Final Fantasy: Crystal Chronicles Remastered (Switch)

Skrevet af Nemy - 01-10-2020 14:51

Nostalgi kan være en farlig fjende når man efter 16 år skal spille et spil igen, som man var glad for dengang. Derfor var det med lige dele frygt og lige dele begejstring, at jeg satte mig ned for at sætte Final Fantasy: Crystal Chronicles Remastered i min Switch-maskine. Efter at have spillet eventyret igennem igen er jeg en smule splittet i spørgsmålet om, hvorvidt det var en god eller dårlig oplevelse. I sidste ende, burde jeg måske havde ladet nostalgien sejr, og lade spillet blive på hylden.



Final Fantasy: Crystal Chronicles er et af de få Final Fantasy vi som Nintendo-entusiaster fik adgang til i 00’erne. Det kan ikke betegnes som et full-blown Final Fantasy-spil, men det var bedre end ingenting. Plottet i Final Fantasy: Crystal Chronicles er en smule mere simpelt end i ”normale” Final Fantasy-spil (og gudskelov for det, ellers ville undertegnet selv som voksen have svært ved at følge med). For 1000 år siden blev den livsgivende og beskyttende krystal, The Great Crystal, smadret af en meteor fra rummet, der indeholdt det giftige stof, Miasma. Siden har dele af krystallen været spredt ud over verdenen og disse kan kun beskytte, hvis de holdes i live af det magiske stof, myrrh. Du tager kontrollen med en lille eventyrlysten gruppe, bestående af forskellige racer fra egnen. De begiver sig ud i jagten på myrrh, der kan beskytte deres landsby mod den dødsensfarlig Miasma. Og det er grundlæggende det spillet handler om. For at beskytte din landsby skal du drage ud og finde myrrh nok til, at krystallen kan beskytte landsbyen. For at høste myrrh begiver man sig fra sted til sted for at indsamle det fra de træer, der producerer det. Dette bringer gruppen på tværs af byer og grotter, hvor der venter både venner og fjender. På din rejse igennem verdenen lærer du samtidig om historien og hvordan det hele er endt som det er endt.

Spillet er ikke det klassiske turbaseret RPG, som vi kender det fra andre Final Fantasy-spil. På din vej gennem grotterne fungerer det mere som en form for hack-and-slash gameplay, hvor du nedkæmper monstrene. Grotterne er dog fyldt med Miasma, og for at kunne bevæge dig igennem bærer dit hold på en lanterne med myrrh, som gør at du kan bevæge dig igennem. Dette betyder samtidig, at ét medlem af holdet altid skal bære lanternen for at du kan bevæge dig frem. Den kan dog sættes på jorden, hvis du har brug for at kæmpe alle 4 i et område. Det er en sjov lille mekanik i starten, der dog hurtig bliver triviel og irriterende. Spiller du alene har du dog muligheden for at lade din følgesvend bære lanternen.



Efter hvert område/grotte får du muligheden for at beholde dele af de ting, som du har indsamlet. Dette er med til at gøre din figur stærkere, og det er den eneste rigtige progression, som er med til at definere din figur. Som RPG-elsker savner jeg det klassiske XP- og levelsystem, som man kender genren for. Derfor er denne tilgang også en tand for simpel til mig.

Det er tydeligt, at spillet er lavet til at blive spillet i multiplayer, og det var da også sådan, at jeg selv spillede det som barn. De sjove (og frustrerende) episoder opstår oftest når du i en grotte kæmper om at indsamle det samme loot eller når du skal forsøge at koordinere, hvordan I skal bevæge jer igennem. Netop fordi spillet er målrettet multiplayer på en hjemmekonsol i 2004 er der ikke fundet plads til det meget dybe gameplay. For Final Fantasy-tilhængere vil det derfor betyde et mere simpelt gameplay og en mere simpel historie end man er vant til. Du skal derfor ikke forvente, at du får den store Final Fantasy-oplevelse, hvis det er det du kommer fra eller ønsker dig.



Når det er sagt er FF:CC stadig et underholdende spil, hvis du går ind med den rigtige indstilling. Selvom det ikke var så godt som jeg huskede det, så hyggede jeg mig stadig ganske godt under min gennemspilning af det. Især de sessioner, hvor jeg havde en ven med som spiller 2. Det er for alvor her, at spillet og dets gameplay kommer til sin ret. Visuelt har tiden sat sine klare spor på spillet. Det føles utrolig kantet og kluntet at bevæge sig rundt i verdenen, og det kan ikke siges, at det er et spil der er ældet med ynde. Det er ikke hæsligt at kigge på, men det går nok ikke ned i historien som et af de flotteste spil jeg har set. Mildt sagt.

Konklusion:
Final Fantasy: Crystal Chronicles er et spil, som måske ikke burde være fundet frem igen. Det passede måske allerbedst til sin tid tilbage i 2004. Hvis du spillede det back-in-the-day skal du være indstillet på, at det måske ikke er som du husker det, og måske er det bedst at lade det forblive bag det nostalgiske filter. Hvis du mangler noget at spille og måske ikke har prøvet det før kan det sagtens anbefales. Alt i alt er det stadig et hyggeligt lille eventyr, som man kan få meget sjov med, især hvis man er mere end én spiller.

3/5

Nemt at gå til

Kommentarer: