Overblikstrailer for Pape...

Lanceringstrailer for Gro...

Tales of the Shire: A The...

N-cast #215: Er Indie Dir...

N-club Streams: Uge 16

Indie World Showcase apri...

Europa kommer til Switch

Indie-udsalg startet nu

SteamWorld Heist II annon...

Penny's Big Breakaway ude...

Pokémon GO

Spil på vej til Switch

Amiibo!

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Pokémon Unite

Hollow Knight

Nintendo Switch

Tetris 99

Switch - spilrygter og sp...

F-Zero 99

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

N-club Juletema 2018

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

The LEGO Movie 2 Videogame (Switch)

Skrevet af KJ85 - 09-03-2019 17:15

For fem år siden bevægede LEGO-koncernen sig ind på det store lærred med biograffilmen; The LEGO Movie, og her mødte vi for første gang figurer som Emmet, Lucy, DanseKat, Benny og Jernskæg. Inden da havde det danske firma bag de populære klodser som bekendt allerede gjort sig godt bemærket på videospilsmarkedet, og til at akkompagnere filmen fulgte naturligvis også et spil baseret på filmen. I februar i år fulgte så en opfølger i biografen, og dermed fulgte også i sidste uge endnu et videospil fra TT Games og Warner Bros. Interactive Entertainment. Jeg er dykket ned i det, for at se, om der stadig er sjov at hente i LEGO-universet.

Som vi har været vant til, så er The LEGO Movie 2 Videogame et actioneventyr i 3D, og historien tager naturligvis sit udgangspunkt i den aktuelle biograffilm. Duplo-rumvæsner har angrebet Klodsby og efterladt den før så livlige by i kaos, og dette har gjort dens indbyggere mere hårdføre og fået dem til at etablere Apokalypseby i støvet derfra. Det er med dette udgangspunkt, at spillet starter, og med Lucy som fortæller tager vi kontrollen over Emmet, der stadig har bevaret sin optimisme og håber på, at kunne skabe en god fremtid for ham og Lucy.


Duplo-klodserne stod bag ødelæggelsen af Klodsby.

Indledningsvist bliver man som spiller instrueret i det grundlæggende, og her vil man hurtigt indse, at det ikke er et spil bygget på den velkendte formel, som er blevet benyttet i LEGO-spillene siden 2005. Hvor hovedparten af LEGO-udgivelser de forgangne år har benyttet en model med baner, der i første omgang spilles igennem med forudbestemte karaktervalg, så benytter man nemlig denne gang en mere fri model uden egentlige baner. Således sidder vi altså med et open world-spil, hvori gule markører fremhæver vejen til at følge historien, og så snart indledningen er overstået, så har man frihed til at gå på opdagelse alene eller sammen med en ven i lokal multiplayer.

Ikke alene ændrer spillet seriens traditionsrige opbygning – det gør også op med den til tider uoverskuelige opdeling af figurer i klasser med et hav af forskellige evner, og i stedet kan enhver figur i spillet benytte tricks fra samme bog. Ved spillets indledning vil dette sige at løbe, hoppe og slå, men inden længe er der adskillige værktøjer at benytte, og værktøjskassen udvides hele vejen gennem historien. Man vil blandt andet få handsker, der kan smadre særligt LEGO, en pistol, der kan skyde med klistermærker, og en tryllestav, som kan farvelægge objekter.


Du skal være hård for at overleve i Apokalypseby.

Det første værktøj, som man får i hånden, tilfører spillet endnu et element, som vi ikke har set tidligere. Vi har været vant til, at nye objekter på specifikke steder kan bygges med klodserne fra destruerede ting, men nu samler man rent faktisk klodser i forskellige farver op og anvender dem til at bygge ting, hvor man har lyst til det. Igennem spillet vil man således modtage adskillige Byggesider, og med disse instruktioner i hånden kan objekter, der løser forskellige problemer bygges, hvis man har de krævede klodser. Det kan være alt fra en lille robot, der kan smadre visse afspærringer, over en generator til en sprinkler, og mens man i de fleste tilfælde blot vil få den relevante Byggeside, første gang den skal benyttes, så skal man i andre tilfælde selv aktivt scanne den brugbare genstand gennem sin kikkert først.

I takt med, at man lærer de nye mekanikker at kende, vil spillets historie udvikle sig, og rejsen starter for alvor, da general Kaos ankommer med bud fra Dronning Vanessa Wa’nabi, som ønsker, at de største ledere fra alle kendte galakser skal deltage i en ceremoni på hendes planet. Dette har Emmet, Lucy og vennerne ikke lyst til, så det ender med, at general Kaos kidnapper Batman, DanseKat, Benny og Jernskæg, hvilket sender Emmet og Lucy på en rejse gennem Søstar-systemet for at redde dem. I første omgang skal de dog skaffe et rumskib, og delene til det kan de finde på Søspokalypstar, der er den anden af i alt syv planeter i spillet.


General Kaos kidnapper Emmets venner, så han må ud og redde dem.

Før vores helte kan rejse gennem en portal til den anden planet, så skal de imidlertid nedlægge et stort Duplo-monster, der blokerer vejen dertil, og dette er den første i en række af boss-kampe, som vi havner i på vejen gennem spillet. Kampene er både længere og mere komplekse end vi tidligere har set i LEGO-spillene, men de benytter samtidig en formel, der ikke er helt ukendt i actioneventyr. Man skal i første omgang finde en måde at stoppe bossen fra at angribe – typisk ved brug af bestemte værktøjer – og når den er midlertidigt uskadeliggjort, så kan man finde vej til monstrets kerne og gøre skade på den. Typisk gentages processen et par gange, hvor nye elementer kan komme i spil, og når bossen har modtaget nok skade af tre omgange, er kampen forbi.

Alt i alt tager spillets historie spilleren til syv planeter i Søstarsystemet, og for at komme videre fra hver af dem skal man først (med en enkelt undtagelse) have samlet nok mesterdele; lilla og funklende klodser. Mesterdele får man naturligvis for at udføre opgaver i historien, men de findes også rundt omkring i de åbne verdner på hver planet, og man kan også udføre sidemissioner for forskellige figurer, der ofte belønner arbejdet med en sådan klods. Spillet indeholder langt flere mesterdele, end det er nødvendigt at samle for at komme gennem historien, men det vender vi tilbage til senere.


Denne gang er bosskampene af en helt anden størrelse.

Udover jagten på dele til et rumskib har rejsen til Søspokalypstar til formål at introducere os til de butikker, som man efter at have udført en opgave for en vis figur vil få adgang til på hver planet. Butikkerne har alle et lille udvalg af ting, der udelukkende kan købes netop der, men de fungerer også som vekselbureau i forhold til såkaldte relikvier, man kan finde i spillet. Relikvier findes i tre udgaver, der hver især veksles til forskellige ting; de grønne til mindre genstande og klistermærker, de lilla til figurer og de blå til byggesider. Foruden disse standardudgaver findes røde relikvier, der kan åbne op for supergenstande – det tidligere spil gemte bag røde klodser – og orange relikvier, der med sikkerhed kan veksles til en ny ting fra hver standardkategori.

Med baggrund i relikvierne bliver det naturligvis meget tilfældigt, hvilke figurer og objekter man som spiller vil få adgang til undervejs, og derfor vil du også yderst sjældent være tvunget til at bruge en bestemt figur i historiemissionerne. Når det sker, så er det altså som regel en af hovedkaraktererne, der opnås efterhånden, som man støder på dem, der skal bruges, og ellers vil det stå dig frit for at benytte nogle af de mange andre figurer. Du kan sågar opbygge din helt egen figur ud fra delene brugt til hver af de tilgængelige figurer, og det er dermed muligt at sammensætte Emmets ben med Lucys krop, Abraham Lincolns hoved, Harley Quinns hår og Aquamans hænder, hvis du lyster det. Der er rigeligt med kombinationsmuligheder.


Relikvier som de grønne findes blandt andet i kister rundt omkring.

Skulle du have lyst til at bevæge dig rundt på planeterne på andre måder end til fods, så kan du rundt omkring i spillet finde fartøjer, men du kan også selv bygge dem gennem dine Byggesider. Det kan være både biler, motorcykler, fly og skibe, men det kan også være dyr som heste og dinosaurer, så der er lidt forskelligt at vælge mellem, og af og til vil du kunne bruge dem i de ræs, der findes i mange af spillets sidemissioner.

Afhængigt af hvor grundig du er på de forskellige planeter, så kan du forvente at komme igennem historien på 10-15 timer – selv brugte jeg 13,5 – men det kan godt svare sig at gå efter indsamling af mange mesterdele, hvis man vil have lidt ekstra indhold at give sig i kast med. Undervejs i spillet vil man nemlig møde den barske Rex Farligvest, der kan rejse gennem tid og rum, og med nok mesterdele indsamlet kan man tage med ham til glemte tider i bl.a. Det vilde Vesten og Merlins middelalder. I alt er der seks ekstra verdener at udforske – den sidste kræver 400 mesterdele at få adgang til – og de er alle en del mindre end planeterne i historien.


Søstar-systemet med sine syv planeter gemmer på mange mesterdele.

Det gode:
Først og fremmest skal det siges, at det er meget rart at sidde med et LEGO-spil, som man ikke bare kender alle aspekter af fra start, og The LEGO Movie 2 Videogame er altså markant anderledes end de spil i serien, som jeg tidligere har prøvet. Før i serien har man måske introduceret en enkel eller to nye mekanikker til det så velkendte gameplay, men her er man i stedet gået planken ud med total forandring. Det er indledningsvist med til at gøre spillet lidt mere interessant, og man er reelt spændt på, hvad der venter forude.

Den bedste ændring, synes jeg personligt, er overgangen til at have figurer, som alle kan det samme, for det kan godt være lidt uoverskueligt at finde en figur med de rette evner i de tidligere spil. Nu kan man i stedet nøjes med at koncentrere sig om at finde det rette værktøj, og dem kan man heldigvis let skifte mellem på L/R og tage af igen ved at holde A inde, så det er både praktisk og samtidig mere frit, da det tillader spilleren at benytte sin favoritfigur til enhver opgave.


Her bruger Emmet skærebrænderen, men det kunne være hvem som helst.

Den nye open world-struktur er også noget, som jeg godt kan lide, da det giver spilleren stor frihed til at takle spillet på sin egen måde. Vil man bare følge historien i første omgang, så kan man nøjes med det, men personligt kan jeg altså ikke lade være med at gå på opdagelse på hver planet og få så mange mesterdele som muligt med mig videre, og det kan være ganske tilfredsstillende at finde frem til godt skjulte klodser. Det er naturligvis ikke alt, der er gemt væk, men kortet øverst til højre, er en rigtig god hjælp i jagten, og figurer med sidemissioner er også godt fremhævet med store spørgsmålstegn over dem, hvilket er rart.

Umiddelbart kunne man måske synes, at det er lidt irriterende at skulle bruge Byggesider til at bygge brugbare ting i spillet, men heldigvis er det lavet sådan, at de mest benyttede objekter er lette at skifte mellem, og kun når man skal bruge særlige ting, er man tvunget til at grave dybere i menuerne. Selv i sidstnævnte situationer vil spillet guide dig ved at lade kategori samt objekt blinke, så det er let at finde, og i sidste ende, så er brugen af Byggesider sådan set bare med til at give mere frihed.


Her bygges en trampolin, men byggesider kan bruges til mange ting.

Som sædvanligt for LEGO-spillene er der rigeligt at lave i spillet, og efter at være gået på jagt efter de sidste mesterdele har jeg personligt rundet over 20 timers spiltid. Sådan skal det helst være i spil af denne type, og i april udgives der sågar gratis DLC til spillet, som tilføjer tre ekstra verdener at udforske. Her venter tre uddybende scenarier, som fortæller ting, der ikke var en del af historien i spillet, og det kan man vel kun sætte pris på og se frem til.

Skulle man formå at samle alle mesterdele, så er der tilmed stadig ting at give sig i kast med for den kreative type. Søspokalypstar er stedet, hvor man kan lade sin fantasi få frit løb og bygge en verden, som man ønsker den. Stedet er fra start ret tomt, men man kan med klodser nok bygge alverdens forskellige bygninger, som får planeten til at emme af liv, og man kan plante træer, blomster og alt muligt andet, hvis det er det man vil. Alt det, man i løbet af spillet har scannet, kan bygges, og man kan selvfølgelig rejse tilbage til andre planeter for at scanne ting, som man mangler i samlingen.


Der er rig mulighed for brugertilpasning af figurerne i spillet.

Det dårlige:
Retningen, som man har taget The LEGO Movie 2 Videogame i, har dog ikke kun positive konsekvenser. Vi har været vant til, at LEGO-spillene er pænt pakket ind med flotte mellemsekvenser tilsat en god portion humor, og det er sådan set også tilfældet her. Der er bare ikke så meget af det, da de fleste af historiens vigtige punkter blot gengives i tale med Lucy som fortæller. På en måde er det rart, da det ikke ødelægger filmen for dem, der endnu ikke har set den, men det er altså også bare lidt mere kedeligt, og jeg tænker, at man har sværere ved at fastholde det yngre publikum på denne vis.

En anden ting, som jeg bider mærke i, i forhold til spillets præsentation er manglende tale ved valg af dansk som sprog. Jeg havde naturligvis ikke forventet dansk tale, og i første omgang fandt jeg det ikke underligt, at de danske undertekster var akkompagneret af volapyk, men efterfølgende opdagede jeg, at der rent faktisk findes fuldt stemmeskuespil til al dialog i historien, når man vælger at spille på engelsk. Det virker som en meget mærkelig beslutning at fjerne stemmerne ved valg af andre sprog, for alt andet lige er det da stadig mere interessant at høre det engelske og læse de danske tekster, hvis man ikke forstår det hele.


Manglende stemmer ved valg af dansk kan virke underligt.

Gameplay i spillet har jeg ikke meget at sætte på, for det er egentlig ret solidt, men en enkelt ting undrer mig, og det er farten på køretøjer. De er simpelthen så langsomme, at man lige så godt kan lade sin figur løbe rundt i stedet, og det er samtidig også nemmere at styre, da små bump på vejen, som man til fods kan hoppe over, kan standse al fremdrift for en bil. Ved flere lejligheder er køretøjer tilgængelige ved ræs, og så kan det godt være, at den nedsatte hastighed gør dem lettere at styre, men det er altså ikke særligt sjovt at benytte dem, når der ikke kommer fart over feltet.

Af og til kunne man også ønske, at det var muligt at gøre processen med at åbne relikvier i butikkerne hurtigere, for det kan da godt være, at det er spændende at åbne dem op og se, hvad man får, men har man så 30 af dem, så tager det altså en evighed. Personligt savner jeg muligheden for at åbne flere relikvier på én gang og springe direkte til en liste over belønningerne i stedet for at få dem serveret en efter en, og det ville med garanti være mindre søvndyssende på denne vis.


Der er pæne steder i spillet, men ikke alt er super-duper.

Ikke helt usædvanligt for LEGO-spillene, så er der også denne gang mulighed for at støde på tekniske problemer. En enkelt gang lykkedes det eksempelvis mig at falde gennem jorden, og her var min figur så fanget uden mulighed for at komme derfra. Eneste løsning var at forlade spillet og indlæse det igen, og da spillet gemmer automatisk, når man afslutter det, så tabte jeg intet andet end tid herved, så det var ikke et stort problem. Der er generelt lange load-tider i spillet grundet størrelserne på de mange open world-miljøer, men til gengæld er de der kun, når man indlæser sit spil og skifter verden, så det er til at leve med.

Konklusion:
Hvis du tror, at du har prøvet så mange LEGO-spil, at du kender alt, hvad de har at byde på, så vil det måske glæde dig, at The LEGO Movie 2 Videogame er markant anderledes, for med en open world-tilgang til tingene gøres der op med den velkendte formel fra tidligere. Det føles som et skridt i den rigtige retning, og på mange områder er det mere frit og spændende, men det bringer også nye problemer med sig, og dermed er der plads til forbedringer. På den ene side er jeg glad for, at spillet ikke fuldstændig spolerer filmen med talrige mellemsekvenser derfra, men på den anden side gør det også historien i spillet mere kedelig, og samme tankegang kan overføres til andre elementer i spillet. Trods kritik er det i sidste ende et godt spil, som man kan få mange timer ud af, og med gratis DLC på vej bliver det kun bedre.

Spillet fylder 5,7 GB.

2
1ups givet

4/5


Familiesjov

Nemt at gå til

Øjeguf

Fremragende lyd

Kommentarer:

#1 - KJ85

Level: 58 (Tektite)

09-03-2019 17:16

Kan lige tilføje i kommentarerne, at spillet udgives fysisk d. 15. marts her i Danmark. Det var kun digitalt spillet blev lanceret d. 1. marts.

Håber anmeldelsen kan bruges Smiley
0
1ups givet

#2 - Lukas Skywalker

Level: 25 (Kokiri)

09-03-2019 17:47

Filmen var sjov, dog spillede de lidt for meget på virkeligheden vs. LEGO-universet.

Kan da godt være, at man skal investere i spillet Smiley
0
1ups givet

The LEGO Movie 2 Videogame

The LEGO Movie 2 Videogame
Platform:
Nintendo Switch

Udgivelse:
15-03-2019

Kan købes hos:
Coolshop - 251.00 kr