Overblikstrailer for Pape...

Lanceringstrailer for Gro...

Tales of the Shire: A The...

N-cast #215: Er Indie Dir...

N-club Streams: Uge 16

Indie World Showcase apri...

Europa kommer til Switch

Indie-udsalg startet nu

SteamWorld Heist II annon...

Penny's Big Breakaway ude...

Pokémon GO

Spil på vej til Switch

Amiibo!

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Pokémon Unite

Hollow Knight

Nintendo Switch

Tetris 99

Switch - spilrygter og sp...

F-Zero 99

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Ever Oasis (3DS)

Skrevet af KJ85 - 22-06-2017 14:01

Det er ikke hverdagskost, at Nintendo lancerer to nye spilserier på en måned, men det er ikke desto mindre, hvad der sker her i juni, og udgivelserne finder endda sted med blot en uges mellemrum – i sidste uge var det ARMS til Nintendo Switch, og i denne uge er det Ever Oasis til 3DS. Spillet fra Grezzo og Nintendo blev annonceret i forbindelse med sidste års E3-messe, og som en af få titler har det haft æren af at blive vist frem live hos Nintendo Treehouse på den store messe to år i træk, men lad os nu se om Koichi Ishii (manden bag Mana-serien) og hans folk, som blandt andet har stået for 3DS-porteringerne af Ocarina of Time og Majora’s Mask, også har formået at skabe et nyt og underholdende spil, som kan danne grundlag for flere udgivelser i serien.

Ever Oasis er et action-eventyr med RPG-elementer, og i spillet tager du kontrollen over en såkaldt Seedling af han- eller hunkøn. Alt efter om du vælger at spille som dreng eller pige, så vil figuren som udgangspunkt hedde henholdsvis Tethu eller Tethi, men du kan sådan set navngive din figur, som du lyster det, og efter en kort intro om spillets baggrundshistorie går spillet i gang. Vi befinder os i en oase ledet af hovedpersonens bror, og som et ”barn af det store træ” har både du og han særlige evner, som gør det muligt at opbygge frodige oaser i den ellers så golde ørken. Han fortæller, hvordan du en dag selv må drage ud i verdenen og starte din egen oase, men indledningsvis skal du trænes op i at anvende vindens kræfter, og det kan du jo passende gøre ved at blæse sanddynger væk i oasens have. For at klare dagens opgave belønner din bror dig med lidt Dewadems (spillets valuta, der reelt set er vanddråber), som du kan bruge under en festival næste dag, men før det kommer så vidt, så dukker kaosset op i oasen, og for at beskytte dig fra det blæser din bror dig langt væk i sikkerhed, mens han kæmper en indædt kamp mod den onde skabning.


Tethu møder her Esna for første gang.

Som vi vil lære det fra vand-ånden, Esna, kort efter, så kunne din brors oase ikke modstå kaosset – den blev destrueret – og hun er depressiv over at være den sidste tilbage i ørkenen af sin slags. Heldigvis ramler du dog ned fra himlen kort fra hendes vandhul, og med hendes og dine kræfter kombineret kan I sammen starte en ny oase med dig som høvding. Esna er desværre bundet til sit vandhul, men for at kunne opleve den nye oase sammen med dig, så bruger hun lidt magi og sender en bille med dig rundt, og gennem vandkuglen, som den bærer på, kan hun se med fra sidelinjen. Du når dog end ikke at undersøge den nye oase, før en rejsende Seedling dukker op ved porten dertil, og Lili, som hun hedder, ønsker at slå sig ned i den, så hun kan starte en frugtbod. Alle Seedlings kan med et særligt frø i deres hjerte plante en såkaldt Bloom Booth, men Lili mangler bær for at kunne starte den, og dem skal hun have, før hun beslutter at blive beboer i din oase. Tilfældigvis er bærrene, som Lili søger, at finde i haven i din oase, så du får hurtigt din første beboer, før dagen går på hæld, og du overnætter i en trærod nær Esnas vandskrin i oasen.

Allerede næste morgen dukker et par købelystne Noots (en fuglerace af en art, som handler i oasens boder) og endnu en Seedling op i din oase. De to Noots, der kan sammenlignes med turister, kan ikke slå sig permanent ned i din oase, men det kan den nye Seedling selvfølgelig, og han vil gerne købe noget frugt. Uheldigvis har de to Noots dog købt alle varer, som Lili havde på lager, så for at gøre din oase attraktiv må du endnu engang høste bær til Lili i oasens have, og du skal dermed stå for at levere råvarer til boderne, så de har noget at sælge. I Lilis tilfælde gror der nye bær, som du kan høste med din vindkraft, i haven hver dag, så det er ikke det store problem at levere bær til hendes frugtbod, og den nye Seedling vil derfor gerne slå sig ned. Du har dog ikke nok Dewadems endnu til at plante vedkommendes bod, og der går lidt tid, før du får lov at få en andel i overskuddet fra salget i frugtboden.


Lilis frugtbod er klar til at blive taget i brug.

Med to beboere i din oase begynder spillet for alvor at åbne sig op. Flere besøgende vil komme til i takt med, at oasen vokser og fyldes med boder, og nogle af dem vil efter at være blevet beboere fortælle om andre ørkenfolk, som kan komme forbi, når visse kriterier er opfyldt. Nogle gange vil du skulle have bestemte boder, og andre gange skal du opsøge figurer på steder i ørkenen og eventuelt hjælpe dem med en opgave, før de på et senere tidspunkt vil besøge din oase. I ørkenen kan du finde materialer ved blandt andet at hakke kaktusser i stykker med dit sværd, men det er ikke ufarligt at bevæge sig udenfor oasen, da ørkenen og dens grotter vrimler med kaos-monstre – dyr, der grundet kaosset er blevet aggressive og ekstra store. Ved at jage monstrene kan du imidlertid også skaffe forskellige materialer, når du fordriver kaosset fra dem, så de forvandles til deres oprindelige form, men man skal passe ekstra på i de åbne omgivelser om natten, da de mørke timer bringer ekstra stærke monstre frem.

For omkring hver anden beboer, der slår sig ned i din oase, vokser det fredfyldte sted, og nye funktioner vil komme til. Den første gang bliver hovedvejen eksempelvis større, så der er plads til fire boder i stedet for to, og senere vil noget lignende ske for haven, så der kan plantes frø og komme flere frugttræer til. Hovedparten af de Seedlings, der finder vej til din oase, kan plante en bod, når du har opfyldt deres kriterier for at blive indbygger, men der er et par undtagelser, og Shakuro, som ankommer kort inde i spillet har tabt sit frø, da han blev jaget af monstre. I stedet giver han dig et lille syntesetræ, som du kan plante i dit hjem, og herigennem kan du med de rette opskrifter skabe nye ting med de materialer, som du skaffer på forskellig vis. Således kan du eksempelvis skabe forbedrede sværd, healende drikke og forskellige beskyttende ringe, amuletter og den slags.


Det store træ gør oasen synlig for rejsende i ørkenen.

Seedlings og Noots er ikke de eneste ørkenfolk, der findes i spillet, og snart vil du møde andre racer på dine ture rundt i ørkenen. Du vil tilbage i din brors oase have set dem alle, men forholdsvist tidligt støder du også i ørkenen på en Drauk, der tilhøerer en form for øgle-stamme, og lidt senere møder du en Serkah, som er en slags forvokset skorpion. Spillets sidste race vil du først møde langt inde i spillet, og det er de langørede væsner tilhørende Lagora-stammen. Figurerne fra disse tre racer kan ikke drive handelsboder, men de kan stadig slå sig ned i din oase, og gennem Shakuro får du lov til at tage dem eller andre Seedlings med dig ud på dine ture udenfor oasen, hvor du kan få brug for deres evner. Du kan bringe to figurer med dig, og du får brug for at skifte mellem dem på D-Pad for at kæmpe effektivt såvel som løse forskellige puzzles i spillets grotter.

Tager du en Drauk med dig, så vil den altid være udstyret med et spyd, mens Serkah-stammen bruger store hammere, der kan smadre sten, og Lagora-stammen har to sværd, som kan fjerne spindelvæv. Seedlings (dig selv inkluderet) derimod kan bruge flere forskellige våben, som er effektive mod forskellige former for fjender. Der er sværd, kastevåben kaldet Bolas (en form for boomerang), magiske stave og armbrøster, og du kan blandt andet finde nogle af disse våben i skattekister rundt omkring eller købe dem hos omrejsende handelsmænd, som af og til besøger din oase. Shakuro lader dig fra oasen skifte udstyret for Seedlings i din gruppe, og du kan således planlægge i forhold til typen af fjender, som du møder i forskellige områder. Der er i alt syv typer af fjender, og sværd er eksempelvis stærke mod Beast, mens magiske stave er effektive mod Wrath og Occult. Hvor de fire våbentyper anvendt af Seedlings kan give ekstra skade mod de rette fjender, så er våbnene brugt af Drauk-, Serkah- og Lagora-stammerne imidlertid også dårlige mod bestemte fjendetyper, så det skal man også tage højde for.


På vej gennem ørkenen flankeret af en Serkah til venstre og en Drauk til højre.

Når du vender tilbage fra en tur i ørkenen, så vil figurerne modtage erfaringspoint og stige i niveau, alt efter hvilke monstre de fordrev kaosset fra på turen, og det vil føre til forbedring af figurernes basale egenskaber som HP, styrke, udholdenhed, magi og held, indtil de når niveau 30, der er det maksimale. Det er dog værd at bemærke, at figurerne i sig selv ikke har ret meget HP (ved spillets start er det omkring 10 for hovedpersonen), for hovedparten får man i stedet gennem kraften fra en regnbue over oasen, og den dukker op ret tidligt i spillet. Regnbuens kraft fungerer således, at den bliver stærkere, jo gladere dine beboere i oasen er, og det er dermed vigtigt, at du hele tiden sørger for at de har det godt ved blandt andet at levere materialer til deres boder. I starten af spillet kan du få op til 30 ekstra HP, når du begiver dig ud i ørkenen på den måde, og når oasen når sit maksimale niveau efter historiens afslutning, så drejer det sig om hele 300 ekstra HP til dine figurer.

Fra start kan man blot udføre lette angreb på A og stærke angreb på X, men når figurerne stiger i niveau, så vil det også af og til medføre, at de kan udføre nye kombinationsangreb, så man kan kæmpe mere effektivt med vildere angreb bestående af kombinationer af A og X. Hvor hårdt figurerne slår bestemmes af en kombination af de basale egenskaber og attributterne på våben og de to stykker udstyr, som de hver især kan bære, og det giver så udslag i værdier for angreb, forsvar, magisk forsvar og held. Dertil kommer så, at hver figur, når de når et specifikt niveau kan udføre et special-træk 1-3 gange på R, og det kan eksempelvis give din gruppe et midlertidigt boost i egenskaber, heale din gruppe, eller påføre modstanderen forskellige statuseffekter som forgiftning og lammelse. Slutteligt kan figurerne også udvikle nye evner, når deres niveau stiger, og hvor den ene altid er deres special-træk, så kan de to andre være ting, som gør det lettere at finde specifikke materialer, gør figuren bedre i kamp på den ene eller anden vis, eller gør det muligt at interagere med bestemte objekter i ørkenens grotter.


Man kan også tage andre Seedlings med sig.

Hver figur i spillet tilhører i øvrigt en specifik klasse, som påvirker egenskaberne for hele den gruppe, der begiver sig ud i ørkenen, og hovedpersonens klasse som oase-høvding er det, der giver regnbuekraftens beskyttelse. Drauks og Serkahs derimod er henholdsvis krigere og vogtere, som påvirker angreb og forsvar, og Lagoras er rangers, der øger dit holds evne til at undgå angreb med et rullefald på B. De øvrige Seedlings er enten troldmænd (forbedrer dine magiske evner), healere (healer dit hold over tid) eller samlere (finder flere materialer), og alt i alt kan hele 62 figurer slå sig ned i din oase i løbet af spillet, så der er selvsagt mange kombinationer af egenskaber at finde. Enkelte Drauks, Sherkahs og Lagoras kan grave materialer op og udvinde materialer med en hakke, men evner som disse er fortrinsvist at finde hos Seedlings, og nogle af dem kan også rulle sig sammen til en bold, anvende planter til at svæve og andre ting. Som høvding har du desværre ingen af disse evner, men i stedet kan du jo så anvende vindens kraft til at blæse sand væk på Y.

Hele vejen gennem spilet vil du altid have en hovedmission at følge, men du vil også modtage adskillige sidemissioner fra figurerne i din oase. Nogle sidemissioner er som sagt relateret til at finde nye ørkenfolk og opfylde deres behov, men for hver bod, der bygges, vil du også modtage missioner fra ejerne, når de har solgt nok varer, og du har fyldt deres lager op nok gange. Missionerne kan gå ud på at skaffe materialer til dem, nedkæmpe en bestemt gruppe monstre i ørkenen eller noget andet i den stil, og nogle gange kræves det, at du tager dem med ud på eventyr med dig. Denne form for missioner kan du kun aktivere en af ad gangen, og ligesom det på kortet indikeres med en rød markør, hvor du skal hen for at følge hovedmissionen, så indikerer en blå markør tilsvarende for sidemissioner. At klare sidemissionerne kan føre til, at boderne opgraderes, og når det sker, så får de mulighed for at udvide boden med større lagerbeholdning og nye varer, der kræver flere materialer at lave, men til gengæld kan de også sælges til højere priser.


Opgraderede boder, som den i midten, er større, og du kan skifte farve på dem.

Da hver bod kan føre op til tre produkter, når de er blevet opgraderet et par gange, og der i din oase til sidst er plads til 22 boder, så får du naturligvis meget at se til, hvis du på egen hånd skal skaffe materialer til dem alle, men heldigvis får du i løbet af spillet adgang til at administrere en del af arbejdet gennem Shakuro og hans søster, der også finder vej til din oase. Hos Shakuro kan du således sende ekspeditioner bestående af tre Drauks, Sherkahs eller Lagoras ud i ørkenen på egen hånd for at jage monstre eller samle materialer, og når de vender tilbage nogle dage senere (og erfaringspoint rigere), så vil du modtage byttet fra deres tur. Du kan ligeledes hos ham sætte op til tre Seedlings til at passe haven, så du ikke selv skal bekymre dig om at plante frø, vande afgrøder og høste frugterne, og hos lillesøsteren, Jamileh, kan du hurtigt administrere leveringen af materialer til de forskellige boder ved automatisk at lade spillet fylde dem op, hvor det vil give det største udbytte af Dewadems. Jamileh står også for udvikling af nye typer veje til din oase og opførelsen af forskellige statuer, der fungerer som belønninger for spillets indbyggede achievement-system, men det er de andre ting, der letter dit arbejde som spiller.

Opførelsen af boder skal du som spiller altid stå for selv ved at vælge en placering til dem på hovedvejen (eller bagvejen i oasen, når den bliver tilgængelig), og du kan til enhver tid flytte rundt på dem, fjerne dem og opstille nogle nye, når du lyster det. Du får desuden også adgang til forskellige genstande, som kan øge salget i boder af bestemte typer (mad, mode eller underholdning), og der er sågar genstande, som øger antallet af besøgende Noots under de festivaler, som du kan afholde, når du har indsamlet nok stempler fra ejerne af boderne. Der skal ti stempler til at afholde en festival, og for at få stemplerne skal du levere materialer tilsvarende produkter af en specifik værdi til de forskellige Seedlings og besøge deres boder for at modtage dem. Når man afholder en festival hives en dag altid ud af kalenderen til det, og foruden en enorm indtjening i boderne, så har det den positive effekt, at alle indbyggere bliver glade og tilfredse.


Der sælges ekstra mange varer under en festival.

Som spiller skal man også selv aktivt sørge for at gemme sit spil – enten ved sin hængekøje i træet eller ved et af de mange Warp Points, som man finder rundt omkring i ørkenens mange områder. Der findes et Warp Point lige nær udgangen i oasen, og det samme gør der i lejre tilhørende Drauk-, Serkah- og Lagora-folket, men ellers er de at finde i forskellige grotter, som binder de største områder af ørkenen sammen, og i spillets helt store dungeons, hvor bosskampene venter for enden, er der flere af dem. Det er selvfølgelig altid en god ide at gemme ofte, men man behøver ikke at være så bange for at falde i kamp, da figurerne kan genoplives, så længe bare en af de tre figurer er i live, og selv hvis de alle falder, så kan man komme tilbage i kampen op til tre gange, afhængigt af hvor stor ens oase er blevet. Inden det kommer så vidt, så er der selvfølgelig også mulighed for at bruge healende drikke, som man kan medbringe op til fem af hver slags af, og det gør man fra en menu fremkaldt med et tryk på touch-skærmen.

Slutteligt er det værd at nævne, at døgnene i spillet starter kl. 6.00 om morgenen, og 12 timer senere bliver det mørkt, så der er en ligelig fordeling mellem nat og dag. Det er selvfølgelig ikke sådan, at klokken i spillet er den samme som i det virkelige liv, så der går blot 30 sekunder i vores verden på en time i spillets (tiden tæller dog ikke, når du er i menuer og den slags), og på bare 12 minutter har man altså gennemgået en cyklus på et døgn. Din oase vil i løbet af historien flere gange blive indtaget af kaosset, og det bliver dit job at fordrive det onde med alle midler. Det kommer der selvsagt til at gå mange timer med, og personligt havde jeg rundet de 45 timer, før spillets sidste boss blev besejret. Rejsen slutter dog ikke nødvendigvis der, for selv efter afslutningen vil der komme nye figurer til din oase, og først efter mere end 60 timer var min oase fuld, men der kan gå mange timer endnu med at forbedre alle figurer og deres boder.


Beboere og Noots bevæger sig rundt i oasen indtil midnat.

Det gode:
Jeg kan lige så godt med det samme slå fast, at det har været en yderst positiv oplevelse at spille Ever Oasis igennem, og spillet har virkelig mange gode kvaliteter. Først og fremmest er det simpelthen bare et rigtig fint univers, der er blevet bygget op omkring spillet, og det har nogle veldesignede figurer, som det ikke er svært at falde for samt en spændende, men forholdsvis forudsigelig historie. Til trods for, at figurerne ikke tilhører forfærdeligt mange racer, så er de alligevel ret unikke hver især, da de klæder sig på forskellig vis, og kan man lide at tilpasse sin hovedperson, så kan man helt sikkert også bruge noget tid på at skifte til forskellige klæder undervejs – en ting, som jeg stort set undlod at bruge tid på, da det ikke påvirker figurens egenskaber.

Grafisk ser spillet ganske godt ud for et 3DS-spil, og der er mange fine lokationer og detaljer at blive betaget af. Der er nogle flotte overgange fra dag til nat, og man er slet ikke i tvivl om, at det er farligere at bevæge sig rundt i ørkenen om natten, da det hele bliver mere dystert, når mørket trænger sig på. Solen, der forsvinder og erstattes af månen, er naturligvis med til at give denne effekt, men der sker også et markant skift i musikken, og det giver bare den helt rette stemning. Musikken er generelt virkelig eminent, og man bør uden tvivl slutte et sæt hovedtelefoner til konsollen, så man kan nyde de lækre melodier, der spænder fra det glade i oasen til det dystre alvorlige og dystre ved spillets bosser.


Spillets bosser er betydeligt større end de sædvanlige fjender.

Man kunne måske som udgangspunkt være bange for, hvordan oasedrift med havearbejde og betjening af boder skulle kunne forenes med et action-eventyr, men det fungerer faktisk fremragende, og det er nok i virkeligheden det, der gør spillet interessant. Du har konstant noget at se til, og der er god fordeling mellem de to sider af spillet, så oasedriften ikke dræber det primære aspekt af spillet, som er at gå på opdagelse i ørkenen og fordrive kaosset, så der kan skabes et sikkert sted for ørkenfolket. Det er helt fint, at man i starten af spillet skal være ret aktiv selv i forhold til driften, men der er fuldstændig perfekt, at man senere kan administrere det meste gennem søskendeparret, Shakuro og Jamileh, og skaffe materialer uden selv nødvendigvis at tage specifikke steder hen.

Det er altid rart med variation i spil, og det får man heldigvis også i spillets grotter, hvor man mange gange skal løse små puzzles relateret til figurernes egenskaber for at komme videre. Det skaber en rigtig fin dynamik mellem action og tankehandling, men det gør det også nødvendigt til tider at skifte de figurer, som man har taget med sig i ørkenen. Heldigvis har spillet nogle gode mekanikker på det punkt, så ikke bare er der Warp Points, men det er også stort set altid muligt at teleportere direkte tilbage til oasen gennem den såkaldte Aqua Gate, som Esna tildeler dig tidligt i spillet. Dermed skal man ikke spilde unødig tid på at vandre gennem landskabet, når man eksempelvis vil have fat på en figur, som kan rulle sig sammen til en kugle, og det sætter rammen for en god oplevelse. Det samme gør sig i øvrigt gældende for et Fast Travel-system, som man kan benytte til hurtigt at komme rundt til de forskellige områder af oasen.


En Drauk kan vippe potteskår med sit spyd, og sammen med en Seedling kan rummets puzzle løses.

Kampsystemet er også et af de steder, hvor spillet fungerer ganske godt. Man er nødt til at tage højde for, at der findes flere forskellige typer fjender, hvis man vil kæmpe effektivt, og det er faktisk muligt at se, hvilke former for fjender, der primært er at finde i nærheden af de forskellige Warp Points, som man har åbnet op for. Det er rart, hvis man skal tilbage til specifikke steder og kæmpe mod nogle stærkere fjender i forbindelse med en sidemission, og man får som resultat deraf prøvet nogle forskellige figurer af, hvilket er meget fint.

Det, at der er ting at lave selv efter at have gennemspillet historien, er også et stort plus, og jeg er sikker på, at mange spillere kan få meget tid til at gå i spillets verden efterfølgende. Der er boder at supplere med varer, så de kan nå det maksimale niveau, og der kan gå et hav af timer med at få alle figurer spilet op til højeste niveau også, men ikke mindst er der ekstra stærke udgaver af spillets bosser at besejre i tre særlige labyrinter. Du får allerede adgang til disse labyrinter undervejs i historien, men det er ikke steder, som det er påkrævet at besøge i første omgang, så selv lod jeg dem ligge til senere. Det særlige ved labyrinterne er, at du ved at placere tre sten ved deres indgang kan bestemme, hvilke typer fjender der vil være i labyrinten, og hvor stærke de skal være. De fleste rum i labyrinterne vil i øvrigt tilhøre en af fire typer angivet af hver sin farve, men det er forskelligt fra gang til gang, hvilken farve der hører til de forskellige rumtyper. Blå kan på din første tur måske betyde healing-rum, men næste gang kan det være et rum med fælder, fjender eller skatte. Da der i disse labyrinter er ting at finde, som man ikke kan få i andre dele af spillet, så er det bestemt noget, som er værd at kigge på, og det er en ganske fin tilføjelse til spillet, som ellers kan synes ret let.


Det ville være en god ide at bruge Serkah-figuren her, da de er effektive mod denne fjendetype.

Det dårlige:
Det er ikke meget dårligt, jeg har at sige om Ever Oasis, men der er nu engang alligevel lidt at kritisere, og for det første føles spillet simpelthen for let. Der er ikke den store udfordring at komme efter i historien, når bare man sørger for at tage noget ordentligt udstyr med sig i kamp, og skulle man mod forventning komme i problemer, så kan man slippe væk med sin teleporteringsevne og komme tilbage med fuldt energi få øjeblikke senere. Ikke engang spillets bosser er synderligt svære, hvis man har sørget for at bringe et godt lille udvalg af healende drikke med sig, og det er lidt ærgerligt, da det ikke føles som den store bedrift at drive kaosset ud af dem. Det er ikke sådan, at der slet ingen udfordring er i spillet, men de krævende dele er blot bundet til sidemissioner og turene i labyrinterne, hvilket er en skam.

Det skal måske siges, at den manglende sværhedsgrad, formentlig skydes, at det også skal være lidt af en hyggelig oplevelse at skaffe materialer til sin oase ved at jage monstre, men jeg havde et par tidspunkter i spillet, hvor jeg ikke fandt det helt så sjovt, som det burde være. Det fungerer ofte sådan, at specifikke monstre kan give dig to typer materialer, men nogle af dem synes at være alt for sjældne, så da jeg skulle bruge fem næb fra en fugl brugte jeg oceaner af tid på at få dem. De samme fjender blev nedlagt i ørkenen dag efter dag, og der skulle formentlig nedlægges 10-15 fugle, før jeg fik bare ét næb. Det blev faktisk på grænsen til irriterende, da fuglene kun kan findes i ørkenen i dagtimerne, og ydermere er de bundet til specifikke områder, som man så skal rejse lidt væk fra, før fjenderne atter dukker op igen. Der kan jeg bedre acceptere, at der er materialer man kun kan finde i labyrinterne, for det er en ekstra del af spillet.


Hvis man ved, hvad man laver, så er bosser ikke den store udfordring at klare.

Jeg bed også mærke i, at kameraet til tider blev placeret på nogle steder, hvor man ikke kunne se ordentligt, men det var primært, hvis jeg blev trængt ud i et hjørne under kamp, så det var ikke så slemt igen. Det er muligt at låse kameraet fast på de forskellige fjender med et tryk på L, og den samme knap kan bruges til at placere kameraet bag din figur, når der ingen fjender er helt tæt på, så på den måde har man altså lidt kontrol over det. New 3DS-ejere kan sågar også rotere kameraet med det lille C-stick, hvilket formentlig kun gør det bedre.

Slutteligt kunne det have været rart med lidt stemmeskuespil til Esna, når der er centrale mellemsekvenser i spillet. Det gør ikke så meget, at det mangler, men vi er efterhånden blevet så forvænnet med det, og det kunne have givet lidt ekstra liv til den ellers fine figur. Der er enkelte gange, hvor det går lidt hurtigt med, at teksten forsvinder fra skærmen, og det havde man kunnet afhjælpe med stemmer i hvert fald.


Esna kunne være mere livlig med en stemme.

Konklusion:
Med en skøn blanding af oasedrift og action-eventyr er Ever Oasis et glimrende spil og et rigtig hyggeligt et af slagsen. Der venter et rigtig fint univers, nogle veldesignede figurer, som det er let at falde for, samt en fin lille historie, der dog er ret forudsigelig, og så ser det faktisk ganske godt ud grafisk for et 3DS-spil – ja, der er sågar også et eminent soundtrack. Spillet har nogle gode mekanikker, der gør, at oasedriften ikke tager for meget af din tid væk fra det essentielle, og kampsystemet er let at sætte sig ind i med fjendetyper, der er sårbare over for forskellige våben. Med både action og puzzles i spillets grotter samt de forskellige aspekter af oasedriften er der altså god variation i spillet, og man kan få virkelig mange timer til at gå med det. Mere end 45 timer brugte jeg på hovedhistorien, og det er skønt, at der er ting at lave også efterfølgende med stærkere bosser at nedkæmpe og flere indbyggere at rekruttere. Alt i alt er det altså en rigtig god start på en serie, men det måtte gerne have været lidt sværere, og stemmeskuespil til Esna kunne have skabt lidt mere liv omkring vand-ånden. Forhåbentlig er det ting, som kan implementeres i en eventuel efterfølger.

Spillet fylder 6.855 Blocks.

3
1ups givet

4/5


For de yngste

Fremragende lyd

Nemt at gå til

Øjeguf

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

22-06-2017 18:00

Så kom min anmeldelse af Ever Oasis op. Håber, at den kan bruges til trods for, at den kom op en time efter embargoens ophævelse Smiley

Ser i hvert fald frem til at læse jeres kommentarer Smiley
1
1ups givet

#2 - ThePatrickBay

Level: 33 (Hammer Bro)

24-06-2017 14:29

Puuuh.... Jeg er virkelig i tvivl, om jeg skal købe det. Det lader til at være et spil, jeg vil elske at spille, men ville bare langt hellere spille det på Switch end 3DS..
0
1ups givet

#3 - ChampionOfWhat

Level: 17 (Deku Baba)

24-06-2017 20:36

Jeg overvejer også meget om jeg skal købe det. Snakkede lidt med KJ om spillet andet steds og har prøvet demoen og det trækker sgu lidt i mig.
0
1ups givet

#4 - Rockarina

Level: 31 (ChuChu)

24-06-2017 23:26

Jeg vil også meget gerne have det Smiley men... kommer tid kommer råd.
0
1ups givet