Tokyo Mirage Sessions #FE (Wii U)

Skrevet af KJ85 - 24-06-2016 03:42

Spol tiden tilbage til d. 23. januar 2013. På denne dag var der Nintendo Direct om kommende spil til Wii U, og her blev vi for første gang introduceret for projektet, der gik under navnet Shin Megami Tensei x Fire Emblem. To år skulle der siden gå, uden nogen rigtig omtale af spillet, men 1. april 2015 blev vi under en ny Nintendo Direct præsenteret for den første rigtige trailer, og ved E3 samme år blev det slået fast, at spillet ville blive udgivet i den vestlige verden i 2016. I Japan blev spillet udgivet mellem jul og nytår i 2015, og i nok en ny Nintendo Direct blev det i marts i år lagt fast, at spillet efter flere navneskift i årenes løb ville blive udgivet som Tokyo Mirage Sessions #FE på d. 24. juni. Spillet er udviklet af Atlus med sin enorme RPG-erfaring, mens Intelligent Systems selvfølgelig har været inde over i forhold til Fire Emblem-elementerne, og Nintendo er altså spillets udgiver. Hvordan det endelige produkt tager sig ud, det kan I nu blive klogere på i denne anmeldelse.

Tokyo Mirage Sessions #FE er et RPG-spil, der, som den oprindelige titel lagde op til, indeholder elementer fra både Nintendos Fire Emblem-serie og Shin Megami Tensei-serien fra Atlus, men i realiteten er det mest rigtigt at betragte det som en helt ny serie, da det adskiller sig markant fra de to serier, som det var lagt op til at være en krydsning af. Det hele er meget japansk, og derfor har man også valgt kun at have engelske undertekster, mens det originale lydspor er beholdt. Spillet indledes med et tilbageblik på en mystisk hændelse, der fandt sted under en operakoncert i Tokyo fem år tidligere. Her forsvandt sangerne og publikummerne pludseligt sporløst, og tilbage i salen sad kun en skræmt pige, sangerindens lillesøster. Pigen, Tsubasa, er nu selv blevet 18 år, og hun er barndomsven og klassekammerat til vores hovedperson, Itsuki, som man som spiller tager kontrollen over.

Da spillet starter, render Itsuki rundt og driver tiden af, mens han venter på at mødes med sin ven Touma. De to har aftalt at tilbringe dagen sammen i byen, men Tsubasa kunne ikke tage med dem, da hun havde planer for dagen. Der afholdes på denne dag auditions til at blive det næste store idol, så Itsuki har besluttet at se på til arrangementet, indtil Touma er klar til at mødes, og til sin store overraskelse møder han her Tsubasa. Hun forsøger at afspore samtalen, men det skal vise sig, at hun deltager i talentkonkurrencen med en drøm om at blive en stor popstjerne, og det har hun ikke fortalt til sine venner. Skæbnen vil det imidlertid, at konkurrencen udsættes for en hændelse lig den, der overgik koncerten for fem år siden, og pludseligt slæbes Tsubasa og de andre deltagere gennem en portal til en åndelig verden. Itsuki ser forskrækket dette ske og følger straks efter for at redde hende.

Da Itsuki træder ind i den åndelige verden, mødes han af en mystisk pige, der fortæller, at han skal skynde sig at redde Tsubasa, hvorpå hun forsvinder. En piges skrig høres i det fjerne, og som spiller følger man den eneste vej, der er at følge. Skriget viser sig at komme fra en af de andre piger i talentkonkurrencen, og Itsuki overværer, hvordan hun besættes af mystiske væsner, før hun forsvinder sammen med dem. Pludseligt jages han selv og bliver nødt til at flygte, og han ender op i et rundt rum, hvor Tsubasa i samme øjeblik er blevet overfaldet. Det bliver han nu også selv, og ud af det blå stråler et hvidt lys ud af ham. Lyset samler sig til en rund kugle og Itsuki angriber sin overfaldsmand med den, hvilket resulterer i, at den ukendte skikkelse med sværd og armor nu vil beskytte ham. Han farer til Tsubasas side, men hvordan skal han redde hende? Den onde skabning har et godt tag i Tsubasa, men pludselig begynder hun også at stråle, og Itsuki ser sit snit til at angribe med lyset fra Tsubasa. Mørket fra den onde skikkelse fortrænges, og Tsubasa har nu sin egen beskytter i form af en kvinde med lanse.


Ovenstående begivenheder leder os til spillets første kamp, hvor de to beskyttere fungerer som våben for Itsuki og Tsubasa, og efter kampen vil vi lære, at de hedder Chrom og Caeda, hvilket nogle sikkert vil genkende som figurer fra Fire Emblem-universet. Foruden deres navne kan Chrom og Caeda dog ikke gøre vores hovedpersoner meget klogere, for de har mistet deres hukommelse, og anbefaler vores hovedpersoner hurtigst muligt at vende tilbage til den normale verden. Det tager dem på en lille rejse gennem den mystiske verden, hvor de vil komme til at kæmpe mod adskillige fjender, før de kommer til at stå over for spillets første boss; den besatte vært fra talentkonkurrencen. På dette tidspunkt i spillet slutter Touma sig til selskabet sammen med sin beskytter, Cain, og sammen besejrer de bossen, hvorefter de kan vende tilbage gennem portalen.

Op indtil mødet med Touma i den åndelige verden har Itsuki hele tiden kommunikeret med ham gennem en applikation kaldet Topic, og Touma ved en hel del mere om det, der foregår, end sine venner. Touma er nemlig tilknyttet en hemmelig organisation, der undersøger mystiske hændelser og forsøger at bekæmpe de onde kræfter bag angrebet på operakoncerten for fem år siden. Bag angrebet står skabninger fra en anden verden, og disse skabninger kaldet Mirages kan besætte mennesker og udnytte dem til at opnå deres mål, da de ikke selv kan manifestere en fysisk form i den menneskelige verden. Det kan de til gengæld i bindeled mellem de to verdener, og portalen fra tidligere førte netop til et af disse bindeled kaldet Idolasphere. Mirages angriber specifikt mennesker, som udstråler en særlig styrke i deres personlighed, og de stjæler denne energi kaldet Performa fra dem. Chrom og Caeda, som tidligere forsøgte at angribe Itsuki og Tsubasa, er også Mirages, men i stedet for at gøre ondt, så beskytter de altså nu vores hovedpersoner, som gennem deres styrke fik bugt med de mørke kræfter og dermed kan kalde sig Mirage Masters.


Efter at være vendt tilbage til den virkelige verden introducerer Touma sine venner for sin chef, Maiko, som driver talent-bureauet, Fortuna Entertainment. De ansatte i firmaet har i al hemmelighed bekæmpet de onde Mirages samtidig med at varetage forskellige jobs i underholdningsbranchen, for den særlige Performa er nemlig stærk hos talentfulde skuespillere og sangere, og Itsuki og Tsubasa inviteres nu til at være en del af foretagendet. Det betyder selvfølgelig, at de skal undervises i sang, skuespil og modelarbejde, så de kan udvikle sig og blive stærke Mirage Masters, og da Tsubasa får at vide, at det vil gøre det muligt for hende at møde sit store idol, Kiria, så skal der trods den skræmmende oplevelse ingen betænkningstid til, og Itsuki følger hendes beslutning. Nogenlunde her slutter spillets prolog, og i spillets efterfølgende seks kapitler vil de tre venner; Itsuki, Tsubasa og Touma, komme til at kæmpe mod en masse onde Mirages i spillets syv Idolaspheres, eller dungeons om I vil.

Spillets kampe foregår alle i Idolaspheres, hvor fjendtlige Mirages kan dukke op overalt. Fjenderne er her symboliseret ved hætteklædte skikkelser, der jager Itsuki, hvis de ser ham, men kampene indledes først ved berøring, og man har som spiller mulighed for at immobilisere de hætteklædte skikkelser midlertidigt ved at angribe dem med Itsukis sværd med et tryk på X. Det betyder, at der er mulighed for at undgå de ”tilfældige” fjendemøder, hvis man vil det, men det er selvfølgelig med at opnå nok kamperfaring på vejen til at kunne besejre spillets bosser, og som i ethvert andet RPG bliver Itsuki of vennerne stærkere i takt med at de stiger i level. Hver af dem er nemlig beskrevet ved livspoint (HP) og energipoint (EP) samt fysisk styrke (Str), magisk styrke (Mag), evne (Skl), hurtighed (Spd), fysisk forsvar (Def), magisk forsvar (Res) og held (Lck) – alt andet end heldet kan forbedres, når man går op i level, og HP og EP stiger som det eneste hver gang. Selv hvis man ønsker at kæmpe, så er det imidlertid en god idé at slå fjenderne ned først, da det giver mulighed for at aktivere First Strike og dermed ekstra angreb, før modstanderen får sin tur.


Som ovenstående afsnit så småt afslører, så er kampsystemet turbaseret, og øverst på skærmen kan man derfor se, hvornår de forskellige holdkammerater og modstandere får deres tur. Dette er medvirkende til, at man som spiller strategisk kan planlægge sine handlinger, og her kan man som udgangspunkt vælge at udføre et normalt angreb, at anvende en command skill (koster EP), at anvende et item, at forsvare sig (oplader EP) eller at flygte, og senere i spillet får man også mulighed for at lave udskiftninger, da kun tre Mirage Masters kan være på scenen på samme tid. For at udrette mest skade på sine modstandere, så gælder det om at angribe deres svagheder, og her implementeres våbentrekanten fra Fire Emblem, hvor sværd slår økse, der slår lanse, som slår sværd, men man har også buer med i spillet, og de magiske elementer henter man fra Shin Megami Tensei-serien, hvor ild, frost, elektricitet, vind, helbredelse, forbandelse og et element mere er med i spillet.

I løbet af spillet vil man møde en del forskellige fjender, og det er naturligvis ikke dem alle, der bærer våben. Det betyder, at man ikke vil kende deres svagheder på forhånd, og ved første møde med en fjende vil man ofte være nødt til at prøve sig frem for at få udfyldt informationerne om modstandsdygtighed i de forskellige kategorier. Når den første af en ny type fjende er besejret, så kan man til gengæld se alle informationer om den fra start ved det næste møde, og det markeres ganske tydeligt, hvorvidt dit valgte angreb vil være effektivt mod fjender, hvor du kender modstandsdygtigheden. Angreb kan desuden være fysiske eller magiske, men samtidig kan de også tilhøre et element, så der er både fysiske og magiske ildangreb, hvor de magiske tager navnet direkte fra Atlus’ spilserie – dvs. Agi osv. for ildmagien. Hvad der er mest effektivt vil afhænge af den specifikke fjendes egenskaber, for ligesom heltene er de beskrevet ved de selvsamme stats. På samme måde har vores Mirage Masters i øvrigt også modstandsdygtighed angivet for de forskellige kategorier, og fjenderne kan også skade dem ekstra meget ved at angribe svaghederne.


Indtil videre så lyder spillets kampsystem måske meget standard for et RPG af dets type, men der er selvfølgelig mange flere ting, som gør dette spil unikt. Først og fremmest, så bruger vores helte som nævnt tidligere sine Mirages som våben (Carnages), og således indtager Chrom, Caeda, Cain og de andre gode Fire Emblem-figurer, som vi møder senere i spillet, deres Carnage Form under kamp. Her vil der ved brug blive optjent erfaringspoint særligt til våbnene, og for hvert våben er det muligt at låse op for en lille håndfuld skills, før man har mestret brugen af det. Disse skills er inddelt i tre kategorier; command skills, passive skills og session skills. Command skills er dem, der aktivt kan bruges i kamp, og det dækker over angreb, helbredende evner og midlertidig påvirkning af egenskaber for venner/fjender. Passive skills dækker over ændringer, der konstant er aktiverede for ens figur, og det kan eksempelvis være et boost i styrke eller en forbedring af modstandsdygtighed.

Session skills er det, der for alvor åbner op for spillets kampsystem, for når du åbner den første af disse, så vil du finde ud af, at der er flere gode grunde til at angribe svagheder. En session skill er et opfølgende angreb, der udføres ganske gratis, hvis en anden på holdet har angrebet en svaghed med en command skill, og det kan eksempelvis tillade Itsuki at følge op med et sværdangreb, hvis en af de andre har udført angreb med lanse. Så længe det indledende angreb rammer en svaghed, så vil hver Mirage Master følge trop, hvis de kan, og har Touma en session skill, der tillader ham at følge op på et sværdangreb, så vil han altså kunne følge op på det føromtalte opfølgende angreb fra Itsuki. På denne måde kan man altså kæde angreb sammen for at udrette stor skade, men kæden brydes, hvis modstanderen er fuldstændig modstandsdygtig over for et angreb eller kan sende angrebet tilbage, og hver Mirage Master kan som udgangspunkt kun udføre et angreb i en session. Man skal desuden være opmærksom på, at fjenderne ligeledes kan kæde angreb sammen, så det er en god idé at holde øje med deres evner.


Itsuki og de andre Mirage Masters kan hver især have seks skills i hver af de tre kategorier, og dermed giver det sig selv, at der kan dannes nye Carnages undervejs. Dette får man første gang mulighed for efter at have gennemspillet prologen, og til formålet skal der anvendes Performa høstet fra de forskellige fjender under kamp samt Prestige opnået gennem effektfulde angreb. Dannelsen af nye våben kaldes Carnage Unity og akten foregår hos Fortuna Entertainment, hvor Tiki, den mystiske pige fra spillets indledning og en kendt Fire Emblem-figur, hjælper med at smede Mirages og Performa sammen i en idyllisk have bag en dør i kontoret. For ikke at stoppe Itsuki og de andres udvikling, så er det dermed vigtigt at vende tilbage til kontoret ofte for at skabe nye våben, og Tiki installer endda en applikation på Itsukis telefon, så man kan se, hvornår det er muligt at skabe noget. Ikke bare giver nye våben adgang til nye skills, men de bliver også stærkere som spillet skrider frem, hvilket angives gennem Attack-værdien, og denne er selvfølgelig med til i kombination med en Mirage Masters stats at bestemme skaden uddelt til fjenderne. Til at starte me vil man selvfølgelig kunne tage alle nye skills til sig, men senere bliver man nødt til at sortere de mindst ønskede evner fra.

Den første gang man skaber et nyt våben til en figur, så åbnes der op for en særlig evne under betegnelsen Special Performance. I løbet af spillet vil man få adskillige af disse evner til hver af sine figurer og de kan i den grad være med til at ændre slagets gang. Som noget særligt ignorerer sådanne evner eksempelvis modstandsdygtighed hos modstanderen fuldstændig og garanterer dermed igangsættelsen af en session, hvis der er tale om et angreb, men der findes også evner, som kan helbrede, give ekstra ture, eller noget andet. For at sikre balancen i spillet, så kan man naturligvis ikke bruge Special Performance konstant, så det kræves, at man opfylder et meter i øverste højre hjørne gennem kamp. Dette sker kun ved sammenkædede angreb, og man kan maksimalt lade meteret op til en værdi på 3 SP, mens en af de særlige evner typisk koster 1-2 SP at sætte i gang.


I løbet af prologen og de første fire kapitler slutter der sig en ny Mirage Master til holdet i slutningen af hver del, hvilket betyder, at man ender op med et hold på i alt syv figurer med hver deres Mirage fra Fire Emblem-universet. Heraf vil to bruge sværd, to bruge lanse, en bruge økse, en bruge bue og en anvende udelukkende magi. Som skrevet tidligere, så kan der dog maksimalt være tre figurer på scenen, og de resterende figurer er derfor placeret som sub-cast. Figurer i sub-cast får ingen ture i kamp, men de kan altså skiftes ind, hvis der er brug for det, og de optjener også lidt erfaring uden at komme i brug. De aktive figurer får dog mest, og hver person udvikler også sig personligt gennem tilstedeværelsen på scenen, hvilket kommer til udtryk igennem en værdi for Stage Rank, som maksimalt kan øges til 20.

Når en figurs Stage Rank går op, så vil det ofte manifestere sig som ny personlig Performa, og med denne type kan hver figur opnå nye evner hos Tiki gennem Radiant Unity. Itsuki, Tsubsa og de andre kan på denne måde altså udvikle sig på forskellige parametre, som kommer dem til gode i kamp. Det kan eksempelvis være et boost i HP eller EP, men det kan også være evnen til at stå tilbage med 1 HP efter at være blevet ramt af et angreb, der normalvis ville slå figuren bevidstløs, og det kan være evner, som kan benyttes, når man bevæger sig rundt i dungeons. I sidstnævnte kategori finder vi eksempelvis evnen til at teleportere fra en dungeon direkte til Fortuna Entertainment og evner, der hæver eller sænker antallet af hætteklædte fjender, som dukker op. Itsuki har ligeledes nogle ret vigtige evner, der udvikles gennem Radiant Unity, for de gør det muligt at fortsætte kæden af angreb på en eller flere andre fjender, når målet for det første angreb har mistet alt sit HP. Et godt stykke inde i spillet kan figurerne endda også udvikle evnen til at angribe fra sub-cast, og dermed kan man altså have sessioner, hvor alle syv figurer sætter et angreb ind i en enkelt figurs tur – det er yderst effektivt, og det er selvfølgelig med at udnytte det.


En stor del af spillet foregår selvfølgelig i spillets dungeons, men der er også ting at give sig i kast med uden for dem, og spillet opfordrer faktisk spilleren til det ved at have dele kaldet Intermission mellem hvert kapitel. Her kan man bevæge sig rundt i ret begrænsede områder af Tokyo, hvoraf de største er Shibuya og Harajuku, som begge gemmer på adskillige butikker. Spillets områder låses løbende op, som spillet skrider frem, og der er selvfølgelig nogle butikker, som man kan handle i. I Shibuya er det en café, en juvelbutik og et supermarked kaldet Hee Ho Mart, mens det i Harajuku er en tøjbutik og lidt fastfood-restauranter. Mad og drikkevarer i spillet fylder HP og EP for alle figurer op, mens det giver et midlertidigt boost i held for personer, der kan lide det, men det er altså ikke items, som man kan tage med sig – det er derimod de ting, der sælges i supermarkedet, og med dem kan man heale, kurere statuseffekter og lignende under kamp. I juvelbutikken sælges accessories, som hver af vores Mirage Masters kan bære en af for at påvirke sine stats, og i tøjbutikken sælges kostumer, der udelukkende er en kosmetisk ændring. Der tilmed også en ikke-obligatorisk Idolasphere at besøge, hvor man kan kæmpe mod en lang række fjender i træk i en form for arena, hvor det ikke er tilladt at bruge items og lave udskiftninger, og man belønnes selvfølgelig for det.

Rundt omkring i de forskellige dele af spillet findes også personer med forskellige forespørgsler. Dette er endnu en ting, som man kan få en del tid til at gå med, og ofte involverer det et besøg i en af spillets tidligere dungeons, hvor man så skal finde noget bestemt eller besejre nogle fjender. At klare disse requests belønnes oftest med items eller accessories, men det er altså ikke noget livsnødvendigt, selvom der er ret mange forespørgsler, som åbnes op lidt efter lidt. Mere vigtigt er det at give sig i kast med de forskellige Side Stories, der er tilknyttet alle andre Mirage Masters end Itsuki samt Maiko, Tiki og underviseren, Barry, som mellem hvert kapitel lærer vores kunstnere at udfolde deres talenter. Der er tre Side Stories til hver af figurerne, og det er her, man som spiller kommer tættere ind på livet af de personer, som man omgås. Nogle gange skal man blot tage del i længerevarende samtaler med en person, men man kan også blive bedt om at finde nogle ting eller hjælpe en af dem med at blive stærkere gennem kamp. Her introduceres således også valgfri boss-kampe, og før man påbegynder en Side Story med kampe, så vil den anbefalede level for ens Mirage Masters blive vist. Side Stories åbnes lidt efter lidt, som historien skrider frem, og det er ofte et krav, at figurernes Stage Rank har nået et vist niveau.


Det er selvfølgelig fuldstændig valgfrit om man vil give sig i kast med Side Stories, men belønningerne for det er ret gode, og på den måde kan det godt være nødvendigt. For Mirage Masters er det herigennem, at man kan opnå nogle af spillets stærkeste angreb, som foruden Special Performances altså tæller Ad-lib Performances og Duo Acts, og fælles for disse angreb er det, at de aktiverer en længere animation ved brug. En Ad-lib Performance er stærkere angreb, som aktiveres tilfældigt, når man bruger en skill af rette type, og Itsuki får eksempelvis en Ad-lib Performance, der kan blive udløst i stedet for et af hans elektriske angreb. Duo Acts er, som navnet antyder, derimod en ting, som involverer to af spillets figurer, og det er igen noget, som kun aktiverer en gang imellem. Når det er muligt at udføre et Duo Act, så vil det blive fremhævet på skærmen under en session, og her har man så mulighed for at vælge mellem to af dem, som man har åbnet op for. Duo Acts er særligt effektfulde, da de kan forvolde meget skade, heale hele holdet eller lignende, men samtidig kan de også gøre det muligt at fortsætte kæden af angreb, så hver Mirage Master angriber endnu en gang i den samme tur. Er man særdeles heldig, så får man mulighed for at aktivere endnu et Duo Act her, og på den måde kan man komme op på en kæde på over 20 angreb!

Alt i alt, så er der ret mange spændende og unikke elementer at komme efter i spillet, men inden vi springer videre til bedømmelsen, så skal vi også lige have slået fast, at spillet kun kan spilles med Wii U GamePad og ikke gennem brugen af Off-TV Play. Dette skyldes at skærmen på tablet-controlleren benyttes til at vise forskellige praktiske ting. Først og fremmest, så er det her, at du konstant modtager beskeder fra de andre personer gennem kommunikationsapplikationen, Topic, og der foruden kan den vise kort over områderne i Tokyo såvel som spillets Idolaspheres i takt med, at de udforskes. Under kampene kan du selvfølgelig også bruge den til at undersøge information om dine Mirage Masters og modstanderne, og du skal således ikke til at gå ind i nogen menuer for at finde disse ting.


Det gode:
Hvis du er fan af RPG-genren, så er der mange gode grunde til at overveje at samle Tokyo Mirage Sessions #FE op til din Wii U, for der er ingen andre spil som det på konsollen. I hvert fald var jeg som spiller ret godt underholdt i de op mod 100 timer, som jeg brugte på at spille det igennem, og det generede mig ikke det mindste, at lydsporet udelukkende er indspillet på japansk. Faktisk var det med til at gøre det til en endnu sjovere oplevelse på en måde, for der er formentlig ingen, der som de japanske stemmeskuespillere kan levere på den der lidt overdrevne og karikerede måde, som virkelig fremhæver figurernes personlighed. Det kan være ret sjovt til tider, og som spiller ønsker man derfor naturligt at lære dem alle at kende. Persongalleriet er også, selv om det ikke er så stort, ganske fint. Tsubasa er nok den vigtigste af dem, da meget drejer sig om hende og vejen mod en stor karriere som J-Pop-stjerne, og med søsterens forsvinden og en status som stor fan af Kiria, så har hun jo helt personlige årsager til at bekæmpe det onde. Hun kan til tider virke vildt entusiastisk, hvilket får hende til at fremstamme forkerte sætninger, og når hun opdager sine fejl, så bliver hun flov og undskyldende. Samtidig så har hun tilsyneladende et mindre crush på Itsuki ligesom de andre kvindelige figurer til tider virker til at have det, og som den lidt nørdede figur i spillet, så forstår Itsuki selvfølgelig aldrig rigtig hentydningerne, mens Tsubasa selv rødmer, hvis nogen prøver at prikke til deres indbyrdes forhold.

Hver af de andre personer har også deres særtræk, som gør dem spændende. Touma drømmer om en skuespilskarriere som helt, så han kan inspirere børn, mens den populære Kiria i virkeligheden har en blød side, som hun undertrykker, fordi hun tror, at det vil skade hendes image. Eleonora er den udadtil selvsikre pige med skandinaviske aner, der drømmer om en karriere i Hollywood, men aldrig har oplevet glæden ved et forhold. Mamorin er den lille pige med sit eget madprogram på TV, men hun drømmer om en sangkarriere og vil gøre alt for at imponere Barry, som selv er voldsom fan af Mamorin såvel som en særlig animé-serie og har en fortid som rockstjerne. Chefen, Maiko, har en fortid som fotomodel og med en kærlighed til alkohol, så optræder hun i flere situationer lidt upassende, og Tiki har såmænd også masser af personlighed, ligesom hun er en populær Uta-loid – en virtuel sangstjerne skabt i et synsthesizer-program præcis som Utauloid- og Vocaloid-stjerner i den virkelige verden. Jo, figurerne har masser af personlighed, og det er lækkert, når man skal være i selskab med dem i så mange timer, lige som det gør Side Stories interessante.


Præsentationen i spillet er også ret god, og selv om det måske ikke grafisk er på øverste hylde, så er det stadig pænt og præsentabelt med masser af glade farver i nogle miljøer og dyster stemning i andre. Shibuya, som ofte indgår i spil fra Japan, er blandt andet let at kende med et en afbildning af den kendte 109-bygning, og området er formentlig som pillet direkte ud af virkeligheden. Det er en fin sans for detaljer, og med en historie bygget op omkring den japanske pop-kultur, så er der selvfølgelig også ganske god musik i spillet produceret af et af de førende japanske pladeselskaber kaldet Avex Group. Når musiknumrene afspilles første gang, så er de som regel akkompagneret af lækre musikvideoer, der fremføres som animé frem for med computermodeller i spillets grafikmotor, og jeg er virkelig vild med det udtryk som disse videoer bringer på bordet. Personligt var det i hvert fald sektioner, som jeg så frem til, og det var ofte efter gennemspilning af Side Stories, at disse mellemsekvenser blev udløst, hvilket var endnu en god grund til at bruge tid på dem.

Med en god historie og interessante figurer kommer man langt, men det er også vigtigt for RPG-spil, at kampsystemet er i orden, og jeg kan positivt meddele, at Tokyo Mirage Sessions #FE har et af de mest underholdende af slagsen, som jeg har prøvet kræfter med længe. Man vil ganske vist primært anvende command skills, så man kan gøre mest mulig skade på modstanderne, men man bliver også nødt til at holde øje med, hvilke fjender, der først får tur, og om der er nogle af dem, der kan angribe svagheder hos ens eget hold, hvis man vil undgå at tage for meget skade selv. Hvis man sørger for at tage sine kampe, så er de ordinære fjender dog sjældent et problem at klare, men der er også ekstra stærke fjender som dukker op i dungeons som sorte hætteklædte skikkelser, der ikke kan slås ned med Itsukis sværd, og mod disse såvel som spillets bosser gælder det om at have styr på sine strategier. Sandsynligheden for at en eller flere Mirage Masters på holdet bliver slået bevidstløse, så de skal genoplives er i hvert fald langt større her, og det er derfor en rigtig god idé at sørge for at gemme sit spil inden kampe mod dem.


En af de ting, som gør spillet interessant er også, at man hele tiden har en fornemmelse af udvikling. Mirage Masters går jo både op i level, øger deres tilstedeværelse på scenen og opnår nye personlige egenskaber, mens deres brug af Carnages åbner op for nye skills, og der ofte kan smedes nye Carnages sammen. Det er rimelig mange ting, som er med til at bidrage til dynamikken, og som spiller ville jeg ofte forlade en dungeon, så mit hold kunne komme til at lære noget nyt, så snart det blev tilgængeligt. Heldigvis er der indlagt enkelte warp points i hver dungeon, så man skal ikke til at gå det hel igennem forfra, når man vender tilbage fra sine gøremål hos Tiki eller nogle af de andre i den virkelige verden, og om ikke andet, så kan man jo i det mindste ignorere fjenderne på vejen til det punkt, som man nåede til sidst.

I mange RPG-spil ser man ofte, at dungeons ligner hinanden til forveksling, men det er bestemt ikke tilfældet her. Der er virkelig god variation på det punkt, og hver og en har de deres helt eget særpræg. En har smalle gange med etager forbundet af elevatorer, mens en anden lader dig rejse mellem etagerne gennem store mannequin-dukker, som kan ændre positur ved aktivering af kontakter. En tredje har trapper, der hele tiden fører spilleren op og ned mellem etagerne, samt overvågningskameraer, som sender dig tilbage til starten af en sektion, hvis du går ind foran dem, og en fjerde er bygget op omkring et filmsæt, hvor forskellige opgaver skal udføres for at få lov at fortsætte. En femte har mystiske døre, der kun fører videre, hvis man kan regne sammenhængen ud, samt paneler med forskellige fælder, og en sjette har portaler, der lader spilleren rejse mellem forskellige steder i den. Slutteligt er der en dungeon med svævende grund, som man kan rejse mellem ved at træde op på særlige platforme. Med så store forskelle mellem dem, så bliver det aldrig kedeligt at begive sig videre i spillet, og på et tidspunkt vil man endda kunne vende tilbage til flere af dem for at få fat på skatte og andre ting gemt bag barrierer, der i første omgang ikke kan nedbrydes.


Som et cross-over mellem to spilserier, så er det naturligvis også vigtigt for fans af de respektive serier, at der er elementer, som de kan genkende, og dette klarer spillet umiddelbart ret godt. Gameplay-mæssigt er vi formentlig tættest på nogle af spillene i Shin Megami Tensei-serien, men der er også rigeligt med ting fra Fire Emblem-serien, hvor man især har hentet ting fra Shadow Dragon og Awakening. Våbentrekanten, de genkendelige figurer, der kæmper ved din side, musikstykker, animationer, bosser og mere. Ja, figurerne kan tilmed lære Bane Skills, så angreb kan være effektive mod eksempelvis fjender i armor, selvom de ikke normalt ville ramme en svaghed, og Chrom, Caeda, Cain, Tharja, Virion, Draug og Navarre får mulighed for at skifte class ved brug af Master Seals, hvilket ændrer deres stats og gør det muligt at danne flere nye Carnages. Der er ikke rigtigt noget, som føles malplaceret, og kender man Atlus’ spilserie, så vil man også finde forskellige elementer fra den rundt omkring.

Slutteligt er det også værd at fremhæve spillets brug af Wii U GamePad, og efter at have gennemspillet dette spil, så er det mig virkelig en gåde, at det ikke er udgivet flere store spil i dets genre på Wii U. Konsollen er som skabt til RPG-spil med den ekstra skærm, der kan vise kortet såvel som alle de detaljerede informationer om fjenderne og ens egne figurer. Det er let og hurtigt at finde, de ting frem som man vil kigge nærmere på, og det fungerer ganske enkelt fremragende. Jeg er også ret vild med idéen om at lade controlleren fungere som Itsukis telefon, og hver eneste gang, der dukkede nye beskeder op fra de andre på Topic, så ville jeg læse dem – også selv om mange af dem ikke bidrager særligt til historien.


Det dårlige:
Min personlige oplevelse med Tokyo Mirage Sessions #FE har primært været positiv, men spillet har da også områder, som jeg kunne ønske var anderledes. Først og fremmest ville det være rart, hvis en autosave-funktion var blevet implementeret i spillet, for det spørger dig kun, om du vil gemme efter gennemspilning af hvert kapitel. Det er ikke ligefrem ofte i et spil af dets længde, og man risikerer at miste flere timers spiltid, hvis man glemmer at gemme fra tid til anden og rammer ind i en stærk fjende, der lykkes med at nedlægge alle de aktive Mirage Masters på scenen. Det skete i hvert fald for mig en enkelt gang under forløbet, og det var jeg selvfølgelig ret bitter over. Man kan forsøge at flygte fra en kamp, hvis det ser ud til at gå galt, men der er ingen garanti for, at det lykkes, og så står man altså tilbage med håret i postkassen.

Er man ikke vild med længerevarende sessioner med masser af dialog, så skal man måske også tænke sig om en ekstra gang, før man investerer i dette spil. Til tider kan det nemlig godt trække tempoet lidt ud af spillet, når man skal lytte til en samtale på et sprog man ikke forstår i fem minutter eller mere, men det var egentlig ikke noget, som jeg havde det store problem med. Der findes langt mere teksttunge spil derude, og gider man ikke at læse det igennem, så er der altså også mulighed for at spole hurtigt hen over det. Som udgangspunkt skal man selv trykke sig gennem dialogen, men personligt fandt jeg det mest bekvemt at aktivere automatisk afspilning af dialogen, så den skiftede naturligt efter hver del af en samtale. At man så skulle aktivere dette på ny i starten af hver samtale forstår jeg ikke, for det burde være en permanent indstilling.


En sidste ting, som jeg virkelig savnede var muligheden for at gense og lytte til musikken i de mange flotte og animerede mellemsekvenser fra spillet. Når man laver et spil bygget om omkring underholdningsbranchen og formentlig har brugt mange midler på at få disse professionelt producerede dele med i spillet, så er det da virkelig ærgerligt, at spilleren skal begrænses til at se dem en enkelt gang under sin gennemspilning. Personligt havde jeg håbet, at de blev åbnet op for efter spillets afslutning, men det blev de altså ikke, for her kunne man bare få lov til at genspille historien forfra med mulighed for at beholde både levels, våben, skills, penge og andre ting – eventuelt kan man starte på en højere sværhedsgrad, men der er mulighed for at ændre den løbende.

I det hele taget, så er der bare nogle ting, som ikke virker helt gennemtænkt. Først efter at have klaret spillets sidste boss får du eksempelvis at vide, at du nu ikke kan give dig i kast med at klare flere requests, gå på jagt efter de sidste ting i spillets dungeons osv. Den advarsel burde man da få før kampen, da den er temmelig lang, og det er nok ikke alle, der gider genspille for at gå efter de mange achievements, der er at opnå i spillet. Forklaringer af spillets forskellige begreber vises også blot en enkelt gang og kan ikke fremkaldes på ny fra nogen menu. Det er rimelig underligt, taget i betragtning hvor meget der er at holde styr på, og kommer man til at lukke en forklaring uden at have læst den ordentligt igennem, så må man altså selv rode med det. Muligheden for at vende tilbage til spillets hovedmenu findes umiddelbart heller ikke, så du skal altså afslutte din spilsession direkte via HOME-knappen, men det er selvfølgelig kun irriterende, hvis du er i gang med spillet og vil starte det forfra på en ny fil.


Konklusion:
Er du RPG-fan, så kan ikke se, hvorfor du ikke som Wii U-ejer skulle forsøge dig med Tokyo Mirage Sessions #FE. Spillet ser måske ret niche-præget ud på overfladen, og det er muligvis heller ikke alle, der vil bryde sig om det kraftigt japanske udtryk, men bag facaden af J-Pop og overdrevet japansk stemmeskuespil gemmer sig et ganske godt spil, der succesfuldt formår at blande elementer fra to etablerede spilserier og på samme måde fremstå som helt sin egen. Spillet byder på både interessante figurer og en god historie, og når det samtidig har et ganske velfungerende og unikt kampsystem, så rammer man ret godt plet i denne genre. Der sker konstant en udvikling af spillets figurer og deres våben, hvilket gør spillet meget dynamisk, og personligt var jeg helt vild med de velproducerede musikvideoer og de gode animationer til spillets særlige angreb. At jeg som spiller ikke har mulighed for at gense de animerede mellemsekvenser finder jeg dog ret skuffende, og der er flere småting, som godt kunne være tilføjet i spillets menuer og indstillinger – eksempelvis en autosave-funktion.

Spillet fylder 12 GB.

Kommentarer: