Hvornår begynder spillet?

Skrevet 03-11-2011 21:32

Jeg synes lige jeg vil dele med jer min umiddelbare oplevelse med et nyt tilfældigt spil. Der er tale om et download spil til PSN der vel koster om 60kr (har fået det via PSN+). Men det er ikke vigtigt, udover at der altså ikke er tale om et stort cinematisk big budget spil. I hvert fald ikke på papiret, men det illustrerer alligevel meget godt en frustation jeg tror mange har: Hvornår pokker kan jeg komme i gang med at spille?

Man skal selvfølgelig starte med at konfigurere brightness og andre options.
Spillet starter med lidt cutscenes, fair nok.
Jeg sidder i en sofa og ser noget nyhed. Jeg får et opkald og skal gå over til en computerterminal.
Går 5 skridt over til en computer.
Ny cutscene.
Nu skal jeg ud af min lejlighed.
7 skridt hen til hoveddøren.
Ny længere cutscene.
Jeg er i en elevator og skal kravle ud.
Bruger 15sek på at kravle opad en stige.
Ny cutscene.
Nedad en gang, opad et par trapper, ind ad en dør.
Ny cutscene.
Jeg får at vide jeg skal hen til en computer.
Opad et par trapper, ind i et nyt rum.
Ny cutscene.
Jeg skal nu tilbage hvor jeg kom fra. Vender mig om, 3 skridt.
Ny cutscene.
...og endelig tror jeg spillet er så småt i gang. Nu skal jeg selv finde vej rundt ved at hoppe og balancere og kravle i en brændende bygning.

Men ud af ca. 10 minutter "spillede" jeg højst et halvandet minut, og det kan dårligt kaldes at spille at gå en håndfuldt skridt derhen hvor pilen peger.

Whats the freaking point? Cutscenes er fint nok, hvis nu ens spil skal fortælle en historie, men hvorfor skal vi belemres med totalle ligegyldigheder med at styre vores karakter i 10 sekunder. De kunne da bare vise en 10 minutter forfilm.

Er det ikke en generel kedelig tendens i spil? At de prøver at snyde sig til noget der ligner interaktion i deres rene cutscenes, fremfor at lade gameplay være gameplay, og så smide længere cutscenes ind hvor det måske giver mening.

Hvad synes I andre? Har I lignende oplevelser med andre spil?

#1 - Skrevet 03-11-2011 22:03

Nogen spil kan det være fedt, f.eks. for at lade det virke uforudset.
Jeg giver ikke et eksempel for at undgå spoiling.

Nogen gange er det en service for at man kan gemme, eller bare have et sidste rum før en boss, eller spillets slutning.

Men som du beskriver det virker det bare som noget der skal overståes.

#2 - Skrevet 03-11-2011 22:07

Det er fuldstændig åndssvagt at se på spil som f.eks. Doom, hvor level-design vitterligt er alt i spillet. I dag er leveldesign langtfra blot hvor man rent faktisk kan bevæge sig, men i højere grad hvad omgivelserne er. Det er helt utroligt så mange spil der faktisk holder en på en relativt snæver bane, uden at man som spiller egentlig opdager det.

#3 - Skrevet 03-11-2011 22:11

Jep, ynder også at hive det map eksempel frem Og ja, mange spil prøver at give illusionen af "open world", men i virkeligheden er banerne designet utroligt linære. Enten er bakken for stejl til at du gå over den, eller også er de mange døre bare lukkede - fordi det er de bare.

I Doom er der ikke døre der bare er til for syns skyld. Enten er de åbne eller også skal man finde en key til at åbne dem.
Der er bare det med Doom at de baner jo ikke er "realistiske" og som sådan giver deres design ingen videre logisk mening. I dag skal det jo ligne en rigtig slagmark eller et rigtigt nedbombet hus. Men hvor sandsynligt er det lige at hele byen eller huset er smadret, og der tilfældigvis lige er en helt linær vej gennem det hele - og ingen andre end den?

#4 - Skrevet 16-11-2011 17:54 - Redigeret 16-11-2011 17:58

Det er det typiske scenarie med, at kunsteren bliver forelsket i sit eget værk og derfor bliver ekstrem detaljeorienteret (især i forhold til det visuelle). Jo flere detaljer, jo mindre content. For da tid er en knap ressource, sker der en substitueringseffekt mellem at skabe flere og flere (grafiske) detaljer i et begrænset indhold, fremfor at skabe mere indhold med begrænsede detaljer. Fx har Nintendos udviklere udtalt, at de elsker at gå eller flyve rundt i de verdner, de selv har skabt, og se den fantastiske grafik - især hvis den er i 3D.

Det andet problem er, at majoriteten af spiludviklere er besat af at agere som Hollywood-instruktører, der skal fortælle en historie (frem for at lave en platform, hvor spilleren kan skabe sine egne historier). Det betyder selvfølgelig, at alt i et spil skal gøres meget lineært og lukket til, for ellers kunne det jo være, at spilleren "overså" noget fantastisk historie på sin vej.

#5 - Skrevet 16-11-2011 18:27

Jeg synes, at det er godt, at de fleste udviklere fokuserer på historie. Det ville godt nok være kedeligt, hvis alle spil var sandbox games.

#6 - Skrevet 16-11-2011 18:31 - Redigeret 16-11-2011 18:33

Hvordan kom du til den konklusion at ingen historie = sandbox?

Edit: Ah, i sammenhæng med at spilleren selv skal skabe sin historie? Tjaeh så kan jeg vel lidt mere forstå din pointe hvis det at skabe sin egen historie er hvad du definerer som sandbox... For det ville i sandhed være kedeligt - men så ville de gode multiplayer spil i det mindste stadigvæk overleve

#7 - Skrevet 16-11-2011 18:34 - Redigeret 16-11-2011 18:37

Jeg har ikke skrevet ingen historie = sandbox games. Der kan sagtens være historie i sandbox games. Der er bare mange udfald, og spilleren skaber selv sin egen historie.

Jeg synes derfor, at balancen er fin mellem de 2 genre. Vi har fx Skyrim, hvor spillerne selv laver sin egen historie, og så har vi Modern Warfare 3, som kun har ét udfald.

Stelzig: Læste lige din edit. Ja, når spilleren selv skaber sin egen historie, så kan det godt forstås som noget ligesom Minecraft, - men også evt. The Elder Scrolls. Begge er sandbox. Personligt foretrækker jeg dog spil, som er "lukket", da jeg ikke har tid til andet.

#8 - Skrevet 16-11-2011 18:36

Og så har vi tetris som ikke er nogen af delene. Jeg mente egentlig bare at et spil sagtens kan være uden historie uden at være et sandbox spil. Platformers kan også sagtens fungerer uden historie og stadigvæk være A til B

#9 - Skrevet 16-11-2011 18:40

Der plejer altid at være en historie i spil. Det er dog ikke tilfældet med Tetris, - det er bare ren underholdning, som folk spiller, når de keder sig. Selv Mario har en historie. Prinsessen er blevet kidnappet og man skal redde hende.

Multiplayerspil har vel heller ingen historie altid. Fx Counter Strike. Man skal bare skyde. I denne genre spiller man måske for samværet/konkurrencen (hvilket man måske også gør i Tetris, hvis det er over Facebook)

#10 - Skrevet 16-11-2011 19:24

Om et spil har en historie eller ej er mindre vigtigt i denne sammenhæng. Det handler mere om gameplayet er linært og scriptet eller ej. Hovedparten af klassiske arkadespil var jo rent gameplay og ingen historie at følge. At sige Mario har en historie er lidt af en tilnærmelse. Der er jo ikke noget forløb af en historie spillet igennem. Der er et setup ja, men ikke noget forløb. Space Invaders har heller ikke nogen historie bare fordi man kan sige det er invasion fra rummet.

#11 - Skrevet 16-11-2011 19:25

Jeg vil ikke mene, at det er mindre vigtigt. Hvis du læser Alexanders indlæg, påpeger jeg blot, at jeg ikke er enig i, at der er gået for meget Hollywood i det.

#12 - Skrevet 16-11-2011 19:28

Jeg siger det er mindre vigtigt for den her diskussion, og det er også en misforståelse (vil jeg mene) at tro at Alexander er imod historier i spil. Problemet er hvis spillet bliver til ikke andet end at følge scriptede scener i en film. Der kan være masser af historie i et spil, og samtidig have et mere åbent gameplay.

#13 - Skrevet 16-11-2011 19:31

Vi kan jo prøve at forestille os hvis man designede Tetris efter samme scriptede model som det jeg beskriver i første indlæg.

Hvor det starter med den samme klods, og du får kun den næste klods hvis du flytter den hen på en helt bestemt markeret plads. Og ligeledes med næste klods og næste klods. Spillet vil kun fortsætte hvis man placere en klods hvor der er markeret. Vil vi kalde det for et spil? Det vil ikke være meget mere end forbind-prikkerne i en tegnebog for småbørn.

#14 - Skrevet 16-11-2011 19:31 - Redigeret 16-11-2011 19:33

Suk, der er ikke tale om nogen misforståelse. Blot en lille uenighed med om der er gået Hollywood i det eller ej, - og det har da i allerhøjeste grad relevans for debatten, for hvis der er gået Hollywood i den, er det jo bare cinematics hele vejen igennem (lineært). Desuden er der meget cinematics i de nye spil (Fx MW2 og MW3). Jeg synes dog, at det veklser på en god måde. I det eksempel du nævner, lyder det dog helt ekstremt. Der kan man tale om en Hollywood film.

Det er dog ikke en ny tendens. Spil med mange cutscenes er ved at være 10-11 år gammlet. Husker Star Trek Voyager, - der var også en del cutscenes.

#15 - Skrevet 16-11-2011 19:33

Det er bare bemærkelsesværdigt du siger at spil vil være kedelige uden historie. Spil handler vel om spil - altså gameplay. Film og bøger vil nok være kedelige uden historie, fordi det er deres formål at fortælle en historie. Hvorfor pludselig definere spil udfra sådanne kriterier?