Mega Man 2 (Wii U VC)

Skrevet af O-train - 01-07-2013 22:19

"The Blue Bomber" siges at have fået meget lidt opmærksomhed de senere år. Dét eller i hvert fald den forkerte af slagsen. For nogen år siden blev folk opstemt ved tanken om en annonceret 9'er og derefter 10'er i spillets hovedserie. Begge spil forsøgte at fange atmosfæren fra de gamle NES klassikere, men især ét var i fokus: Mega Man 2 - og det er forståeligt, for der er snak om et tidsløst spil, som hverken er uretfærdigt svært, men heller ikke en tur i 100-meterskoven! Mega Man 2 er platforming, action og bossfights, når det er bedst!

Vi har at gøre med 9 baner, som alle byder på forskellige scenarier og fjender! Grundet den begrænsede kraft af datidens konsol, var loading screens en nødvendighed, og det var sjældent (aldrig) at et spil gjorde sig uden, selv inde i banerne - men Mega Man 2 gjorde dette rigtigt!

Ser du, banerne er hver især opdelt i forskellige "frames" om man vil. Disse rammer (direkte oversættelse af "frames") introducerer dig for en udfordring. Det kan være platforming, eller en fjende, eller begge - men alle ting kræver en hvis form for overvejelse. Mega Man holder dig ikke i hånden, og går man arrogant fremad, med mod på alt, så dør man - dette er sikkert! Men hvad denne form for game design betyder er, at spillet aldrig står stille. På trods af disse små overgange pr. ramme i banen, så er man klar over, hvad der bydes på: En ny udfordring, og til sidst: En helvedes svær boss!



Foruden det, så er der ingen tid til at sove, når man endelig møder fjender! Der skal hoppes, frem og tilbage, og der skal skydes i alle mulige retninger. Det er et velkonstrueret spil hvad der angår combat - også på trods af det meget banale og primitive feel, som i dag vil appellere til ganske få med kræsen tilgang til spil.

Hver boss fight byder på en ny og velovervejet fjende, som skal tæskes før han tæsker dig, og det er sjældent man går igennem en kamp uden at dø en gang eller to. Naturligvis bliver man belønnet for sit arbejde, og dette er i form af våben, som kan bruges til at nedkæmpe fjender/bosser nemmere (hvis altså man ønsker det - man kan kalde det en slags in game regulering af spillets sværhedsgrad, da "easy", "normal" og "hard" ikke var normen dengang), men disse våben kan også bruges til at nå specifikke steder i de 9 levels.



Styring
Platformingen er solid, og Mega Man styres perfekt med D-Pad'et og selv analogen kan bruges uden problemer! Desværre er man ofte omringet af fjender, selv når man platformer, og dette kan til tider betyder "cheap deaths", hvis står for tæt på en kant, og en fjender rammer dig - for "knockbacks" er en del af spillet, så man gør sig klogt i at overveje sine spring! Heldigvis findes der checkpoints igennem banerne!

Lyd
Lyden er klassisk 8-bit og musikken er ganske behagelig uden noget irriterende. Det danner en solid atmosfære, som passer til det kaotiske gameplay!

Grafik
Mega Man 2 er én af de spil, som har overlevet i over 20 år, og som hverken føles gammelt eller uddateret, selv 8-bit grafikken, med de klare kontraster og blå nuancer (det er jo Mega Man!), det er ganske charmerende!

Konklusion
Enhver person, som endnu ikke har rørt et Mega Man spil gør sig klogt i at give Mega Man 2 en chance. Det er et spil, som kan gennemføres på få timer, men hvor du selv kan sætte dig mål i spillet, og udfordringer som fx. at gennemføre alle 9 baner med Mega Mans egen blå dragt (altså uden brug af våben man får fra bosserne), og selvfølgelig kan man forsøge sig på tid. Nej der er ingen high scores eller multiplayer, men det er en ganske solid singleplayer, som i øvrigt pynter fint på Wii U!

... og så er der jo også lige endnu en grund til at gøre kendskab med Mega Man...



Vi glæder os!

Kommentarer: