Tenchu: Dark Secret (DS)

Skrevet af ShiniTenshi - 26-07-2006 23:41

Vi vil indledningsvis gøre opmærksom på, at dette spil er importeret fra Japan. Os bekendt, vil der ingen forskel være mellem denne og den europæiske udgave, udover at den europæiske udgave vil være på flere sprog end kun japansk (spillet udkommer i USA den 21. august)

Lad os gå tilbage i tiden til feudal Japan og træde i skoene på de to ninjaer Rikimaru og Ayame. En dag bliver deres landsby angrebet og deres prinsesse Shizu, som de har svoret at beskytte, bliver hårdt såret. Så nu er det tid til hævn! Væbnet med sin trofaste wakizashi og et par fælder bliver man som Rikimaru hurtigt kastet ud i aktion, da den lille landsby er godt hærget af en håndfuld fjendtlige samuraier. Dem får man selvfølgelig hurtigt fjernet, og så kan spillet rigtigt gå i gang, for der er jo en by, som skal genopbygges og mange flere fjender, der skal nedlægges.

Go ninja, go ninja, GO!
Lad os først fastslå, at der ikke er tale om nogen genudgivelse her, men et helt nyt Tenchu, som er lavet specielt til DS. Spillet foregår meget simpelt med, at man vælger en bane fra listen, og så er det ellers bare at nedlægge alle fjenderne. Det kan godt lyde lidt ensformigt, og det er det nok også, hvis altså ninjaer og/eller snigmord ikke lige siger én noget. Der er selvfølgelig lidt afveksling i nogle af banerne, hvor man f.eks. skal tæve en boss, beskytte et sted eller en såret person. Der er som førnævnt to ninjaer, man kan bruge til at hærge fjendens tropper med; Rikimaru, en stærk mandlig ninja, med en ”wakizashi” (et kort sværd) som våben og Ayame, en hurtig lille kvindelig ninja, hvis våben er to ”tanto’er” (en tanto er en lang kniv). Hun er dog ikke lige så god til nærkamp som Rikimaru, men er man dygtig nok, har man slet ikke brug for nærkamp. Efterhånden som man klarer baner og slår fjender ihjel, bliver ens landsby gradvist genopbygget, hvorimod den bliver ødelagt, hvis missionen slår fejl.

Så kan han lære det på den hårde måde.

Lige så stille som en ninja
Der findes ikke meget, der er ligeså fyldestgørende i et spil, som at se den samurai, man har holdt nøje øje med de sidste 5 minutter, få forvildet sig ind i den lange række af assorterede bambus-pigge, landminer, bjørnesakse, giftgasser og andet dødbringende ninja tilbehør, man på snedig vis har lagt specielt til ham, da han kiggede den anden vej. Dette er blot nogle af alle de ninja våben, der er at vælge og vrage imellem i spillet. Ellers er der bl.a. også kastestjerner med og uden gift eller krudt, risboller, som fjenderne mærkeligt nok altid tror, er helt ufarlige at spise (fås også med gift og krudt) og papirbomber med enten krudt eller røg. Ellers er der også en lang række healing items, men de er ikke så sjove at bruge, da man får minuspoint til sidst i missionerne, hvis man bliver opdaget og/eller skadet. Der er stadig endnu flere ting end førnævnte, og alle disse ting kan man lære at lave igennem spillet, så det er bare med at samle ”ingredienser” til det, man gerne vil have. Ingredienserne ligger rundt omkring i banerne, og fjenderne taber også en god del af dem. Yderligere får man et dødsbillede på den nederste skærm hver gang man slår en modstander ihjel. Disse ”dødsfald” vil være at finde imellem ens ting, når man kommer ud af banen. Man kan enten samle på dem eller sælge/få dusør for dem.

Denne fyr kan virkelig lave nogle gale ting.

Hva’!? Hvor er alt blodet henne?
Den grafiske del af spillet er ikke lige så imponerende. Den er ikke decideret grim bare mere eller mindre middelmådig. Og der mangler altså nogle simple ting som f.eks. blod. Man kan hakke, snitte, sprænge, drukne, forgifte… ja, man kan sågar kaste fjender ud fra 20 meters højde, uden at de bløder en eneste dråbe, og det tager jo lidt af det sjove ud af at være en morderisk ninja. Hvis man absolut vil have blod med, må man selv slå den funktion til i spillet, men det eneste man får ud af det er, at der så kommer en smule blod, når man slås i nærkamp, hvilket forhåbentligt ikke sker så tit. Udover dette er der også en anden irriterende ting ved grafikken; der er kun én kameravinkel, som er i fugle-perspektiv og lidt i stil med noget, man har set i Metal Gear spillene, bortset fra at kameraet ikke kan dreje her. Det vender man sig dog hurtigt til, da man lynhurtigt opdager, at man alligevel hele tiden skal holde øje med kortet/radaren på den nederste skærm, så man ved, når man er for tæt på fjenderne.

Et eksempel på en fælde-kombination,
som slutter med at drukne fjenden.

Jeg hører stemmer!
Musikken i spillet sætter en meget passende stemning, og den består også af en del lyde og instrumenter, som passer meget godt til ninja-atmosfæren. Baggrundsmelodierne i menuerne bliver godt nok lidt ensformige, da det kun er ca. 20 sekunders melodi, der genspilles konstant, men dem skal man heldigvis ikke høre på så længe ad gangen. Der er faktisk også stemmer med i spillet, og det er ikke kun hovedpersonerne og bosserne, der siger noget. De almindelige fjender siger f.eks. ting som ”nande, arewa?” (hvad søren er det?), hvis man lægger en risbolle til dem eller ”nani mono da!?” (hvem #@£%$ er det!?), hvis man kommer lidt for tæt på. Alle de forskellige fjender har selvfølgelig hver deres stemme og sætninger til de forskellige ting. De siger jo naturligvis ikke alle det samme.

Her prøves der at sælge dødsfald
til overpris over WFC.

Online shopping, anyone?
Spillet tager nok en 5-10 timer for de fleste at ”hugge” sig igennem. Nogle bosser kan volde problemer, men ellers er der ikke den store udfordring. Efter man har gennemført spillet, kan man enten spille det om igen for at lære at lave flere ninja ting, ellers kan man spille ”Boss-attack” (bliver låst op, når man gennemfører spillet), hvor man skal klare alle bosserne i træk, uden at få noget som helst liv tilbage efter hver kamp. Udover alt dette er der også en multiplayer mode, som vi dog må beklage ikke at kunne teste, da den kun er til ”lokal” wifi, og skal bruge et spil pr. DS. Der er dog et slags online ”shopping-network” på wifi-connection, hvor man kan købe og sælge ninja ting, ingredienser og andre unlockables med andre spillere, men man kan ikke dyste over WFC og det er en skam.

Det eftertragtede multiplayer mode.

Konklusion
Dette må siges at være et af de sjoveste spil, jeg har spillet på DS’en. For mig personligt har det været et topspil, som jeg klart vil anbefale enhver ninja-fan at købe. Desværre er jeg nødt til at trække spillet lidt ned i karakter på grund af dets meget lineære/ensformige gameplay og den middelmådige grafik. Historien igennem spillet er faktisk meget fin med et godt ”twist” til sidst og er man til det med at skulle skabe sine egne våben, vil man da også få en masse sjov ud af at teste alle de ninjaredskaber, man har lært at lave hen ad vejen. Om det kan betale sig at importere spillet, eller om det er bedre at vente, må være op til den enkelte. Selv er jeg meget glad for at have spillet inden udgivelsen herhjemme, men vælger man at importere spillet, skal man altså være beredt på, at al historie og samtale foregår på japansk. Så dem der ikke kan læse det, får nok ikke meget andet ud af historien end de dertilhørende billeder, men nu er den jo heller ikke det bærende element i dette spil.

Kommentarer: