Hotel Dusk: Room 215 (DS)

Skrevet af Morztan - 11-04-2007 22:32

En lidt anden kode
Der går ikke mange minutter af Hotel Dusk, før man får fornemmelsen af en ordentlig omgang deja-vu. Udviklerne bag spillet, Cing, har tidligere lavet spillet Another Code: Two Memories, der udkom omkring den europæiske lancering af Nintendo DS. Gameplay-mæssigt ligner disse to spil faktisk hinanden 100 %, og allerede der begynder Hotel Dusk at køre af sporet. Lad det derfor med det samme være sagt, at kunne man ikke lide Another Code, vil man sikkert heller ikke bryde sig om Hotel Dusk. Man styrer hovedpersonen rundt med sin stylus på den ene skærm, set ovenfra, mens man på den anden skærm kan se en 3D-gengivelse af omgivelserne.

Du styrer din karakter på højre skærm (touch-skærmen), mens venstre skærm viser, hvad du ser.

Enkelte dele af rummet har du mulighed for at undersøge nærmere med din stylus, men kun de områder, der er defineret på forhånd. Ligesom i Another Code.

Spillet starter med, at hovedpersonen ankommer til det skumle landevejshotel: Hotel Dusk. Man er Kyle Hyde. En tidligere politibetjent fra New York, der skød sin makker for 3 år siden og nu af en eller anden grund tror, makkeren stadig lever, og at han kan finde frem til ham ved at besøge netop dette hotel. Hele spillet igennem skal du så tale med de mange gæster, der befinder sig på hotellet og gennemføre en række minigames for at komme videre til det næste (ligegyldige) kapitel af de i alt 10 kapitler, spillet byder på.

Lad det være sagt med det samme: Hotel Dusk har intet at gøre med et mordmysterium. I stedet kredser spillet om et eller andet kunsttyveri, som stort set alle på hotellet på en eller anden måde har forbindelse til. Hvad de forskellige forbindelser er, er op til jer selv at finde ud af, hvis I altså ikke følger mit råd sidst i anmeldelsen.

Uudnyttet grafisk potentiale
Det første, der springer i øjnene ved Hotel Dusk, er den særlige måde som karaktererne i spillet er tegnet og animeret på. Det er også primært det, som har givet spillet meget af den opmærksomhed, som det slet ikke fortjener. Personerne i spillet er lavet ligesom skitser, der er håndtegnet med en fed blyant. Det har en fed effekt de første fem minutter af spillet, men man finder snart ud af, at de ikke rigtigt passer ind i den øvrige grafiske stil, som spillet har, og på ingen måde udnyttes til at tilføje nye spilelementer. Figurerne bliver dog gjort en del mere levende end i for eksempel Trauma Center, men mere gør den ikke. Man fristes til at tro, at stilen kun er valgt for at få folk til at vende hovedet efter et spil, der ellers ikke har noget at byde på.

Kyle Hyde undrer sig over, hvorfor han ikke passer ind i resten af verden.

Grafikken i spillet er der i øvrigt intet særligt ved. Hele hotellet er gengivet i 3D med textures af en kvalitet, som må kunne gøres bedre på DS’en. Når man møder andre gæster i gangene på hotellet, er de også repræsenteret ved hjælp af store blegfede sprites, der først skifter over til ”blyant-stilen”, når man indleder en samtale med dem. Det fungerer heller ikke godt.

Stemningsløs musik
Når man tænker på, at Hotel Dusk prøver at agere som en slags interaktiv kriminalroman, kunne man forvente, at musikken ville sørge for at skabe en spændende atmosfære til det, der foregår på skærmen. Men ak nej. Musikken i spillet er mere forstyrrende, end den er noget andet. Allerede fra spillets begyndelse lyder musiksiden helt forkert, og jeg forsøgte ihærdigt at kunne lide nogle af melodierne. Men de gør ingenting for spillet. For at gøre ondt værre skifter melodierne også helt urimeligt meget. Eksempel: Du går rundt på gangen, én slags musik. Du ser på en dør, musikken stopper. Du åbner døren, en ny melodi begynder i det nye rum, hvor der står en mand. Du vil snakke med manden, en ny melodi. Du vil kigge i dine noter, mens du taler, en fjerde melodi spiller. Dette inden for måske 10-20 sekunder. Hver eneste gang du går tættere på de prædefinerede områder, der kan inspiceres nærmere, skifter melodien, og det er fuldkommen unødvendigt og forstyrrende. Jeg kunne nævne flere eksempler for disse utal af melodiskift, men jeg tror, I har fået fat i min pointe. Tale er der som sædvanligt ingen af i spillet, og lydende er få, så dette har ikke den store indvirkning på spillet.

Verdens længste tandlægebesøg
Hotel Dusk: Room 215 indeholder trods alt et mysterium, der skal løses, og det er ganske godt skruet sammen. Det har dog ikke det fjerneste med undertitlen ”Room 215” at gøre, og den måde, som brikkerne i puslespillet langsomt falder på plads på, giver overhovedet heller ingen mening. Det tog mig op mod 20 stive timer før Hyde løste sit fuldstændigt ligegyldige mysterium på Hotel Dusk, og efter det var der ingen grund til at vende tilbage til det usle hotel. Det var tyve timer, der ikke bød på andet end ligegyldige puzzles og lange uinteressante samtaler i et tempo, der aldrig blev højere end ”tæt på bakgear”.

Hvis du synes, at Another Code er et fedt spil, vil der være noget for dig i Hotel Dusk: Room 215. Spillene er identiske i opbygningen og slutter begge med hen ved sekstusinde løse ender, som spiludviklerne ikke lige har kunnet finde ud af, hvordan skulle hænge sammen.

Hotel Dusk: Room 215 er et spil, der, når man kun ser på titlen og på screenshots fra spillet, har et uhyre stort potentiale. Den på nogle måder storslåede grafiske stil, og ideen om at ”spille en kriminalroman” bliver dog misbrugt på det groveste, og mange vil blive misledt til at købe spillet. Talemåden ”bedøm aldrig en bog på dens omslag” gælder i allerhøjeste grad her.

”Hit the road Kyle and don’t you come back no more!”

Kommentarer: