Banjo-Kazooie (N64)

Rare Wares platform-eventyr fra 1998 til Nintendo 64, Banjo-Kazooie, har for længst opnået klassikerstatus. Denne anmeldelse giver et bud på hvorfor spillet ikke bare er en klassiker, men også hvorfor spillet kan imponere den dag i dag.

<h2>Det gode</h2>Banjo-Kazooie præsterer en forholdsvis simpel historie: Den bukseklædte bjørn Banjo og hans ven, den røde måge Kazooie som bor i Banjos blå rygsæk, begiver sig ud på et tredimensionelt platform-eventyr for at redde Banjos søster Tooty, fra den onde - og lettere overvægtige - heks Gruntilda. Igennem ni baner skal de to venner samle noder og puslespilsbrikker i forsøget på at avancere igennem Gruntildas Lair, den onde heks' grottelignende borg som, ud over at fungere som portal til de forskellige baner, ligeledes er fyldt med opgaver som skal løses. Målet er at finde og redde Tooty inden den onde heks får held til sin grumme plan om at stjæle Tootys skønhed. Og selvfølgelig at give Grunty tørt på!


Banjo-Kazooie udmærker sig ved den støt stigende sværhedsgrad. Spillets første bane: Mumbo's Mountain, er således let at gå til, samtidig med at den præsterer at introducere spilleren til spillets platformelementer, såvel som den mere udforskende del af gameplayet, på en rigtig god måde og i et tempo hvor alle kan være med. I hver bane er der både 10 puslespilsbrikker og 100 noder man kan samle, og her kan de samles på ca. 30 minutter.
Sværhedsgraden stiger som sagt støt igennem hele spillet, og især de specielle Honeycombs, som udvider spillerens livsforsyning, bliver hurtigt en udfordring at finde. Hver bane indeholder to honeycombs, og allerede i tredje bane: Clanker's Cavern, er det aldeles udfordrende at finde især den ene honeycomb.

Og det er på alle områder at spillets sværhedsgrad er stigende. Udfordringerne som skal klares for at indsamle de vigtige puslespilsbrikker bliver sværere for hver ny bane man spiller. Fjenderne bliver ligeledes både mere besværlige at klare og samtidig kræver det mere og mere at holde Banjo og Kazooie i live længe nok til, at man kan indsamle de 100 noder som hver bane indeholder. Og alle noderne skal samles på samme tid, for hvis man dør undervejs, så bliver det samlede antal registreret og noderne resettet, og så må man begynde forfra, hvis man vil have flere og således slå sin egen node-rekord for den enkelte bane.

Humoren i Banjo-Kazooie er ligeledes med til at trække spillet op. Således er der gjort rigtig meget ud af spillets karaktergalleri, lige fra den halvgale troldmand Mumbo, hvis magi er lettere utilregnelig, til den evigt uheldige kamel Gobi, som gang på gang må lægge ryg til, når Banjo og Kazooie mangler en bevægelig vandkande!
Også dialogerne imellem den arrige fugl Kazooie og muldvarpen Bottles er værd at fremhæve. Her bliver nemlig ikke sparret på farverige fornærmelser, med den stakkels Banjo i rollen som diplomatisk fredsmægler.


Et kendetegn i de fleste af 90'ernes store Rare Ware-titler er kravet om indsamling af diverse genstande, og Banjo-Kazooie er bestemt ingen undtagelse.
Modsat især firmaets senere titler, som godt kunne have en tendens til at overgøre samler-aspektet en smule, er der i Banjo-Kazooie perfekt balance imellem antallet af genstande som præsenteres og som skal indsamles, og så spillets mere actionprægede elementer i form af platforming, bekæmpelse af fjender og forskellige puzzles som skal løses undervejs.
Herved skaber variationen imellem indsamling og action en perfekt dynamik, som er med til at gøre Banjo-Kazooies forholdsvis simple gameplay-koncept godt og varieret.

<h2>Det dårlige</h2>Banjo-Kazooies ni baner præsenterer et bredt spænd af varierende temaer og flotte miljøer. Dog kunne Rare med fordel have skruet sværhedsgraden op en smule hurtigere end det er tilfældet. Man skal faktisk et godt stykke ind i tredje bane, Clanker's Cavern, før spillet begynder at udfordre. Her kunne man således godt have stillet større krav til spilleren allerede i anden bane: Treasure Trove Cove, som kan gennemføres på omkring 45 minutter. Dog kommer spillet hurtigt efter det og allerede fra fjerde bane af, er det blevet betydeligt sværere at finde honeycombs, overleve fjender længe nok til at indsamle banernes noder, og gennemføre de udfordringer som skal til, for at få fat på de værdifulde puslespilsbrikker.


<h2>Den ideelle spiller</h2>Banjo-Kazooie udkom for fjorten år siden, og det bærer spillet naturligvis præg af. Grafikken kan på ingen måde hamle op med moderne spils visuelle præstationer, og de idéer som spillet introducerede inden for platforming og udforskning/indsamling er naturligvis blevet genbrugt siden. Derfor kræves det nok også, hvis spillets gameplay skal komme til sin ret, at spilleren sætter sig ud over de teknologiske begrænsninger.

Selvom spillets gameplaykoncept er blevet genbrugt af senere spil, så er der sjældent noget spil der gør det så godt som Banjo-Kazooie, og som platform-eventyr vil spillet derfor stadigvæk skille sig ud den dag i dag, selvom konceptet næppe overrasker længere.
Spillet kan godt virke en smule barnligt med sin nuttede grafiske stil, og samtidig giver spillet mulighed for at de fleste aldersgrupper kan være med, da det er muligt at gennemføre spillet uden at indsamle samtlige 100 puslespilsbrikker og 900 noder. Omvendt kan de mere erfarne gamere også få rigtig meget ud af spillet, hvis man sætter sig for at gennemføre det 100 procent, hvilket er betydeligt mere udfordrende. Og så er meget af dialogen tydeligvis også rettet mod de lidt ældre gamere.
Med udgivelsen i 1998 var spillet et af de første inden for 3D platform-adventure genren, så der er også enormt meget nostalgisk værdi i spillet.

Den ideelle spiller er således bevidst om spillets historiske og nostalgiske værdi, har stor interesse for genren og behøver ikke nødvendigvis at have en ph.d. i platforming.

Golden moment
Banjo-Kazooies sidste bane: Click Clock Wood er både den sværeste og bedste. Banens helt specielle koncept introducerer et miljø centreret omkring et enormt træ, der naturligvis kan bestiges. Banen har fire forskellige indgange og hver indgang åbner for den samme bane, men oplevet indenfor de fire årstider. Således følger man træet, miljøet omkring træet og banens figurer, herunder det sultne egern Napnut, den deprimerede kamel Gobi og en flok arbejdsomme bier, fra forårets kommen, over sommerens tørke og efterårets melankoli til vinterens kompromisløse kulde. Samtidig får de handlinger som man som spiller har mulighed for i de forskellige årstider, indflydelse på udviklingen i de efterfølgende årstider. Eksempelvis vokser et træ, som vandes om sommeren sig således større til efteråret og så videre.
Det understreger Banjo-Kazooies enorme kreative kapacitet, at spillet slutter af med en så unik og veludført idé. Den måde musikken, i forening med de visuelle udfoldelser, skaber en helt fantastisk fornemmelse af årets gang, er en fantastisk imponerende præstation i sig selv. Når man dertil lægger nogle af de allerbedste platforming- og action-idéer som spillet tilbyder, så er der ingen tvivl om at Click Clock Wood er den bedste bane i Banjo-Kazooie, og er et mesterværk i sig selv.


<h2>Konklusion</h2>Når man snakker klassiske 3D platform-spil, så er Banjo-Kazooie næsten umulig at komme uden om. Med sit farverige karaktergalleri, opfindsomme baner og den velkendte humor, markerede spillet sig ved udgivelsen i 1998 som et af de bedste bud på et moderne platform-eventyr. Samtidig beviste Rare Ware at firmaet stadig kunne være med blandt de allerbedste spiludviklere i den nye generation af tredimensionelle spilsystemer.
Spillets kompromisløse kombination af platforming og collecting var minimalistisk og samtidig ekstremt dynamisk og velproportioneret. Samtidig er især den store variation i banedesigns og sværhedsgrad med til at holde spilleren fanget i samtlige spiltimer. ”Winter, spring, summer, fall – one platformer to rule ’em all”