Armillo (Wii U eShop)

Skrevet af O-train - 10-07-2014 16:32

Armillo har været et stykke tid undervejs, og udover at være Fuzzy Wuzzy Games’ debut, så er det eksklusivt til Wii U for nu, i hvert fald hvis vi holder os til konsoller. Ifølge Fuzzy Wuzzy Games er der snak om en action puzzler med platforming gameplay. Det lyder som en lovende pakke, men om Armillo lever op til forventningerne, det har jeg kigget på.

I rollen som Armillo, et orange bæltedyr med evnen til at rejse i rummet, skal man bekæmpe en trussel, som går under navnet ’Darkbots’. Darkbots er ude på at tilintetgøre galakser, og for at gøre således må de høste energi fra de lokale. Men det der især driver Armillo på sit eventyr er bortførslen af hans bror.

Hvad der angår gameplay, så er formularen ganske enkel. Her er snak om et ”nå fra punkt A til punkt B”-spil, og det indebærer som regel puzzles og boss-kampe. Armillo kan rulle og dashe (som Sonic), og så kan han hoppe, hvilket naturligvis spiller ind i de mange platforming-elementer, som også vil opleves gennem spillet. Selvom banerne er bygget på en kugle, ligesom i Mario Galaxy, så er der vægge, som begrænser din evne til at bevæge dig frit omkring.

Dog er Armillo ikke fuldkommen lineært, for der er alternative veje som kan udforskes, og det kan være en nødvendighed, hvis man ønsker at samle alle collectibles. Banerne indeholder som regel nogle puzzles, som man er nødt til at overkomme for at nå mod enden. For det meste skal man finde en nøgle, som kan åbne op for en port, og udfordringerne er ganske varierende. Der er snak om ren platforming, twin-stick shooter-inspireret action, puzzles, og for det meste en god blanding af alle. Men banerne selv spiller også en stor rolle, når det kommer til gameplay. Is-planeter vil byde på glat terræn, der gør platforming sværere. Nogle planeter vil se stenskred, som kræver, at du bevæger dig mellem overfladen og en underjordisk del af banen for at beskytte dig selv. Ja, og så er der naturligvis også fjenderne – nogen baner er pakket med dem, andre er lidt mere tilgivende, men én ting er sikkert: Her er ikke snak om patetiske goombaer. De her fjender er farlige, og det er egentlig udmærket, for i Armillo har man få liv og mange måder at miste dem på. Alt sammen baner det vej for en oplevelse, som kræver, at du holder fokus, for ellers har du hurtigt tabt.

Men det er ikke uden sine frustrerende øjeblikke. Armillo lider stærkt at tekniske fejl, og framerate drops er uundgåelige. Faktisk var det så slemt, at jeg til tider gik fra noget der lignede 60 FPS til et spil der hakkede ustyrligt. Da Armillo ikke er et særligt detaljeret spil, så finder jeg det utilgiveligt, at man skal opleve dette.

Jeg må desværre også kritisere Armillos visuelle præsentation, som jeg finder uattraktiv ud over det sædvanlige. Spillet ligner ærlig talt et billigt 3rd party-spil fra den 6. generation af konsoller. Det er nemt at lade sig imponere af indie-spil i 3D i dag, og ja, nogen vil måske sige, at dette skyldes, at det er Fuzzy Wuzzys første spil. Men ærlig talt, når jeg ser, hvad andre indie-udviklere formår at skabe (fx Trine 2) – alting ser bare så råt og upoleret ud til sammenligning. Armillo og de andre figurer, som optræder gennem spillet, er uhyggeligt udetaljerede, og alting virker så tilfældigt. Is-planeter er blå, ild-planeter røde, gas-planeter grønne osv. Manglen på nuancer er dovent, og jeg er meget forvirret over Fuzzy Wuzzys håndtering af både grafik og design på det punkt.


Jeg ved ikke om Armillo oprindeligt var et 3DS-spil, for som sagt er alting udetaljeret, men noget jeg finder pudsigt er, at der ofte er tilfælde, hvor banen hæver sig, kameraet ændrer sig, og man får en fin udsigt af planeten. Det er en oplagt mulighed for at integrere en effektiv 3D-effekt, men på et HD-tv afslører det desværre bare Armillos ringe grafik.

Armillo har seks galakser med fem baner i hver – altså samlet set 30 baner. Men der er masser af hemmelige baner, som der kan åbnes op for, hvis man, som tidligere nævnt, er villig til at udforske en smule, hvor der udforskes kan. De hemmelige baner er alle i 2D og gennemføres på tid. Disse baner indeholder ’Red Energy’ ved vejs ende, og denne energi er nødvendig, hvis man ønsker at åbne op for den sidste bane i hver galakse. Så det er altså nødvendigt at finde og spille en god portion af de hemmelige baner, hvis man vil gennemføre spillet. 2D-banerne er også præget af grim grafik og ”floaty” controls, hvilket vil sige, at det ikke er særlig fedt at styre Armillo i disse baner. Af én eller anden grund så er Armillos model i 2D, men når man vender ham, så drejer hele modellen 180 grader. Det vil sige, at modellen ligner noget fra Paper Mario, og det passer simpelthen ikke ind i spillet. Selvom banerne er 2D, så kan man se, at alle modeller er i 3D, så jeg ved ikke om der endnu engang er snak om dovent arbejde fra udviklerens side.


Fuzzy Wuzzy Games har dog gjort et fint arbejde med Armillos lyd. Jeg kan ikke rose selve lydeffekterne for meget, for de er ordinære og står ikke ud både på godt og ondt, men selve musikken i nogen af banerne var ganske udmærket. Jeg nød i hvert fald at spille med lyden på, og det er jo det, man bør stræbe efter som udvikler!

Spillet tog mig omkring 5 timer at gennemføre, hvilket inkluderer en smule backtracking og nogle hemmelige baner af egen fri vilje!

Det gode:
Armillo er præget af gode idéer og en velfungerende main-mechanic. Selvom jeg ikke synes, ar det er et flot spil, og selvom jeg kunne hidse mig op over de tekniske problemer, så er Armillo ganske originalt, og jeg kunne sagtens spille det i længere tid. Jeg tog også mig selv i at gå tilbage og genoverveje, hvordan jeg gik gennem banerne, så jeg kunne opsamle flere hemmelige baner og andre collectibles. Genspilningsværdien er altså god, og det betyder meget!

Det dårlige:
Vejer grafik tungt i din gaming-verden, så er Armillo altså et ret grimt spil. Det er stærke ord, men jeg har som sagt set spil fra GameCube-æraen, der simpelthen er aner flottere end dette, og så hjælper det ikke, at det samtidig er præget af tekniske problemer. Det er desværre en ting, som jeg føler vejer tungt – også selvom det ikke hindrede min positive oplevelse med gameplay. Om der er nogle planer om at patche spillet, det ved jeg ikke, men folk virker tilgivende. Det er jeg ikke.

Konklusion:
Armillo er ikke en dyr oplevelse, og derfor vil jeg sige, at det bestemt er værd at samle op. Der er tale om en original oplevelse, som kan nydes tilbagelænet i sofaen, men som nogle gange tvinger dig på yderkanten af selv samme sofa. Hvad angår sværhedsgrad, er der betydelig forskel fra de første baner til de sidste, men det virker aldrig unfair. Det kan dog ikke understreges nok, at spillet lider af tekniske problemer og en ringe præsentation. Armillo har nogle altså solide timer i sig og gør ikke ondt på økonomien, så hvis man vil prøve noget lidt skævt, noget lidt uskyldigt og til tider upoleret, så er Armillo i bedste fald et godt spil, men det bliver aldrig rigtig fantastisk.

Kommentarer: