MadWorld (Wii)

Skrevet af Morztan - 17-04-2009 19:32

En f*cked up fremtid?
"KABOOM!!". Den sidste bro til Jefferson Island bliver sprunget i luften. Indbyggerne, grebet af panik, finder ud af at de nu er isoleret fra samfundet udenfor. Terrorister advarer militæret om, at alle forsøg på at komme indbyggerne på Jefferson Island til undsætning, vil blive mødt med voldsom modstand. Snart efter går programmet DeathWatch i luften. Jefferson Island er blevet udstyret med utallige kameraer, der filmer indbyggernes mindste bevægelse, og i den anden ende, sidder en række rige sponsorer og ser med. Og de vil se blod. Indbyggerne på Jefferson Island har nu kun en leveregel: Slå ihjel, eller bliv slået ihjel. Kaos hersker i byen, som snart forvandles til en krigszone. En mand ved navn Jack er dog alligevel kommet til Jefferson Island, og det er med ham, at du skal kæmpe dig vej gennem horder af blodtørstige modstandere, og komme til bunds i hvad der foregår og hvem der står bag dette vanvid. En tilsyneladende umulig opgave, hvis det da ikke lige var for, at Jack har en kædesav monteret på højre arm.

Sin City møder No More Heroes
Det første, der springer én I øjnene, når man starter op for MadWorld, er den grafiske stil. Folk der kender Frank Miller, som bl.a. har skabt Sin City-tegneserien, vil genkende den med det samme. Alt, med undtagelse af livsnødvendige kropsvæsker, er holdt i skarpe sorte og hvide kontraster, og det skal opleves på sit eget fjernsyn, før man forstår hvor godt et stykke håndværk, der er tale om. Spillets scenarier bugner af detaljer, som utroligt nok er lette at skelne fra hinanden på trods af at "farvepaletten" kun er sort og hvid, og ens modstandere er ligeledes lette at skelne fra baggrundene. Dette uanset om de er levende eller ligger i 3 stykker. For hele pointen med MadWorld er, gå fuldstændig amok på de øvrige deltagere i DeathWatch spillet. I hver bane slippes du løs et nyt sted på Jefferson Island, med det ene mål, at myrde de øvrige deltager på den mest bestialske måde. Jo vildere, og mere avanceret måde du kan tage dem af dage, jo flere point får du. Når du har samlet tilstrækkeligt med point, møder du en boss, der er rangeret højere end dig i DeathWatch spillet. Slår du ham, overtager du hans rang. Den opmærksomme læser vil her opdage en vis parallel til det ligeledes vanvittige No More Heroes, og tro mig, dette er ikke det eneste de to spil har til fælles. Men nu tilbage til myrderierne.

Et af de mindre blodige screenshots fra spillet

Den umiddelbart mest oplagte måde at gå i kødet på sine modstandere på er, at lade kædesaven tale. Man kan save folk i smadder vertikalt eller horisontalt alt efter ens humør, akkompagnieret af kaskader af blod. Denne form for henrettelse giver dog ikke mange point i det lange løb, og her kommer omgivelserne i MadWorld ind i billedet. Der er nemlig et utal af genstande og mærkværdige maskiner du kan tage i brug, til at gøre dine myrderier ultravoldelige. Og det er stort set kun fantasien, der sætter grænser. Jeg kan tage et eksempel fra min egen gennemspilning af MadWorld; En intetanende stakkel nærmer sig Jack. Jeg sender en hurtig slagkombination i hovedet på ham, løfter ham op og nikker ham en skalle. Mens han kommer sig over dette, finder jeg et bildæk frem og maser det ned over ham, så han ikke kan anvende sine arme til at forhindre mig i, at jage en lille lygtepæl gennem hans hoved. Staklen er heldigvis endnu ikke faldet til jorden, så jeg når lige at sætte ild til ham, inden jeg med et elegant overhåndskast sender ham ind i en overdimensioneret roterende kødkværn. Dette lyder nok en smule makabert, og det er det ved Gud også. Men på en eller anden måde, er det lykkedes udviklerne bag MadWorld gengive dette vanvid med et glimt i øjet. Jovist, blodet sprøjter frem overalt, legemsdele flyver rundt og ofrene skriger af smerte. Men den karikerede tegneseriestil og en række lydeffekter, gengivet som i tegneserier, er med til at lægge en dæmper på det makabre, og skrue op for det underholdende. Et godt eksempel på dette, er de små BloodBath Challenges, der dukker op i hver bane. Her kan du blandt andet spille golf med menneskehoveder, sende folk op i luften med en raket i munden eller hvad med en omgang menneske-dart? Humoren er sindssyg, men tro mig, det bliver aldrig for ulækkert.

Det tegneserie-agtige look MadWorld har, er med til at gøre den meningsløse vold lettere at sluge

Mordsom lydside
En del som i høj grad også er med til at fjerne fokus fra den blodige vold, og i stedet får en til at fokusere på det underholdende, er lydsiden i MadWorld. Hele spillet igennem sidder to rablende gale kommentatorer og fyrer det ene guldkorn af efter det andet. De har en smart bemærkning til alle Jacks måder at tage livet af de øvrige deltagere på, og skulle der blive lidt for stille på slagmarken, holder de sig ikke tilbage med at svine hinanden til. Og det er hyldende morsomt fa start til slut. Jeg er imponeret over hvor meget velskrevet komik, der rent faktisk er i kommentatorernes uendelige plapren, og med få undtagelser er det hele tiden nye kommentarer de kommer med. Jeg vil gå så vidt som til at sige at kommentatorerne er det bedste ved MadWorld.
Det øvrige stemmeskuespil som primært kommer i de mellemsekvenser, der fortæller spillets historie, er stort set også pletfrit og særdeles gennemført. En enkelt nøgleperson er dog fuldstændig ligegyldig at høre på, men han får da heldigvis som han fortjener, senere i spillet.
Musikken i MadWorld er en blanding af rap og beats, og ligger faktisk en rigtig god bund for Jack's eventyr gennem helvede på jorden. Teksterne er ganske vidst ikke for småbørn, men det er der, som du nok har fundet ud af, ikke meget i MadWorld der er.

Ude af kontrol
Jeg ved ikke med jer derude, men er jeg ved at være træt af at sidde og vifte armene til højre og venstre, imens Wii Remoten tror, at jeg vifter op og ned. I MadWorld vil du hele vejen igennem konstant sidde og fægte løs med armene, for at tvedele dine modstandere med kædesaven. Et let tryk på B og du tænder for saven, og med en bevægelse horisontalt eller vertikalt sender du snart fjenderne i gulvet. Gerne i flere bidder. Du kan også med A-knappen fyre en slagkombination af, som afsluttes med et kort tryk på B-knappen, der sætter en "swing-time-event" i gang. Ikke meget ulig kampstilen i No More Heroes. Mange af boss-kampene afgøres også på denne måde, og det er særligt her at Wii Remoten nogen gange lever sit eget liv, og det er unødvendigt frustrerende. Det er ganske givet meget intenst at side at ruske helt vildt med armene når Jack kæmper kædesav mod kædesav med nogen af de større fjender i spillet, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at MadWorld havde været mere underholdende, hvis det blev spillet med en traditionel controller.

Denne flymotor anvendes i en BloodBath Challenge. Du får selv lov at gætte til hvad...

I nogle baner, hvor Jack er placeret på sin turboladede motorcykel, virker styringen også fuldstændig overflødig. Du sidder bare og ser Jack suse igennem landskabet og slår modkørende fjender af køretøjet ved at ryste lidt på må og få med enten Wii Remoten eller Nunchucken. Ja, man behøver faktisk ikke engang at ryste noget som helst. Man kan bare køre ind i modstanderne et par gange, så eksploderer de. Et mærkeligt designvalg. Hov, og fik jeg sagt, at Jack's motorcykel ikke er meget ulig Travis Touchdowns i No More Heroes?

Konklusion
Udviklerne bag MadWorld har ikke gjort det nemt for sig selv. De har taget den mest familievenlige konsol og lavet et spil, der udelukkende handler om at myrde løs på de mest opfindsomme måder. Dette selvfølgeligt ledsaget af kaskader af blod... Eller lad mig bare sige det som det er, MadWold er det blodigste spil til nogen Nintendo-konsol nogensinde, punktum. Muligvis det blodigste spil, nogensinde. Derudover har de valgt en grafisk stil, som uden tvivl vil få mange til at vende spillet ryggen og ikke give det en chance. En ærgerlig reaktion, der også har ramt mesterværket Okami. De to ovenstående punkter har jeg egentlig ikke noget imod. Jeg elsker spil der tør noget nyt grafisk og blodbadet er utroligt nok meget underholdende når man kommer ind under huden på MadWorld. Men spillet bliver også meget hurtigt for ensformigt. Nogle baner er uendeligt kedelige at komme igennem, da man hurtigt får myrdet på alle de måder som banen tillader, og derfor bare skal lave gentagelser og atter gentagelser indtil man har nok point til at møde bossen. Det er utroligt frustrerende, når nu det er det eneste spillet handler om.
Og det er er på dette punkt, sammen med den til tider irriterende kontrol, at MadWorld falder til jorden hos mig. MadWorld er ikke det kæmpehit, eller det mesterværk som core-gamere har ventet på. MadWorld er god, og ikke mindst utrolig flot, underholdning i små doser. Og det er faktisk i mere end en forstand, da hele spillet faktisk kan gennemføres på 4-5 timer.
Kunne du lide No More Heroes, vil du nok også synes om MadWorld. De to spil er ens på så mange måder, og du vil ikke møde meget nyt i MadWorld, som du ikke fik i No More Heroes.
Det er måske lidt hårdt at kalde MadWorld et flop. Men er MadWorld et must-buy? Absolut nej!

Kommentarer: