The Peanuts Movie: Snoopy’s Grand Adventure (Wii U)

Skrevet af KJ85 - 14-02-2016 14:22

The Peanuts Movie, eller Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun, som den så flot hedder det på dansk, fik i juledagene biografpremiere her i landet, og som det er tilfældet med så mange andre film af den slags, så findes der naturligvis et videospil, der supplerer filmoplevelsen. Spillet bærer undertitlen, Snoopy’s Grand Adventure, og er udviklet af canadiske Behavior Interactive, som ofte hyres til udviklingen af licenserede spil, men udgivelsen står Activision altså for. I Norden blev spillet efter en mindre lokal udskydelse udgivet d. 20. november til blandt andet Wii U, men hvad er det for en størrelse, og er det værd at investere i? Det kigger vi på her.

The Peanuts Movie: Snoopy’s Grand Adventure er et 2D-platformsspil, hvori man som spiller indtager rollen som beagle-hunden, Nuser, fra Charles M. Shulzs verdenskendte tegneseriestribe, Radiserne. Ud over at dele grafiskstil, persongalleri og en del af sit navn med den nye animationsfilm, så har de to ting imidlertid ikke meget til fælles – i hvert fald ikke, når det kommer til handlingen. Hvor filmen i stor grad handler om Søren Brun, så er det her Nuser, der er fokus på, men spillet indledes med en videosekvens, hvor Søren Brun får besøg af søskendeparret, Thomas og Trine, samt de øvrige venner; Schrøder, Rumle, Rikke Rask og Franklin, og sammen tager de ud for at lege gemmeleg. Søren Bruns hund, Nuser, sover ikke overraskende fra det hele, men vækkes af sin fugleven, Woodstock, og da Søren Brun har tabt et spor af jelly beans bag sig, så tager de to sammen ud for at finde ham og hans venner – i hvert fald i Nusers fantasi.

Gameplay-mæssigt er der tale om en platformer af den lette slags. Nuser skal guides igennem en række baner fra A til B, og på vej til målet i hver bane er der som regel 300 jelly beans og seks medlemmer af Nusers spejderkorps at indsamle. Som I nok kan regne det ud, så er der altså ikke tale om helt små baner, og de byder da også hver og en på mange forskellige ruter til målet. Til forskel fra spil som Super Mario Bros., så byder ingen af dem på muligheden for at falde i afgrunden, men der er fjender og andre forhindringer rundt omkring, og løber man ind i en af disse, så mister man et af Nusers hjerter. Dem har han tre af fra start, men for hver verden der gennemføres belønnes han med et ekstra. Fjenderne i dette spil kan ikke dræbes permanent, men de kan midlertidigt uskadeliggøres, hvis man hopper på dem en til to gange, og skulle det ske, at man mister et hjerte, så kan man hurtigt samle det op igen, inden det flyver væk, eller indsamle en af de mange småkager rundt omkring.

I alt indeholder spillet 29 baner fordelt på seks verdener. Søren Bruns have fungerer som hubben – man starter med at besøge et jungleområde, og når alle baner i dette område er gennemført en efter en, så kan man gå videre til pyramide-området – derefter måneområdet, så undergrunden eller himlen i Paris og til sidst museet. Himlen skiller sig på flere punkter ud fra de øvrige områder, men det kommer vi til senere. Målet i hver verden er at redde en af vennerne, og dette sker altid efter en bosskamp af en art. I første verden er det en baseballskydende en af slagsen, som man hopper på på traditionel facon, men det kan også være en horisontal eller vertikal flugtsekvens, som vi kender det fra mange andre spil. Bossbanerne er de eneste uden samlerobjekter, men når man redder drengen/pigen for enden af banen belønnes det som sagt med et ekstra hjerte til livsmeteret.


Som i enhver anden platformer løber og hopper man derudad, men Nuser har også en anden særlig evne, som kan hjælpe ham på vej gennem banerne. Han kan snurre sine ører hurtigt rundt og derved bruge dem til at svæve, og det gør man ganske enkelt ved at trykke på B en ekstra gang og holde den inde, når man har udført et hop. Denne evne er imidlertid ikke det mest interessante ved ham, for han kan også iklæde sig forskellige kostumer eller et af sine alter egos, der hver giver ham andre egenskaber til fordel for svævet. Med spejderkostumet kan han klatre på net af lianer eller metal, som astronaut kan han udføre tyngekraftsreducerede hop til højderne, og med sit detektivudstyr kan han opdage skjulte områder i væggene. Som Mystiske Mr. Mox kan han smadre nogle tynde vægge, som Joe Cool kan han fastfryse fjender på stedet blot med sit nærvær og dobbelthoppe, og som Flyver-esset kan han anvende sit hundehus som kampfly i himmel-verdenen. Det forholder sig dog sådan, at kostumerne ikke bare kan bruges frit, for de ligger gemt i tøjkister rundt omkring i banerne, og disse skal man først skaffe adgang til ved at finde en nøgle for hvert kostume.

Når man har skaffet nøglen til eksempelvis spejderkostumet, så vil alle tøjkister med dette kostume blive låst op, og med et tryk på Y ved en sådan kiste kan man iføre sig det symbolangivne kostume eller tage det af igen. Vil man finde alle samlerobjekter i spillet, så bliver det nødvendigt at vende tilbage til de fleste baner, når man har fået adgang til alle kostumer. Kostumet til Nusers alter ego, Flyver-esset, er som sagt en smule specielt da det giver adgang til en hel verden i stedet for en ny egenskab i de andre baner. Disse baner foregår i himlen, hvor han i auto-scrollende baner flyver gennem skyerne og nedskyder fjender ved blot at agere maskingevær med sine hænder. Der er også samlerobjekter i denne verden, men kun 250 jelly beans i hver bane, og der er kun tre baner inden den uundgåelige bosskamp mod Den Røde Baron.


Spillet byder også på lokal multiplayer for to spillere, og her kan en anden spiller med Wii Remote (Plus) samt eventuelt en Nunchuk hjælpe lidt til ved at lade Woodstock manipulere med omgivelserne. Som fugl kan man således midlertidigt uskadeliggøre fjender, tiltrække jelly beans og bringe dem en smule tættere på Nuser, og sidst men ikke mindst aktivere platforme rundt omkring ved a opholde sig i markerede cirkler. Der er ingen særlige funktioner ved Wii U-versionen af spillet, ud over muligheden for at spille uden brug af sit TV, men der er 22 achievements at gå efter ligesom i andre udgaver af spillet. Af uransagelige årsager er det dog heller ikke muligt at dele billeder fra Wii U-versionen på Miiverse, men mærkeligt nok er det til gengæld tilladt med 3DS-versionen, så det giver ikke rigtig mening.

Det gode:
Der er bestemt nogle gode ting at sige om The Peanuts Movie: Snoopy’s Grand Adventure, for selv om det ret tydeligt er et spil for børn, så er der nogle ting, som man sagtens kan værdsætte som voksen. Først og fremmest handler det om præsentationen, for spillet er sådan set ganske pænt, og musikken er bestemt værd at lytte til. Jazz-kompositionerne som Vince Guaraldi Trio indspillede til at akkompagnere de første animerede tegnefilm med Radiserne på TV tilbage i 1960’erne er stadig ørehængere den dag i dag, og især nummeret, Linus and Lucy, som er gået hen og blevet kendingsmelodi for serien, så selvfølgelig bruges netop dette nummer i spillets menuer og i hubben, mens nyindspillede numre med samme jazz-stil fra Lee Blaske anvendes i resten af spillet. Det er stille og roligt musik alt sammen, og lydsiden bakkes såmænd også op med lydeffekter fra nogle af de gamle tegnefilm.


Forbliver vi i betragterens rolle, så er det også tydeligt, at udviklerne har haft intentioner om at behandle varemærket, Radiserne, med respekt. Der er mange sjove detaljer, hvis man holder øje, så hver verden er faktisk bygget op omkring en af vennerne. Jungleområdet er eksempelvis dedikeret til Rikke Rask, der er lidt af en drengepige, og slangerne i junglen har således den samme frisure som hende, mens bosskampen med baseball-bolde også passer perfekt med hendes væremåde. I pyramideområdet har nogle fjender samme frisure som Thomas, og i den parisiske undergrund udgøres nogle fjender såmænd af den støvsky, der altid omgiver den evigt beskidte Rumle. Sådan kunne man sikkert blive ved, hvis ellers man har forstand på Radiserne, og selvfølgelig er de bevægelser Nuser foretager sig, hvis han står stille også pillet direkte ud af de klassiske tegnefilm.

Gameplay-mæssigt er det hele også ganske fint. Det er ikke svært på nogen måde, men sværhedsgraden udvikler sig alligevel på vej gennem spillet i et passende tempo. Da det ikke sker gennem introduktion af huller eller andre dræbende elementer, så gøres det naturligvis ved at introducere en del flere fjender og barrierer, der skal undgås, samtidig med, at man også indfører flere elementer i banerne. I første verden er det hele således meget ligetil med almindelige platforme og måske lidt trampoliner og nogle lianer at svinge sig i, men i de senere verdener vil der også være masser af platforme i bevægelse – eksempelvis ufoer på månen. På netop månen introduceres også forskellige gasser, der påvirker Nusers bevægelse. En grøn af slagsen vil accelerere ham vildt op, så lange hop kan udføres mens en rød af slagsen vil sløve ham ned, og ud over disse gasser, så er der også gravitationsbobler, hvori man kan hoppe uden at skulle stå på jorden. Stille og roligt bliver man således fortrolig med nogle af den slags ting, som platformspil kan tilbyde, og det er meget godt, når det samtidig krydres med kostumer, der kan ændre Nusers egenskaber og give lyst til udforskning.


Spillet er altså rigtig ledt at gå til for de fleste, og det kan sagtens fungere som en let overkommelig introduktion til genren for de mindste. Her kan det være rigtig belejligt, at der er mulighed for at spille multiplayer, og med en voksen eller lidt ældre spiller som Woodstock, så kan man benytte muligheden til at guide den mindre erfarne spiller gennem banerne på bedste vis og samtidig hjælpe en smule til. Der er på ingen måde tale om en multiplayer-del, hvor begge spillere deltager på lige fod, så det er formentlig den bedste måde at udnytte funktionen, for jeg kunne sagtens se børn skændes om, hvem der nu skal have den ene eller den anden rolle.

Det dårlige:
The Peanuts Movie: Snoopy’s Grand Adventure kan altså være en god introduktion til 2D-platformere for børn, men jeg er ikke voldsomt begejstret for måden udviklerne har grebet det hele an. Det bliver simpelthen lidt for let det hele, hvis I spørger mig. Det er som om, at der ikke rigtig er nogen konsekvens af at fejle, og det er en lidt underlig ting at lære de små hoveder. Pyt med om jeg render direkte ind i den der slimklat eller svømmer direkte ind i en piratfisk – jeg kan jo bare samle mit hjerte op igen bagefter, mens jeg midlertidigt er usårlig. Er der sat en stødgivende barriere op der, fordi jeg skal en anden vej? Det kan da være lige meget, for jeg render bare igennem og samler mit hjerte op på vejen. Det er på en eller anden måde bare naivt, at tro, at man ikke udnytter sådan et system, og der er rigeligt med småkager rundt omkring i banerne til, at det ikke burde være nødvendigt at have muligheden for at samle mistede hjerter op. I flyver-banerne skal man ikke engang være på linje med sine fjender for at skyde dem ned – hold Y inde og Nuser klarer resten.


Samme kritik går igen, når det kommer til nogle særlige glaskrukker med ekstra store jelly beans. Når man aktiverer en af disse, så har man 20 sekunder til at få fat på otte store jelly beans, der hver er lige så meget værd som fem af de små, og var det som i andre spil, så ville muligheden for at indsamle dem forsvinde, hvis ikke man blev færdig inden da. Her ryger de eventuelt tilbageværende jelly beans imidlertid bare tilbage i glasset, som kan aktiveres på ny, og dermed er tidsgrænsen fuldstændig overflødig. Da man alligevel skal genspille de fleste baner for at samle alle samlerobjekter, så ville det være rart med lidt konsekvens. Spillet er i forvejen kriminelt kort for en retail-udgivelse og kan gennemføres på blot fem timer, når man tager sig tid til at undersøge banerne grundigt, så det var da kun rimeligt, at sådan en ting skulle give anledning til en genspilning af banen i stedet. Personligt brugte jeg ca. 7,5 timer på at gennemføre spillet 100 %, men det kunne gøres meget hurtigere, hvis jeg i første omgang blot var spurtet gennem banerne, for så at indsamle jelly beans efter at have fundet alle kostumer.

Desværre rendte jeg under min gennemspilning også ind i diverse tekniske problemer. Et sted på månen fungerede tyngdekraften pludselig ikke som den skulle, og jeg kunne derfor svæve frit i et område uden tidligere omtalte gravitationsbobler. Det tog mig ikke så lang tid at komme fri, men det virkede lidt underligt. Større problemer er der dog på lydsiden, og selv om musikken er ganske god, så er der bare for få numre – et til hver verden for at være helt eksakt, og det kører bare i ring, hvorfor det kan blive lidt trættende at lytte på. Musikken kan til gengæld også finde på at sætte sig fast – ligesom en CD, der kører i hak – og det fuldstændigt ulideligt at høre på. Jeg oplevede det ikke bare en gang, men adskillige gange i løbet af min gennemspilning, og nogle gange forsvandt musikken eller lydeffekterne også fuldstændigt i en bane. Gennemarbejdet føles det ikke lige frem.


Konklusion:
Er du til udfordrende platform-spil med masser af fjender, endeløse huller og krævende hop, så er det ikke The Peanuts Movie: Snoopy’s Grand Adventure, som du skal ud og investere i. Det er og bliver et spil til børn, og det kan sagtens fungere som en fin introduktion til genren for de mindste, da det er ganske let at gå til og uden de store udfordringer – alt for få måske, for et yderst tilgivende livssystem gør intet godt i undervisningen af konsekvenser. Spillet er grafisk flot præsenteret, og udviklerne har gjort et stort nummer ud af, at respektere Radisernes historie, men det er tvivlsomt, at dette vil blive værdsat af børn, som naturligvis ikke kender seriens historie. Lydsiden er ligeledes god, men grundet få og gentagne numre bliver det hurtigt irriterende at lytte til, og nogle gange fungerer det ikke engang, som det skal. Det sagt, så er der tale om en hyggelig platformer, hvor rigeligt med samlerobjekter og nogle sjove kostumer giver lyst til udforskning, men det er skræmmende kort for en retail-udgivelse, så man skal grundigt overveje, hvorvidt det er værd at købe til børnene.

Kommentarer: