Skrevet af KJ85 - 13-06-2017 00:04
Hverken Switch-versionen af Steep, Rayman Legends: Definitive Edition eller Monopoly for Nintendo Switch blev vi klogere på under Ubisofts E3-konference, men til gengæld fik vi en overraskende annoncering at glæde os over. Da Starlink: Battle for Atlas fra Toronto-studiet blev afsløret, så stod det nemlig hurtigt klart, at spillet ville komme til Switch.
I traileren, som du kan finde herunder, ser man nemlig figurer blive monteret på forskellige controllere, og her var et sæt Joy-Cons i greb den første på banen. Figurerne skal man selv samle af flere forskellige dele, og spillet registrerer med det samme, hvis du skifter nogen af dem ud, men det bliver ikke nødvendigt at købe delene fysisk. Det kan nemlig også lade sig gøre at købe tingene digitalt i stedet.