
De skøre kaniner er i Rabbids Rumble blevet sluppet løs i syv forskellige verdener, og det er nu spillerens mål at indfange de mere end 100 forskellige kaniner, der kan anvendes i kamp, og gøre sin samling komplet. Til dette formål introduceres et lettilgængeligt og hylende morsomt turbaseret kampsystem, hvor hver karakter har et unikt sæt af skøre kamptræk og kan trænes til at blive endnu stærkere. Et eksempel er kaninen herunder ved navn Disco Stu.

Kampene kan udkæmpes i en single-player-kampagne såvel som i multiplayer med venner, hvilket blot er nogle af de spillemåder som Rabbids Rumble indeholder. Spillet er nemlig også fyldt med interaktive minispil, der gør fuldt brug af 3DS’ens hardware – mest nævneværdigt er det, at spillet gør brug af Augmented Reality, hvilket betyder at de skøre kaniner vil indtage dit hjem og måske udkæmpe deres kampe på dit skrivebord. Billedet herunder stammer fra et af minispillene, der gør brug af 3DS’ens kameraer, og ønsker du at se flere eksempler på minispil kan du finde flere billeder her.

Foruden Augmented Reality vil Rabbids Rumble også gøre brug af både SpotPass og SteetPass. Via SpotPass vil der således blive distribueret nye og sjældne kaniner, der kan bruges i spillet, mens der med StreetPass-funktionen slået til kan udkæmpes kampe, der låser op for nye kaniner og andre objekter.
Rabbids Rumble udkommer allerede til november, og bliver formentlig de skøre kaniners anden optræden på Nintendo 3DS, men hvad synes i om konceptet her på N-club? Er det direkte skørt, eller måske bare fløjtende uinteressant?