Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age (Switch)

Skrevet af Nemy - 26-09-2019 16:00

Mit første møde med Dragon Quest-serien var da jeg sidste år anmeldte Dragon Quest Builders, der udkom på Nintendo Switch. Spillet efterlod mig med appetit på mere af det skøre univers, og derfor så jeg meget frem til, at skulle prøve kræfter med et spil i hovedserien. Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age – Definitive Edition (vild titel i øvrigt) giver mig netop chancen for dette, da det nu udkommer til Nintendo Switch og fortsætter paraden af store tredjepartstitler, der finder vej til maskinen. Det var derfor med både store forhåbninger og en smule frygt for at blive skuffet, at jeg fyrede op for Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age til Nintendo Switch. Heldigvis blev jeg bestemt ikke skuffet.



Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age sætter dig i rollen som en dreng ud af en royal familie, der er udset til at udrette store ting i verden. Som helt lille bliver du, som taget ud af biblen, grundet krig, efterladt i en vikle og flyder ned af en å, hvor du bliver fundet af en mand fra en lille landsby. Landsbyen Cobblestone ender med at blive hjemmet, hvor du vokser op. Det idylliske liv kan dog ikke fortsætte for evigt. Der går ikke længe før, du er på en mission for at rense dit navn, redde verdenen og bringe fred tilbage over land. Historien er noget af det, som fangede mig allermest i spillet. Jeg var imponeret af, hvor afvekslende den er. Du bliver taget igennem utallige af forskellige scenarier og ikke et kapitel føles ens. Historien er til tider underlig, men samtidig tilpas spændende og seriøs til, at man bliver inddraget i den og har lyst til at spille spillet til ende.

Der er dog også et minus ved, hvordan historien og progressionen generelt er skruet sammen. Spillet virker utrolig lineært, og det er svært for alvor selv at bestemme, hvordan du vil spille igennem det. Når man har et spil som Breath of the Wild i baghovedet kan man ikke lade være med at blive lidt skuffet over, hvor lukket områderne egentlig er. Ganske vist kan du gå på opdagelse som du vil i områderne i Dragon Quest XI, men det er oftest forbeholdt enkelte steder i området. Områderne bliver så gradvist låst op i takt med, at du kommer videre i historien. Man sidder derfor med en følelse af, at man bliver nødt til at gennemføre historien i et område før man giver sig i kast med sidemissioner. I løbet af eventyret samler du flere og flere venlige sjæle op, som ønsker at bidrage og hjælpe dig med din mission og disse karakterer introduceres på ganske fin vis. I det hele taget er karaktererne i spillet rigtig godt skrevet, og giver en lyst til at kæmpe videre i historien så vores venner sejrer.



Kampsystemet er mere eller mindre klassisk turbaseret JRPG. Hver person har en række angreb og magier, som kan benyttes i kamp. Din tur bestemmes af din hastighed, og så går de ellers på skift. Det er dog også muligt at sætte dele af eller hele kampe på autopilot. Ønsker du ikke selv at tage stilling til enkelte handlinger for alle personerne i dit party kan du vælge at give ordrer til, hvordan de skal opføre sig i kampen. Du kan eksempelvis fortælle dit ene holdmedlem, at han/hun skal fokusere på at heale, og så er det det vedkommende vil fokusere på at gøre. Det kan også være, at du har en person, som kun skal bruge tiden på at angribe, så kan du angive dette og slippe for manuelt at skulle vælge det hver gang. Jeg endte dog med at styre alle holdmedlemmer manuelt. Dels fordi jeg godt kan lide kontrol og dels fordi der var situationer, hvor jeg havde handlet anderledes end AI’en gør.

Som i de fleste JRPGs optjener du XP i takt med, at du kæmper dig igennem monstrene i verdenen. Jeg blev overrasket over, at der ikke optjenes XP ved at gennemføre sidemissioner. Disse giver loot og ikke noget XP. Det er sikkert en smagssag, men det gjorde for mig, at sidemissionerne ikke var ligeså spændende, som hvis der havde været XP-optjening med i mixet. I takt med, at du stiger i level lærer du nye magier og egenskaber. For hvert level du stiger optjener du skill points, som du selv kan bruge til at åbne op for de egenskaber du gerne vil havde din karakter skal have. Det er en sjov måde, hvorpå man selv får muligheden for at definere sin karakter.



Dragon Quest XI er et kæmpe spil, og alene det at komme igennem historien tager omtrent 50 – 60 timer. Ca. Halvvejs begynder dele af spillet at blive en smule ensformigt. Historien bliver det bærende element, og jeg syntes, at der begyndte at mangle lidt større monstre/bosser at give sig i kast med i stedet for en overflod af de samme og lette monstre igen og igen. Grinden er selvfølgelig en stor del af JRPGs, hvorfor fans af denne genre formentlig vil være en smule uenig med mig her.

En funktion der har været ventet blandt fans af serien (er mit indtryk), er muligheden for at skifte mellem 2D og 3D i eventyret. Du har således mulighed for, at ændre hele den grafiske setting i spillet, så det ser ud som de gamle Dragon Quest-spil. Det er en meget sjov feature, som jeg dog umiddelbart tror vinder mest terræn hos fans af serien. Det er en sjov feature, men i min optik er 3D-interfacet langt mere brugervenligt især i kampsituationer, hvorfor jeg ikke brugte vildt mange timer i 2D-interfacet. Jeg tror det vil være nostalgien, der skal bære oplevelsen for at 2D-interfacet bliver det foretrukne. Når det er sagt er det en virkelig sjov idé, og det fortæller lidt om detaljegraden i spillet, som må siges at være enorm.



Jeg bliver igen og igen forundret over, hvordan de nyeste titler også kan optimeres til Switch i en sådan grad, at du ikke noterer dig nogle nævneværdige performance-problemer når du spiller dem. Dragon Quest XI hører således til kategorien af vellykkede ports til Switch, som der efterhånden er en del af. I docked mode fungerer spillet utroligt flydende og universet kan for alvor folde sig ud på den store skærm. I håndholdt er det en fornøjelse at kunne tage den enorme verden med på farten, og det var kun ganske få gange jeg oplevede frame-drops.

Visuelt er spillet en fryd for øjet og jeg blev virkelig draget ind i den finurlige og forunderlige verden, som Dragon Quest byder på. De mærkelige monstre, sjove karakterer og flotte landskaber gengivet i en fornøjelig japansk stil. Det var helt sikkert sådan her, som jeg havde forestillet mig verdenen kunne være, da jeg fik appetit på mere i Dragon Quest Builders.



Musikken i spillet er også utrolig iscenesættende og til tider utrolig smuk. Hvad enten det er flotte landskaber du udforsker eller dystre grotter, så formår musikken og lyden at give den ekstra stemning, som gør, at du lever dig ind i verdenen. Enkelte steder begynder musikken dog at føles en smule ensformig, og jeg kunne godt have brugt, at der havde været mixet lidt i hvilke stykker musik der eksempelvis bliver brugt i kampene.

Konklusion:
Alt i alt er Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age – Definitive Edition et imponerende JRPG, som for alvor folder sig ud på Nintendo Switch. Verdenen er elegant, musikken er smuk, historien er flot og generelt set er der ganske få kritikpunkter. Man skal investere en god portion timer for at komme igennem spillet, og man skal kunne overkomme mæthedspunktet når det begynder at blive en smule ensformigt. Kan man det sidder man helt sikkert med en kandidat til, hvad der kan være det bedste JRPG på Nintendo Switch, hvilket ikke siger så lidt.

4/5

Klassiker

Øjeguf

Kommentarer: