SteamWorld Heist (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 31-01-2017 18:22

I december 2015 udgav svenske Image & Form spillet SteamWorld Heist på 3DS eShop, da deres forrige spil havde solgt ekstra godt på netop den platform, men det var som bekendt med planer om at udgive spillet på andre platforme senere. I sommeren 2016 fulgte de således op med udgivelsen på PC, PS4 og PS Vita, og i efteråret kom så den version, som vi skal se nærmere på nu. Det er selvfølgelig Wii U-versionen, som både kan købes digitalt og fysisk i butikkerne som en del af SteamWorld Collection, der også inkluderer det succesfulde SteamWorld Dig.

Vi har tidligere her på siden anmeldt 3DS-versionen, og spillet er naturligvis det samme på Wii U. Der er altså tale om et strategisk og turbaseret action-eventyr i 2D foregående i det samme univers, som lagde grundlag for SteamWorld Dig, men gameplay-mæssigt er vi i en helt anden boldgade. I SteamWorld Heist befinder vi os i en sen fremtid, hvor Jorden som vi kender den er blevet delt i millioner af stykker, hvilket har drevet de dampdrevne beboere ud i rummet. Det almindelige og hårdtarbejdende folk, kendt som Cowbots, overlever ved at udvinde vand og mineraler fra miner, men de plages af adskillige idioter, der udgør en konstant trussel. En bande af robotter fremstillet af affaldsmetal terroriserer befolkningen for at skaffe nye dele til deres hær, og de dieseldrevne royalister udnytter deres magt til at opkræve skatter, som tørlægger de stakkels Cowbots. Ikke nok med det, så rygtes det, at en fremmed og farlig magt lurer i det dybe rum, og med denne baggrundshistorie indledes spillet i en intro inspireret af gammeldags tegnefilm.

Som spiller tager man kontrollen over smugleren, Piper Faraday, og hendes besætning af rumpirater, og ligesom de almindelige Cowbots er de plaget af robotbanden kaldet Scrappers. Deres tilstedeværelse er dårlig for forretningen, for ikke nok med, at de hærger på rumpiraternes territorie, så tiltrækker de også den royale rumflådes opmærksomhed. For at skaffe vand har Piper og hendes crew derfor boardet et Scrapper-skib, og dette fungerer som spillets intromission. Ikke alt er dog gået efter planen, for Piper er blevet separeret fra sine medpirater, og da hun efter en kort tutorial når frem til dem, viser det sig, at kun Seabrass er tilbage, og sammen må de to evakuere tilbage til deres eget skib, hvor den faste pilot, Wonky venter. Desværre fik de ikke meget vand med sig, og de er nødsaget til at boarde endnu et skib.

I spillets første rigtige bane tager Piper og Seabrass altså på mission for at skaffe flere forsyninger, og her får man for alvor en smagsprøve på spillets strategiske side. Bevæbnet med henholdsvis en pistol med sigte og en form for shotgun, der spreder haglene, invaderer de et nyt Scrapper-skib, og her skal de samle så meget Swag (betegnelsen for spillets goder) som muligt sammen, før de evakuerer. Som spiller vælger man selv, hvilken rækkefølge figurerne skal benyttes i ved at skifte mellem dem på L, og når de har taget deres tur, så har modstanderne sin. I mange baner vil modstanderen dog ikke foretage sig noget, hvis ingen fjender er synlige, og det forholder sig sådan, at ens figurer skal åbne dørene/lågerne til de forskellige rum på et skib, før dets indhold afsløres. Når døren til et rum med fjender åbnes vil det af og til afføde lidt dialog tropperne imellem, og så skal man ellers overveje sit næste træk. Rundt omkring i banerne vil man eksempelvis finde tønder og andre former for barrierer, som man kan søge dækning bag, og man kan ikke bare flytte frit rundt og skyde, som man lyster. For hver figur gælder det nemlig som udgangspunkt, at de kan flytte sig et vist antal skridt (D-Pad eller venstre analog) og skyde i samme tur eller i stedet sprinte en længere distance uden muligheden for at udføre et angreb eller en anden handling (R efterfulgt af A).


Når en figur skal affyre sit våben, så vil våbenet bevæge sig lidt op og ned, og det er derfor med at affyre det på det helt rigtige tidspunkt, når præcision er påkrævet. Det vil være meget tydeligt, hvis man anvender et våben med sigte, som tillader spilleren at se projektilets bane, og flere våbentyper kan med fordel affyres mod både gulv, lofter, vægge og barrierer, da kuglerne kan rikochettere flere gange på vej mod deres mål – projektiler kan dog frit passere mellem niveauerne i rum, så længe vægge, gulv og lofter ikke er sorte og massive. I den sammenhæng skal man måske også overveje, hvor godt stillet ens figurer vil være i modstanderens tur, og her kan man eksempelvis holde øje med den HP både fjender og venner har, før man udfører sine handlinger. Det er nemlig fast defineret, hvor meget skade angreb med et specifikt våben vil påføre modstanderen, og så længe man rammer, så kan man altså rimelig nøjagtigt forudsige, hvorvidt de vil dø.

I den første bane skal man som sagt indsamle alt Swag, før evakueringen kan gennemføres ved at flytte alle sine figurer til en specifik sluse, men sluser som disse benyttes også i de fleste baner til at introducere flere fjender, efterhånden som runderne skrider frem. Mange af de fjendtlige skibe er nemlig udstyret med alarmsystemer, og efter et specifikt antal runder vil beredskabsniveauet ombord stige, så flere tropper kommer til og turrets på vægge og lofter aktiveres. Det er med andre ord altså med at udføre sine missioner, så hurtigt som muligt, hvis man vil have mindre modstand, men samtidig skal man have det episke Swag med sig for at klare banerne til perfektion og dermed opnå det højeste antal stjerner muligt, og det er altid en god idé at få så meget andet med sig som muligt, så man står bedre stillet. Hvad en mission indebærer er forskelligt fra bane til bane, og så længe blot en af piraterne overlever, så er det muligt at gennemføre, men det trækker en stjerne ned, hvis en eller flere pirater falder i kamp.


Jo flere fjendtlige skibe vores pirater boarder, jo flere resurser kan de få sig i form af vand, våben og andre ting, som de kan bruge i kampen mod fjenderne, og hvert skib tæller som en bane i spillet. Banerne i sig selv er fordelt på tre områder i rummet, startende med Outskirts (altså udkanten), og her er der 15 baner af give sig i kast med (to af dem er dog valgfrie), før man kommer videre til næste område på vej mod det dybe rum. I alt byder spillet dog på 41 baner, hvoraf bosskampe udgør afslutningen på hvert område, og derudover er der nogle andre steder at besøge, hvor man kan snakke med figurer i universet og bruge sit vand til at købe forskellige ting. Det er blandt andet igennem dialoger på disse steder, at historien skrider frem, og ganske ofte vil man finde hjælpende information på en af de mange barer, ligesom man vil kunne rekruttere nye besætningsmedlemmer der ved at opfylde et mål eller slet og ret betale sig fra at hyre dem. På denne måde kan besætningen til sidst i spillet bestå af ni damprobotter med hver deres styrker og svagheder.

Med til den taktiske del af spillet hører forberedelsen til hver mission, og her kan man selv vælge, hvilke figurer (1-4 alt efter bane), der skal bringes med på mission, ligesom man kan give dem et våben og op til to stykker udstyr hver. Våben såvel som udstyr kan købes for vand på forskellige steder i rummet, ligesom det kan bringes hjem som Swag fra spillets missioner, men man kan ikke gemme på alt, da ens inventory er begrænset (kan udvides med flere pladser undervejs), og hver figur er begrænset til brugen af bestemte våbentyper. De fleste kan bruge almindelige pistoler, men kun nogle kan bruge sniper-pistoler, mens andre kan bruge assault-våben som shotguns og maskinpistoler, og andre igen kan bruge tungt skyts som granatkastere, bazookaer og miniguns. Via udstyrspladserne kan man så bringe ting som granater, sikkerhedsveste, førstehjælpspakker og andre ting i spil, som enten passivt forbedrer figurerne eller aktivt kan bruges i banerne som en handling (nogle gange gratis, så man også kan skyde efterfølgende).


Foruden den skade et våben som udgangspunkt kan påføre, så kan de enkelte figurer have evner som udøser ekstra skade, og disse evner får de, efterhånden som de stiger i niveau gennem spillets XP-system. Eksempelvis kan nogle figurer tildele ekstra skade, hvis de selv er blevet ramt i turen forinden, mens andre kan skade fjenderne mere ved at skyde dem i ryggen, og en enkelt figur kan tilmed flytte sig efter at have nedlagt en modstander. Disse tre evner er alle eksempler på passive egenskaber, men der findes også figurer med aktive af slagsen, som kan udmønte sig i et ekstra kraftfuldt skud eller sågar dobbeltskud – denne type egenskaber har dog en cooldown-periode, så de ikke kan bruges for tit.

Hver figur kan stige helt op til niveau 10 og derigennem opnå flere og/eller bedre evner såvel som ekstra HP, skridt og nærkampskade, men ikke alle evner er forbundet med angreb. Spillets stærke mand kan blandt andet tiltrække sig fjendernes opmærksomhed for en tur og samtidig negligere al skade i den runde, mens veteranen kan danne et røgslør om sig selv og figurer ved siden af ham, så de ikke kan rammes af projektiler i modstanderens næste tur, og der er rigeligt med andre spændende egenskaber at gribe fat i. For at indtjene XP til en figur, så kræver det dog, at vedkommende vender sikkert tilbage fra en mission, og skulle en eller flere falde i kamp, så overdrages deres XP-andel ikke bare til de overlevende besætningsmedlemmer. Indtjeningen af XP kan desuden påvirkes gennem ens valg af sværhedsgrad, da der medfølger en bonus på henholdsvis 10 %, 25 % og hele 50 % på spillets tre højeste sværhedsgrader.


Netop sværhedsgraden, hvis udgangspunkt vælges fra spillets start, kan til enhver tid skiftes mellem missionerne, hvis man har det for let eller for svært, men selv valgte jeg at køre hele spillet igennem på Experienced, der er den midterste af de i alt fem sværhedsgrader. Det er altså her man får en XP-bonus på 10 %, men samtidig mister man også 50 % af sit vand, hvis man fejler eller forlader en mission, så der er en vis risiko forbundet med valget. Der foruden påvirker valget af sværhedsgrad også mængden af fjender, den skade de uddeler samt det HP, som de har, så spillet kan altså blive sværere på flere parametre. Jeg valgte også at benytte mig nogenlunde ligeligt af alle figurer og genspille missioner, når jeg ikke fik alle stjerner derfra, og på denne måde tog det mig lige i underkanten af 25 timer at komme igennem det hele. Dertil kommer så muligheden for at køre spillet igennem på ny i New Game+, hvor alt der føres med over, det er de rekrutterede figurer og eventuelt indsamlede hatte – alt udstyr forsvinder altså, ligesom alle skill levels nulstilles, så det stadig er en udfordring at kæmpe sig igennem spillets baner – og til den anledning kan man eventuelt købe DLC-pakken kaldet The Outsider (inkluderet i SteamWorld Collection), der tilfører en ekstra spilbar karakter og seks ekstra missioner fordelt på de tre områder i spillet.

Det gode:
Som det var tilfældet i Image & Forms forrige spil, så er det tydeligt, at udviklerne har lagt mange timer i dets udvikling, og det har bestemt givet pote, for der er mange positive ting at sige om SteamWorld Heist. Spillet er yderst let at lære og forstå, og det er en af den slags spil, der bare er rigtig sjovt at spille igennem. Dette skyldes til dels det vidunderlige univers med finurlige figurer, og derfor tog jeg mig som spiller også tid til at læse de ting, som de forskellige figurer havde at sige mellem missionerne. Til trods for, at det ikke er meget dialog, så skinner de forskellige robotters personligheder alligevel virkelig igennem her, og der er af og til nogle ret vittige udtalelser, som gør det værd at få det hele med.


Også lydsiden, hvor en steampunk-version af det virkelige band, Steam Powered Giraffe, blandt andet bidrager med deres sange i spillets forskellige barer er med til at sætte en fed stemning, som fuldender en god præsentation. Dog er morskaben først og fremmest fremkaldt af det fantastiske gameplay, der på bedste vis blander taktik og evner. Spillet er simpelthen bare godt balanceret, og det føles rigtig godt, når man dræber sine fjender med et avanceret skud, da man ved, at det kræver visse evner at gøre det, ligesom man kun kan bebrejde sig selv, når man skyder forbi. Intet andet end fjendernes evne til at ramme dine figurer føles overladt til tilfældigheder, og det er nu meget rart, for så handler det langt henad vejen blot om at overveje sine træk med omhu. Kan man eksempelvis ikke dræbe en modstander i den igangværende tur, så kan det være en fordel at skyde den i benene, da dette kan medføre, at den ikke får sin næste tur, og på lignende vis kan andre pressede situationer løses med det helt rigtige træk.

Med til at gøre spillet sjovt at spille er det også, at ens figurer hele tiden forbedrer sig. Hvis ikke de går op i niveau og derigennem bliver bedre, ja så finder man med garanti våben eller udstyr, som kan gøre livet lettere for dem (der findes nok i omegnen af 100 våben og ligeså meget udstyr), og denne faste udvikling af evner er med til at fremkalde lysten til også lige at spille den næste bane i spillet. Her hjælper det selvfølgelig også, at hovedparten af spillets baner kan gennemføres på væsentligt mindre end en halv time, hvilket gør det nemt at fortsætte, og det er ikke et spil, som man på nogen måde bliver træt at af spille i længere tid heller. Der er nemlig god variation i banerne også, når det kommer til fjenderne, der konstant bliver stærkere som spillet skrider frem, og selvom de godt nok som udgangspunkt blot findes i to typer (nogle kan kun slå, mens andre kan skyde), så er der tilpas mange forskellige slags. Man vil blandt andet møde nogle med skjold og nogle med eksplosive kroppe, og generelt følges introduktionen af nye og stærkere fjender fint med udviklingen på ens eget hold.


Personligt kan jeg også rigtig godt lide, at det er muligt hele tiden at ændre sværhedsgraden før en mission, for det bør gøre en gennemspilning overkommelig for alle og enhver, men skal vi fokusere lidt på ting, der adskiller Wii U-versionen fra den på 3DS, så er der også positive ting at sige. Spillet var ganske givet flot på den håndholdte med den stereoskopiske 3D-effekt, men jeg vil personligt mene, at HD-versionen og den større skærm bringer det bedste frem i spillet. Her kan man nemlig rigtig se, hvordan udviklerne har kælet for detaljerne, og det er noget lettere at sigte ordentligt, når man kan se væsentligt meget mere af omgivelserne. Wii U GamePad benyttes også ganske fint til kortet, så længe man ikke spiller i Off-TV-tilstanden, og oplysningerne om de tilgængelige figurer og deres handlinger har man blot flyttet til den nedre del af den primære skærm, hvor de på ingen måde generer – der er dermed ingen funktionsmæssige aspekter gået tabt, hvilket er rart.

Sidst, men ikke mindst, så er der mange aspekter af spillet, som gør det lidt mere attraktivt at genspille, og det er jo ikke dumt. Måske vil man bare forsøge sig med at spille det igennem på højere sværhedsgrad og forbedre den rang, der tildeles for stjerner indsamlet, ture brugt og antallet af fejlede missioner, men man kan også give sig ud i at skaffe alle de mange hatte, der kan skydes af fjendernes hoveder med et strejfende skud og købes i spillets butikker. Det er ikke noget, som man på nogen måde behøver at gå op i, da hatte ikke påvirker figurernes egenskaber, men derfor kan nogle jo godt have det sjovt med at opbygge sig en samling af dem, og der er virkelig mange at få. Det skal i den sammenhæng nævnes, at indholdet i de fleste baner genereres fuldstændig tilfældigt, så man ikke får den samme oplevelse i en bane to gange, og det er nu lækkert nok. Vil man genspille eventyret, så kan jeg også anbefale et køb af The Outsider DLC’en på dette tidspunkt, da det giver masser af nye ting at få på turen gennem spillet, og den måde pakken er flettet fuldstændig ind i den almindelige historie gør, at det ikke er noget, som man først bør spille efter at have klaret alt det originale indhold. Alternativt kan man investere i den allerede tidligt under første gennemspilning, hvis man kan lide det, man ser, for man skal frem mod slutningen af første område, før det bliver aktuelt.


Det dårlige:
Når det kommer til dårlige ting at sige om SteamWorld Heist, så er det vitterligt ikke fordi, at jeg har særlig meget at klage over. Teknisk fungerer spillet fremragende på Wii U med korte loadingtider, som man end ikke lægger mærke til, når man bevæger sig fra eget skib til et af fjendens skibe eller en bar, præsentationen er fantastisk, og gameplay’et har jeg jo allerede rost langt ind i skyerne. Den eneste ting jeg reelt savnede var sådan set muligheden for at se, hvor langt fjenderne kan bevæge sig i deres næste tur, for det bliver sådan noget med, at man prøver at gætte, hvor man sikkert kan stå, hvis ikke lige man tæller sig frem til det for de forskellige fjender undervejs. Det er selvfølgelig også sundt med en tilgang, hvor man selv skal være opmærksom, men det havde nu alligevel været rart blot at have muligheden for at slå den slags info til. Lidt i samme boldgade, så kunne det også være sjovt at have en slags oversigt i spillet over hvor mange forskellige hatte, våben osv., som det er muligt at finde. Her skulle detaljerne om dem naturligvis ikke afsløres, men måske man kunne angive, hvor de forskellige ting er mulige at få fat på og på den måde opfordre endnu mere til at genspille de forskellige dele af spillet.

Konklusion:
I SteamWorld Heist har Image & Form formået at skabe et fremragende strategisk og turbaseret action-eventyr i deres unikke steampunk-univers, som skinner flot igennem på den store skærm, og gennem introduktionen fanges man som spiller hurtigt af stemningen. Det er utroligt let at gå til, og den måde strategi og evner blandes i gameplay’et er i særdeleshed med til at danne grundlaget for et solidt spil. Stort set ingen ting føles overladt til tilfældigheder, og det er virkelig rart, når man invaderer skib efter skib i sin søgen efter nyt og bedre udstyr, som konstant giver en følelse af fremgang. Der er rig mulighed for at afprøve forskellige våben med sit stødt voksende hold af pirater, og det er altid en fornøjelse at sammensætte et effektivt hold forud for spillets missioner. Muligheden for at skifte sværhedsgrad flere gange undervejs gør det samtidig til et spil, som enhver burde have mulighed for at komme igennem, og bliver man særligt grebet, så er der flere parametre, som gør det værd at tage hele turen på ny. Jeg kunne måske godt savne muligheden for at se, hvor langt fjenderne i spillet kan bevæge sig i hver tur, og en form for oversigt, der lister samtlige hatte, våben og udstyr (uden at afsløre detaljerne), men det er småting, og med den nye pris på 109 kr., så er det et spil, som enhver interesseret burde købe.

Spillet fylder 216 MB.

Kommentarer: