Fire Emblem: The Sacred Stones (3DS VC)

Skrevet af Peblisko - 31-03-2012 19:47

I forbindelse med genudgivelsen af The Sacred Stones på Nintendo 3DS'ens Virtual Console, har jeg valgt at tage et kig på det veloplagte Fire Emblem-spil. Eftersigende skulle det kommende Fire Emblem: Awakening gå tilbage til nogle af dette spils elementer, så måske derfor er det netop dette spil, der er blevet genudgivet, og ikke en oversat udgave af ét af de mange Japan-eksklusive spil i serien, som ellers nemt kunne distribueres på Nintendos onlinebutik. Spillet er anmeldt som introducerende spil til serien.

Strategi-genren har aldrig sagt mig meget; jeg er aldrig blevet fanget af at skulle samle ressourcer sammen og opbygge styrker til det endelige "slag" som i real-time strategi-spillene. Selv gammeldags strategi som skak har ikke kunne holde min opmærksomhed, og måske af samme grund var Advance Wars heller ikke den helt store oplevelse for mig. Jeg kan sagtens se potentialet i spillene, men jeg fandt aldrig noget i serien, som jeg ikke kunne få nok af. Jeg kunne godt lide konceptet og sværhedsgraden, hvor det udelukkende handler om at tænke sig om, lidt ligesom turbaserede rollespil, men jeg måtte lægge det til side.

Det var med den skuffelse, at jeg gik videre til Fire Emblem-serien. Jeg ville ikke give op med genren og der var et eller andet ved Intelligent Systems' anden strategi-serie, der tiltalte mig. Jeg havde hørt om det originale koncept for Fire Emblem, nemlig at når en karakter døde undervejs, så var han permanent død. Da jeg endelig prøver det, indser jeg, at det er alt hvad jeg følte manglede i Advance Wars, og jeg er glad for at jeg ikke lod Fire Emblem vente på trods af mine oplevelser med den første, lignende serie.


The Sacred Stones foregår udelukkende på kontinentet Magvel og historien er også uafhængig af andre spil i serien. Spillet handler om de to tvillinger Ephraim og Eirika, hvis kongerige pludselig bliver invaderet af det normalt fredelige naboland. Dette tvinger de to søskende væk fra hinanden og ud på nogle individuelle eventyr.

Det var Fire Emblem-serien der i sin tid opfandt den taktiske rollespilsgenre. Ligesom i Advance Wars, bevæger man sig på nogle firkantede felter med et hvis antalt skridt samt muligheden for at angribe, skifte items etc. for at klargøre sig fjendens taktik. Kampsystemet er delvist simpelt og derfor ret vanedannende. I spillet hersker en såkaldt våben-trekant, som er en slags naturlov der foreskriver, at sværd er godt imod økser, økser er godt imod spyd og spyd er godt imod sværd. Magi er en fjerde faktor, der kan bæres af forskellige elementer alt efter hvilke type magiker, der bruger dem, og man kan både kaste magi tæt på og fra afstand, hvorimod bueskytter kun kan angribe fra en distance.

Det gode

Den største forskel fra Advance Wars for mig var helt sikkert, at hvor de enkelte "units" var for upersonlige (selvom det da var interessant, at de kun kunne angribe bestemte modstandere osv.) så er hver figur i Fire Emblem mere unik, selvom de enten er en paladin, bueskytte eller munk; de har deres egen personlighed og de har meget lige muligheder for at angribe hinanden.

Universet minder lidt om en blanding af forskellige JRPG'er: der er både realistisk, europæisk middelalder, men også overnaturlige elementer som pegasuser, monstre og drager. Forskellen her vil jeg mene er, at actionen er helt anderledes indlevende. I Final Fantasy og lignende rollespil, er det meget "gå samlet, tilfældig kamp, al action er fokuseret i den ene kamp". I Fire Emblem er der ikke nogen tilfældige kampe, og selvom det er turbaseret føles det meget mere intenst, fordi der hele tiden sker forskellige ting rundt omkring på kortet. Med enkelte overbevisende animationer, giver det en dynamik, jeg havde svært ved at finde i mange andre turbaserede/taktiske rollespil.

Min holdning inden jeg havde prøvet andre Fire Emblem-spil:
Fans af serien har fortalt mig, at The Sacred Stones er for nemt, taget seriens standard i betragtning, men jeg kunne netop godt lide at man fik lidt ekstra hjælp, da spillets mekanikker ellers ikke er så tilgivende. Spillet har en helt naturlig tutorial, og man har gode muligheder for at købe bedre våben mm. til sine mænd. Nogle af ens figurer er dog ret svage i starten og dør let, mens andre næsten er nær udødelige, måske fordi det har plot-bekvemmelighed, at de er i live, hvilket gør at de nemt slagter fjenderne mens de undviger angreb. Jeg kan godt se, at det er gjort nemmere for spilleren, men jeg synes det gjorde, jeg kunne slappe mere af mens jeg lærte de basale mekanikker; og hvis man synes spillet generelt er for let, så er der 3 forskellige sværhedsgrader - jeg spillede på den letteste.

Min holdning efter:
I det andet Fire Emblem til GBA, har man en venligsindet, men også intetsigende tutorialdel, der er uskippelig og prøver at tale pædagogisk til spilleren - hvilket gør det irriterende for kendere, og kedeligt for dem der skal lære universet at kende.


I The Sacred Stones derimod starter du lige efter en prolog midt i krigens spænding; du møder én af de onde fyrster i åbningsscenen. Han er ikke bare beskrevet med et billede; han står der i levende live, kommer ridende på sin drage og indleder et tungt angreb på ens eskorte. På den måde får vi altså hurtigt afklaret hvem vores nemesis er! Efter at være blevet forfulgt mellem nogle bjerge er man presset til at angribe nogle mindre håndlangere, og her får man så selv prøvet at angribe: helt naturligt giver det mening at kæmpe igen, fordi man står i en presset situation. Uden at der er en instruktør (som i de andre Fire Emblems) der fortæller dig at du skal placere din markør på ét bestemt punkt og kun præcis det punkt og vælge et specifikt våben ved at trykke på en bestemt knap. I stedet er kortlayout lagt ud sådan, så du ikke har så mange andre muligheder, og derfor automatisk vil foretage det rigtige valg. På den måde har spillet indledt mig i mekanikken "by showing, not telling". En væsentlig og vigtig forskel.


Mytologien i Fire Emblem ligner på mange måder den jeg ville ønske at se noget mere af i Zelda, en serie jeg er rigtig glad for for sin frie og actionfyldte styring, men hvis mytologi nogle gange bliver brudt for ofte - så er der kameraer med, så er der toge med etc. Det kunne lige så godt være steampunk. Fire Emblem har godt styr på sin mythos. Dog er det ikke så almindeligt for andre Fire Emblems at der er så mange overjordiske monstre, så det kan for nogle fans måske være et minus.
Jeg har netop i Zelda også savnet muligheden for at styre et større crew og at flere bipersoner kunne få større spilbarhed. I Fire Emblem er det som om, du samarbejder med dig selv. Det her er nærmest den bedst-tænkelige måde, du ville kunne styre et hold af forskellige krigere på som én spiller uden at det enten bliver random-encounters eller meget forvirrende hvis det var for lige på real-time; her har de forskellige karaktere meget stor bevægelighed, og du føler et særligt episk team-work undervejs.

Efter hovedspillet er gennemført kan man spille Tower of Valni og Lagdou Ruin for at spille en masse ekstra missioner. Det tilfører selvfølgelig en del levetid, selvom det for min skyld ikke havde været nødvendigt. Det er dog rart at vide, at muligheden er der, så man har noget ekstra tidsfordriv.

Det dårlige

Historien er dog ikke helt lige så god som i det tidligere GBA-spil i serien. Dette er ikke et stort kritikpunkt, fordi til gengæld har det spil der blot hedder "Fire Emblem" en historie, der er lang tid om at bygge op og tutorialen er lang og åndssvag, men man er nødt til at spille den for at få historien med. I The Sacred Stones starter du midt i et dramatisk scenarie og lærer de basale ting. Selvfølgelig det Japan-eksklusive Fuin no Tsurugi har den bedste tutorial (man skal for det første selv finde den under options) men sværhedsgraden skal først balanceres drastigt før jeg vil anbefale, at vi får det at se i Vesten.

Der er også mange der har kritiseret world-mappen fordi man kan træne sig op og skaffe penge hurtigere imellem kapitler nu, hvor alternativet før var en historie, der hele tiden skred frem fra kapitel til kapitel. Jeg kan godt se, at det virker som en billig måde at genbruge baner til grinding og giver en illusion af ekstra content, men man er heller ikke tvunget til at benytte sig af det.


Der er heller ikke så mange valgfrie side-quests som i tidligere spil, men det synes jeg ekstraopgaverne efter kampagnen vejer op for, sammen med det frie verdenskort. Dog kan man diskutere spillets ubundenhed - lige såvel som man kan se fordelene i en så indesluttet fortælling, der ikke bæres på skuldrene af referencer til andre spil, så har det også været styrken i andre sammenhængende spil (som de 2 andre GBA-spil i serien) at man, som kender af det ene spil, pludselig forstod mere af universet ved at se de samme figurer fra en ny vinkel i det andet spil.

Den idelle spiller:

Jeg kan kun anbefale Sacred Stones som indfaldsvinkel til serien. Jeg har personligt ikke kunnet slippe det. Det fungerer rigtig godt som håndholdt spil, da det hele tiden gemmer og husker hvilket træk der sidst bliver udført. Det kan godt til tider føles lidt strengt, at man må starte hele missionen forfra, hvis man vil genoplive en person der dør på slagmarken, men samtidig er det også det særlige ved serien. Spillet ligger på eShoppen, så prøv det hvis du er frisk, da dette spils historie og landkort er sig selv selvstændigt fra de andre spil i serien, der ellers kan være svære at hoppe ind i pga. sværhedsgrad eller handlingsreferencer.
Alene det, at man fra start af kan vælge mellem 3 sværhedsgrader, gør dette spil det mest ideelle for flest mulige typer spillere - veteraner, såvel som spillere, der skal stifte bekendskab med serien for første gang. At spillets kontinent er unikt og at der ikke er direkte referencer eller cameos fra tidligere spil, synes jeg trækker gevaldigt op, da man derfor ikke skal være bekymret for at gå glip af noget, som andre spillere får mere ud af.

Konklusion:

Køb det hvis du gerne vil ind i den taktiske rollespilsgenre og kan lide en raffineret mythologi og et spændende plot - også selv hvis andre serier som Advance Wars har skuffet dig. Nybegyndere bør starte her, men der er bestemt også nok nye features til at holde kendere beskæftiget. Selv hvis du har fået nok af tidligere Fire Emblems, så er der altså zombier og monstre med i det her!

Undgå det kun hvis du absolut ikke tør prøve strategi-genren. Og igen, hvis ikke du mener, at zombier og den slags hører hjemme i Fire Emblem, så trækker det nok ned.

Kommentarer: