Persona Q: Shadow of the Labyrinth (3DS)

Skrevet af BjarkeM - 25-01-2015 21:13

Efter at være blevet udgivet i Japan i Juni bragte NIS America RPG-spillet, Persona Q: Shadow of the Labyrinth, til Europa sidst i november – nogenlunde samtidigt med Atlus’ egen udgivelse i USA. Spillet har dybest set sine rødder i Shin Megami Tensei-serien, og det er ikke en serie, som jeg personligt har stiftet bekendtskab med. Jeg kunne dog konstatere, at Atlus også blandt andet stod bag det ret spøjse puzzle-adventure-spil, Cathrine fra 2011, hvilket gav mig nogle forhåbninger til spillet.

I Persona Q spiller man en Persona-bruger, en karakter som kan fremmane en del af sin psyke som en fysisk manifestation. Denne kan bruges til at dræbe shadows/monstre, hvilket i bund og grund er løsslupne personaer, der kommer fra et sted liggende i underbevidstheden. Ja, konceptet er meget japansk, og spillet har en dertilhørende lettere skør historie. Har man ligesom jeg ikke fulgt med i de tidligere udgivelser i serien, så er der en masse ting, som bare skal accepteres. Men følger man godt med, indtil man er inde i, hvad der foregår, så er historien både fangende og spændende.

Udgangspunktet starter (alt efter valg) fra enten Persona 3- eller Persona 4-karakterernes perspektiv i deres respektive verdener. Herfra følger vi den valgte hovedperson og hans venner til det underfundige Velvet Room, som pludseligt forandres, og her dukker et par døre op med en hel del låse omkring. Gruppen af karakterer er fanget, og deres eneste udgang er til en underfundig version af Yasigami High, den skole hvor Persona 4-karaktererne kommer fra – nu står et mystisk klokketårn imidlertid midt i gården. Skolen er i gang med sin kultur-festival, men eleverne på skolen virker lidt underlige, og det lader til, at man ikke kan forlade skolens grund. Ved indgangen til den første labyrint møder man to nye ansigter i serien – den mystiske og overbeskyttende Zen og hans evigt sultne makker Rei, som er de to eneste forholdsvis normale personer på skolen, hvis det da ikke lige var fordi, at de ikke helt ved, hvor de kommer fra, og hvordan de er ankommet til skolen. Midt i ens udforskning i labyrinterne møder man en anden gruppe Persona-brugere, og sammen med dem forsøger man at løse mysteriet om skolen, klokketårnet samt Zen og Rei.

En stor del af gameplay’et stammer i dette spil fra Etrian Odyssey-serien, og der er således i sagens natur tale om en dungeon crawler, hvor du i bedste Might and Magic-stil skal udforske en ”kælder”, nedkæmpe monstre samt forsøge at undgå og flygte fra de stærkeste shadows. Ligesom i de gamle dages dungeon crawlers er kartografi et vigtigt element af spillet, og heldigvis har udviklerne valgt at droppe behovet for blyant og ternet papir for i stedet at lade 3DS’ens touchscreen klare opgaven. Dette betyder blandt andet, at man altid kan se, hvor på kortet man befinder sig, og i hvilken retning man peger. Derudover er der så også tilføjet en auto-walk-funktion, hvor man på kortet kan tegne forskellige ruter ind for derefter automatisk at følge dem til ende.

Mens man navigerer sig igennem de forskellige dungeons, vil man ind imellem støde på steder, der udløser små animerede cutscenes – det kan være alt fra specielle events, nye ting man skal være opmærksom på eller bare fordi, at man er nået til et bestemt sted. I starten vil det være her man hovedsageligt dykker ned i karakterernes samspil med hinanden, men senere låser man op for muligheden for at tage på strolls (udflugter) i spillets overworld og nyde skolens forskellige områder, hvor dialogen er mere fokuseret på udviklingen af hovedpersonen og hans følgesvendes forhold til hinanden og forholdet til deres nye kammerater fra det andet Persona-spil.

Spillet overworld er i bund og grund blot et menusystem, hvor man kan vælge at gå til og fra de forskellige rum af interesse. Skolesygeplejerskens kontor er stedet, hvor du kan blive healet eller tage imod requests, som er små mini quests. Sløjdlokalet er stedet, hvor der er opsat en kiosk, hvor du kan købe og sælge dine våben, rustninger og items eller gemme dem i din opbevaring. The Velvet Room er stedet, hvor du kan gemme og hente Personaer i dit kompendium eller fusionere dig til nye og/eller stærkere Personaer. Derudover kan du tage på strolls, tage ned i en af labyrinterne, vælge dit hold eller gemme dit spil. Det gælder om at gemme ofte og tit, for når man er nede i labyrinten, er der ingen kære mor. At dø betyder, at du skal loade fra dit sidst gemte spil, og den eneste måde at gemme inde i labyrinten er via et suspend save, som er et halvt save man kan bruge, hvis man er nødt til at holde en pause – dette bliver slettet igen, så snart du genoptager spillet, og derfor gælder det om altid at være forberedt på kamp.


Kampsystemet er klassisk J-RPG, hvor man vælger et hold på 5 personer (6, hvis man vælger Zen og Rei, der tæller som en enkelt person) ud af 16 mulige kandidater, samt en til to navigatører fra sit følge. De fem personer på holdet opstilles efter styrker og svagheder i to rækker af tre pladser, hvor nærkæmpere er bedst at placere forrest, mens folk der skyder er bedst på bagerste række. Under kampen kan man så vælge angreb (gratis), skills (koster SP eller HP) eller items alt efter, hvad der er bedst eller nødvendigt.

Fjenderne har forskellige svagheder overfor for de forskellige typer af angreb og besværgelser, hvilket ikke altid er til at gennemskue blot ved synet af fjenden, og derfor må man prøve sig frem og konsultere sin informationsside om den specifikke shadow, hvilken stille og roligt bliver fyldt ud ved netop at bruge de forskellige typer af angreb mod den. Når man har lært sine fjender at kende, så tilføjes en bonus i det, at man nu modtager et boost, hvis man bruger en skill eller et angreb, som fjenden er svag over for. Dette betyder, at såfremt man ikke bliver ramt af angreb inden næste runde, så er alle ens skills gratis, og man angriber først, hvilket kan spare en for en masse ressourcer og gør boosting et must under længere kampe.

Items er meget begrænsede i omfang, da man maksimalt kan bære 60 af gangen, og fylder man for meget i bagagen, så bliver ens ture ned i labyrinten måske lidt for korte. På trods af den begrænsede kapacitet, så kan det alligevel godt svare sig at anskaffe sig en del forskellige af slagsen før boss-kampe, da de kan hjælpe med at heale og fjerne status-forringelser fra holdet – eller omvendt tilføje status-forringelser eller skade på fjenden, hvilket i øvrigt kan være en smart måde at anskaffe sig et boost på uden at bruge SP eller HP.
Ud over holdet på de fem har man som tidligere nævnt også navigatøren, som kommunikerer med resten af holdet fra et sikkert sted og derfor spiller en mere passiv rolle. I kamp bruger navigatøren hovedsageligt navi skills, som er små passive bonusser. Dog er nogle af navigatørens forskellige navi skills også såkaldte leader skills, som de kan fyre af i starten af en omgang, såfremt måleren beregnet til at bruge disse angreb gennem kamp er fyldt op og har den fornødne energi. Uden for kamp kan man vælge, om man vil bruge den anden navigatør eller fastholde den samme, som man bruger i kamp. Dette er meget brugbart, da man kan specialisere den ene til kamp og den anden til passive bonusser uden for kampene.


De forskellige typer af angreb du har til rådighed baseres på to Personaer; din hoved-Persona, som er fast og derfor indledningsvis angiver karakterernes standardrolle i kamp, og din sub-Persona, som kan udskiftes efter behov. Hver sub-Persona har sin egen rolle i kamp og dertilhørende skills, og man kan derfor sammensætte sit hold med lige præcis de roller man ønsker. Alt efter rolle og en sub-personas level giver den også en bonus til både HP og SP, og det er her det allermest geniale ved konceptet indfinder sig. Mellem kampene går hele ens hold tilbage til deres individuelle hoved-Personaers stats, og ved indtræden i ny kamp tilføjes sub-Personaernes bonusser til HP og SP sig på ny. Således får karaktererne fornyede kræfter, og så længe man ikke mister mere HP eller SP end sub-Personaer tilføjer, så længe kan man uhindret fortsætte sin færd igennem en labyrint.

Skulle man komme til at stå i den situation, at ens sub-Personaer ikke helt er fulgt med i level, eller generelt ikke giver nogle ønskværdige skills, så har man som nævnt tidligere muligheden for at fusionere Personaer. Dette destruerer de valgte Personaer i håbet om at få en ny og bedre af slagsen eller opgradere en allerede erhvervet Persona. Samlet set er jeg meget positivt indstillet over for systemet, da det giver fantastisk anledning til at sammensætte sit hold alt efter, hvem man kan lide, og ikke så meget efter hvem man har brug for.

Det gode:
Der er mange gode ting at komme efter i Persona Q: Shadows of the Labyrinth. Historien er eksempelvis sprængfyldt til bristepunktet med dialog – faktisk så meget, at der praktisk talt er tale om en Visual Novel. Indledningsvis er dialogen der mest for introduktionens skyld, og al teksten gør faktisk spillet langt større end det i virkeligheden er. Man befinder sig ind imellem i situationer, hvor man opdager, at man faktisk har været væk fra spillets labyrinter i 10 minutter uden at have lavet noget særligt produktivt – og det ofte blot for at hele sine sår eller købe nyt udstyr. Historien er også det, der gør, at spillet har en god genspilningsværdi, da der ud over de enkelte meget store forskelle i starten også er en hel del små undervejs, når man vælger den anden hovedperson, end den man først valgte.


Grafisk er spillet forholdsvis flot, og den lidt barnlige tegnefilmsstil fungerer rigtig godt, da den med forholdsvis få virkemidler får formidlet personernes ansigtsudtryk meget tydeligt, hvilket er rart, når man sidder med en håndholdt konsol. Selvom jeg normalt foretrækker at spille i 2D mode, så må jeg indrømme, at spillet faktisk er bedst med den stereoskopiske 3D slået til, da det virkelig giver labyrinterne den dybde de fortjener. Jeg kom heller ikke ud for særlig mange steder, hvor 3D-effekten fik billedraten så lavt ned, at det var uudholdeligt. Soundtracket er også værd at nævne, da det er ganske godt, selvom man måske har et lidt ambivalent forhold til musikken efter de første par timer i hver labyrint. Det er desuden rart at se en håndholdt titel, hvor så stor del af dialogen rent faktisk er blevet indspillet, som det er blevet i Persona Q.

Sidst, men ikke mindst, er sværhedsgraden også rigtig god, for den kan tilpasses alt efter erfaring med genren. Ali i alt findes der fem af slagsen, som svinger fra Safety som det absolut nemmeste til begyndere og op til Risky, som udvikleren har valgt at sætte en lås på, så man ikke kan fortryde uden at starte forfra. Selv når man valgt en passende sværhedsgrad, så kan man godt regne med at dø nogle gange undervejs, så det er fint med udfordring, som et spil i denne genre bør være.

Det dårlige:
Spillets overworld, eller mangel på samme, var for mit vedkommende det største minus ved Persona Q: Shadows of the Labyrinth. Min erfaring fra andre spil er, at overworld’en er et sted, hvor man afslappet kan gå på opdagelse, og selvom der er tilføjet muligheden for strolls, så er det bare ikke det samme som selv at rende rundt og lede efter alle mulige gemte småting. Udforskningen er derfor isoleret til labyrinterne, som måske er lige en tand for ensformige. Henholdsvis vægge og gulve er prydet med ensformige mønstre og med meget lidt variation på de enkelte niveauer. Det kunne have været rart med lidt større forskel, når man inde i en labyrint træder igennem en dør, men i stedet for at se et nyt tema eller måske nogle dekorative ting, så ser man desværre på de samme fliser og vægge som prydede det forrige rum.


Persona Q lider, som mange andre J-RPG-spil jeg har spillet, af, at der er en masse grinding (gentagende drab af shadows) involveret for at kunne klare næste niveau af en given labyrint. Dette gør ind i mellem at spillet godt kan føles lidt statisk.

Konklusion:
Persona Q: Shadows of the Labyrinth er overordnet set god fanservice, da det giver et gensyn med et væld af karakterer fra både Persona 3 og 4. Dette gør måske også spillet lidt mere niche-præget end det har fortjent, og som nytilkommer i universet tabte jeg ind imellem tråden. Det til trods må jeg alligevel sige, at jeg var ganske godt underholdt, af både historien, de puzzles der var lagt ind i labyrinterne og de til tider udfordrende kampe, som man blev stillet overfor. Et er sikkert; der er mange gode timer at komme efter, og personligt rundede jeg mere end 90 timer på min gennemspilning. Alt i alt er Persona Q: Shadow of the Labyrinth en god oplevelse, som jeg varmt kan anbefale til fans af RPG-genren, men man skal selvfølgelig kunne læse og forstå engelsk for at kunne nyde det fuldt ud.

Kommentarer: