Pokémon Link (DS)

Skrevet af Linda B - 03-03-2013 14:17

Lad mig indledningsvist gøre opmærksom på, at det er den amerikanske udgave af spillet, der har været mellem hænderne. Mig bekendt, er der ingen forskel mellem denne og den europæiske udgave, udover at der i den europæiske udgave er flere sprog understøttet.

Når man tænker på de tidligere Pokémon puzzles, Nintendo har udgivet, kan man virkelig se, at Pokémon Trozei er noget helt for sig selv. Spillet gør brug af et nyt koncept, der er skabt til den lille, trykfølsomme skærm, som så mange af os er kommet til at holde af.
Selvom Pokémon har lagt navn til spillet, har det egentlig ikke så meget med de små lommemonstre at gøre, da det eneste, der er overleveret fra andre Pokémonspil, er figurerne og PokeDex'et. Spillet har også sin helt egen historie og skurke, som skal bekæmpes.

Velkommen, Agent Fleetfoot
Der er rav i den. Nogle skurke kaldet The Phobos Battalion har været på rov og stjålet en masse Pokémon, som du, Agent Fleetfoot, skal stjæle tilbage igen. Så snart du træder ind i Professor P’s laboratorium, bliver du kastet ud i en meget lang samtale med ham, hvori han fortæller dig om Phobos Battalion, og giver dig hints om, hvor de holder til. Det er desuden ham som giver nye opgaver, og hjælper med små nyttige ting som PokeDex'et og Trozei-beameren, der sender de Pokémons, du har reddet tilbage til laboratoriet. Alle de Pokémon, du trozeier, bliver gemt i dit PokeDex og er derefter til rådighed, hvis du skulle få lyst til at læse om dem. Som en ekstra bonus bliver de Pokémon, du kun har set og altså ikke trozeiet også gemt, dem er der dog kun et omrids af og ikke et helt billede som med de andre. I PokeDex’et kan du også se, hvor du kan finde de forskellige Pokémon.
Udover de almindelige Pokémon er der også nogle sjældne, som kan findes i hver bane. De er langt sværere at trozeie end de almindelige, da der aldrig kommer flere af dem ad gangen, og de ikke bliver mere end et par sekunder på skærmen, når de endelig dukker op. Man er nødt til at sætte dem sammen med en eller flere Ditto’er, der fungerer som wildcards (de kan erstatte hvilken Pokémon, det skulle være). Det, at de er så svære at fange, gør det så meget mere sødt, når man endelig har fanget én og man skulle tro, at der derfor ville gå sport i at få fat i dem. Det skete dog kun for mig i starten; Jo længere ind i spillet jeg kom og jo sværere det blev, desto mindre havde jeg tid og lyst til at holde øje med sjældne Pokémon. Det er virkelig svært til sidst i spillet, eftersom det går langt hurtigere end i starten og kræver rigtig meget koncentration, da man er nødt til at tænke forud for hvert skridt man tager, hvis ikke man vil ende med en fuld skærm.

Sidst i spillet går det så stærkt, at man ikke har tid til
at gå efter de sjældne Pokémoner.

Som førnævnt er det Trozei-beameren, der sender Pokémon tilbage til laboratoriet og det kan kun ske, når man trozeier Pokémon. Banerne i spillet består af 5x5 pladser, hvor der konstant falder Poké-brikker ned. At trozeie foregår ved, man sætter 4 eller 5 Poké-brikker på række enten op eller ned og derefter 3 og så 2 for at holde det i gang. Hvis man sætter 4 eller 5 på række igen, inden man er færdig med trozei-runden, giver det ekstra tid til at trozeie i og det er rigtig effektivt, hvis man kæmper mod en boss. Når man er mod en boss, bliver de påvirket af, hvor meget man trozeier. Jo oftere man gør det og jo længere tid af gangen, desto længere er de bevidstløse og kan i den tid ikke genere en med angreb som blackout og udskiftning af brikker, der er nogle af de specialer, bosserne har. De fleste af bosserne har deres eget specielle angreb, de kan bruge mod en, som f.eks. en vandstråle, der kan rydde en hel række med Poké-brikker og blackout, der gør skærmene mørke, så man kun kan se et omrids af sine Poké-brikker. Det er aldrig sjovt, når bosserne bruger deres angreb på én og det er derfor bedst at undgå dem, så godt som man kan ved at trozeie hele tiden.
Udover single-player kan man spille Endless, hvor man sådan set ikke skal noget andet end at trozeie sig igennem mere end 20 levels, der hver især har nogle sjældne Pokémon, som ikke kan findes andre steder.
Der er også mulighed for at spille multiplayer, som man kan hvis bare den ene af de to, der skal spille sammen, har spillet. Det er et rimelig stort plus, da det derfor er let at finde andre at spille med, dog kan man kun spille to forskellige modes sammen og man skal ikke gøre noget andet, end man skal i single-player. De to modes hedder Battle (Kamp), hvor man bare skal trozeie, indtil den andens skærm er fyldt op og Pair (Par), der går ud på at få så mange point som muligt, inden runden slutter.
Selvom man har disse to gode alternativer i multiplayer-delen, bliver de meget hurtigt kedelige, da man jo sådan set skal gøre præcis det samme, som man skal i single-player. Det bliver for mit vedkommende ikke ved med at være lige sjovt at skulle sidde og trozeie hele tiden, og jeg kunne godt have savnet nogle små minigames, der kunne have givet lidt afveksling fra det ellers så trivielle gameplay.

Et eksempel på en trozei-kombination.

Det kan man vist kalde et følsomt spil
Noget helt specielt ved Pokémon Trozei er, at man udelukkende skal styre spillet med touch-screenen. Det fungerer faktisk rigtig godt, dog savner jeg at kunne bruge styrekrydset, når jeg skal manøvre mig rundt på kortet. Det ville nok have gjort det lidt hurtigere at komme rundt, men eftersom der kun er fire dele af kortet, er det noget man sagtens kan holde ud.
Det, at man kan styre sine brikker med touch-screenen og derfor kan gøre det langt hurtigere, end man ville kunne have gjort på andre konsoller, udnytter spillet til det yderste. På grund af touch-screenen har man i Pokémon Trozei kunnet tillade sig at sætte tempoet op samtidig med, at det kræver meget taktisk tænkning. Det er et spil, der med touch-screenen formår at udfordre ens koncentration og hurtige tænkning til det yderste.

Hvor er Nintendo DS grafikken?
Hvis man regner med at kunne guffe en masse grafik fra de traditionelle Pokémonspil i sig, bliver man skuffet. Spillet har sin helt egen grafik, hvilket virkelig får en til at mærke, at det er et andet slags spil man sidder med, og de små billedsekvenser, der kommer, når man skal til at kæmpe mod en boss, er meget charmerende. Et minus ved grafikken er dog, at den er i 2D og egentlig ligner noget, der kunne have været til Game Boy Advance.

Som man kan se her, er det ikke den bedste grafik,
der er blevet lagt for dagen.

Specielt, men godt
Første gang man starter spillet op, kan lyden godt virke meget underlig, men efter man har spillet single-player i et lille stykke tid, finder man ud af, at den faktisk er rigtig god til spillet. De action-prægede melodier passer godt sammen med den agent-status, man er blevet tildelt. Lyden er i høj grad med til at skabe en stemning og få en til at føle, at man er en agent. Dog begynder musikken og de små lydeffekter efter et stykke tid at blive meget ensformige at høre på.

Er det allerede slut?
Hvis ikke det var fordi, der også var multiplayer og ”endless”, ville der ikke have været meget at komme efter. Single-player er nemlig utroligt hurtigt overstået og kan gennemføres på kun 4-5 timer, medregnet alle de gange man er nødt til at spille en bane om igen (hvilket ikke er så få gange, medmindre man er meget heldig.) Med multiplayer og ”endless” bliver levetiden forlænget en smule, men som nævnt tidligere går begge dele meget hurtigt hen og bliver kedelige, fordi man skal det samme som i single-player.

Konklusion
For at tale lige fra hjertet så forventede jeg langt mere af Pokémon Trozei, end det jeg fik. Det var et spil, der meget hurtigt blev kedeligt at spille, så jeg vil ikke anbefale andre at købe det. Det er meget sjovt i starten og bliver det måske igen, hvis man holder en længere spillepause, derfor er det meget muligt, at der er nogen, det vil kunne appellere mere til end mig. Er du ikke så meget til puzzles i forvejen, så er Pokémon Trozei nok ikke noget for dig.
Hvis du skulle have lyst til at investere i det, skal du huske på, at det er et spil, der kræver meget tålmodighed, da man gang på gang er nødt til at sidde og gøre det samme om og om igen. Det er ikke et spil, man bare kan sætte sig ned og slå hjernen fra til; det kræver ens fulde koncentration, ellers går det galt.

Kommentarer: