Legend of Zelda: Tears of the Kingdom

Skrevet af JOEP - 20-07-2023 08:31

Hvordan dælen følger man op på et af de bedst-sælgende og højst-rangerede spil i moderne historie, Legend of Zelda. Breath of the Wild? Det spørgsmål må Nintendo have brugt meget tid på at besvare, inden de påbegyndte udviklingen af efterfølgeren Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, der har været hele seks år undervejs, inden vi nu står med det færdige produkt. Mange har været skeptiske - spillet foregår i samme verden som forgængeren, så hvordan kan det have taget seks år at udvikle efterfølgeren?

Længere nede i denne forhåndsanmeldelse finder du den endelige konklusion.

Oprindelig anmeldelse, 19. maj 2023:

Svaret på det spørgsmål kommer løbende, som man spiller Legend of Zelda. Tears of the Kingdom. Hvor Breath of the Wild var et gigantisk spil, der let ville tage over 100 timer at gennemføre de mest væsentlige ting i, så har Nintendo pumpet endnu mere indhold i efterfølgeren. Ikke nok med, at Hyrule stadig er gigantisk, så er der også kommet en verden i himlen, som kan tilgås, og dertil er der tilføjet huler til den velkendte verden samt en stor undergrundsverden, der også kan udforskes. Derudover er der flere ting at samle, flere historier at opdage og en masse nyheder.

Det du sidder og læser nu er en forhåndsanmeldelse af Legend of Zelda. Tears of the Kingdom baseret på mine første 20 timer i selskab med spillet. Jeg har slet ikke været i nærheden af at have set alt, hvad spillet har at byde på, men jeg føler alligevel, at jeg har en idé om, hvad resten af spillet handler om. Som noget nyt vil vi derfor her på N-club give dig en dybdegående forhåndsanmeldelse med lovning om, at jeg på et senere tidspunkt, når jeg føler jeg er ved at være i mål med spillets indhold, vil give en rigtig anmeldelse. Anmeldelsen her vil ikke indeholde deciderede spoilers, men jeg kan ikke undgå at komme ind på elementer, som kan fjerne noget af overraskelsen ved at opdage dem selv. I vores gamle anmeldelse af Legend of Zelda: Breath of the Wild gennemgår vi mange af de basale ting, som også går igen i dette spil.



Fra det øjeblik du starter spillet, er du grebet. Du starter som Link i selskab med Zelda, der udforsker en nyopdaget hule under Hyrule Castle. Her opdager Zelda engageret nogle helt nye malerier, der fortæller om Demon King, der skabte frygt i Hyrule for tusindvis af år siden, og længere nede i hulen er han så - en mumificeret Demon King med en magisk hånd, der holder ham fast. Han vågner op og uden sved på panden ødelægger han Master Sword og Links højre arm, for derefter at sende Link og Zelda ned i et dybt hul. Her forsvinder Zelda, og Link bliver reddet af den afskårne arm. Da han vågner op igen har han ingen kræfter, hans højre arm er erstattet af den mystiske, magiske arm, og Zelda er forsvundet. Med hjælp fra figuren Rauru sætter Link ud på sin færd for at finde Zelda.

Legend of Zelda: Tears of the Kingdom føles i starten rigtig meget som Breath of the Wild. Du starter med at vågne op af en dyb koma på en af øerne i himlen og skal finde nogle Shrines (små huler med gåder af varierende sværhedsgrad og omfang), som hver især giver dig en ny evne, og når du har fundet fire af dem, slippes du løs i Hyrule - præcis som i forgængeren. Væk er din tablet fra forgængeren, i stedet har du din magiske arm, som giver dig helt nye muligheder. Mest markant er muligheden for at bygge redskaber og køretøjer ved at sætte elementer sammen, men også egenskaben Fuse løser problemet med svage våben, der går i stykker for et godt ord - her kan du simpelthen fusionere materialer og dine våben til at skabe endnu stærkere og mere holdbare våben. Dernæst er der evnen til at trække objekter tilbage gennem tiden, en egenskab der hjælper dig til at nå øerne i skyerne, og til sidst evnen til at bevæge dig gennem solide flader over dig for at komme højere op. Med disse nye evner åbner der sig et væld af nye muligheder for gåder og opgaver i spillet, og spillet giver også kreative personer en sjov sandkasse at lege rundt i, for du kan vitterligt bygge, hvad fantasien lige rækker til med de materialer, du finder rundt om i verdenen.



Det føles godt at styre Link, og han er så adræt som i det forrige spil, men med de nye evner er det alligevel blevet lidt lettere at komme rundt - jeg har i min spiltid ikke haft behov for at udvide mit stamina-hjul endnu. Styringen kan godt virke lidt indviklet i starten, men ud fra hvad man kunne forvente ud fra trailers op til spillets udgivelse fungerer det meget bedre. Det er let at klistre genstande sammen med Ultrahand-evnen, og selvom du nok kommer til at rotere ting lidt på må og få nogle gange, så får du også nogenlunde styr på det. Alle knapper bliver dog taget i brug, så det er med at holde tungen lige i munden til tider.

Noget af det Breath of the Wild fik kritik for var, at verdenen var lidt for tom og øde, hvilket gav mening med historien, der udspillede sig, men det er der heldigvis gjort noget ved i Tears of the Kingdom - sådan da. Spillet foregår nogle år efter hændelserne i Breath of the Wild, men det betyder desværre ikke nye byer, blot små lejre. Til gengæld er tilføjelsen af sky-verdenen og undergrunden noget, der er brugt til at fylde Hyrule ud, for nu vil du pludselig opdage ting, der kan fragte dig op eller ned. Selve sky-øerne bringer mindelser tilbage til Legend of Zelda. Wind Waker og til dels Legend of Zelda: Skyward Sword, hvor der også var en masse små øer, der indeholdt genstande eller små opgaver. Undergrunden, derimod, er fyldt med mørke og en uhyggelig stemning - og desværre ikke meget andet. Til trods for at være lidt for tom, er der alligevel en vis nysgerrighed omkring den, og der foregår visse lyssky ting dernede. Alene disse to udvidelser til verdenen gør, at man føler sig overvældet igen, præcis som med Breath of the Wild - på den gode måde.



Som jeg husker det, var historien i Breath of the Wild meget tilbageholdende, og det var op til dig selv at finde de minder, der fortæller den egentlige historie. Anderledes styret er det i Tears of the Kingdom - fra det øjeblik, du sætter dine ben på Hyrules jord, kan du finde historie-punkter. Du kan vælge at finde ud af, hvad der er sket med Zelda ved at finde de forskellige Geoglyphs, som er dukket op efter, at Demon King genopstod. Du kan også vælge at gå i gang med eftersøgningen af Zelda direkte ved at finde de forskellige titulære Tears, der er at finde (her finder vi en historie og gameplay-elementer, der minder meget om klassiske Zelda-spil), eller du kan gå helt dine egne veje og finde sidehistorier, som er mere eller mindre interessante. Jeg har hjulpet en pige med at finde en hest, jeg har været med i et racer-løb, jeg har været på skattejagt, og jeg har jaget monstre ud af huler indtil videre, og så har jeg samlet Korok Seeds (ja, de er tilbage, og ja, jeg tror at belønningen for at samle dem alle stadig er en forstenet lort), klaret Shrines, åbnet op for kortet ved at besøge de nye Skytowers, og travet lidt rundt i undergrunden. Men jeg føler ikke, at jeg har gjort andet end at skovle en enkelt spandfuld vand ud af et kæmpe badekar fyldt til randen med indhold.

Undervejs i marketingskampagnen for Tears of the Kingdom blev jeg nervøs for, at crafting og den kreative udfoldelse med byggedele ville fylde for meget i spillet, men det jeg hidtil har oplevet har været meget let at gå til og hurtigt at klare - og man behøver slet ikke være så kreativ, da det er meget oplagt, hvad man lige har brug for i de situationer, jeg har været rodet ud i. Det er først, når man skal løse en opgave, at der kan være plads til udskejelser, F.eks. skulle jeg forbi en togbane i starten, hvor der kun var én skinne i et stykke tid. Min løsning var ganske enkelt at lave et meget langt tog! Jeg er dog sikker på, at der nok var en smartere måde at gøre det på. Jeg har også nogle gange måttet tage billeder af mine åndssvage løsninger, men det beviser bare, at spillet giver spilleren total frihed til at løse opgaverne, og det er super tilfredsstillende at gå fra idé til udførelse inden for nogle få minutter og se, om en idé lykkes.



På det tekniske plan er Legend of Zelda: Tears of the Kingdom bestemt godkendt. Spillet er rigtig pænt at se på med masser af lyseffekter. Det er ikke state of the art, men det ser godt ud, og kører rigtig fint. Spillet sigter efter 30 billeder i sekundet, men når der sker meget på skærmen, specielt under kampe, kan man godt mærke lidt nedgang i ydelsen. Det kan godt genere visse spillere, men i det store hele vil jeg mene, at det er til at leve med. Til gengæld er der intet, man kan klandre lydsiden for. Spillet lyder formidabelt hele vejen igennem, og der er masser af nye steder, der har nye lydtemaer. Min kone blev træt af at lytte til Links fodtrin i undergrunden, og hun spurgte, om det ikke er muligt at fjerne lyden af fodtrinene - det er det ikke, men visse steder ville det nu være rart at kunne nedtone den slags lyde.

Det er svært at finde kritikpunkter ved Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, som har noget reelt indhold. Normalt ville jeg efter 20-25 timer i et spil have et godt indblik i alt det, spillet har at byde på, men det er umuligt at få her, og det kan godt virke for overvældende for nogle, specielt os der måske har lidt mindre tid til at spille i hverdagene - det kan godt føles så godt som umuligt at komme langt i spillet, hvis man ikke kan sætte et par timer af ad gangen til spillet.



Til trods for at der er kommet mere indhold i Hyrule, er der stadig store strækninger med ingenting, og det kan undre mig, at der ikke er kommet mere liv og flere byer i Hyrule siden vi nedlagde Ganon i Breath of the Wild. Der er sket lidt, men det meste af det relaterer sig til de ø-elementer, der er faldet ned. Relateret hertil savner jeg fortsat en forklaring på, hvorfor øerne ikke var der i Breath of the Wild.

Jeg synes også, at spillet har været svært her i begyndelsen. Fjenderne slår hårdt, og der går noget tid, før du får mere end 3-5 hjerter, og så har du bare ikke særligt stærke våben i starten. Du skal også være heldig at finde den rette Shrine for at få læring om undvigemanøvrer, så hvis du ikke har spillet forgængeren, vil disse systemer være gemt helt væk for dig, hvilket bare gør kampene endnu sværere. Spillet er dog gavmildt med checkpoints, men det er stadig bittert at starte forfra på en sektion for femte gang, fordi du misser timingen af et modangreb.



Derudover synes jeg, at Shrines i denne omgang er lidt for lette. Jeg har pt. klaret ca. 30 af dem (jeg ved ikke, hvor mange der er, men hvis jeg skal gå ud fra antallet i Breath of the Wild, er det godt og vel 25 %), og kun enkelte af dem har fået mig til at klø mig i håret. Til gengæld er de rimelig kreative, og giver dig mulighed for at udforske dine nye evner. Måske skyldes det, at dine evner i denne omgang er mere intuitive end jeg husker dem i Breath of the Wild, og det derfor er lettere at gennemskue, hvad du skal gøre, eller også er opgaverne lidt for specifikke og med kun lige nøjagtigt de materialer, du har brug for for at løse dem. Tit er den sjoveste del af de nye Shrines at finde den skattekiste, der også altid gemmer sig i dem.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at spillet havde anerkendt, at du har spillet Breath of the Wild ved at give dig noget. Du får overført et par heste til de nye stalde, men intet andet. Det havde været fedt, hvis du kunne finde noget, der hjalp dig på dit gamle eventyr, eller at dit kort var lidt udfyldt eller lignende. Men det er en mindre anke.

Mens spillet i høj grad er et eventyrspil med fokus på en god historie og udforskning, kan der også godt gå lidt for meget resource-samling i den til tider. Rupees er relativt sparsomme, men du skal bruge dem til at komme videre i historien, og jeg oplever jævnligt at løbe tør for pile og genstande til at fusionere med pilene, f.eks. bomber. Det kan selvfølgelig få dig til at tænke i andre baner, men der er fjender, der bare kræver en pil lige i panden, og så er det frustrerende, at man ikke selv kan lave dem.

Forhånds-konklusion
Da dette er en forhåndsanmeldelse, må du vente med den endelige konklusion. Men indtil videre kan jeg love dig for, at hvis du var bare den mindste smule begejstret for Legend of Zelda: Breath of the Wild, så vil du med garanti være begejstret for Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, der gør alt fra Breath of the WIld - bare bedre og mere. Spillet har mere indhold og må være et af de mest omfangsrige spil i nyere tid, og det er udført med en selvsikkerhed, der sjældent er set mage - spillet har ganske enkelt ingen reelle bugs. Det værste man kan sige om Tears of the Kingdom er, at der i starten virker til at være for meget indhold i spillet.

Jeg glæder mig bare til at vende tilbage til spillet nu.


Endelig anmeldelse, 20. juli 2023:

Nu er der gået noget tid siden udgivelsen af Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, og det er på tide at lægge de afsluttende kommentarer på anmeldelsen her. Der er løbet mange timers spiltid i titlen siden udgivelsen, men det til trods kan jeg ikke sige, at jeg er færdig. Tværtimod mangler der stadig meget at gøre. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg nu er et sted i spille, hvor jeg har prøvet det meste.

Min holdning er stadig som mit første indtryk - Legend of Zelda: Tears of the Kingdom er et fantastisk spil. Mere behøver man ikke sige. Der er selvfølgelig nogle ting, der ikke er helt, som man kunne ønske, men der er også ting, der bare fungerer så godt, at det er svært at fjerne blikket fra.

På mangelsiden føler jeg, at spillets udfordring hovedsageligt ligger i, at fjenderne slår hårdt. Jeg ønsker mig et dybere kampsystem, hvor Link havde flere bevægelser til rådighed, som i nogle af de nyere Souls-agtige spil, og at det faktisk betød noget, om du valgte spyd, sværd eller to-håndssværd. Det gør det desværre ikke. Det betyder, at jeg i min gennemspilning ofte vælger kampe fra, da gevinsten ikke stod til mål med udfordringen.

Derudover vil jeg påpege, at de fleste Shrines er kedelige og trivielle. De er ganske enkelt blevet for lette nu. Man behøver ikke sidde fast i dem, men når alt virker i første forsøg, så er det altså også lidt kedeligt. Det samme gælder desuden spillets templer - det er dejligt at se dem tilbage, og det er skønt, at de er en integreret del af spillets verden modsat de guddommelige bæster fra Breath of the Wild, men fornøjelsen i at klare dem ligger mere i rejsen mod dem samt boss-kampen. Derudover har de truffet et vanvittigt underligt valg ved, at lade templernes vogtere følge dig i spillet, hvor du så kan aktivere deres evner ved at tale med dem - det fungerer bare ikke særligt godt, og er et besynderligt designvalg.

Meget af spillet foregår i dunklere omgivelser, hvilket bevirker, at det kan være svært at spille Legend of Zelda: Tears of the Kingdom her i løbet af sommermånederne herhjemme uden at skulle justere helt vildt på lysstyrken på Switch eller TV'et. Det er lidt ærgerligt, når det nu er en forårsudgivelse, men man kan jo trække gardinerne for.

Det sagt, så har jeg faktisk ikke rigtig mere at sige om spillets mangler. Der er ganske enkelt ikke rigtig noget at skrive hjem om. Til gengæld kan jeg kun rose spillets design og specielt samspillet mellem oververdenen og undergrunden. Du finder små skattekort rundt omkring i verdenen, som peger på punkter i undergrunden, og omvendt finder du hemmeligheder i undergrunden, som påvirker oververdenen - og gåder der går fra skyerne til undergrunden. Det er mesterligt udført og godt lavet.

Dertil kommer så et hav af huler, der pludselig er dukket op, og som altid har en eller anden form for belønning, eller er genstand for en af de utallige sidemissioner, der er i spillet. Det er en rigtig interessant tilføjelse til Breath of the Wild, og en ting der i sandhed manglede i det spil. Sidemissionerne er som udgangspunkt varierede og kan i de fleste tilfælde klares relativt hurtigt.

Så er der selve hovedhistorien, der er en af de mest interessante i seriens historie. Ganondorf føles i denne omgang som en reel trussel, og fortidens hændelser er interessante at følge. Der kan desværre godt gå ret lang tid mellem, at du får samlet Zeldas minder sammen, men du kan altid gense tidligere historie-sekvenser i menuen. Men historien er helt sikkert værd at jagte, og den bringer masser af kød på hovedfigurerne og nogle af de sagnfigurer, der omtales i tidligere spil i serien.

Konklusion:
Som jeg skrev i min forhåndsanmeldelse er det svært at lægge spillet fra sig igen. Der er simpelthen så meget at lave i spillet, og det kan føles vanvittigt overvældende, specielt for de der ikke har spillet Legend of Zelda: Breath of the Wild, men med nok tålmodighed skal man nok stille og roligt få gjort fremskridt i spillet. Spillet er ikke for alle, for den store frihed er også på bekostning af et stramt gameplay-design, der leder dig fra punkt til punkt, og det er der nogle, som ikke bryder sig om - men spillet forsøger dog at bejle til det publikum, der savnede nogle af de klassiske Zelda-strukturer såsom templer, unikke bosskampe og genstande, der skal indsamles. Der er også gjort op med våben, der går i stykker, og i min gennemspilning har jeg næsten ikke oplevet tidspunkter, hvor jeg er løbet tør for våben - kun pile. Spillet har en overvældende stor mængde indhold, og verdens størrelse er næsten uoverskuelig, men spillet er også ekspert i at hjælpe dig videre i små skridt ad gangen ved konstant at vise dig interessante ting. Alt i alt er det svært ikke at være storforelsket i Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, mens kun tiden vil vise, om der er substans nok til et fast forhold i guldbryllup-kaliberen - men det tror jeg nu, at der er.

Kommentarer: