Super Meat Boy (Wii U eShop)

Skrevet af KJ85 - 23-05-2016 11:32

Jeg vil tro, at de fleste har hørt om Super Meat Boy, da det uden tvivl er et af dette årtis mest succesfulde indie-spil. Spillet er designet af Edmund McMillen, der også står bag The Binding of Isaac, og Tommy Refenes, som sammen dannede Team Meat, og oprindeligt udgav de spillet på Xbox 360 og PC hen mod slutningen af 2010. Året efter fandt spillet vej til iOS- og Linux-enheder, og det var ligeledes meningen, at spillet skulle udgives digitalt på Nintendo Wii, men strenge begrænsninger på spilstørrelse forhindrede i sidste ende dette fra at ske. Fem år efter den originale udgivelse begyndte spillet atter at dukke op på nye platforme – heriblandt PS Vita, PS4 og Android-enheder – og nu er Super Meat Boy takket være BlitWorks også tilgængeligt på en Nintendo-konsol. Jeg har set nærmere på spillet.

Super Meat Boy er en 2D-platformer, hvori du som spiller tager kontrollen over en lille kødterning kaldet Meat Boy. Sagen er den, at den onde Dr. Fetus (et jakkesætsbærende foster i et glas) hader Meat Boy, og derfor har han tævet ham og kidnappet Meat Boys kæreste, Bandage Girl, der, som navnet antyder det, består af forbindinger. Spillerens opgave består i at redde Bandage Girl, og derfor sætter man efter Dr. Fetus på en rejse, der vil bringe Meat Boy gennem skoven, hospitalet, saltfabrikken, helvede og et område med forfaldne højhuse. Det bliver dog ikke nogen let rejse, for overalt er der farer, som kan gøre det af med Meat Boy, og disse består primært af savklinger, som river den lille kødterning til blods.

Spillets præmisser er ganske simple, for målet er at få Meat Boy guidet sikkert frem til Bandage Girl, der venter et sted i hver bane. Til at opnå dette har man ganske få midler at gøre brug af, for Meat Boy kan blot gå, løbe og hoppe, men til gengæld glider han også ned ad væggene og kan sætte af fra dem. Der er altså ikke så meget at holde styr på i forhold til kontrolskemaet, for alt du skal bruge er venstre analog/D-Pad til at bevæge Meat Boy, X/ZR til at løbe og A til at hoppe, men hoppenes højde varierer med varigheden af dit tryk på knappen, og hoppenes længde ændres i forhold til om løbeknappen holdes inde eller ej. At nå frem til Bandage Girl betyder imidlertid ikke andet end, at den pågældende bane er klaret, for selvfølgelig stikker Dr. Fetus af med hende gang på gang.

Hovedspillet i Super Meat Boy består af seks verdener, hvori der venter et vist antal almindelige baner og afslutningsvis en bossbane. Helt specifikt er der 20 almindelige baner og en bossbane i hver af de første fem verdener, før fem almindelige baner og det endelige opgør med Dr. Fetus venter i den sjette, og det betyder selvfølgelig, at der bliver nok at se til. Ikke fordi banerne er lange, men derimod fordi sværhedsgraden hele tiden øges, og det bliver hurtigt meget udfordrende. Når du påbegynder en ny verden, så indledes den med en lille animeret mellemsekvens, og derpå får du adgang til alle verdenens almindelige baner, som du frit kan spille i en hvilken som helst rækkefølge. Kun i den sjette verden skal alle baner klares for at få adgang til bossbanen, men i de første fem kan du nøjes med at gennemføre 17 ud af de 20 der er, og når du klarer en bossbane, så får du adgang til næste verden efter afspilning af endnu en mellemsekvens.


En vigtig ting at fortælle om Super Meat Boy er, at det er designet til at udfordre, og foretrækker du søde platformere som dem i Kirby-serien, hvor du kan tage det roligt og nyde omgivelserne, så er det ikke et spil for dig. Du kommer til at dø voldsomt mange gange i dette spil, og derfor har du naturligvis også et uendeligt antal liv til at klare det meste. Personligt mistede jeg eksempelvis et sted mellem 1800 og 1900 liv i løbet af min gennemspilning af hovedspillet, før det lykkedes mig at klare bossbanen i sjette verden efter syv timers spil, men det er altså en del af charmen ved genoplive den klassiske platformer, hvor sværhedsgraden er i top. I Super Meat Boy kommer det til udtryk ved et utal af ting, der dræber vores helt ved berøring, og det kan være alt fra savklinger, salt, kanyler, lava og laserstråler til et fint lille udvalg af fjender. Ligeledes dør Meat Boy naturligvis, hvis man falder i afgrunden, og det gør han så også, hvis man hopper ud af banen i top eller sider.

På vejen gennem spillet vil man løbende blive introduceret for nye elementer, som kan indgå i banerne. Der er platforme/vægge, der smuldrer kort efter første berøring. Vi har nøgler, der skal indsamles for at låse op for nye veje. Der er platforme, som bevæger sig fra side til side eller op/ned og platforme der periodisk dukker op og forsvinder igen. Vi har gravitationsfelter, som frastøder Meat Boy, og vindblæsere, der ligeledes blæser ham væk (med mindre han ryger ned i bladede selvfølgelig). Der er forbundne portaler, som kan transportere Meat Boy fra et sted til et andet. Det er dog blot en lille del af de ting, som man støder på undervejs, for elementer, som kan dræbe Meat Boy, er der flest af. Mange af dem er savklinger i forskellige anordninger, for de kan være stationære såvel som i bevægelse – nogle steder vil de blive skudt ud af væggen i en bestemt retning, andre steder vil de rotere på en stang fastgjort til en del af banen, og de kan selvfølgelig også blot køre frem og tilbage langs en flade. Du vil sågar også blive mødt af raketstyr, der konstant sender eftersøgende missiler afsted mod Meat Boy, hvis han er synlig for dem.


Fjender i spillet er ikke noget, som man kan gøre meget ved, så dem må man forsøge at undgå på bedste vis. De findes som sagt i et fint lille udvalg, og de letteste at undgå bevæger sig blot rundt langs overfladen af et baneelement. Ud over disse, så er der Meat Boy-lignende fjender, der løber efter ham, hvis de ser ham og nogle lidt større svævende fjender, der gør det samme. Den mest vanskelige fjende i de almindelige baner er imidlertid nok nogle sorte væsner, der skydes ud fra sorte portaler, for disse fjender er efterfølgende og rammer de en overflade, så skydes fem mindre af deres slags ud i forskellige retninger i lige linjer. At man ikke aktivt kan dræbe fjender, det kommer selvfølgelig også til udtryk i bossbanerne, hvor ens primære job altså er at undgå fjenden. I praksis betyder det, at de fleste af dem er jagtsekvenser, hvor du skal undgå bossen såvel som banens øvrige farer på samme tid, men der er også et par baner, hvor du gennem dine handlinger skal sørge for at bossen skader sig selv.

Når det lykkes at redde Bandage Girl til slut i sjette verden, så betyder det imidlertid ikke, at morskaben er overstået, for der er masser af ikke-obligatoriske baner at give sig i kast med. Spillets absolut sværeste verden åbnes således efter afslutningen på historien, og her kan du i 20 baner få lov at spille som Bandage Girl, der nu skal redde Meat Boy, og hun er en smule anderledes at styre. Hver eneste af spillets almindelige baner (også dem i verden 7) findes i øvrigt også i en mere udfordrende version i den såkaldte Dark World, og for at få adgang til disse baner skal man slå en fastlagt tid på Light World-versionen for at få sig et A+. Hvis man ved, hvad man gør, så er det bestemt ikke umuligt, og mange baner kan klares med en bred margin til den fastsatte tid.


Ud over banerne i verden 7 og Dark World, så er der i hver af de første fem verdener også fire Warp Zones, der fører til en række retro-inspirerede baner. Det betyder, at de designmæssigt kan forestille noget fra eksempelvis den originale Game Boy, men du starter også kun med tre liv i hver af de tre baner i en Warp Zone, og banerne skal klares i streg – mister du alle liv i den anden bane, så starter du altså i den første på næste forsøg. Warp Zones kan findes i Light World såvel som i Dark World, og for at aktivere dem første gang, så skal man finde frem til dem inden for en bestemt tidsgrænse. Slutteligt, så kan man være heldig at finde en Glitch-bane i hver af de første seks verdener, men før det kan lade sig gøre, så skal visse krav opfyldes. Glitch-baner aktiveres ved at finde en glitch-version af Bandage Girl, som tilfældigt dukker op i banerne efter opfyldelse af kravene. Banerne er udført i samme stil som Warp Zone-banerne, men her er det én længere bane i stedet for tre korte, og man har stadig kun tre liv til at gennemføre.

Sammenlagt så byder Super Meat Boy altså på 321 baner; 125 i Light World, 125 i Dark World, 60 i Warp Zones, 5 i Glitch State og 6 med bosser. Der er imidlertid mere indhold end det, for gemt i hver af de første fem verdener og fordelt på Light World, Dark World og Warp Zones er der 20 bandager, og gennem indsamling af dem kan man åbne op for nye spilbare karakterer til brug i de seks første verdener. Det samme kan man i én af de fire Warp Zones i hver verden, og fælles for disse karakterer er det, at de alle er en smule anderledes at styre – eksempelvis kan Commander Video fra Bit.Trip-serien tilføje et svæv i lige linje til sine hop. Dertil kommer det, at man kan konkurrere med andre spillere online på de online leaderboards, der findes for de fleste af spillets baner, og man kan således bruge masser af tid på at jagte de høje placeringer der. Selv holdt jeg mig til at spille som Meat Boy hele vejen igennem spillet med TV’et tændt, men muligheden for at spille udelukkende på GamePad findes også – det er bare ret småt at se på.


Det gode:
Vi kan lige så godt slå fast her, at jeg synes Super Meat Boy er et fantastisk spil, for jeg elsker en solid og udfordrende platformer, hvor man får svedige hænder, når det spidser til. Spillet er simpelthen bare skruet perfekt sammen til at give den erfarne spiller noget at komme efter, og det er uden, at det på noget tidspunkt kommer til at føles hamrende uretfærdigt. At det ikke gør det, det skyldes først og fremmest eminent banedesign og en flydende kontrol over Meat Boy, der bevæger sig ret præcist i forhold til input fra spilleren. Man skal naturligvis lige vænne sig til, hvor hurtigt det hele går, og i starten føles Meat Boy måske lidt for levende, men når man får styr på det, så er der intet der virker tilfældigt. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kommer til at dø, men man lærer konstant af sit forrige forsøg på en bane, og skulle gerne gradvist komme længere og længere for til sidst at klare selv de sværeste baner.

En anden ting, der spiller ind i forhold til at få en god oplevelse, det er, at sværhedsgraden øges i et tilpas tempo, og Super Meat Boy gør det ret godt på det punkt. Det er ikke sådan, at du lige pludselig finder en af spillets sværeste baner i anden verden, for de er skam gemt til verden syv, og har du først klaret banerne der, så bør du kunne vende tilbage til de tidligere baner og klare dem noget lettere end første gang. Det er et ret godt tegn på, at man som spiller er blevet bedre til spillet i takt med at sværhedsgraden er steget, og præcis sådan bør det være. Det er også sådan en ting, der giver dig lyst til at gå efter at klare banerne på tid og derefter også gennemføre de sværere baner i Dark World.


Hverken spillets grafik eller lydside er noget særligt, men det behøver de heller ikke at være her, for det er gameplay’et, der bærer oplevelsen det meste af vejen, og der god variation i spillets mange baner. Sidstnævnte er vigtigt, når man har et spil med over 300 baner, og der er altså tilpas mange forskellige elementer i spillet til at skabe noget diversitet i både udtryk og indhold. Nogle elementer er af samme årsag også fastlåst til bestemte verdener, og det medfører, at de særlige ting ikke bliver brugt alt for meget. Der er dog også enkelte ting i spillets præsentation, som er værd at fremhæve, og det er blandt andet de ret underholdende mellemsekvenser, som er tegnet i en mere tegneserieagtig stil. Noget af det sjove ved dem er, at de på en eller anden måde fremstiller god og ond som ligemænd, da de hver især kan udføre onde handlinger. Ligeledes er der nogle ret gode intro-tegninger til spillets forskellige Warp Zones, der kaster noget kærlighed i retning af spil fra de gode gamle dage på bl.a. NES og Game Boy, og når det så samtidig kommer til udtryk i den grafiske stil for banerne, så er det et lækkert krydderi til spiloplevelsen.

Når man spiller en bane, så er der også en sjov lille detalje, som jeg ikke har nævnt i beskrivelsen, og det er, at Meat Boy efterlader sig et blodrødt spor på alle overflader, som han kommer i kontakt med. Dette spor forbliver synligt, når han dør, så man på efterfølgende forsøg stadig kan se, hvad han har rørt tidligere, og derfor har man hele tiden et punkt, som man kan stræbe efter at komme videre fra. Det har på mystisk vis en eller anden positiv effekt over sig, og dette overføres til et replay, der afspilles efter succesfuld gennemspilning af en bane. Her vil man nemlig se, hvordan det er gået på samtlige af sine forsøg i den pågældende bane på nuværende session, og det er faktisk sjovt at se, når man endelig kan juble over at have klaret en svær bane. Sammen med online leaderboards, så er det i hvert fald med til at tilføje noget ekstra, som tager spillet et niveau op i forhold til mange andre platformere.


Det dårlige:
Jeg har svært ved at finde noget decideret dårligt at sige om Super Meat Boy, for langt hen ad vejen, så er alt, som man måtte ønske sig det af et spil som dette. Et lille minus er måske, at spillet ikke på nogen måde skilter med, hvilke baner der indeholder bandager og Warp Zones, og det kan gøre det lidt frustrerende at lede efter dem. Det er dog ikke noget voldsomt vigtigt, og man kan jo altid vælge at slå den slags op på nettet.

I samme kategori af mindre betydelige ting er det, at man ikke kan skifte direkte mellem leaderboards til de forskellige baner, så man skal ud og fremkalde dem fra banevælgeren hver eneste gang. De fleste vil nok være bedøvende ligeglade med det, men det kunne være rart, når man hurtigt vil se sin placering på mange baner.


Konklusion:
Fem år skulle der gå fra Team Meats originale udgivelse af Super Meat Boy, til spillet fandt vej til en Nintendo-konsol, og har du endnu ikke prøvet det, så er der ingen grund til at holde dig tilbage. Det kræver selvfølgelig, at du kan lide gode og gammeldags platformspil med masser af udfordring, og kan du det, så ligger der mange timers solid underholdning forude. BlitWorks har udført et fint stykke arbejde i forhold til at porte spillet til Wii U, for spillet kører, som det skal, og den præcise kontrol over Meat Boy er medvirkende til at skabe et godt fundament. Det er imidlertid eminent banedesign og en perfekt udvikling i sværhedsgrad, der sender spillet helt til tops i min karakterbog, for nok kan det være svært, og nok kommer man til at dø ret meget, men det er aldrig umuligt. Med andre ord, så er Super Meat Boy det perfekte spil til den erfarne og vedholdende spiller, og i mine øjne er det snildt de 105 kr. værd.

Spillet fylder 218 MB.

Kommentarer: