Ugens Downloads: Uge 2 20...

New Pokémon Snap udkomme...

Sonic kommer til Puyo Puy...

Interview med designer p...

Overblikstrailer for Supe...

Nærmere kig på LEGO Sup...

Pakkelegen slut for i år

Nintendo afslører Switch...

Tag med Pokémon på en r...

Blue Fire udkommer 4. feb...

Super Mario 3D World + Bo...

New Pokémon Snap

Mario Kart 8 Deluxe

Switch - spilrygter og sp...

Kickstarter Tråden

Dit seneste køb

Pokémon-tråd

Mario Kart Tour

Problem med sd kort

Immortals: Fenyx Rising

K: Wii remote plus

Tilbudstråden

Tank! Tank! Tank (Wii U) ...

Vurdering af Pokemon kort

S: Diverse spil

K / B: Wii U titler

Super Mario 3D All-Stars ...

K: Nintendo/Playstation M...

S: Classic Xecutor2 modde...

K: Heart Gold/Soul Silver

N-club Juletema 2018

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Story of Seasons: Trio of Towns

Mario Party: The Top 100

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Paper Mario: Color Splash (Wii U)

Skrevet af JOEP - 05-10-2016 00:19

Paper Mario-serien startede tilbage i år 2000, hvor det første spil udkom til Nintendo 64, og dette blev oprindeligt kendt som Super Mario RPG 2 og dermed en fortsættelse af et spil til Super Nintendo. Hele universet i Paper Mario er lavet af papir – og alle figurer ved det, hvorfor det giver nogle rigtigt gode meta-spil-referencer, som nærmest bryder den fjerde mur i underholdning. Spillene er kendt for at være humoristiske med dybe gameplay-elementer, og vi er nu nået til det femte spil i serien. Men er serien blevet for tynd, eller er Paper Mario: Color Splash det sjoveste papirarbejde nogensinde?

På en mørk og stormfuld aften bliver der banket på Marios dør. Udenfor står Princess Peach og Toad med et gravalvorligt udtryk i ansigtet og et brev. Brevet viser sig at være en Toad, der har fået drænet sin farve, og ved nærmere undersøgelser af det finder Mario og vennerne ud af, at det er sendt fra Prism Island, en farvestrålende ø udenfor Mushroom Kingdom. En sejltur bringer dem ud til øens hovedby, Port Prisma (der faktisk ligger midt på øen, men det stiller vi ikke spørgsmålstegn ved), hvor et chokerende syn venter dem: Farveløse Toads ligger spredt rundt på byens torv, og der er farveløse pletter over det hele. Hvad værre er, så er byens springvand, der egentlig skulle flyde over med maling i alle regnbuens farver, blevet drænet! Her møder Mario Huey, en malerbøtte, der giver Mario evnen til at farve de farveløse områder igen, og bevæbnet med sin maling begiver han sig ud på eventyr for at fylde Prism Island med farve på ny og finde ud af, hvad der er sket med de seks Big Paint Stars, der er forsvundet.


Det er din opgave at farve alle de farveløse pletter igen med din farve-hammer.

Spillet består af et antal baner, som vælges ud fra et stort kort, der lidt efter lidt bliver fyldt med farve, efterhånden som Mario finder Paint Stars, der leder ham til de forsvundne Big Paint Stars. Disse Paint Stars er det, du skal finde i hver bane, og alle baner indeholder en til tre stjerner, der skal findes. Det er dog ikke altid lige simpelt at finde disse, og nogle gange kræver det, at du har fundet noget i en senere bane, eller at du finder en bestemt farve Big Paint Star, der har evnen til at fylde store områder med farve igen – f.eks. er der en bane, hvor vandet har mistet sin farve, så når du finder den blå Big Paint Star vil den farve vandet og gøre det sejlbart igen, hvilket leder dig til et nyt område.

I banerne bevæger Mario sig rundt i en 3D-verden med fikseret kamera. Han kan hoppe med A-knappen, men ikke så højt, og så har han sin trofaste hammer, der med B-knappen blot slår, men med X-knappen slår og farver et område med en tilfældig farve. Han har dog ikke adgang til uendeligt meget farve, for oppe i venstre hjørne er en måler, der viser hvor meget rød, blå og gul farve, Mario har til rådighed, og hvis en farve løber tør, så kan du ikke male noget, der kræver den farve. Heldigvis kan du dog slå stort set alt i banen med din hammer for at finde farver, så det er sjældent, at du udenfor kamp løber tør for farve. Hvis det lykkes dig at farve alle de farveløse pletter i en bane, så får du også adgang til at lytte til banens musik. Det er dog ikke altid lige til at komme igennem en bane, og tit vil du være nødsaget til at finde bestemte genstande eller Toads for at komme videre. Som reklame for spillet har Nintendo udsendt Rescue V-videoer, der viser spejderkorps bestående af Toads, og disse korps har Mario også brug for i spillet for at komme videre. Det gælder derfor om at finde alle Toads i et korps, så de kan hjælpe Mario forbi en forhindring – det kunne være et gigantisk løg, der skal trækkes ud af et rør, eller som gæster til en cirkusforestilling. Det kan godt give lidt spildtid i spillet, hvor du leder banerne igennem for at finde den sidste Toad, men heldigvis kan du få et hint af spejderlederen i Port Prisma, der kan fortælle dig, hvilken bane du skal lede i.


Når Mario bruger et angreb, drænes farven af kortet i venstre hjørne. Sørg for at fylde det først – ellers bliver angrebet svagt!

Apropos hints, så vil du aldrig sidde fast i spillet, da du altid har mulighed for at spørge nogle Toads eller Huey om, hvad de mener, du bør tænke på. Huey giver dig hints til den bane, du befinder dig i, mens en Toad, der læser aviser, er meget godt opdateret på nyheder, så han fortæller dig, hvor du skal gå hen ad. Dertil er der en Toad i en skraldespand, der kan fortælle dig, hvilken genstand du bør lede efter, og der er selvfølgelig også spejderlederen, som jeg nævnte ovenfor. Det er heldigvis med til at nedbringe den tid, som du føler du spilder ved bare at trave banerne igennem én for én.

Et vigtigt element i Paper Mario-spillene er kampene, og som i alle de tidligere spil i serien – på nær Super Paper Mario – er kampene turbaserede, men med action-elementer, der tillader dig at give lidt ekstra skade pr. angreb eller minimere skade ved at blokere på det rette tidspunkt. Dette gøres i begge tilfælde ved et helt rigtigt timet tryk på A-knappen under kamp. Kampene er dog ikke helt så simple, for ligesom i Paper Mario: Sticker Star kræver det visse genstande at udføre et angreb. I Sticker Star var det klistermærker, der var det nye, mens det i Color Splash er kort, der er i høj kurs. Et kort er lig med et angreb, men nogle kort vil indeholde flere angreb eller stærkere angreb. Vil du således hoppe på din fjende, så skal du finde et kort med et billede af en sko og vælge det, men er der er to sko på kortet, så må du angribe to gange på samme kort. I starten må du vælge ét kort ad gangen, men efterhånden, som du kommer længere i spillet, får du mulighed for at spille to, tre og helt op til fire kort i én runde. Du har dog altid kun plads til 99 kort på dig, så det går hurtigt nedad, når du kan spille fire kort ad gangen.


Her ses kort-vælger-menuen i kamp. Tryk på et kort for at begynde at farvelægge det, og send så kortet af sted.

Når du har valgt hvilket kort, du vil spille, skal du som regel farvelægge kortet, så det bliver stærkere. Hvis du undlader dette, vil du som regel skulle spille flere runder, mens du måske kan nøjes med en enkelt runde ved at farvelægge kortet. Det tilfører noget strategi til kampene, for du har ikke uendeligt meget farve, og stærkere kort kræver mere farve. Du kan dog også købe og finde kort, der er farvede på forhånd, hvilket letter presset på din maling lidt. Du vil til gengæld også i løbet af spillet opgradere din kapacitet, så du kan have mere maling på dig. Dette får du ved at samle små hammer-ikoner op, når du har klaret fjender, hvilket lidt giver en grund til at kæmpe mod dem – en ting som Sticker Star blev kritiseret meget for ikke at have. Det redder dog ikke det hele, for når du når tilstrækkeligt langt op i kapacitet, så bliver kampene ret ligegyldige, og du vil for det meste forsøge at undgå dem, da de bare tager tid, og du mister kort af det. Det blev faktisk så slemt for mig efter længere tids spil, at jeg blev småsur hver gang, jeg skulle i kamp.

Valget af kort og farvelægningen af dem finder sted på GamePad. Her vælger du dine kort, men du har dem kun på én lang linje og skal derfor tit bladre hele vejen igennem de 99 kort, du har plads til. Kortene kan kun sorteres på én måde, så du kan ikke engang opbevare de mest anvendte kort først på rækken ved brug af den automatiske sortering. Når du har valgt kort, så kører du fingeren opad på skærmen og trykker på hvert kort, til de er farvelagt, hvorefter du sender kortene i spil ved at køre fingeren opad igen. Herefter følger action-sekvenserne så, hvor du skal trykke på A på det rette tidspunkt for at hoppe flere gange eller lade hammeren helt op. Venter du for længe, vil dit angreb nærmest ingen skade gøre, så det er desværre ikke valgfrit, om du vil udføre disse action-sekvenser.


Efterhånden som du samler Paint Stars, så bliver kortet mere og mere farvelagt, og du får adgang til flere baner.

Der findes også specielle kort, som du selv laver ved at finde et 3D-objekt fra det virkelige liv i papir-verdenen. Disse genstande kan du klemme farven ud af og gøre til kort, som kan sættes i spil i kampe eller på specifikke steder i banerne – f.eks. kan du få et kæntret skib tilbage til land ved at starte en gigantisk ventilator, der sætter vind i sejlene. Disse genstandskort bliver kaldt for Things, og de er essentielle for at klare nogle af gåderne i banerne eller for at klare bosserne. Heldigvis er de lette at finde i landskabet, og tit kan du næsten ikke undgå at vide, hvilken Thing du skal bruge for at komme videre, hvis du blot læser dialogen i spillet – skulle du alligevel være i tvivl, så behøver du blot at spørge den Toad i en skraldespand, som jeg nævnte tidligere. Alle bosser i spillet kræver en, to eller sågar tre forskellige Things at nedlægge på hurtig vis, hvilket godt kan føles lidt snyd og ærgerligt.

Undervejs i banerne får du også adgang til Cut-outs, hvor Mario bevæger sig ud af papir-dimensionen og bliver ”tilskuer”. Så kan du klippe noget af banen ud, og så kan du enten bevæge dig på det stykke, du har klippet ud – det kan føre dig højere op eller om på en ø, der ellers var uindtagelig – eller du kan sætte nogle Things-kort på, så den Thing vil gøre noget, der kan få dig videre. Der er ikke rigtigt noget, der virkelig gør disse cut-out-steder tydelige, men det er som regel meget lige linjer. Du kan dog vide dig sikker på, at hvis du sidder fast på et punkt, så skal du trykke på Y og forsøge at finde et sted, hvor du kan lave et cut-out. Altid! Heldigvis er dette ikke løsningen på alle gåder i spillet, og dem er der mange af. Opgaverne i spillet er meget varierede, og det er sådan noget, der gør det lidt interessant at åbne for en ny bane. Især senere i spillet får vi nogle meget kreative baner og opgaver.


Der er virkelig mange forskellige Things i spillet – de har alle både en funktion i kamp og udenfor kamp.

Synes du alt ovenstående lyder bekendt? Ja, så har du nok spilet Paper Mario: Sticker Star på 3DS. Det er meget tydeligt, at Color Splash baserer sig mere på Sticker Star end på det klassiske Paper Mario-koncept, som vi så i The Thousand-Year Door til GameCube. Jeg har ikke selv spillet Sticker Star, men som forberedelse på Color Splash læste jeg et par anmeldelser, og det er ganske klart, at mens Nintendo tydeligvis har lært af kritikken af Sticker Star, så kunne jeg også genkende mange af de klagepunkter, der blev nævnt i anmeldelserne. Især kampene er ligegyldige og gør næsten intet godt for dig, for du mister dine kort, mister HP og får næsten ikke noget ud af det. Det kan også være lidt frustrerende at lede efter en specifik Thing, men disse er ikke så skjulte længere, og de kan købes lidt forskellige steder. Der var kun et par Things, som jeg var frustreret over at skulle have fat i.

Skulle du have brug for en pause i spillet, så er der 8 Roshambo-templer, hvor du deltager i en sten-saks-papir-turnering. Der er tre runder, og vinder du alle tre, så får du masser af mønter og kort. Det er dog, som man kan forvente, ret tilfældigt, om du vinder eller ej. Der er tips og tricks til de første to runder, men i den tredje runde er du alene, og hvis du deltager for mange gange vil tipsene til de første to runder blive ubrugelige, da fjenderne vil ændre taktik. Det er dog stadig en meget, meget god måde at få mønter på til trods for, at de stadig findes i overflod i banerne også. Mønterne bruger du i butikken i Port Prisma til at købe kort eller Things.


Mød Huey, Marios nye hjælper – han er tredimensionel nu, men bare vent!

Grafikken og lydsiden kan ikke komplimenteres nok. Grafikken er knivskarp, farverig – når du da har fået farvet banerne – og kreativ. Alle baner ser ud til at være skåret i pap, og der er så mange små detaljer, at man næsten kan forestille sig, at Intelligent Systems har haft en papudgave af alle baner til at stå på kontoret. Lyden er varieret fra bane til bane og passer altid til den stemning, der er i banen. Det er en stor synd at have lyden slukket i dette spil, og der er faktisk også enkelte elementer, der decideret kræver lyden tændt, fordi løsningen kan høres og ikke ses. Dialogen i spilet er kun skriftlig, men det giver dig god tid til at nyde de jokes, der konstant flyver ud af taleboblerne. Der er mange af dem, der fik mig til at grine højt, så gør dig selv den tjeneste at læse dem – det vil du ikke fortryde.

Spillet er ganske omfattende, men slet ikke af samme længde som nogle af de store RPG-spil, der er udgivet på Nintendos maskiner i det seneste års tid. Jeg har spillet det i lidt over 30 timer ifølge loggen på min Wii U, men jeg har ikke farvet alle pletter i spillet eller klaret alle Roshambo-templerne, og gør du disse ting, så vil du formentlig kunne hive et par timer mere ud af det.

Det gode:
Jeg kan ikke gøre det tydeligt nok, hvor meget jeg elsker humoren i spillet. Det er enormt godt skrevet, og det er ekstremt gode jokes hist og her. Det hele foregår på et lækkert meta-plan, der gør det lige det sjovere for mig, og selvom spillet er ganske langt, så bliver det bare ikke trættende at læse dialogen, fordi den er så skarp og lige på. Spring aldrig over en taleboble, for den kan indeholde guldkorn på de mest uventede tidspunkter.


Mario er på stranden.

Det vigtigste for ethvert spil er dog, at gameplay’et holder, og det gør det i det store hele, når du bare går rundt i banerne og løser de gåder og opgaver, som der er. Disse er nemlig tit ret kreative, og når løsningen ikke er at lave et cut-out eller at bruge en Thing, så er de ret tilfredsstillende at løse. Det har betydet, at det, selvom der er en del baner i spillet, altid har været interessant at gå ind i dem, når de åbnes op, fordi man er spændt på, hvad de nu byder på af gameplay-mæssige udfordringer. Derudover er der nogle udmærkede mini-spil rundt omkring, der afveksler spillet lige tilpas nok til, at det stadig er interessant. Sværhedsgraden i spillet er ganske passende, for hvis du sidder fast, kan du altid få hjælp.

Grafikken og lyden er også et plus, og det får dig tit til at smile, når du går ind i en ny bane. Selvom det efterhånden er et gammelt trick, så er det, at figurerne er lavet af papir og udnytter det, sjovt og giver nogle humoristiske animationer og situationer.


Koopalingerne er tilbage – hvad vil de dog?

Det dårlige:
Desværre er alt ikke fryd og gammen i Paper Mario: Color Splash. Som jeg nævnte tidligere, så er kampene simpelthen for kedelige i længden, og Nintendo har ganske vist forsøgt at give en grund til at kæmpe ved at gøre det muligt at udvide din maling-kapacitet, men den stiger ikke voldsomt hurtigt efter et vist punkt, og når kortene så kræver mere maling, så føles det ikke rigtigt som om, du får noget ud af at udvide kapaciteten. Dertil kommer, at du jo bare kan købe de præ-farvede kort, og så er du jo uden det problem. Koster de ikke mere? Jo, de er noget dyrere – især når de samtidig bliver meget stærke – men mønter er intet problem, da du blot kan deltage i Roshambo-turneringerne, som giver dig en god slat mønter. Alt i alt gjorde jeg alt for at undgå kampe omkring halvvejs i spillet, og jeg blev små-irritereret når det ikke lykkedes mig. Dertil kommer, at Kamek – den blå troldmand i Mario-spillene – nogle gange kommer og driller dig. Det kan være ved at vende alle dine kort, så du ikke kan se dem, eller kun at give dig 6 kort at gøre godt med, og så kan du ikke stikke af fra kampe – ikke at du kunne det i forvejen, for det fejler i omkring 50 % af tilfældene at stikke af fra en kamp, og det selv hvis det blot er mod nogle kedelige Shy Guys.

Bosskampene er generelt gode i starten, men de bliver helt ødelagt af, at du bare smider en Thing, som er en Deus Ex Machina, der giver dig sejren med det samme. Nogle af disse Things er lette at finde, mens andre er lidt mere irriterende at få fat på, men jeg gjorde mig den tjeneste at spørge Skraldespands-Toad inden enhver bosskamp, så jeg havde en chance mod den. Jeg endte dog tit med at tabe første gang, hvor jeg var oppe mod bossen, fordi det ikke altid er tydeligt, hvornår den specifikke Thing skal bruges. Sådanne sekvenser er der dog også rundt om i spillet, hvor det simpelthen er designet sådan, at du dør, så du kan prøve igen og vide, hvad der sker og derved klare det. Det er lidt ærgerligt.


Der er ingen, der siger, at du ikke må farve alting, men du har nok ikke farve nok til det. Det ses i venstre hjørne, hvor meget maling du har tilbage i hammeren.

Kort-mekanikken er også ret kedelig. Det er langsomt at vælge dine angreb, og du kan løbe tør for selv de mest basale angreb som hop og hammer. Det betyder, at hvis du ikke er lidt påpasselig. så kan du faktisk risikere at tabe mod en Shy Guy, medmindre du bruger Battle Spin, der for 10 mønter giver dig et tilfældigt kort. Derudover er det her med at skulle farve alle banerne igen ret kedeligt. Tit manglede jeg kun nogle enkelte pletter i en bane, og det gider jeg ikke gennemgå hver enkelt bane for at finde, for de kan altså være ret godt gemt. Når gevinsten for at gøre det så samtidig er ret ligegyldig, så er det bestemt ikke noget, der lokker dig rundt i hele verdenen igen. Jeg håber, at Nintendo vil gå lidt væk fra disse gimmicks i fremtidige Paper Mario-spil og blot have et kamp-system, som vi så i de to første Paper Mario-spil, men som de selv har udtalt det, så har Mario & Luigi-serien lidt overtaget pladsen som den klassiske RPG-serie.

Det bør formentlig også nævnes, at historien er lidt kedelig. Den serveres i bidder, når du har fundet en Big Paint Star, men den er ikke særligt chokerende. Det er i hvert fald ikke det, der får dig videre i spillet og holder dig fanget i den tid, som det tager dig at klare det. En teknisk ting, som jeg er lidt træt af, er desuden, at der kun er plads til én gemt fil i spillet, så du bliver nødt til at slette spillets save file fra Wii U-menuen, hvis du vil starte forfra. Det kan jeg ærligt talt ikke forstå, og det tvinger en til at benytte sig af flere brugerprofiler på konsollen, hvis flere personer skal have gang i spillet i husstanden.


Du vil i løbet af eventyret møde nogle bekendte rundt omkring på øen.

Konklusion:
Paper Mario: Color Splash er et ganske udmærket spil på mange punkter. Det bevarer den klassiske Paper Mario-humor og har mange meta-referencer, som gør dialogen ekstremt sjov. Gameplayet fungerer langt hen ad vejen, og selv efter 30 timer var jeg ikke helt træt af at rende rundt på Prism Island og løse opgaver. Desværre bliver spillet tynget af et kedeligt kampsystem, som ikke indeholder nok incitament til at få dig til at kæmpe, og visse kampe kan kun vindes, hvis du har et bestemt kort på din hånd. Historien er heller ikke just det, der holder dig kørende i spillet. Det hele er dog pakket ind i et lækkert udseende og med en god lydside. Med Paper Mario: Color Splash får du et udmærket spil, som holder dig fint underholdt, men som også byder på frustrationer og kedelige kampe gennem især den sidste halvdel. Mange spørger, hvordan det holder sig op mod Paper Mario: Sticker Star, så lad mig sige dette: Hvis du kan lide Sticker Star, så er du vild med Color Splash. Hvis du til gengæld ikke kunne lide Sticker Star, så skal du gøre op med dig selv, hvad du ikke kunne lide ved det, for mange ting er forbedret i Color Splash, men den generelle idé er bevaret. Det betyder også, at hvis du forventer noget a la The Thousand-Year Door, så bliver du skuffet, så lad være med at tro på, at det er til stede her – det vil hjælpe dig.

Spillet fylder 7.941 MB.

3
1ups givet

3/5


Familiesjov

Fremragende lyd

Hjernegymnastik

Nemt at gå til

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - JOEP

Level: 47 (Boo)

05-10-2016 17:17

Jeg er gennem den sidste måneds tid kommet igennem Paper Mario Color Splash, og det er der kommet denne anmeldelse ud af.

Læs, kommenter og kom endelig med spørgsmål!
0
1ups givet

#2 - Pchan

Level: 10 (Bomchu)

05-10-2016 23:04

Surt at kampsystemet ikke fungerer godt.

Jeg har prøvet Mario and Luigi serien, men kampene blev kedelige i længden selv om kampsystemet i de spil minder meget om det fra The Thousand-Year Door.
0
1ups givet

#3 - madjor

Level: 17 (Deku Baba)

23-10-2016 16:48

Jeg købte Paper Mario Color Spash her til efterårsferien efter at have læst anmeldelsen og set Let's Play afsnittet her på siden. Og indtil videre er jeg positivt overrasket Smiley Jeg har spillet alle Paper Mario-spillene, og har altid elsket humoren der findes i dette papir-univers Smiley Især seriens første udgivelser på N64 og GameCube husker jeg som de bedste. Kampsystemet er lidt tung i Color Splash, idet man skal anvende GamePad - men det gør mig nu ikke så meget Smiley Spillet er super hyggeligt, og jeg kan godt lide at gå rundt og farvelægge banerne. Og så ser det bare lækkert ud på Wii U Smiley
1
1ups givet