Shinobi (3DS)

Skrevet af Jaksen - 12-06-2012 11:35

Året er 1992. Shinobi II - The Silent Fury til GameGear blev fundet i en tilbudskasse ved en shoppingtur i Hillerød Slotsarkader. Fuldstændig begejstret over den mængde action forsiden lovede, skyndte jeg mig hjem og proppede cartridge i maskinen. Og jeg fik solide tæv. Her mange år efter har Griptonite lavet en retro SEGA-oplevelse som tester dine evner, tålmodighed og koncentration. Og nu er jeg klar til udfordringen.

Det gode

I Shinobi 3DS spiller man som ninjaen Jiro. Spillet er et side-scrolling action platformer, med spektakulære bossfights, afvekslende spilmodes og masser af udfordringer som rangerer fra svær til komplet umulig sværhedsgrad. Der er en god del missioner, og før man er igennem spillet har banerne været farverige, afvekslende og udfordrende. Bosserne er særdeles imponerende af og til og føles ligeledes velkendt og fuld af frisk energi på samme tid. Man kan bruge ninja-magi ved at bruge touch-skærmen som alle giver en egenskab (eksempelvis tidsbegrænset uovervindelighed).


Spillet ser ud og føles som taget direkte ud af 90'erne. Og det er god ting. Bevægelser, styring og fjender er velkendte, og har man før spillet serien er det temmeligt velkendt. Shinobi er relativt poleret og grafisk imponerende, og selvom det nok ikke er den flotteste titel på 3DS skuffer titlen ikke og opfylder enhver retro-hunger og ønske om moderne værdier i lige stor grad. 3D'en er fit udnyttet, og der understøtter spillet fint.

Shinobi er proppet med unlockables, achievements, sidemissioner og features. Der er en meget høj genspilningsværdi, og selve spillet vil for de fleste tage cirka 10 timer at gennemføre på letteste sværhedsgrad - hvis man altså har lidt ninja i blodet. For Shinobi er svært. Enkelte sekvenser er så svære at man fristes til at kaste lidt med sin konsol i ny og næ. Specielt platforming sekvenser er i særhed udfordrende, og årsagen til dette står i dette afsnit, og ikke i det næste, er netop at udfordringen ved Shinobi er essensen af spillet - akkurat som det var på de gamle konsoller og i arkaderne.


Præsentationsmæssigt er der flotte mellemsekvenser. Her er 2D manga-inspirerede klip med en passende mængde stemning og uhøjtidelig humor. Her står eksempelvis på loading-skærmen, at enhver ved at en rigtig ninja spiser kylling - ikke pizza.

Det dårlige

Shinobi 3DS er måske lige lovligt mørkt, hvilket gør det af og til uegnet til at have 3D-effekten på. Dette kan i særhed være frustrende når mørke og dårlig udnyttelse af dybden gør at man falder lige i en fælde fordi man simpelthen ikke kunne se den. Dette er nok ikke tilsigtet og slet og ret irriterende. Af og til oplevede jeg også tekniske problemer i spillet, med eksempelvis crash af spillet, som lugter lidt af manglende testning (ikke ukendt fra de gode gamle dage, men her er ordet retro måske knap så meget et plus ord).

Den ideelle spiller

Shinobi er som nævnt udfordrende. Det er bestemt ikke for "turisten" og markedet for et sådan spil bliver ligeledes snævert. Du skal kunne lide genren og en god udfordring. Det hjælper lige at gense lidt gamle ninjafilm fra 80'erne, og så ellers hive kastestjernene frem og tage imod en god gedigen omgang røvfuld.

Konklusion

Jeg selv har virkeligt været positivt overrasket over denne lille perle som har sneget sig ud på markedet, stort set uden opmærksomhed. Det er et ordentligt reboot af en klassisk serie og genre, uden dog at lave om på formlen. Det er tydeligt at mærke, at Griptonite har haft en forkærlighed til serien, og har lavet deres håndværk med en god portion respekt for serien og genren, samtidig med at de har turdet blande nye features ind. Det er ikke så tit man ser et spil som holder ved en sværhedsgrad af denne kaliber ved dagens spilmarked, og uden en egentlig "let" sværhedsgrad. Selv beginner vil udfordre den mest hardcore gamer på visse sekvenser. Men start på normal. Og det er en udfordring der er stillet af undertegnede.

Kommentarer: