The Godfather: Blackhand Edition (Wii)

Skrevet af Zøvnig - 28-04-2007 17:36

Året var 1945. Jeg var 18 år på dette tidspunkt, og jeg havde lige lavet mit første fejltrin, da jeg havde sat mig op imod en af mine venner fra vores lille bande. Slagene haglede ned over mig og blodet flød fra min mund. Jeg mærkede smerten i kroppen og prøvede forgæves at komme væk fra de mange slag og spark. Ville ikke for nær kanten af taget, så de kunne få mig helt. Jeg var nede på alle fire med en bidende smerte i mit hoved, da han pludselig dukkede op. Ud af ingenting lød der et hult ”BOK”, og da jeg kiggede op, lå min tidligere ven med blod udover helt ansigtet og ved siden af ham stod den store Luca Brasi med et jernrør i hånden. De andre flygtede, mens Luca hjalp mig på benene. Mit blod blandede sig med regnvandet, mens jeg rystede. Luca fortalte mig, at min mor havde bedt Don Vito hjælpe mig, som han engang havde hjulpet min far. Da også Luca havde været gode venner med min far, havde han tilbudt sin hjælp...

Little Italy 1945
Du starter spillet som den unge faderløse skikkelse Aldo, som får job som ”stik i rend dreng” for Corleone familien. Herfra gælder det om at finde din egen plads i hierakiet og bevæge dig ud i New York City for at skabe dig et navn. I starten af spillet holder Luca billedligt talt en i hånden, indtil man har lært styringen i spillet at kende. Dette er en ganske god ting, da spillet virkelig har mange små finesser, som det kan være rigtig godt at lære, hvis man skal opnå fuldt udbytte af spillet. Når du er kampklar, får du dine første små missioner på egen hånd.

Godfather: The Blackhand Edition er visse steder blevet kritiseret for at låne for meget fra GTA spillene og for ikke at følge filmene mere nøjagtigt. Lad det være slået fast med det samme. Godfather: The Blackhand Edition har det tilfældes med GTA serien, at du bevæger dig rundt i bil og til fods i en storby, hvori du har mulighed for at begå en masse kriminalitet. Herefter mener jeg, at sammenligningen hører op. Spillet gør meget ud af selve historien, og der mener jeg faktisk den rammer en del af stemningen fra filmene meget godt. Her er der ingen fancy radiostationer eller store flotte bygninger. Det, vi møder, er et gråt og trist New York. En by der bærer tydeligt præg af efterkrigstiden og de svære kår, som mange måtte leve under. Mafiaen styrer det meste af byen, og politiet er i lommen på den, der byder højest. Bilerne er ikke i flashy farver men hører sig tiden til, og musikken i spillet er med til at skabe illusionen om en disillusioneret by i 40’erne.

Det er her, vi bevæger os rundt for at udføre en masse missioner i håb om en dag selv at blive budt ind i familiens rækker som en ægte Corleone.

Endnu en dejlig morgen i Little Italy

Skal man bare skyde?
Selvom spillet har fået ”GTA-klon” mærkatet på af flere spilsider, så tag ikke fejl. Du kan ikke bare blaste dig igennem Godfather: The Blackhand Edition, hvis du skal opnå succes. Succes opnår du, hvis du forstår at blande vold og diplomati sammen for derved at opnå mest mulig respekt i underverdenen og i din egen familie. Respekt er en vigtig ting igennem hele spillet. Når du ikke lige udfører de faste missioner i spillet, kan du nemlig bevæge dig rundt i byen og sørge for at tjene lidt penge. Dette gøres ved at overtale de små handlende til at give dig en del af deres overskud. Ikke alle butiksejere er lige samarbejdsvillige, så derfor er det godt, at du har flere kort på hånden. Nogle skal bare have et lag tærsk, før de er overbeviste om, at du er en god ven. Andre igen er man nødt til at presse noget mere ved hjælp af et skud i knæskallen, smide en kunde ud gennem butiksruden, skyde varerne i butikken i stykker osv. Mulighederne er mange, og en del af det sjove ved spillet er at finde deres svagheder.

Når du ikke lige udvider din ”vennekreds”, er der meget andet at give sig til. Der er f.eks. 4 andre familier, man kan udfordre. Dette kan foregå både ved at overtage deres mindre butikker og ved at kastrere dem økonomisk ved at overtage deres større lagerhuse. Spillet er en balancegang, hvor det gælder om at presse de andre familer ud af de enkelte områder af byen uden dog at starte Mob Wars. Starter man først en sådan, vil ethvert familiemedlem fra den anden bande åbne ild mod folk fra din familie, lige meget hvor de mødes. Dette skal helst undgås, da det er svært at udføre forretninger, når man konstant bliver udsat for driveby shootings og lignende. Her er det så godt, at man kan bestikke både politiet og FBI. Dette kan bruges til at få poliet til at se den anden vej før et mord eller for at lægge en dæmper på en igangværende Mob War.

For at sige det på en kortere måde, så har spillet mange muligheder. Der er hele 15 missioner mere end den originale version og læg dertil en masse andre små finesser, et nyt område af byen og nye muligheder for at udvide sin karakters skills. Og så er der lige det med styringen.

Hvis ikke de vil lytte, må de føle...

The Blackhand Edition
Navnet på titlen refererer til de mange muligheder, du har, når du skal presse de handlende med de bare næver. Her er der virkelig gjort noget ud af spillet. Det er simpelhen en ren fornøjelse at kaste rundt med sine modstandere i spillet. Wiimoten og nunchuckens muligheder udnyttes fuldt ud, og jeg kan ærligt sige, at jeg mener, dette spil beviser Wiis sande styrke. Når du f.eks tager fat i kraven på en modstander og slynger ham op imod væggen, ja, så gør du det virkelig! Du holder Wiimoten og nunchucken op foran dig, som om det er kraven på en anden person, du har fat i. Fører du højre arm tilbage, mens den anden bliver, hvor den er, vil du se din karakter have fat i modstanderen med venstre arm, mens højre arm er hevet tilbage på figuren. Smider du derefter højre hånd frem, vil du smække modstanderen en på kæben. Den virker selvfølgelig også, hvis du skifter hånd, eller hvis du har en kølle i hånden.

Når du har fat i din modstander, er der næsten ingen grænser. Du kan slå ham til han går i knæ og så hive ham op igen. Smide ham ud igennem et vindue eller ind i en ovn. Slå hans hoved ned i en disk eller nikke ham en skalle. Og ja.. Du laver en bevægelse med nunchucken og Wiimoten foran dig, mens du smider dem op imod dit eget hoved. Det ser brutalt ud og føles ligeså brutalt, når man spiller. Det er virkelig fantastisk fedt. Det er ikke til at se, at EA ikke har bygget spillet op om denne styring. Den er implementeret utrolig godt, og jeg mener ærligt, at det fremover vil virke utrolig tamt at sidde med en normal controller til denne type spil. Samtidig kan jeg næsten kun gyse ved tanken om, hvor voldsomt Manhunt 2 eller Scarface bliver efter denne oplevelse.

Daniel Corleone udfører sin berømte Riverdance

Stemningen er tilstede
Det er lykkedes EAs udviklingsteam at ramme stemningen meget godt. Fans af filmene vil muligvis være skuffede over, at spillet er mere action end noget andet. Samtidig ville det være svært at lave et spil af denne type uden brugen af vold og skyderier. Det er sådan set ikke det, der ødelægger stemningen. De har gjort meget for at byen har den triste grå New Yorker-stemning og alt fra biler, tøj, våben og musik understøtter tidsperioden ret godt. At de yderligere har ladet flere af de rigtige skuespillere fra filmene lægge stemmer til Don Vito, Sonny og flere af de andre, er for mig medvirkende til, at jeg er endnu mere fascineret af spillet.

Nice suit you got there
Selve grafikken er til gengæld ikke noget at råbe højt op over. Den er funktionel og gør sit job uden at irritere øjet. Der er, hvad der skal være, men så heller ikke mere. Jeg kunne godt have ønsket mig, at de havde gjort mere ud af effekter i spillet for at få det hele til at se lidt mere skarpt og realistisk ud. Jeg er måske lidt hård her, for i bund og grund ser det hele faktisk udmærket ud. Havde det været et GameCube-spil, havde jeg været fuld ud tilfreds og måske endda rost grafikken. Det er bare små-irriterende, at de ikke gør mere ud af at udnytte Wiiens kræfter. På den anden side vil jeg klart foretrække, at de lægger deres tid i styringen, når den udføres så godt som i dette spil.

Så kan han lære det!

Holder det i længden?
Der er virkelig mange timers spil i Godfather: The Blackhand Edition, hvis man gider bruge tid på spillet. Selve de 30 små hovedmissioner behøver ikke tage vanvittig lang tid. Men hvis man virkelig dykker ned i spillet, kan man uden problemer hive et godt stykke over 30 timers spil ud af det. Er man til gengæld typen, der bare skal fra punkt A til B uden de store dikkedarer, må der beregnes en del mindre spilletid.

Daniel Corleone
Spillet er for mig en af de mest positive overraskelser til Wii overhovedet. Spillet var i forvejen stærkt og med styringen i Wii-versionen, er der noget at komme efter. Er du overhovedet til denne type spil, så bør der ikke være nogen vej uden om. Er du fan af filmen og kan leve med at dette primært er et actionspil, er der heller ingen vej uden om. Den brutale styring og den rimelig gode historie i spillet gør dette til et ”must have” for alle dem, der har råbt op om at ville have et spil til voksne. Jeg vil derimod ikke anbefale dig at investere i spillet for at spille med dine børn. Dertil er spillet simpelhen for brutalt pga. styringen.

Kommentarer: