Rhapsody: A Musical Adventure (DS)

Skrevet af Lukas Skywalker - 16-08-2009 18:34

Nu har jeg sagt det – Rhapsody: A Musical Adventure er et sukkersødt spil der velnok henvender sig til japanske piger, og ellers elskere af JRPG's. Dette kan man næsten allerede se ud fra spillets cover, men måske der alligevel er en solid RPG-titel at hente. Lad os se.
Så snart man starter spillet op starter en rolig baggrundsmusik, og når man så har valgt en spilfil, ses den første mellemsekvens. Mellemsekvenserne er generelt gennem spillet alt for lange for min smag, men er dog ret vigtige hvis man vil gennemøre spillet, da der (for det meste) kommer vigtig information i disse. Man får ved sekvensens afslutning selv kontrol over hovedpersonen Cornet Espoir, der hele tiden har sin svævende dukke Kururu følgende efter sig. Cornet er forelsket i en prins, men det er ikke lige til at imponere ham – herved begynder eventyret for at tiltrække prinsens opmærksomhed og score ham.

Det velkendte trick med at røre en statue og få fuld energi, virker også i Rhapsody: A Musical Adventure!

Det lyder jo umiddelbart som en enkel og nem historie, og udover at den måske virker lige lovlig sukkersød og prinsesseagtig, så er den egentlig helt ok, omend lidt kedelig. Jeg vil ikke gå særlig meget i dybden med historien, for der er ikke rigtig noget at hente – den er der bare for at være der (eller måske er det bare mig der synes det, hvem ved). Den store hage skal i stedet findes i spillets kampsystem. I det originale Rhapsody: A Musical Adventure, var modstanderne og en selv sat op på en spilleplade, hvor man så skulle rykke rundt for at angribe. I dette DS-remake foregår kampene på ægte Final Fantasy-manér. Det giver i mine øjne absolut ingen mening at de har fjernet det andet system, for det ville helt klart være noget der gjorde det bedre og mere strategisk. En anden ting de dog har gjort som er mere på den positive side, er at Kururu nu kan angribe, og det er helt klart et stort plus, da hun er langt stærkere end Cornet (i hvert fald til at starte med). Faktisk er 'langt' noget af en underdrivelse, for Kururu er (til at starte med) over tre gange så stærk som Cornet, selvom hun dog har ca. lige meget liv.

Man bevæger sig rundt fra sted til sted, og har man ikke lyst til at gå hele vejen, kan man bringe det store kort frem, og teleportere sig vej til hvor man nu vil hen. Dette er helt klart et plus i karakterbogen, for vi har nemlig at gøre med det vi ser i utallige RPG-spil, nemlig at man møder monstre tilfældigt mens man render rundt i huler, nedlagte borge og lignende. I de første mange levels kan man ikke holde til specielt mange angreb, og dette gør at spillet har en okay sværhedsgrad, for i spil som f.eks. Pokémon RPG-spillene eller Final Fantasy, kan man oftest besejre horder af fjender, uden at man egentlig selv kommer så voldsomt til skade. I Rhapsody: A Musical Adventure skal man være temmelig stærk for at det kan lade sig gøre – alt efter hvilke monstre man møder, så kan fem angreb sagtens sende Cornet og Kururu til tælling.
Som nævnt adskillige gange, har man Kururu ved sin side – man får dog også andre karakterer med på sit hold, men dem vil jeg ikke fortælle mere om her, udover det der vises på billederne.

Hvem bor i et billede, dybt i det blå? En gammel skibskaptajn!

Medmindre man er midt i en kamp eller en mellemsekvens, så kan man gemme lige som det passer en. Man kan have op til tre gemte filer, hvis nu andre i ens omgangskreds skulle være interesserede i dette spil. Desværre er det ikke specielt vigtigt at gemme, for hvis man bare sørger for at handle klogt i sine kampe, og ikke gå i kamp med en latterlig lav mængde liv, så dør man reelt set aldrig.
Kampene er heller ikke det eneste sted der ikke burde volde en problemer. Man har nemlig også (alt for) ofte en meget klar idé om hvad man skal. Med Kururu ved sin side kan man altid snakke med hende, og spørge hvad det nu var man skulle, hvis man skulle gå hen og glemme det. Her er til gengæld noget som jeg virkelig har fået brug for, for det hænder tit at jeg glemmer hvor jeg skal gå hen. Jeg har ikke noget problem med linære spil, hvor den røde tråd nærmest blænder ens syn, så længe spillet er underholdende. Rhapsody: A Musical Adventure er dog ikke specielt underholdende.

Grafikken er ikke det pæneste vi har set på DS'ens skærme, men den er samtidig heller ikke grim. Den fungerer til det den skal, men så kan den desværre heller ikke så pokkers meget mere. Når man løber rundt på skærmen, bevæger ens fødder sig slet ikke rigtigt i forhold til hvor hurtigt man bevæger sig. Der er også nogle steder (mest i byer) hvor man ser det i et anderledes perspektiv, og det betyder at jo længere man bevæger sig mod toppen af skærmen, jo mindre bliver ens karakter. Det ser lidt underligt ud, og jeg kan ikke lige se hvorfor man har de anderledes perspektiver. Man kan desuden selv vælge om man vil styre vha. d-pad'et eller med touch-screenen. Personligt er jeg mest til den "klassiske metode".

Med det sagt, så er lydsiden noget af det mere positive ved Rhapsody. Umiddelbart er lyden ganske lig den man ser i så mange andre RPG-spil, men der er visse tidspunkter hvor den skiller sig ud. En gang i mellem – på tidspunkter i spillet hvor der bliver holdt pause, eller hvor der er en anden anledning til det – vil Cornet nemlig synge en sang. Har man ikke headset tilsluttet til DS'en er det forfærdeligt at høre på, men det er jo allerede vel vidst at DS'ens højtalere ikke ligefrem er de bedste. Sangene er på japansk, men står med engelsk lyrik, så vi andre også kan følge med i hvad der bliver sunget. Sangen har oftest en eller anden relation til det kapitel i spillet man er i gang med, men man får ikke noget videre ud af det – sangene kan derfor selvfølgelig springes over, hvis man ikke har lyst til at høre dem.
Det er ikke noget jeg selv finder voldsomt interessant, men det hiver unægteligt lydsiden op, eftersom der absolut intet er galt med det.
Der er desuden en masse god baggrundsmusik der hjælper lidt på stemningen.

Kururu er velnok den eneste karakter der formår at puste bare en smule til gløderne, når det gælder dialogen i mellemsekvenserne

Konklusion
Rhapsody: A Musical Adventure er et RPG-spil der bare var bedre i 90'erne, men desværre virker spillet forældet nu, og der er reelt set intet nyt at hente overhovedet. Derudover er historien direkte kedelig, og til tider alt alt for sukkersød. Modsat mange andre remakes, så holder det her desværre ikke rigtigt for undertegnede, og sikkert ikke for andre end fans af det originale spil og JRPG's generelt.

Kommentarer: