F-Zero: GP Legend (Wii U VC)

Skrevet af KJ85 - 04-02-2015 13:17

Selvom F-Zero-serien ser ud til at være blevet lagt på køl af Nintendo, så har serien stadig en større fanskare, og med Virtual Console-udgivelser kan Nintendo måske pleje nogle af dem en smule. Det seneste spil i serien til at finde vej til Wii U er GBA-spillet med undertitlen GP Legend, som faktisk med sin udgivelse i 2004 er det seneste F-Zero-spil udgivet i Europa. Ud over at være en del af den futuristiske ræser-serie er dette spil samtidig baseret på anime-serien af samme navn, men kan spil og tegneserie mon forenes, og hvordan holder det så her efter mere end 10 år? Lad os se på det.

F-Zero: GP Legend er det andet GBA-spil i serien, som finder vej til Wii U, og personligt er det den tredje titel i serien jeg stifter bekendtskab med. Alle har de som det originale F-Zero til SNES været 2D-ræsere med perspektiv skråt oppefra bag højhastighedsfartøjerne, og sådan er det også her – men noget er anderledes sammenlignet med det originale og GBA-spillet, Maximum Velocity. Der er nu en Story mode, og man får et ansigt på førerne af de forskellige køretøjer, hvilke selvfølgelig alle er karakterer fra anime-serien. Foruden denne nye game mode, så er der selvfølgelig Grand Prix, Time Attack og Training, men der foruden findes også en række udfordringer under kategorien Zero Test.

Fra spillets start kan du kun spille Story mode og Grand Prix, men de øvrige game modes åbner efter gennemførsel af dit første Grand Prix, som består af fem ræs i en af de tre cups tilgængelige fra start. Vælger du at spille Grand Prix, så har du fra start fem karakterer og tilhørende fartøjer at vælge mellem, men der er 29 mere at åbne op for gennem spillet – en for hver vundet cup på alle tre sværhedsgrader, og de sidste 13 gennem Zero Test og Story mode. Når du så vælger dig en karakter, er dennes fartøj karakteriseret ved vægt, body, boost og grip, mens acceleration kontra tophastighed kan justeres en smule, hvis man ønsker det. Til at gennemføre et Grand Prix har man fem liv, og så gælder det ellers blot om at opnå den samlede førsteplads.

I Story mode kan man få sig lidt viden om nogle af spillets piloter, når man gennem otte krydsende story lines med 5-6 baner ræser derudaf med specifikke opgaver for øje. Oftest går det blot ud på at komme i mål før en anden karakter, og i de fleste tilfælde er der kun en enkelt omgang eller en kortere strækning at gøre godt med. Der er dog også baner, hvor du ikke må blive indhentet samt nogle, hvor modstanderne skal destrueres, og på den måde skabes der lidt variation i de ræssene her. Til at starte med kan du kun spille som Rick Wheeler, en hævngerrig betjent, men hurtigt møder han Captain Falcon, og så kan du også spille som seriens mest kendte karakter. Efterhånden som du spiller de forskellige historier igennem, åbnes der altså nye, og her møder vi blandt andet skurkene Black Shadow og Zoda, som også har deres egne story lines. Fælles for dem alle er det, at der efter valgt bane og gennemførsel af den udspiller sig en dialog, og fejler du en bane kan den selvfølgelig blot prøves på ny.


Time Attack giver næsten sig selv, og her kan du altså spille alle 25 baner i spillet med henblik på at sætte de hurtigste omgangstider og samlede tider for fem omgange. Du kan dog først spille banerne når de er gennemført i Grand Prix, og således skal du altså have gennemført både Bronze Cup, Silver Cup, Gold Cup og Platinum Cup for at åbne dem alle – sidstnævnte åbnes først når de tre første er gennemført på både Novice og Standard, og her er der otte baner i stedet for fem. Nu vil nogle nok bemærke, at det kun bliver til 23 baner, men det skyldes at den sidste bane i Gold Cup og Platinum Cup kan variere mellem to forskellige, hvorfor disse skal spilles flere gange. Time Attack foregår uden modstandere, og når en bane er kørt til ende er det muligt at gemme ghost data at køre mod – vil man have computermodstandere kan man få det i Training, hvor både antallet og sværhedsgraden kan vælges foruden antallet af omgange.

Banerne i spillet foregår som kendetegnende for F-Zero-spillene i et hæsblæsende tempo, hvor du ofte ræser derudaf med mere end 1000 km/t og skal manøvrere fartøjet igennem masser af kurver of meget skarpe sving. Her er det utroligt vigtigt at have styr på styringen, som er nogenlunde som i de tidligere spil. Der accelereres på A, bremses på B og driftes til venstre og højre på henholdsvis L og R. Det er muligt at udføre en boost-start, hvis man trykker A ned på det helt rigtige tidspunkt, modstanderne kan angribes med to hurtige tryk på enten L eller R, hvilket vil kaste dit fartøj til siden, og efter første omgang er det muligt at aktivere boosteren med et samtidigt tryk på L og R. Disse værktøjer er udgangspunktet til et succesfuldt ræs, så det gælder om at have styr på det, og kan man ikke lide den originale opsætning kan det blot ændres i options eller gennem Virtual Console-menuen, som giver lidt flere muligheder.


Aktivering af boosteren er i dette spil lidt anderledes end i de tidligere spil jeg har prøvet, for her kan den bruges uhæmmet, så længe man vel og mærke har energi tilbage – løber man tør eksploderer fartøjet. Der er dog grønne zoner på banerne, hvor man kan lade energi op, og sammen med de gule boost-pile er det ting, man skal sørge for at udnytte. Der foruden findes der lyseblå flyvhop, hvor du med fordel kan trykke ned på D-Pad eller styrepind for at flyve længere, og det er med at gøre det igen, når man lander. Huller udgør sammen med miner nogle af farerne i banerne, og der er altså ingen olieklatter denne gang. Til gengæld er der baner foregående i tåge, som således er ret svære at navigere på, og underlag som is, vand og græs er alle noget anderledes at navigere på i forhold til det normale underlag.

Spillet har som sagt tre sværhedsgrader i form af Novice, Standard og Expert, men den virkelige udfordring findes i Zero Test, der til forskel fra Grand Prix virkelig sætter køreevnerne på prøve. Her kastes man på tværs af fire klasser med 12 baner i hver ud i små tidsudfordringer med alle mulige forskellige fartøjer – dette er en god måde at blive fortrolig med forskellige sektioner i spillets baner. På hver udfordring kan man opnå bronze, sølv eller guld, og når man har minimum bronze på alle 12 udfordringer i en klasse, så åbnes den næste klasse op. I denne game mode kan der åbnes op for i alt fire karakterer, og kravet er også blot bronze på udfordringerne på det punkt.


Som for de øvrige Virtual Console-udgivelser er multiplayer-delen ikke længere tilgængelig, da der oprindeligt blev gjort brug af link-kabler til den del, og med det sagt lad os komme videre til bedømmelsen.

Det gode:
For mit vedkommende var det i særdeleshed rart at få sat ansigt på nogle af F-Zero-seriens karakterer og komme bedre ind i universet gennem dette spils Story mode. Tidligere har spillenes karakterer blot været nævnt i deres manualer, og derfor har serien aldrig rigtig sagt mig noget. Nu præsenteres man pludselig for et univers med politikorps, dusørjægere og rumpirater – selvfølgelig med ræs i centrum – og det gør altså spillet noget mere interessant, når man ikke bare vælger et fartøj, men rent faktisk vælger en synlig karakter.

Tilføjelsen af en Story mode giver selvfølgelig lidt, men rent indholdsmæssigt er der også langt mere at komme efter end tidligere. Først og fremmest er man i forhold til Maximum Velocity gået fra 16 til 25 baner, hvilket siger en del, men det er i særdeleshed skønt, at der er så mange karakterer at åbne op for. Jeg hyggede mig gevaldigt med at spille de forskellige Grand Prix på alle sværhedsgrader, og selvom udfordringen først bliver reel på Expert, så er det fint nok at få øvet banerne igennem på de første sværhedsgrader. Som i de forrige spil gælder det nemlig i særdeleshed om at blive fortrolig med både styringen og banerne, hvis man vil mestre det.


Ligesom det var tilfældet i det andet GBA-spil i serien, så er banerne også denne gang veldesignede med stigende sværhedsgrad hen over de fire cups, og med tre sværhedsgrader for modstanderne, så burde de fleste kunne få noget ud af det. Overordnet set virker styringen også til at være lidt lettere denne gang. Man skal stadig trykke gentagende gange på A, L eller R for at bevare farten i svingene, men det virker på en eller anden måde mere naturligt, og bremserne kommer også oftere i brug. Personligt kan jeg godt lide, at boosteren nu kan benyttes noget mere, at det samtidig kommer med en forøget risiko, og der bliver i særdeleshed brug for det i Zero Test, som kun de bedste spillere vil kunne opnå guld i.

Det dårlige:
Det er ikke det vildt negative jeg har at sige om F-Zero: GP Legend i og med, at der er kommet mere fokus på seriens univers og dens forskellige karakterer. Nogle af dem skal måske låses op for på en lidt mærkelig måde, men det er stort set også det. Det forholder sig sådan i Story mode, at der optjenes penge for hver gennemført bane, og de fleste vil nok ikke overveje at genspille banerne, når de er gennemført. Dette kræves imidlertid, hvis man vil opnå det maksimale pengebeløb og åbne op for de ekstra karakterer, og ligeledes er det et krav for at åbne op for Rick Wheelers og Captain Falcons sjette og sidste bane. Det fremgår på ingen måde af spillet, så personligt opdagede jeg det kun, da jeg fandt en liste over unlockables på nettet.


Desuden er spillet ikke vanvittigt pænt når det fyres op på fladskærmen, men det er selvfølgelig forventeligt for et GBA-spil. Det hele ser til gengæld noget bedre ud i den lavere opløsning på Wii U GamePad.

Konklusion:
F-Zero: GP Legend er en kærkommen tilføjelse til den virtuelle konsol, og som jeg ser det, er der tale om et ideelt sted at starte sit bekendtskab med F-Zero-serien. For første gang formår et spil i denne serie virkelig at fange mig, og det i stor grad fordi der er kommet mere fokus på karakterer og et univers med politikorps, dusørjægere og rumpirater. Ræsene er stadig gode, og styringen virker til at være blevet nemmere at gå til for nye spillere. Spillet kunne måske godt have været lidt mere udfordrende på Standard-sværhedsgraden, men udfordring skal man nok få sig andre steder i spillet, og de 52,50 kr. virker faktisk til at være godt givet ud her. Der er trods alt noget mere indhold at komme efter end i de tidligere 2D-udgivelser.

Spillet fylder 62 MB.

Kommentarer: