GoNNER (Switch eShop)

Skrevet af Belmont - 08-07-2017 02:13

Udviklerne, Art in Heart, har med GoNNER, der sidste efterår blev udgivet til PC, skabt et retrospil, som formår at ændre formlen for, hvordan man spiller et platformsskydespil, og sidst i juni fandt spillet med Raw Fury som udgiver vej til Switch. Historien omhandler helten, Ikk, som skal forsøge at opmuntre sin bedste ven, Sally, der er en kæmpe hval, ved at drage ud i skumle katakomber og finde en gave til hende. Ingen anden end Døden selv er i øvrigt klar til at hjælpe dig undervejs ved at sælge opgraderinger af forskellig slags, så du får det lettere på din færd. Ja det lyder langt ude, og det er det sådan set også, men her får I mine oplevelser med spillet.

GoNNER tilhører roguelike-genren, og lige fra første sekund fornemmer man, at spillet er helt sit eget. Grafikken har et ATARI-udseende over sig med den sorte baggrund og de unuancerede, klare farver hen over skærmen, og man får ikke noget forklaret. Det er med andre ord helt op til spilleren selv at gå på opdagelse i spillets makabre verden, hvor ondskabsfulde monstre og maskiner er klar til at vise vejen til GAME OVER-skærmen. Jeg vil mene, at ”det ukendte” er en essentiel del af oplevelsen med dette spil, og derfor vil jeg også forsøge ikke at afsløre for meget, af det jeg selv opdagede, i denne anmeldelse. Jeg mener simpelthen, at det vil kunne ødelægge en stor del af spiloplevelsen, og vil man gerne have forklaret hver en detalje i spillet, så findes der masser af FAQs og guides ude på nettet – disse kommer man nok ikke udenom på længere sigt, hvis man først køber spillet.

Grundlæggende er spillet simpelt i sin opbygning, og du skal som i ethvert andet platformsskydespil komme fra A til B ved at skyde eller hoppe på monstrene i spillet. Du kan undervejs opgradere Ikk ved at udskifte hans rygsæk, pistol eller... hans hoved, men du får ikke forklaret, hvad de forskellige ting gør, og det er dermed en del af spændingen at finde ud af, hvad hver enkelt ting kan bruges til – det er ikke altid åbenlyst, og måske opdager man det ikke lige med det samme. Som det hører sig til i denne genre venter der for enden af hver verden en boss, som burde give de fleste kamp til stregen, men banerne på vejen dertil er tilfældigt genererede, og derfor oplever man aldrig at spille den samme bane to gange. Dette øger selvfølgelig udfordringsgraden, da tingene aldrig er de samme steder, og antallet af monstre varierer gang for gang.

Man vil hurtigt opdage, at man i dette spil dør tit og ofte, og på den måde minder det meget om de gamle NES-klassikere, som mange gange var langt mindre tilgivende spil, end dem vi spiller i dag, og hvor GAME OVER betød, at man startede forfra – som i helt forfra. Dette gælder også i GoNNER, men der er en betydelig detalje til forskel: Alle fundne opgraderinger beholdes og kan bruges fra start ved næste spil, og dette gør, at fjender og bosser, som man før har haft problemer med, pludselig bliver nemmere, da man har andre våben og værktøjer til rådighed. En vigtig mekanik i spillet er desuden, at man ved at dræbe monstrene i combos optjener ’Glyphs’, som kan bruges til at købe nye items af Døden mellem banerne eller som betalingsmiddel for et continue, hvis (når) du dør. Dette øger intensiteten af spillet, da man ofte for at optjene glyphs ønsker at dræbe så mange monstre som muligt på samme tid, da de er vigtige at have senere hen, når spillet bliver sværere.


Præsentationsmæssigt er spillet rimeligt fornuftigt på alle aspekter. Musikken er et mærkeligt sammensurium af elektroniske lyde, og egentlig passer det meget godt til spillets stemning og den visuelle stil. Som tidligere nævnt er grafikken simpel men med et artistisk retro-look, som virker gennemtænkt, men det er nok en smagssag, om man mener, at det er fedt eller direkte grimt, og jeg kan faktisk godt lide det rent stilmæssigt.

Det gode:
GoNNER er et super udfordrende spil, og hvis du som jeg er retrofan, så er der meget at komme efter. Man har forsøgt at tænke ud af boksen og komme med en ny måde at spille denne type spil på, og der er konstant små hemmeligheder og andre overraskelser at opdage hen ad vejen, når man endnu engang må starte forfra. Det er ikke altid, man egentlig ved, hvordan disse ting opstår: Var det fordi jeg dræbte alle fjender, eller var det pga. tiden, som jeg gennemførte på? Tjah… det finder man måske ud af lidt efter lidt, og det kan få spilleren til at eksperimentere med spillet på en god måde.


Et andet aspekt, der sidder lige i skabet, er styringen. Kontrollen er responsiv, så jeg føler, at Ikk reagerer som jeg ønsker det, og jeg har dermed ikke kunnet give andet end mine evner skylden for endnu en tur tilbage til start. Spillet kan nemt fange dig i et ”jeg skal bare liiiiige prøve én gang til”-loop, og det kan virke meget vanedannende på den gode måde – lige til man så smider sin controller i sofaen af ren frustration. Skulle man blive lidt træt af det, kan jeg anbefale, at man finder noget mere afslappende at spille ind imellem, og man kan eventuelt stresse lidt af i Hyrule i The Legend of Zelda: Breath of the Wild, når man har brug for en puster.

Det dårlige:
GoNNER er et kort spil, og hvis man hører til eliten af gamere, vil spillet snildt kunne gennemføres på en halv time, vil jeg tro, men denne elite hører jeg ikke til, og det tog mig sammenlagt en god del timer fordelt over fem dage før jeg klarede mig igennem til spillets slutning. Det vil således være ret individuelt, hvor mange timer man kan presse ud af det, men prisen er også i den forholdsvis billige ende af skalaen, og dette kan retfærdiggøre spillets længde. En ting, som de fleste kan blive enige om, er derimod nok, at nogle ting med fordel kunne være mere tydelige. Grafisk har spillet som sagt sin helt egen stil, og den er generelt rigtig cool, men det kan være ret svært at se forskel på våbnene og de forskellige andre værktøjer, da de ligner hinanden en smule. Er det en shotgun, laser eller hvad er det? Det kan irritere en smule, når man ikke kan se det.


Grundlæggende er det en fed ide, at banerne er tilfældigt gerereret på hver tur i spilet, men det kan til tider resultere i situationer, som er direkte tåbelige designmæssigt, og hvor man ikke rigtig kan komme videre. Spillet er oftest fair, men jeg oplevede nogle gange, at jeg blev unødigt irriteret pga. dets præmisser. Rammes man af et monster, så mister Ikk sit hoved, sin pistol og rygsæk, og det er som udgangspunkt fint, men falder tingene i afgrunden, så er det bare ærgerligt, for du får det ikke igen og skal dermed klare dig videre uden disse ting. Nogle vil mene, at det er en del af spillets charme, men jeg fandt det dybt, dybt frustrerende!

Konklusion:
GoNNER er formentlig et spil, der deler vandene, og om du kan lide det eller ej afhænger nok meget af temperament. Er du til spil hvor du skal finpudse dine evner og hele tiden blive dygtigere, på trods af at du dør om og om igen, så er det et belønnende spil, og du vil kunne få mange gode timer til at gå med det. Hvis tanken om dette derimod virker afskrækkende, så bør du gå udenom spillet, da det vil være en dybt frustrerende oplevelse. Spillet har et meget kunstnerisk udtryk, og det føles på mange punkter godt at spille det, men det kan af og til være svært at se, hvad ting i spillet er, og det kan blive ret irriterende, når man mister ting til afgrunden. Personligt har haft nogle skønne timer sammen med GoNNER, og jeg siger tak til Art in Heart og Raw Fury for en oplevelse, som jeg ikke glemmer lige foreløbigt. Det er bestemt sine 75 kr. værd, hvis man kan lide at blive udfordret.

Spillet fylder 300 MB.

Kommentarer: