Mario & Sonic at the Olympic Winter Games (Wii)

Skrevet af Erik Madsen - 12-11-2009 23:14

Singleplayer-delen er en festival hvor man skal skal træne og spille en række discipliner mod tre modstandere. Det er i virkeligheden bare en kæde af discipliner med et snært af historie.
Spilleren kan gå direkte ind i classic games for at spille de enkelte discipliner, dog skal man skaffe adgang til de såkaldte dream-discipliner via singleplayer-delen. I de 27 discipliner er der mulighed for at indsamle mønter, som kan bruges til at købe tilbehør som design til sit snowboard, nye ski, musik, ting til din Mii eller købe baggrundshistorie til de forskellige discipliner i biblioteket.

Bowser giver den gas og viser teknisk snilde i snowboarding

Det er ingen hemmelighed at den primære del af spillet er at klare sig bedst muligt i alle discipliner. Efter hver endt disciplin får man tildelt en score og modtager muligvis et af de mange emblemer som kan skaffes på forskellig vis. Der er alt i alt en hel del at skaffe, men samtidigt også tilsvarende mange mønter til den der lyster.
Det er meget op til den enkelte om de forskellige discipliner falder i god jord, men generelt er det dream-disciplinerne, der giver det bedste indtryk da der her også er de velkendte bokse med våben og forhindringer som vi kender fra Mario Kart. Dog formår spillet slet ikke at nå i nærheden af samme standard som Mario Kart, men hvilke spil gør i virkeligheden det?
De mange forskellige ski-discipliner som fx slalom og snowboard når heller ikke samme niveau som skispillene i Wii Fit eller Wii Fit Plus. Man bruger henholdsvis sin Wii Remote og Nunchuk til at tilte, vende og dreje, alt efter hvilken disciplin der er tale om, og man savner her en understøttelse af Wii MotionPlus, for man kan godt savne lidt mere præcis følelse. Spillet understøtter brugen af Wii Balance Board, og har man sådan et kan man med fordel bruge det til at give den helt rigtige skistemning.

Dream-disciplinerne er der hvor spillet brillierer mest

Spillet ser ved første øjekast ganske pænt ud. Sonic, Mario og alle deres venner og fjender ser ganske godt ud, og jeg blev noget overrasket over at min yndlingsfigur Knuckles fik sne på kroppen da jeg slog et par kolbøtter ned ad skibakken første gang jeg skulle prøve at komme helskindet til måls.
Desværre formår resten af elementerne i spillet ikke at leve op til standarden hos figurerne, og når denne ikke er helt i top kommer det hele hurtigt til at se middelmådigt ud. Man savner nogle detaljer i de originale discipliner. Det er som om krudten er gemt til sidst i dream-disciplinerne, hvilket ikke er så smart, da man skal skaffe adgang til dem via de originale discipliner.

Bowser Jr. og Sonic ser rigtig godt ud, dog lever det resterende grafik ikke op til samme niveau

I forhold til det første spil er der intet nyt at hente her mht. det visuelle. Figurerne har, til stor ros, alle deres forskellige stemmer, dog kunne det godt tyde på at man blot har valgt at genbruge de samme lydklip fra det første spil. Man bliver hurtigt træt af at høre på den samme jubelstemme hele tiden, her kunne man nemt med stor succes have indspillet flere stemmeklip og skabt noget mere variation. Lyden fra publikum er også det samme hver gang, hvilket man dog kun lægger mærke til hvis man lytter efter det. Musikken giver egentlig et fint, behageligt og tilpas miljø for ørerne, dog uden at skabe nye episke hårrejsende temaer.

Der er masser af merchandise, emblemer og pokaler at skaffe. Dog er der ingen bonus ved at skaffe disse udover endnu flere emblemer. Festivaldelen er hurtigt overstået og derefter ved man ikke helt hvad man skal give sig til bortset fra at starte en nyt festival med en ny figur. Dog er festivaldelen fremragende som multiplayer, hvor det kræver godt samarbejde fra tid til anden. Onlinedelen er der ikke meget sjov ved, da man blot kan uploade sin score og sammenligne sig selv med resten af verdenen.

Man må se sig selv på podiet mange gange for at skaffe alle emblemer

Konklusion
Alt i alt er Mario & Sonic at the Olympic Winter Games egentlig et udmærket spil. Grafikken er acceptabel og gameplayet er typisk for et Wii-spil. Spillet når desværre ikke ret meget mere end den gode ende af middel, da det er alt for casual til at gameren vil få meget ud af spillet. I forhold til det originale spil virker det som om spillet er fuldstændig det samme, blot med sne på. Har man spillet det første spil er der ikke så meget at komme efter her, men spillet har dog et fint stabilt niveau og egner sig fremragende som hyggespil hvis man pludselig får uventede gæster.

Kommentarer: