Traileren ovenfor er måske ikke særligt informativ i forhold til, hvad spillet går ud på, men man følger to ensomme hjerter, der bringes hinanden nær gennem gensidig misforståelse. Som spiller tager man rollen som en ulv, der forklædt som prinsesse skal guide en ung og blind prins gennem en farefuld skov, så de kan finde en heks i stand til at give prinsen synet tilbage. Skoven er hjemsted for mange fjendtlige bæster, og når de kommer for nær, så må man tage form som ulven og sørge for, at de ikke forvolder prinsen skade.
The Liar Princess and the Blind Prince udgives her i Europa næste år, men hvad er dine indtryk af det bedømt på den første trailer? Ser det interessant ud?