Final Fantasy Crystal Chronicles: The Crystal Bearers (Wii)

Skrevet af Kristian Mols - 09-04-2010 09:05

Ok Final Fantasy: Crystal Chronicles – The Crystal Bearers (det var sidste gang jeg skrev den lange titlen) foregår i en steam-punk fantasy-verden, hvor vore gæve helt, Layle, lever som krystalbærer og... Surprise! Alle hader ham! I Layles verden er magi og krystalbærere nemlig tabu, og noget man er bange for. Layle lever som lejesoldat og er som udgangspunkt hyret til at beskytte et skib. Det går naturligvis ikke helt godt, og et mystisk væsen stjæler et krystalidol, som Layle så må prøve at skaffe tilbage. Resten af spillet går så med at rejse rundt i verdenen, mens historien udspiller sig.

Layle "The Crystal Bearer" en tittel som ikke kan udtales uden at det bliver corny

Godt så, det lyder jo fint nok, og det er da også morsomt nok i starten, indtil du finder ud af, at du ingenting må lave selv! Al action foregår i mellemsekvenser, og du får kun lov til at lave kedelige ting som at hoppe fra blok til blok og kæmpe mod ligegyldige fjender. Dette kunne nemt være reddet, da quick-time events er opfundet, men den mulighed har Square Enix åbenbart ikke tænkt på.
Derfor bliver spillet hurtigt vantvittig kedeligt, Layle har ingen våben men styrer tyngdekraften og kan telekinese (ja... ligesom i Star Wars bare uden alt det fede), og i starten er det fedt, at alt kan løftes og kastes, men det bliver bare hurtigt virkelig ensformigt, og så savner man et våben! Kampsystemet ændres stort set ikke gennem hele spillet, øv!
Men ok, historien er vel god? Det er jo Square Enix. Men næh, det er den desværre ikke. Historien er kedelig, karaktererne er uvedkommende, du bliver hele tiden tvunget tilbage til steder du allerede har været, og stemmeskuespillet er FORFÆRDELIGT! Du får lyst til at kyle din Wii Remote gennem skærmen hver eneste gang, der siges "crystal bearer", det lyder altid malplaceret og virkelig søgt. Og som jeg sagde før må du aldrig lave noget. Hver eneste gang der sker noget fedt i historien og du tænker "jeg vil!", slår spillet over i en mellemsekvens og så må du hygge dig med den, mens spillet selv klarer alt det sjove.

Det ser fedt og actionfyldt ud... Men gaab!

Ved siden af hovedspillet er der også en række minispil. Du kan blandt andet ride på kyllinger og brydes med ungmøer. Minispillene ville være et ok break, hvis spillet var actionfyldt og spændende, men de ender desværre bare som en forlængelse af kedsomheden.

Alt dette er ret ærgerligt, da grafikken og lyden i spillet faktisk er ganske god. Grafikken minder om Zelda og er glidende og farverig og karaktererne er relativt flotte dog lidt grumsede til tider, når de forsøger sig med lidt for mange detaljer.
Lyden er også fin, som sagt trækker stemmeskuespillet kraftigt ned, men soundtracket er faktisk fint og stemningsfuldt.

Holdbarheden er relativt højt, det er et langt spil, men det er så kedeligt, at jeg tvivler på, at du gider spille det til ende, så jeg vil ikke sige at det her brillerer.

Hmm... Flyvende vaskebjørn...

Konklusion
Alt i alt er spillet en gevaldig skuffelse for fans såvel som ikke-fans. Spillet er simpelthen ikke udfordrende og trods pæne stilistiske træk, rammer gameplayet helt ved siden af. Jeg kan kun fraråde et køb medmindre du bare skal have det, men nu er du advaret, det er ikke pengene værd.

Kommentarer: