så absolut også et af de bedste. Her realiseres Hyrule i 3D for første gang, og bygger fornemt videre på universet som det blev grundlagt, først af det originale Zelda (1986), og senere af A Link to the Past (1991). OoT fortjener om noget spil betegnelsen episk; udover 9 main dungeons byder spillet også på adskillige subquests for Young såvel som Adult Link, om end disse ikke er nær så engagerende som i MM. Spillets grundlæggende force ligger i, at det gør så utroligt mange ting rigtigt og begår så få fejltrin undervejs. Styringen, som er den samme i MM, var revolutionerende tilbage i 1998, og fungerer stadig perfekt dagen i dag. Lydsiden er simpelthen formidabel, og væves ydermere ind i gameplayet, f.eks. når man skal navigere efter Saria’s Song i Lost Woods. Det er dog ikke alle spillets dungeons der formår at holde det høje niveau; de første 3 dungeons, som alle udforskes af Young Link, kan ikke siges at gå for meget mere end træningsbaner, hvor det notoriske Water Temple på den anden side er ekstremt utilgivende i dets design.

3.- Metroid Prime (GC, 2003, Adventure / Action / Platformer)
Metroid Prime gjorde for Metroid serien hvad OoT gjorde for Zelda serien; bragte en klassisk 2D serie ind i 3D æraen uden at kompromittere forgængernes core gameplay. Prime er et first-person action adventure spil, tilsat en knivspids platforming. Til trods for spillets fokus på forskellige våben opgraderinger, der løbende indsamles til Samus’ arm cannon, er dette egentlig ikke en shooter; våbnene bruges nok til at mane Space Pirates i jorden, men fortrinsvist som nøgler til at åbne op for nye veje som skal udforskes. Shooting er således kraftigt nedprioriteret til fordel for udforskning af planeten Tallon IV og dens fantastisk varierede områder. Hvilket tempo man lægger for dagen ved gennemspilning, er op til spilleren selv. Primes ypperligste bedrift ligger i den stemning, det formår at tilvejebringe; en oplevet følelse af isolation. Denne følelse forbliver indprentet igennem hele eventyret, fra den første regndråbe rammer Samus’ visir på Tallon Overworld til den titulære Metroid ligger besejret. Det er en følelse som især Super Metroid (1994) etablerede, og den videreføres her i stor stil. Retro Studios begik efterfølgende et par fantastiske opfølgere i Echoes og Corruption, men har man kun tålmodighed til ét Prime, er originalen det bedste.

4.- Chrono Trigger (SNES, 1995, Adventure / RPG)
Et uforglemmeligt eventyr, hvis kvaliteter er utallige; fantastisk visuel præsentation, lydspor som varierer i genre, characters som man rent faktisk kommer til at holde af, et avanceret og dog intuitivt kampsystem, og selvfølgelig tidsrejser. CT er udviklet af et team bestående af medlemmer fra henholdsvis Square (Final Fantasy) og Enix (Dragon Quest), så det er ingen overraskelse at dette er et massivt RPG. Alligevel er det noget så mærkbart at man har satset på kvalitet frem for kvantitet; CT kan trods alt gennemføres på mellem 25-30 timer, og der er ikke ét dødt øjeblik i gennemspilningen. Nye party members indføres i et passende tempo, så man stadigt bygger sit arsenal af offensive såvel som defensive evner op. Hvert enkelt party members historie og motivation for at kæmpe udfoldes desuden, så Chrono og hans venner ikke blot forbliver stats, men personligheder man kan relatere til. En vigtig egenskab i genren, men én jeg aldrig har set så veludført som her. Kampsystemet er dynamisk i sammenligning med mange af den tids rigide turbaserede systemer, og man er hele tiden på mærkerne for at eksekvere sin næste handling mod fjenden så hurtigt som muligt. Samtidigt gør de mange combo handlinger, som karaktererne kan udføre i forening med hinanden, det endnu sjovere at kæmpe. Tematisk er spillet også uforligneligt, da tidsrejserne muliggør en stor diversitet i områderne man besøger, også selvom det egentlig er de samme tilbagevendende områder, men i forskellige epoker. Skal man være rigtig kritisk, kan man dog til tider savne den følelse af fysisk progression, man oplever i lignende RPGs.

5.- Donkey Kong Country 2: Diddy’s Kong Quest (SNES, 1995, Platformer)
I 90’erne var Rare synonymt med kvalitetsspil, der ofte var Nintendos egne overlegne. DKC 2 er Rares bedste platformspil, og formentlig også det bedste platformspil overhovedet. Det er der flere grunde til; det bygger videre på kæmpesuccessen Donkey Kong Country, som ved udgivelsen først og fremmest vandt anerkendelse for dets revolutionerende grafik. Udover den visuelle side bød 1’eren også på solide banedesigns, og disse udvides i 2’eren. Her er der ikke kun tale om baner der scroller fra venstre mod højre, men også op og ned. Desuden tages dyrevennerne i brug på meget forskellige måder, og skaber en god afveksling fra gameplayet med de to hovedpersoner, Diddy og Dixie. Fjenderne er sjove at nedkæmpe, igen fordi mange af dem kræver forskellige fremgangsmåder. Især bosserne, som afslutter de 6 hovedverdener, er veludførte, og man må ofte tænke sig om en ekstra gang før man finder deres svaghed. Mine cart banerne er måske højdepunktet; de emmer simpelthen af kreativitet. DKC 2s balance mellem platforming og collection demonstrerer desuden Rare i topform, før de med senere udgivelser gik helt amok med collection delen. Her er det en fryd at finde den store DK Coin i hver af spillets baner, ligesom minispillene også bidrager med en fornøjelig lille ekstra udfordring før det igen er tilbage til det ordinære spil. Spillet synes først og fremmest udviklet ud fra en præmis om at spilleren skal have det sjovt, og er en sand kærlighedserklæring til platformgenren.

6.- Banjo-Kazooie (N64, 1998, Adventure / Platformer)
Med Banjo-Kazooie tager Rare for alvor skridtet ind i 3D platform verdenen, som på den tid ellers var forbeholdt Super Mario 64 (1996). Sammenligningerne mellem disse to spil har siden været mange, hovedsageligt på baggrund af den fælles genre, styringskonfiguration og kamerakontrol. BK er dog langt mere end en SM 64 klon, først og fremmest fordi BK er det bedre spil på alle tænkelige områder. Ligesom i DKC serien er platforming stadig i højsædet, men den tredje dimension gør at dette eventyr virkelig springer til liv. BK er hjerteligt, humoristisk, endog livsbekræftende, og ikke mindst har universet tonsvis af personlighed, hvad man bestemt ikke kan sige om det univers, SM64 præsterede. De 9 baner dækker traditionelle temaer, såsom skoven og ørkenen, men der er også plads til mere alternative lokationer, som f.eks. en gigantisk snemand og en forgiftet havn som huser en stor olietanker. Én bane skal oven i købet udforskes indenfor hver af de 4 årstider. Progression igennem spillets hub, hvorfra adgang til de enkelte baner opnås, sker ved indsamling af noder og puslespilsbrikker. Er man således ikke blevet udfordret nok når man først har banket heksen Gruntilda, som er spillets sidste boss, kan man vende tilbage og forsøge at samle alt. Et fantastisk spil, som viser Rare på deres kreative højdepunkt.

7.- Skies of Arcadia Legends (GC, 2003, Adventure / RPG)
Hvis Chrono Trigger er det perfekt balancerede RPG, er Skies of Arcadia det mest belønnende. Spillet kræver en overjordisk tålmodighed, men affinder man sig først med dette, har man et af de bedste spil nogensinde til gode. Ord er fattige når det kommer til at beskrive det helstøbte univers, man engagerer sig i som Vyse the Blue Rogue. Ligesom i CT har karaktererne oceaner af charme og personlighed, og selvom spillets historie ofte er forudsigelig, er det svært at undgå at blive draget ind. Kampsystemet er klassisk turbaseret, men med et så stort udvalg af moves der kan eksekveres, både fysiske og magiske, er det sjældent en kedsommelig proces at gå level up. Som supplement til det ordinære kampsystem, udkæmpes nogle kampe også mellem de luftbårne sørøverskibe, hvor helt andre regler gør sig gældende. Spillets længde kan naturligvis ses som et plus for nogle, og et minus for andre, men faktum er at man har længden at takke for at man hen mod spillets slutning på det nærmeste føler sig som en gud, der kan sønderrive al ondskab. Og det er en ret fed fornemmelse. Bliver man træt af at redde verden i det enorme hovedspil, hvor jagten går efter de kraftfulde moon crystals, er der en bred vifte af subquests, man kan fornøje sig med. Blandt de bedste er Discovery systemet, hvor man leder efter hidtil uopdagede lokationer rundt om i Arcadia, og Wanted listen, hvor man kan udfordre andre pirater og få udbetalt dusører for sine sejre. Og er det ikke nok, kan man såmænd også udsmykke sin helt egen ø senere i spillet. Mulighederne er praktisk talt endeløse i dette enorme spil.

8.- Super Metroid (SNES, 1994, Adventure / Action / Platformer)
Før den majestætiske Prime trilogy var der Super Metroid, som ofte anses som værende et af SNES’ens bedste spil. Friheden til at udforske spillets sci-fi univers er varetegnet, og det åbne design har siden inspireret en mangfoldighed af andre titler. I takt med at man udforsker, falder der belønninger af, i form af suit og weapon opgraderinger. Disse viser sig hurtigt at være nødvendige for at tackle den stødt stigende udfordring som fjenderne og de forskellige miljøer udgør. Boss kampene er hæsblæsende, og utroligt kreativt iscenesatte, ligesom spillets intense stemning sørger for at man sidder som på nåle fra start til slut. Der er en gennemgribende kvalitet over Super Metroid; kan keder sig simpelthen aldrig. Spillet kan uden problemer klares på 10 timers tid, men har man appetit på mere, er der højst sandsynligt stadig masser af items at indsamle når hovedspillet er klaret. Grafisk imponerer spillet stadig dagen i dag, med smukke områder og en høj grad af detaljerigdom. Lydsiden er simpel, men akkompagnerer Samus’ ensomme udforskning genialt, og fungerer efter min mening langt bedre end i Prime trilogien. Sjældent har et spil, indenfor dets præmisser, været tættere på perfektion.

9.- Mega Man X (SNES, 1994, Action / Platformer)
Mega Man har siden seriens begyndelse i 1987 sat en dyd i at drive gamere verden over til vanvid med dets ekstremt kompromisløse platforming design. Mega Man 2 og 3 justerede den hardcore platforming formular til perfektion på NES’en, men seriens bedste spil er Mega Man X til SNES’en, den indledende manøvre i seriens generationsskift. Man indtager rollen som X, som skal overvinde 8 Mavericks (svarende til den klassiske series Robot Masters) over 8 forskellige baner, før det endelige opgør med hovedskurken Sigma. Først og fremmest er X væsentligt mere tilgivende i platforming delen end de klassiske spil, mest af alt fordi man nu har en højere grad af fleksibilitet i sine moves. Man straffes dog for sine fejl, og instant deaths er der stadig mere end rigeligt af undervejs. Banernes fjender udgør en stor udfordring, og bossernes gavmilde livsmetre gør det nødvendigt at planlægge en rute igennem spillet, for på et tidligt tidspunkt at få skaffet sig det rigtige våben at gå til værks med. Banernes lokationer er dejligt varierede, til forskel fra mange af seriens andre spil, og står også ud som dem man husker. Der hvor X for alvor excellerer, er ved introduktionen af suit opgraderinger og hjerter som forsøger ens livskapacitet, meget lig hvad man ser i spil som Super Metroid. Det er ikke revolutionerede, men giver alligevel spillet en dybde som serien tidligere var foruden, og et incitament til at gå på opdagelse i banerne, snarere end at hamre igennem dem. Samlet set når formularen sit højdepunkt med Mega Man X.

10.- Jet Force Gemini (N64, 1999, Action / Adventure)
Rares tredjepersons sci-fi actioneventyr med Juno, Vela og hunden Lupus anses sjældent for et af firmaets topspil. Ved første øjekast ligner det måske nok en tomhjernet shooter uden substans der er værd at tale om, men spillets kvaliteter viser sig for den som er villig til at fordybe sig. De 3 medlemmer af det titulære Jet Force team har hver deres rute, som består af 3 baner, før de når deres destination, den onde insektleder Mizars palads. På vej til paladset får de mejet en pokkers masse insekttropper ned med et imponerende våbenarsenal som løbende udvides, ligesom de er i stand til at forøge deres energikapacitet ved indsamling af dertil egnede items. Det er efter første sejr over Mizar at konceptet rigtigt får lov at folde sig ud, da man efterfølgende frit kan rejse imellem alle 10 baner med samtlige characters, opdage nye veje i banerne, finde helt nye baner i galaksens udkanter, og gå på opdagelse efter de forsvundne space ship parts. Shooting spiller en væsentlig rolle, men der er så mange øvrige lag i dette spil; bombastisk Star Wars tematiseret musik, en historie og generel visuel præsentation som leder tankerne hen på Starship Troopers, en uhøjtidelig og ofte morsom narrativ, subquests hvor man styrer en drone ved navn Floyd i førsteperson, og måske verdens sværeste final boss. Det er ikke perfektion, men sjældent har jeg haft så meget sjov med et spil.

11.- Super Mario World (SNES, 1991, Platformer)
SMW byder på ekspansive world maps, multiple exits, en hel ekstra verden i Star Road, genialt banedesign, for slet ikke at nævne Yoshis første optræden som spilbar character. Det bedste Mario spil.

12.- Super Mario Bros. 3 (NES, 1990, Platformer)
Formentlig det bedste NES spil overhovedet. Alt som var fantastisk ved originalen fortsættes her, og udbygges med introduktionen af world maps, adskillige powerups til Mario og Luigi, og små hyggelige minispil med Toad ved roret. Formidabelt, og hamrende udfordrende.

13.- Goldeneye 007 (N64, 1997, FPS / Action)
Konsolverdenens mest indflydelsesrige first person shooter, der dagen i dag er præcis ligeså storslået som det var tilbage i 1997. Simpel og genial singleplayer, og en multiplayer som nok aldrig bliver overgået indenfor genren.

14.- Mario Kart 64 (N64, 1996, Racing)
Vi har set mange nye titler i serien siden, og formularen er blevet poleret, finjusteret, og teknisk forbedret med årene. Når det imidlertid kommer til spørgsmålet om underholdningsværdi, er der intet der slår MK64s kaotiske, og ofte ganske uretfærdige, multiplayer. Singleplayer delen er også ganske udmærket.

15.- Resident Evil 4 (GC, 2005, Action / Adventure)
Capcom gentænkte deres survival horror spilserie fuldstændigt med denne udgivelse, og det viste sig at være en utroligt god idé. Sjældent har man fornøjelsen af at spille et så helstøbt actionspil, hvor både områder, stemning, fjendedesign, våbenarsenal og dialog sidder lige i skabet. Forventer man en fortsættelse af seriens klassiske survival horror formular, bør man dog søge andetsteds.

16.- Golden Sun (GBA, 2002, Adventure / RPG)
Camelot begik med deres Golden Sun pt. 1 og 2 et sandt mesterværk til Game Boy Advance. Første del er den mest mindeværdige, og følger Isaac og hans slæng på deres rejse gennem verdenen Weyard. Hvor GS adskiller sig fra det gennemsnitlige RPG er i dets Djinn system, som muliggør ufatteligt mange kombinationer af angreb i kamp, og øvrige handlinger udenfor slagmarken som har indflydelse på progression. Kvalitet fra ende til anden.

17.- Pikmin 2 (GC, 2004, Real Time Strategy)
Det første Pikmin viste formularens potentiale, men var desværre alt for kort. Nintendo gav imidlertid deres idéer frit spil med Pikmin 2, og leverede et af de mest originale spil nogensinde. Sødt, charmerende, og en helt ny måde at opleve RTS genren. Sværhedsgraden gør at spillet, til trods for dets visuelle præsentation, bestemt ikke er for de yngste.

18.- Super Smash Bros. Wii U (WiiU, 2014, Fighting)
Den nyeste udgivelse i Smash Bros. serien er også den bedste. Spillet udvider et allerede enormt omfangsrigt koncept, som hovedsageligt blev grundlagt af Melee (2002) og Brawl (2008), hvori kampe mellem figurer fra diverse store spilserier er omdrejningspunktet. Hertil kommer minispil som Home Run Contest og Target Blast, en helt ny mode ved navn Smash Tour, som er bygget op som et virtuelt brætspil a la Mario Party, og en praktisk talt endeløs strøm af collectibles. Dette spil slutter aldrig, og tusind tak for det.

19.- Perfect Dark (N64, 2000, FPS / Action)
Den spirituelle efterfølger til Goldeneye 007 introducerer heltinden Joanna Dark, som må klare sig igennem 17 hovedmissioner for at stoppe en forestående alien invasion. Gameplayet har meget at takke Goldeneye for, om end PD er langt mere imponerende visuelt og auditivt. Spillets fokus på sci-fi vil formentlig fremmedgøre en del af forgængerens fans, men lad der ikke være nogen tvivl om denne FPSs umådeligt høje kvalitet.

20.- Mega Man 3 (NES, 1990, Action / Platformer)
Fantastisk udfordrende platformer med The Blue Bomber, hvis bedste kort er indførslen af slide bevægelsen, som bringer dynamik ind i en tidligere meget rigid serie. 3’eren introducerer ligeledes den trofaste robothund Rush, hvis egenskaber erstatter de anonyme items fra 2’eren. Det sidste rigtig gode spil i den originale NES serie.

#7 - Skrevet 03-05-2015 17:29

Noget af en knaldroman, ol' chap! En masse fine betragtninger, selvom det ligger mig tungt om hjertet at se Resident Evil 4 så langt nede på listen! Hvor er A Link to the Past henne? Glæder mig nu endnu mere til at få tid til Jet Force Gemini, end jeg gjorde inden jeg læste dette indlæg - det samme gælder Mega Man X

#8 - Skrevet 05-05-2015 00:30

RE4 får da også en fornem 15. plads A Link to the Past vil formodentlig gøre entre et sted i 20erne. Bedre synes jeg, sikkert kontroversielt, ikke det er. Det danner godt nok grobund for de 2 spil jeg har rangeret højest, men så skulle det være en liste over indflydelsesrige spil, ikke en top 20 Ja, Jet Force styrer.

#9 - Skrevet 05-05-2015 11:41

Jeg ville ødelægge det allerede fra starten af, for mit yndligsspil er et Playstation exclusive... -.-

#10 - Skrevet 05-05-2015 12:46 - Redigeret 05-05-2015 12:47

I ingen bestemt rækkefølge...

1. Shadow of the Colossus

Fantastisk spil i min optik. Atmosfæren er helt unik! Verdenen har kant, den er spændende og mystisk, en smule uhyggelig deraf, og den vækker en hvis form for ensomhed, når man traver rundt - dog føler man sig aldrig fuldkommen alene, når man har sin hest med sig! Folk har hver sin yndlings Colossi, og for mit vedkommende er det ikke anderledes - min yndlings: Phalanx den 13. colossi er ikke kun én af mine yndlingskampe i spillet, men det er én af mine yndlingskampe i alle de spil, som jeg nogensinde har spillet!

2. The Last of Us

Et mesterværk uden lige. Nogen folk klager over kampsystemet, nogen folk klager over historien, nogen folk klager over spillets pacing og nogen folk klager bare generelt. Jeg vil aldrig forstå det. Jeg syntes at kunne erkende når noget er af kvalitet, selvom det ikke falder i min smag, men The Last of Us må siges at være det eneste spil, hvor jeg oprigtigt mener at kritikken det får er så søgt som noget kan blive. Jeg kan ikke rose det nok for sin historie, sine figurer - hvem end der har spillet det elsker Ellie og har en mening om Joel - eller grafikken! Gameplay er mere end kompetent, og jeg vil aldrig fatte de folk som ønsker Counter Strike præcision, når man spiller som en presset familiefar (eller en 14 årig pige) med en pistol imod 6-7 aggressive fjender. Hvis det er alt som skal til for at ødelægge et mesterværk som Last of Us, så er det dit tab mere end nogen andens.

3. Pokémon Gold

Jeg havde ikke råd til begge versioner som barn, så jeg måtte nøjes med Gold Version. Det er muligvis det spil, som jeg har lagt flest timer i - udover lige World of Warcraft - og hold op, hvor har jeg mange minder med det, eksempelvis da jeg byttede mig til en level 100 Ampharos, mens jeg var på Rhodos med familien som 7-årig, det er et klokkeklart minde, som jeg bådeværdsætter og samtidig finder uhyggeligt irriterende, da jeg godt kunne bruge noget af den plads i hukommelsen til skolefag i stedet haha. Men hey, det betød vel noget dengang

4. Super Mario Bros. 3

Den bedste platformer i verdenen. End of discussion.


5. Journey

Jeg havde læst så meget om spillet, men jeg havde heldigvis holdt mig fra Lets Plays og andet fis, så da jeg fandt det i butikkerne sammen med Flower og Flow, så tænkte jeg, at jeg ville give det et forsøg. Det var første gang jeg følte, at man kunne kalde spil for "kunst". At møde en fremmed for første gang, og kun have sine lyde til at kommunikere, det var virkelig en oplevelse! At spille gennem en metafor for livet må siges at være unikt, og især hele det segment, hvor man "surfer" gennem sandet mod solnedgangen.. Wauw! Sådan et spil kan hurtigt blive overfladisk i min optik, men det var Journey ikke.

Andre spil, som jeg virkelig holder meget af: Crash Bandicoot 2: The Wrath of Cortex, Burnout 3, Tekken 3, Super Mario 3D World, World of Warcraft, Grand Theft Auto San Andreas, Kingdom Hearts, Xenoblade, Super Mario Galaxy 2, Mario Kart 64, Crash Team Racing m.fl.

#11 - Skrevet 05-05-2015 17:44

Det må man gerne

#12 - Skrevet 16-09-2015 22:24 - Redigeret 16-09-2015 22:30

Puha ja dette var én ganske svær men endnu mere underholdne liste at lave det var mega svært at koge listen ned når der var(er) så mange super gode spil på hver konsol Så jeg prøvede at koge dem ned til top 10 per konsol over de serier der står mit hjerte nær og som jeg nok også spillede mest dengang
Som start kommer 3 systemer som jeg har nydt mange timer på jeg undlader at komme med beskrivelse da jeg har simpelthen for mange titler fra dengang og for lidt tid idag

NES:
Little Nemo: The Dream Master
Ice Climbers
Castlevania 2: Simon's Quest
Super Mario Bros. 2+3
ExciteBike
Snake Rattle and Roll
Duck Hunt
Kung Fu
Duck Tales 1+2
Mega Man 1+2

SNES:
TLoZ: A Link to the Past
Super Metroid
F-Zero
Super Smash TV
Secret of Mana
Zombies ate my neighbors
Super Mario World
Super Streetfigther 2 turbo
Killer Instinct
Earthbound

N64:
Diddy Kong Racing
GoldenEye 007
TLoZ: OoT & MM
Conker's Bad Fur Day
1080 Snowboarding
Pokemon Stadium
Forsaken 64
Super Mario 64
Star Fox 64
Donkey Kong 64

det var én top hyggelig tur ned af memory-lane jeg fik ud af denne opslag
vil lige påpege at det ingen bestemt rækkefølge de er skrevet op i.

#13 - Skrevet 13-12-2015 10:06

Så fik jeg også lige kigget på denne tråd igen. Fed liste, Kalak! Mega Man-spillene er virkelig fede - og de to første er også mine favoritter (og de eneste jeg har gennemført!). Til gengæld er det lidt sjovt at du nævner Simon's Quest, fordi det jo ellers regnes for at være 1eren og 3eren underlegendt - kunne være fedt at høre lidt mere om, hvorfor det er fedt - så kunne det jo være, at man selv skulle give det en chance.

På 64er-listen kan jeg se at du er glad for 3D platformers (Mario og DK). Kender du Banjo-Kazooie? Hvis du kan lide de to andre, vil du helt sikkert også kunne lide de to Banjo-spil - især det første er - efter min mening - sublimt.

#14 - Skrevet 13-12-2015 12:58

Ugh... Det er altid super svært. Der er da bestemt nogen titler, som jeg synes har gjort større indtryk end andre, men jeg ved ikke, hvordan jeg skulle måle det... Eksempelvis er The Last of Us nok ét af mine yndlingsspil, men jeg har kun spillet det én gang, og jeg har ikke brug for at spille det igen, da jeg ikke synes gameplay var noget særligt. Det var bare alt andet omkring spillet (grafikken, historien, karakterene) som gjorde forfærdelig stort indtryk på mig. Jeg tror bare, at jeg laver en liste over nogen af de spil, som jeg bedst kan huske at have det sjovt med, uanset hvornår jeg spiller eller har spillet dem. Rækkefølgen er uden betydning.


Bindings of Isaac - PC - bare et genialt pick up 'n play spil

World of Warcraft - PC - 8 år ud af vinduet. Trods måneder (endda år) uden spillet, synes jeg altid, at det er imponerende, hvad de finder på hos Blizzard. Nu er det nok slut, men jeg kan ikke løbe fra, at det har været en stor del af mit liv.

Outrun 2: Coast 2 Coast - PC - arcade racing på top plan!

F-Zero GX - GC - arcade racing på top plan x1000000 <3

Crash Bandicoot 2: Wrath of Cortex - PS1 - det første spil jeg nogensinde gennemførte, og jeg synes til tider, at Crash er den overlegene platformer ift. blikkenslageren på mit profilbillede...

Shadow of the Colossus - PS2/PS3 - én af de absolut vildeste spiloplevelser. Sikke en atmosfære! Fantastiske bossfights og en overvældende afslutning.

Journey - PS3/PS4 - eneste spil der nogensinde har vækket reelle følelser i mig. Er spil kunst, så er Journey nok det bedste eksempel.

Super Mario 3D World - Wii U - glem hvad jeg sagde om Crash. Mange mener at Galaxy-serien er Marios bedste, men jeg er uenig. 3D World er det tætteste på platformer-perfektion siden Super Mario Bros. 3

The Last of Us - PS3 - Jeg ved ikke, om der er mere at sige om The Last of Us, end det som er blevet sagt. Det som falder mig pudsigt er, at der er mange folk som ikke kan lide The Last of Us pga. alle de ting spillet IKKE gør. Der er mange som ønsker, at det havde været en større verden. Min ven ønskede flere valg i spillet. Jeg har sågar oplevet, at folk brokkede sig over spillets shooting-mechanics, og det er jo fair, hvis de synes, at det er umuligt at sigte... Men jeg føler, at folk glemmer kontekst; Joel er ikke en trænet soldat. Det ville kun være naturligt, at man under pres ikke kan sigte til perfektion, hvis man er uden træning. Dét sagt, så skal man godt nok være dårlig, hvis man reelt mener, at det er en så stor udfordring... Men ydermere synes jeg, at spillets verden er perfekt. Hvorfor har man brug for at udforske mere? Det er et historiedrevet spil, og jeg er glad for, at Naughty Dog baner vejen for én. Jeg er glad for, at man konstant rykker fremad og oplever dialog mellem de to figurer - spillet er hele tiden i live. Måske ville flere valg have været spændende, men det ville jo ikke have betydning for slutningen - og slutningen... Wauw! Hvem har ikke siddet og stirret efter The Last of Us og tænkt "mand... det er bare løgn..." - vi efterlader spillet med en tom følelse i hjertet. Vi føler os bedraget og snydt, og det er så irriterende i starten. Så begynder man at tænke over alting. Alle de ting man har gennemgået i spillet. Figurene og udviklingen mellem de to hovedpersoner. Pludselig går det op for én, at man har oplevet en historie der ikke bare bryder med traditionelle fortællinger i spilverden, men at The Last of Us også udfordrer film og litteratur. Historien kan adopteres til et hvilke som helst andet medie og stadigvæk forblive fantastisk - det kan ikke siges om mange spil. Derfor er det ét af mine yndlingsspil.

#15 - Skrevet 13-12-2015 18:22

1.Silent Hill 2 PS2

2.The legend of Zelda NES

3.Gears of war hele serien XBOX360

4. The last Ninja 1 C64

5. Resident evil 1 PS1

6. Resident evil zero GAMECUBE

7. Mario kart 64 N64

8. The Legend of Kyrandia: Hand of Fate PC DOS

9. Lost Planet hele serien XBOX360

10. Final fantasy IX PS1