Max: The Curse of Brotherhood (Switch eShop)

Skrevet af KJ85 - 23-02-2019 18:59

I en tid, hvor det rygtes, at Microsoft har i sinde at udgive flere spil på Switch i en nær fremtid, så kunne vi jo passende tage et kig på en af deres tidligere eksklusivtitler. Efter at være blevet opkøbt af den amerikanske gigant i 2012 kunne danske Press Play nemlig udgive Max: The Curse of Brotherhood til Xbox One kort før jul i 2013, og her levede spillet mere eller mindre sit liv, indtil Microsoft besluttede at lukke studiet i 2016. Det blev ganske vist også udgivet på andre Microsoft-platforme i 2014, men først da Flashbulb Games, der opstod i kølvandet på lukningen, købte rettighederne til sine værker tilbage, kunne spillet atter få et nyt liv. Det skete så sidst i 2017, fire år efter dets oprindelige udgivelse, hvor spillet bl.a. takket være et samarbejde med Stage Clear Studios landede på Switch, og jeg har i denne uge valgt at tage et kig på det.

Max: The Curse of Brotherhood er en efterfølger til Max & the Magic Marker, der så sin debut som WiiWare-spil i 2010, og ligesom sin forgænger er der tale om et platformspil med puzzle-elementer. Der er dog sket en del siden 2010, så mens det gamle spil blev præsenteret i ren 2D i tegneseriestil, så præsenteres vi i dette eventyr for 2,5D-grafik med levende 3D-modeller og fantastiske miljøer. Det hele tager sin fart en dag, hvor Max kommer hjem og finder sin lillebror, Felix, i gang med at lege og rode på Max’ værelse, og dette får ham til at søge efter en måde at Felix til at forsvinde. På nettet finder han en gammel forbandelse, og da han læser den, åbnes en portal til en fremmed dimension, hvorfra et monsters arm hiver fat i Felix og hiver ham med sig. Forbavset over hændelsen ser Max ingen anden udvej end at følge efter for at redde sin bror.

I den fremmede verden dukker Max op i en ørken, hvor han i horisonten kan se et kæmpe monster slæbe afsted med Felix, og han skynder sig efter dem i spillets første bane, hvori han til slut møder en gammel dame i en oase. Hun fortæller, at hun i mange år har beskyttet denne verden mod en ond mand kaldet Mustacho, men med Felix i sine klør vil han være i stand til at blive ung på ny, og så kan hun ikke længere stoppe ham. Det er i stedet op til dig i skikkelse af Max at gøre det, før det er for sent, og derfor skal du søge mod Mustachos slot i det fjerne. Med dig har du en tusch, som den gamle dame har givet magiske kræfter, og gennem den vil hun til tider kommunikere med dig.

Fra anden banes start er du i stand til med din tusch at danne og destruere søjler fra jorden på markerede steder, og denne evne skal du bruge til at komme forbi farerne, der venter på din færd. For at nå til slottet forude er denne evne dog slet ikke nok, men heldigvis bringer din rejse gennem spillets 20 baner fordelt på syv kapitler dig forbi adskillige steder, hvor naturkræfter hersker, og der vil din tusch opnå flere magiske evner, som du får brug for. Du vil komme til at kunne danne grene, lianer og vandsøjler, og hen mod slutningen vil du sågar kunne fyre eksplosive projektiler afsted – alt sammen på punkter markeret i hver sin farve.


Som en platformer er det naturligt, at du skal løbe derudad og hoppe over huller til afgrunden og den visse død, og det kommer du da også til ofte på din vej gennem landskabet. Det største aspekt af spillet består derimod i at løse masser af små puzzles med grobund i tuschens magiske evner, og med et tryk på ZR kan du således tage skriveredskabet frem og bruge det på de markerede positioner. Det starter ganske simpelt med jordsøjlerne, men med den løbende introduktion af andre evner bliver det stille og roligt mere avanceret og samtidig mere spændende. Grene kan eksempelvis dannes, så de kan udnyttes til at kravle op mod platforme længere oppe, men de kan også skæres ned, så de kan skubbes rundt med og udnyttes som enhver anden kasse/stenblok, som du måtte finde på din vej.

Brugen af hver af de magiske evner er meget ligetil, men for at gøre det hele lidt mere omfattende, så kan de også kombineres på steder, hvor omgivelserne tillader det. Lianer kan fastgøres til grene såvel som jordsøjler, hvorved man kan opnå noget at kravle videre på, og skæres de fri fra sit udgangspunkt kan man svinge sig i dem fra et nyt sted eller måske kravle op til en gren, som man så kan komme videre fra på anden vis. Vandsøjlerne kan på samme vis benyttes til at føre både Max og nedskårne grene i bestemte retninger, og den magiske ild kan sågar overføres til grene og dermed bruges på steder, hvor den som udgangspunkt ikke kunne udnyttes.


På sin vej mod slottet kommer Max både gennem ørkenen, bjerglandskaber, en skov, undergrunden, et vådområde og sågar en vulkan, og alle steder er der foruden farefulde omgivelser også fjender at være opmærksom på. Nogle kryb eksploderer og udløser en giftig gas, hvis du kommer for tæt på, men andre vil jagte dig med våben eller kaste bomber efter dig, og det handler om at udnytte de magiske evner til at eliminere faren fra sådanne fjender. Måske kan du knuse dem under faldende platforme, distrahere dem og lukke dem inde eller lede deres bomber hen til dem, men sent i spillet kan den magiske ild naturligvis også bruges som forsvar mod dem.

For at tilsætte spillet lidt ekstra krydderi har udviklerne i 18 af de 20 baner gemt amuletstykker og 75 af Mustachos onde øjne – ét amuletstykke og et varierende antal Evil Eyes i hver – og at finde dem alle vil kræve en ekstra indsats, da mange samleobjekter er gemt bag mere udfordrende puzzles, som ikke er nødvendige at løse for at komme gennem eventyret. Selv gik jeg efter at finde så mange som muligt af disse på min første gennemspilning, og efter små otte timer at have gennemført historien manglede jeg blot et enkelt øje og en håndfuld amuletstykker, som jeg så fandt efterfølgende.


Det gode:
Fra første færd er det svært ikke at være betaget af Max: The Curse of Brotherhood og dets univers, og det skyldes i høj grad de særligt høje produktionsværdier. Grafikken i spillet er af flere medier blevet beskrevet som Pixar-lignende, og det er da i sandhed også et flot spil. Især mellemsekvenserne, der som i prologen og på udvalgte steder i spillet binder eventyret sammen, er fantastiske, og sammen med et velproduceret soundtrack fra århusianske Analogik, er de med til at sætte stemningen for et fint eventyr, som er svært at slippe, når først man er kommet i gang. Der er ikke noget særligt over historien, og den overrasker på ingen måde, men man er konstant spændt på strabadserne forude, da gameplay’et udvikler sig hele tiden.

Der er ingen tvivl om, at det er spillets puzzle-elementer, der er stjernen i dette eventyr, og selvom der ikke er megen frihed i tilgangen til løsningen af dem – man er eksempelvis bundet på blækmængde til hvert aktiveringspunkt – så er det alligevel ganske tilfredsstillende at løse dem, så man kan komme videre. Det føles især godt at finde frem til måder, hvorpå man kan komme hen til spillets samleobjekter, og personligt vil jeg anbefale, at man bruger den ekstra tid på at finde frem til dem. Skulle man misse nogle undervejs, så er det heldigvis også let at se i menuerne, hvilke baner der skal genspilles for at få det hele med.


En anden ting, som er med til at skabe en god oplevelse er, at man fornemmer, at man sammen med Max er på en længere rejse, som man oplever fra ende til anden. Det skyldes, at banerne afløser hinanden hvor den forrige slap, og således er vi faktisk med hele vejen, fra Max lander i den ukendte verden, til han står ansigt til ansigt med Mustacho på slottet i det fjerne. Dette synes jeg er prisværdigt, og rejsen er heldigvis også spændende, fordi de fem magiske evner er med til at give spilleren en varieret oplevelse, selvom der naturligvis er en del gentagelser i måden at bruge evnerne på.

Variation i spillet er der masser af både i omgivelser, puzzles og fjender, og det sker såmænd også til tider, at du ikke blot skal bekymre dig om de sædvanlige aspekter. Spillet indeholder indtil flere jagtsekvenser, hvor du i høj fart skal flygte fra det store monster, der indledningsvist kidnappede Felix, og skal du benytte tuschens magiske evner i situationer som disse, så vil slowmotion-effekter af og til aktiveres, så du har en chance for at frembringe hjælpemidler i tide. Du skal også gennem en hule, hvor tuschen skal bruges som lygte, og du skal tilmed nogle gange udnytte fjender aktivt i puzzle-løsningen. Alt dette er med til at gøre spiloplevelsen spændende fra start til slut.


Det dårlige:
Indtil videre har jeg rost Max: The Curse of Brotherhood meget for præsentation og indhold, men der er ikke tale om et perfekt spil, og ting som banedesign og styring lader i flere tilfælde ting tilbage at ønske. Der er steder i spillet, hvor du kommer til at dø et utal af gange, fordi styringen kræver lidt for megen præcision. Lianer kan komme til at ryste lidt for meget, så du ikke kan opnå nok fart til at foretage et hop til sikker grund, og nogle lokationer har unødvendige kanter på platforme, som gør det meget besværligt at få fat på samleobjekter. Samtidig har man også med overlæg designet steder, hvor man nærmest med sikkerhed vil dø en enkelt gang, da man ikke kender til den fare, der opstår ud af ingenting. Det virker som om, at de blot er lagt ind for at forlænge spiloplevelsen, men heldigvis, så kommer man da lynhurtigt tilbage til den aktuelle udfordring og kan så undgå faren på baggrund af erfaring i stedet for evner.

En enkelt gang under min gennemspilning oplevede jeg, at spillet frøs, da jeg blev slugt af en fjende i vandet, og jeg var efterfølgende tvunget til at forlade spillet og starte den aktuelle bane forfra. Det var heldigvis ikke noget stort problem, og jeg har ikke oplevet andre tekniske problemer, men det skal naturligvis nævnes som et kritikpunkt. Personligt er jeg imidlertid mere skuffet over, at der ingen belønning er at hente for indsamlingen af samleobjekter i spillet – på andre platforme er der selvfølgelig achievements forbundet hermed – men man skal nok bare se indsamlingen som belønning i sig selv, for det er trods alt ofte løsningen af spillets bedste puzzles, der leder hertil.


Konklusion:
Er en velproduceret puzzle-platformer noget, som du ynder at spille, og har du endnu ikke prøvet kræfter med Max: The Curse of Brotherhood fra hedengangne Press Play, så bør du måske give spillet en chance på Switch. Med høje produktionsværdier har det danske spilstudie nemlig skabt et fantastisk flot spil med solide og underholdende gameplay-elementer, der tager sit udgangspunkt i fem magiske evner givet til spillerens tusch undervejs. Evnerne fungerer godt hver for sig, men det bliver for alvor sjovt, når de kombineres, og spillets bedste puzzles, som ofte leder til skjulte samleobjekter, er da også baseret herpå. Til tider kunne man ønske bedre styring og banedesign, der ikke fremprovokerer så mange uundgåelige dødsfald, men i det store hele er spillet meget solidt og kan sagtens anbefales til prisen på 112,50 kr.

Spillet fylder 2,7 GB – findes også fysisk med Wired Productions som udgiver.

Kommentarer: