Let's Tap (Wii)

Skrevet af Lukas Skywalker - 07-08-2009 15:45

Let's Tap spilles ved at man har en skotøjsæske, en lommetørklædesæske eller lignende – kassen som Wii Sports Resort eller Mario Kart Wii kommer i, kan også bruges. Ja selv kassen som Wii'en kommer i kan bruges. Hvor stor kassen er, har ikke nogen reel betydning, der skal bare være plads til en Wii Remote på midten af den. Det er i øvrigt også vigtigt at man har en Wii Remote Jacket, for uden den så går der ikke længe før Wii Remoten hopper ud over kanten af kassen.
I en kort tutorial lærer man hvordan spillet kontrolleres. Ved et let puf på kassen én gang, går man til et nyt menupunkt. Puffer man to gange (og her er det vigtigt at have den helt rigtige rytme) vælger man så det punkt man er på. Man kan dog også godt bruge Wii Remoten som pegepind, hvis det er det man lyster.
Hvis man gerne vil hamre løs på kassen, kan man indstille hvor hårdt man skal slå for at nå det og det niveau. Kassen man bruger kan også godt have inflydelse på dette.

Så skal der tappes på livet løs!

Der er fem forskellige spilmodes, og under hvert mode er der underkategorier, som man kan få flere af ved at klare sig godt. Den første hedder Tap Running, og her skal du holde en rytme for at få din gelé-agtige mand til at løbe hurtigt. Slår du for hårdt på kassen vil han hoppe, og dermed miste al fart. Hvis man ikke holder rytmen vil han ikke løbe specielt stærkt, og det handler om virkelig at finde den hårfine grænse.
Der er ret mange baner at kaste sig over, men problemet er at det ikke handler om at gennemføre selve banen, det handler bare om at komme først. Havde det i stedet været måske lidt mere som Super Mario Bros., ja så havde det nok været lidt mere interessant.
Denne mode er – ligesom de fleste andre – uden tvivl sjovest med en ven eller to. Eller tre.
Den næste mode, Rhythm Tap, er hvad jeg vil kalde spillets hoved-mode, for her skal der nemlig tappes til musik. Desværre er der næppe nogen af numrene man kender, og det virker generelt som om, at det kun er få af dem der er licenserede. Ikke at det gør spillet dårligere som sådan, men det ville være rart med nogen sange som man kendte i forvejen.
I Dance Dance Revolution-serien er der fire retninger man kan vælge mellem, og i Guitar Hero-serien er der fem forskellige farver man skal trykke på. I Let's Tap er der et let slag, et mellem slag, og et hårdt slag. Desværre er spillet ganske enkelt ikke hård nok – selv slog jeg med præcist samme styrke ved en lang sekvens i en sang der bestod af både lette, mellem og hårde slag. Ved de lette sagde den 'Perfect', ved de mellem sagde den også 'Perfect' og ved de hårde sagde den 'Good'. Det går ikke at spillet tager så let på det, for det gør at denne mode hurtigt bliver lige lidt for let. Det lader dog til at den rent faktisk ikke tager særlig let på det, for selvom langt de fleste af mine slag var – ifølge spillet – perfekte, ja så endte jeg med en karakter der sagde 'D', hvor 'E' er det laveste og 'S' det højeste. Senere prøvede jeg så en anden sang, hvor jeg ramte hvad der svarer til 5% flere af slagene (missede faktisk kun én), og her fik jeg så et pænt 'A' (næsthøjeste).

Hvorfor nogen af disse spillere har valgt at gå på line frem for at svinge sig over, er mig en gåde

Der er heldigvis andre modes, og den næste er klodsmajor i en ny og mere avanceret indpakning. Et trofæ er stablet oven på en bunke sekskanter, og du skal så vælge en af disse sekskanter og skubbe den ud af stakken. Når du har valgt sekskanten, skal du også vælge hvilken retning du vil skubbe den – når det så er valgt, skal du ellers tappe indtil den forsvinder fra stakken. Det er ikke videre svært hvis man bare vil videre til næste bane, men så er der heldigvis ekstra point at hente, hvis man får de rigtigtfarvede brikker til at lægge oven på hinanden. Med en ven bliver det i øvrigt straks lidt sjovere, for der skal tænkes taktisk og længe over hvert træk, hvis man vil score de allerhøjeste point.
Den næste mode er den jeg finder sjovest. Her skal man nemlig igennem en række baner som en flyvende "et-eller-andet" der kan skyde med missiler. Tapper du flyver du en smule op ad, og tapper du ikke, ja så daler figuren. Tapper du hårdt nok, vil figuren affyre et missil, som kan udrydde både blokke og fjender. Det virker, og det er faktisk ret fornøjeligt, modsat resten af spillet. Der er dog desværre ikke voldsomt meget genspilningsværdi, omend det godt kan underholde en i et fint stykke tid.
Så er vi allerede nået til sidste mode, og den er heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for – denne sidste mode er en ren "visualizer", og der er dermed intet mål overhovedet. Du kan vælge at få visualiseret dine slag som fyrværkeri, maling, eller noget helt andet. Du kan også tappe en bestemt sekvens, og derved fremkalde et hjerte, en smiley, en mus eller noget helt andet. Det kan være ganske sjovt i 10 minutters tid, men så er det også det.

Klodsmajor anno 2009

Let's Tap er ikke ligefrem det pæneste spil, men det er Guitar Hero eller Dance Dance Revolution heller ikke. I spil som disse er det lyden det kommer an på. Selvom grafikken ikke skal imponere, så er den ret sparsom i dette spil. Den passer dog helt klart til selve stilen i spillet – især baggrunden der ofte indeholder mærkelige figurer og former – og fungerer derfor uden at være prangende.
Lyden er ganske god, men som tidligere nævnt, ville et par licenserede numre eller tre ikke skade. Lyden under de forskellige modes passer dog bare helt perfekt, og især i shooteren er lyden helt i top. Selv er jeg helt vild med hovedtemaet i Let's Tap. Selve kvaliteten af lyden fejler heller intet.

Undgå bomben ovenover, og skyd dig i stedet vej gennem de røde blokke

Konklusion
Som læser undrer du dig måske over denne direkte gennemgang af spillet, og at anmeldelsen ikke er længere end den er. Sagen er dog simpelthen sådan, at der bare ikke er mere at skrive om. Der er så lidt at lave i Let's Tap, at det hurtigt bliver kedeligt. Som et WiiWare-spil ville det være helt udemærket, men vi snakker her om en disk-udgivelse, og så går det bare ikke.
Let's Tap kunne være langt bedre, bl.a. med nogle federe baner i platformsspillet og shooteren, men dette skulle altså ikke være tilfældet. Som partyspil er det sikkert være ganske fornøjeligt at hive frem for en stund, men det er så småt med genspilningsværdien. Det er en ommer, Prope.

Kommentarer: