Sin and Punishment: Successor of the Earth (Wii VC)

Skrevet af yasw - 04-06-2010 13:49

Sin & Punishment er en såkaldt on-rails shooter, hvilket vil sige at ens karakter automatisk bevæger sig fremad i banen (som var man på skinner) og det eneste man selv skal gøre, er at flytte sigtekornet rundt på skærmen og skyde fjender ned, samt bevæge sig til højre og venstre hvor det er muligt. God gammeldags arkade skydespil, hvor en stor del af udfordringen i spillet mest ligger i at slå sine highscores, eller klare spillet på en højere sværhedsgrad.

Den engelske menu specielt lavet til Virtual Console udgivelsen i EU og USA

Det er Treasure der har udviklet spillet. Dem der også er kendt for andre klassiske skydespil som Gunstar Heroes (tidligere anmeldelse) og Alien Soldier, så de kan deres kram hvad det angår. Der er en ret så omfattende historie i spillet, som bygger på en fremtidsverden hvor der er mangel på mad og man har derfor opforstret nogle specieldesignede dyr til mad. Men de har muteret og angriber nu Japan. En gruppe af væbnede frivillige kæmper imod disse muterede væsner, men samtidig undertrykker de også den japanske befolkning. Og det er her en tredje gruppe kommer ind, som vil bekæmpe de to andre, og det er dem man styrer i spillet. Der er nogle enkelte cutscenes i spillet med dårlig engelsk voiceacting, men det er ikke noget man behøver at bruge stor opmærksomhed på, for at følge med i spillet. Bare skyd løs, det er hvad det handler om!

En pause kan være tiltrængt i denne hektiske shooter

Gameplayet er som sagt en on-rail shooter og i tredje person. Du kan bevæge dig til siderne, hoppe, og også lave hurtige rullefald samt dobbelthop. Man finder hurtigt ud af at man får brug for det hele, da det ikke bare handler om at skyde, men også om at undgå at blive ramt af forhindringer, som fx bomber, i banerne eftersom man hele tiden bevæger sig fremad. Man har en vis mængde liv, som man kan få opfyldt undervejs, og 15 continues. Ens våben er det samme hele tiden, som består af en simpel rapidfire laser og et sværd til fjender der er helt tæt på en. Man kan enten bruge en lock-on feature hvor sigtekornet låser fast på fjender, men så giver skuddene også lidt mindre skade end hvis man styrer det helt frit. Kort sagt, det er hurtigt at lære, men svært at mestre - som et godt skydespil bør være.

Eftersom det er et Nintendo 64-spil og styringen er optimeret til dens controller, kræver det lidt tilvænning at spille på en Classic Controller. Sigtekornet styres med en af de to analoge pinde, man skyder med enten L eller R, bevæger sig til højre og venstre med enten D-padden eller ved at bruge X og Y. Det kan lyde sært og besværligt, men fungerer faktisk ganske udmærket når man har leget med det i lidt tid.

Bonus!

Det der især kendetegner Treasures skydespil, er stor variation i gameplayet indenfor simple rammer. I Sin & Punishment er der på papiret kun tre baner, men det er snarere 9, da hver bane består af 3 mindre baner. Konceptet er det samme, men hvor man starter med at kunne løbe rimelig frit rundt i åbne landskaber og skyde på flyvende monstre, vil man i de senere baner befinde sig i smalle korridorer hvor man skal undvige miner eller hoppe over afgrunde, alt sammen i mens man jagter en stor boss og bliver beskudt fra siden af stationære kanoner. Variation er der masser af, hvor man aldrig føler at udviklerne har genbrugt ret meget i banedesignet eller i udvalget af fjender. De kan variere fra tusindvis af små fugle der er nemme at skyde, til store tunge robotter man må i nærkamp med. Derudover er der også som nævnt masser af farer i selve banedesignet, med nedfaldende sten man skal undvige, laserskud at hoppe over og en masse andet.

En andet kendetegn ved Treasures spil er fokus på bosskampe, og her skuffer Sin & Punishment heller ikke. I de senere baner er det nærmest en lang række af bosser, man desperat forsøger at overleve for blot at møde endnu en. De varierer også fra gigantiske stillestående monstre eller robotter, som man hele tiden kan skyde mod og "blot" skal undvige dens skud, til lynhurtige irriterende sataner der måske kun skal have et eller to hug med dit sværd, men hvor timingen bare skal sidde lige i skabet. Man vil også komme ud for at skulle gøre brug af omgivelserne, fx ved at slå til en bombe med ens sværd så den flyver mod fjenden. Det det handler om, er at lære bossens angrebsmønstre og dermed hvordan man skal undvige og hvornår den er sårbar. Derfor klarer man næppe det hele i første forsøg, men der er god balance mellem udfordring og at øvelse selvfølgelig gør mester.

Fare til venstre, fare lige frem. Ja, bare pas på!

Spillet er fra 2000 og altså relativt i Nintendo 64'ens levetid, så særligt grafikken bliver presset til det yderste. Stilen er gennemført og der er ikke tvivl om det er et japansk spil. Det hele er temmelig kantet, men med mange unikke detaljer i hver eneste bane og alle monstre. Desværre lader det til at Treasure altid har en lidt kedelig lydside, hvor musikken også her bedst kan beskrives som uinteressant, og skud og støn når ens karakter bliver ramt, bliver hurtigt meget monotont at høre. I det store hele fungerer det dog. Treasures spil larmer bare som de skal.


Konklusion
Eftersom der netop er udkommet et nyt spil i samme serie til Wii, med bedre grafik, styring og alting, kan det være svært at se hvorfor man skulle investere i en 10 år gammel forfølger. 1200 point er i den dyre ende for et Virtual Console-spil, men dog trods alt markant billigere end et nyt Wii-spil. Denne specielle on-rails shooter genre er ikke for hvem som helst. Man har ikke megen frihed til at spille på sin egen måde, for det hele handler om at spille en sekvens og en boss igen og igen, indtil man kender angrebsmønsteret og kan reagere ud fra det. Nogen elsker den form for udfordring, og her vil man ikke gå galt med Sin & Punishment, men hvis man foretrækker mere frie skydespil med flere våben og store baner, kan man ligeså godt gå i en lang bue uden om det her. Det er en arkadeshooter med fokus på evner og highscores, hverken mere eller mindre.

OBS: I Virtual Console-anmeldelser bliver grafikken og lyden ikke bedømt i forhold til Wii'ens formåen, men i forhold til den oprindelige maskines formåen.

Kommentarer: