Bayonetta 3 (Switch)

Skrevet af Zone - 07-11-2022 13:09

Der var nok de færreste der forventede det, da Nintendo valgte at producere Bayonetta 2 til Wii U, i sidste generation, men ikke desto mindre gjorde de det, og nu hører den skøre serie hjemme på Nintendos maskiner. Nu er Platinum Games’ Bayonetta 3 endelig kommet, efter det blev annonceret helt tilbage i 2016. Har spillet nydt godt af den lange ventetid eller er det gået helt galt? Læs min anmeldelse og bliv klogere!

Det er vigtigt at starte med at sige, at jeg ikke har spillet ret meget Bayonetta, inden jeg spillede 3’eren. Jeg har spillet en times tid af det første spil, da det kom ud for mange år siden, men har slet ikke spillet 2’eren. Min anmeldelse skrives derfor ud fra en nybegynders synsvinkel, fremfor en hærdet Bayonetta-fans synsvinkel. Med det af vejen, kan vi komme igang!

Bayonetta 3 er en historie om den titelbærende heks, Bayonetta, der kæmper mod overvældende odds, i form af engle og dæmoner, oftest. Men i hendes nyeste eventyr er der opstået en ny fjende, som ikke blot truer Bayonettas eksistens, men hele multiversets eksistens. Det lyder måske allerede lidt langt ude, og det er skam fint i tråd med Bayonettas univers, hvor tingene altid skrues maks op og overdrivelse fremmer forståelsen. Spillet starter i et univers ud af mange, hvor Bayonetta tilsyneladende taber en kamp og må lade livet, men alt håb er endnu ikke ude, eftersom en ny heltinde, Viola, formår at flygte til et andet univers i multiverset. I dette andet univers lader alt til at være fryd og gammen, indtil den nye fjende, ved navn ‘The Homunculi’, menneskeskabte monstre der kæmper for den onde ‘Singularity’, angriber New York. Viola formår at forklare Bayonetta at hele multiversets eksistens er truet, og kun hun kan redde alt - selvfølgelig. Bayonetta accepterer udfordringen og sammen med Viola sætter hun kursen mod øen Thule, hvor man kan rejse til andre universer i multiverset.



Hvis du allerede er lidt forpustede over plottet, så forstår jeg dig godt. Historien i spillet er ikke den mest originale, men spillets præmis tillader en struktur, hvor man rejser igennem forskellige universer, der foregår i forskellige tidsaldre og steder i verden - så som et moderne Tokyo, en kinesisk mur ved siden af et vulkanudbrud og i det gamle Ægypten, med flere. Dog skal man ikke forvente en dyb, meningsfuld historie når man spiller Bayonetta 3. Det hele er lidt forudsigeligt og overspillet, men til gengæld er det hele også ret prangende og pompøst på en stilist facon. Historien fungerer dog mere som en undskyldning for at rejse så meget rundt, men det er egentlig også okay, da det understøtter en kreativ variation der gennemsyrer hele spillet.

For variation er der masser af i Bayonetta 3. Alt fra de forskellige lokationer, til de vidt forskellige våben man kan låse op for, samt måden hvorpå gameplayet konstant ændrer karakter igennem spillets baner. De forskellige lokationer, eller temaer om man vil, har 3 baner hver. Hver bane, bortset fra prologen, har en række collectibles man kan indsamle, og nogle af dem kræver virkelig at man endevender banerne fra top til tå. Derudover er der en række kampscener, kendt som ‘vers’ i Bayonetta-serien, og nogle af dem er sågar skjulte, så hvis man vil klare alt i hver bane, skal man bruge en god rum tid på at finde og klare alt. En af de mange collectibles handler om at finde og fange 3 forskellige dyr, en kat, en frø og en ravn, og gør man det låser man op for en speciel ekstra bane, som oftest byder på en lidt større udfordring end hovedbanerne. De mange collectibles resulterer i et åbent banedesign, der er spændende at udforske og giver spilles baner en illusion af at være mindre lineære end de er. Jeg havde svært ved at finde alle collectibles, og i min gennemspilning af Bayonetta 3 formåede jeg kun at låse op for én bonusbane.



Men variationen opstår ikke bare pga. banernes åbne design og de mange collectibles, men også igennem banernes enkelte sekvenser. I nogle sekvenser udforsker du som beskrevet ovenfor, samt kæmper de kampe der nu opstår. Det er disse sekvenser størstedelen af spillet består af, men til tider ændrer banerne karakter undervejs, og pludselig befinder man sig i en intens jagtsekvens, hvor man skal undvige forhindringer og løbe så hurtigt man kan eller i en storslået bosskamp, der ændrer spillets regler. Og især i jagtsekvenserne er de forskellige våben interessante, da de hver især giver Bayonetta en såkaldt Masquerade form, hvor hun laver sig om til en dæmon, der er langt mere smidige og hurtige end hendes menneskeform og har sin egen ‘traversal’ evne. Derudover skifter spillet helt karakter i visse sekvenser. F.eks. er der en bosskamp hvor man pludselig føler man er med i en Godzilla-film ud af det blå. Der er masser af referencer og kreative gameplay-indspark, og det er i det hele taget en fest at spille igennem spillets varierede sekvenser. Bayonettas veninde Jeanne, som fans af de ældre spil nok kender bedre, har tilmed fået nogle baner for sig selv, som spilles som et 2D stealth mini game, som er ret sjove og som tilføjer til spillets varierede indhold.

Derudover har spillet virkelig høj genspilningsværdi. Man kan vende tilbage og finde alle colletibles, og så kan du tilmed bruge nye våben i gamle baner. Når man gennemfører spillet første gang opbygger man et stort arsenal af våben, og tilmed låser man op for at kunne spille spillets baner igennem med flere karakterer. Det kan derfor anbefales at spille spillet helt igennem, før du går tilbage og genspiller alle banerne for at finde de ting du måske overså i første gennemspilning. Derudover kan man indsamle flere af spillets 3 møntfødder, som kan bruges til at købe nye accessories, nye ‘looks’ til Bayonetta og Viola eller at købe/opgradere evner til sine våben og karakterer.



Men lad os vende tilbage til spillets våben og snakke om kampsystemet i det hele taget. Det er nemlig ikke kun våbenes muligheder indenfor ‘traversal’, der er varierer fra våben til våben. De føles selvfølgelig helt anderledes af bruge, hver især, og du låser op for et væld af armaturer igennem spillet, lige fra Bayonettas traditionelle pistoler til en motorsav, samt en karaoke mikrofon, der også fungerer som et spyd og meget mere. Hvert våben kan tilmed opgraderes med de sjæle man optjener i kamp (jo højere din ‘combo’ jo flere sjæle), så man kan låse op for flere evner og gøre våbnet stærkere. Der er noget for enhver smag, lige fra små hurtige våben, til store, tunge våben. De nævnte Masquerade-former kan selvfølgelig også bruges i kamp, oftest som ‘combo’ finishers eller enkelte kampevner, så der er rig mulighed for at finde lige præcis dét våben der passer til dig. Udover våben har Bayonetta mulighed for at bruge dæmoner i kamp, via demon slave-systemet. Hun kan tilkalde dem midt i kamp, og kæmpe side om side med dem, hvilket giver en stor fordel især overfor store fjender, eller store grupper af små fjender. Man kan have 3 dæmoner med sig ad gangen, som man frit kan skifte mellem, men man skal passe på - for ikke nok med at de kræver mana at bruge, så kan de tage skade i kamp. Tager dæmonen for meget skade, går den berserk, og så skal selv Bayonetta passe på hun ikke bliver hapset af en ukontrollerbar dæmon, hun selv har tilkaldt. Av.

Alle disse facetter af kampsystemet skaber en symfoni af hårdtslående dæmoner, lange ‘combos’ og døde fjender - hvis du altså formår at få det hele til at gå op i en højere enhed. Ikke alle fjender er lige lette, og nogle gange mister man overblikket over kampen, hvilket kan gøre det svært at få en god ‘combo’ op at køre. Man skal derfor også huske at undvige fjendernes angreb, så man ikke tager for meget skade. Derudover kan du aktivere ‘witch time’ hvis du undviger lige inden fjendens angreb lander, hvilket sætter tiden i stå, så Bayonetta kan forøge sin ‘combo’ endnu mere, uden at bekymre sig om fjenderne. Alt i alt føles det fantastisk når det hele bare klikker, og Platinum har formået at skabe et velfungerende, ‘over-the-top’ kampsystem. Man spiller også som Viola i nogle af spillets baner, og hun har en lidt anderledes spillestil end Bayonetta - ja hun er måske endda lidt sværere at mestre, men igen, så understøtter hendes spillestil hele temaet omkring variation.



På den grafiske front klarer Bayonetta 3 sig rigtig fint. Spillet ligner meget sine forgængere, hvilket giver mening, grundet Switchens begrænsninger. Selvom nogle teksturer på objekter og terræn er noget grynede til tider, så står Bayonetta og de andre karakterer ret så skarpt, hvilket får deres unikke karakterdesigns til at skille sig ud. Så selvom det ikke er det pæneste spil til Switch, så er det langt fra det grimmeste. Der er en del pop-in af objekter i banerne, men man kan altid se de ting omkring sig der er relevante for en i den gældende situation. Dog føles enkelte baners områder lidt triste og uinteressante, og de mange genbrugte objekter giver ikke ligefrem mere liv til banerne, men det er ikke tilfældet i alle baner. Når man kommer et stykke ind i spillet, er der nogle virkelig interessante og ret så flotte kulisser - så længe man ikke går alt for tæt på. Det er til gengæld en smule underordnet, så snart fjenderne kommer frem på skærmen og de er det eneste du fokuserer på. Igen er fjenderne langt skarpere end omgivelserne, og fjendernes designs er virkelig flotte. Kameraføringen i spillet er meget standard for genren, men givet der oftest er ret store fjender på skærmen og kampområderne er store, så er kameraet ofte ret langt zoomet væk fra Bayonetta, og det kan være svært at se hvor man er i kampens kaos. Derudover kan kameravinklen nogle gange blive blokeret af en fjende eller et bygning, og selvom objekter foran kamerat bliver transparente når det sker, kan det til tider være lidt frustrerende. Man vænner sig til det med tiden, og det er ikke et stort problem, men det vil måske være et større problem for nogle spillere end andre. Til gengæld er der nogle fuldstændig crazy sekvenser, hvor faldende bygninger, farverige eksplosioner og andre partikeleffekter ramler sammen og skaber en kaotisk, men euforisk, parade af synsoplevelser, der får blodet til at pumpe. Her gør grafikken præcis hvad den skal, og der er masser af flot kaos i vente til dem der samler spillet op.

Det vigtigste i et ‘character action game’, som Bayonetta, er dog ydeevne og præstation. Og hvor andre spil i samme genre, har problemer med at køre på Switch, så føles Bayonetta 3 en del bedre optimeret til maskinen. Spillet kører rigtig fint det meste af tiden, uden hosten og hakken, som man måske kender fra andre Switch-spil i genren, og på intet tidspunkt følte jeg at spillets ‘performance’ påvirkede mit gameplay negativt. Men for dem der er følsomme overfor varierende billedhastighed (FPS), kan det måske være et problem. Billedhastigheden er nemlig ikke låst, og skifter fra 30 billeder-i-sekundet til et sted mellem 30 og 60. Spillet er sat til at sigte efter 60 billeder-i-sekundet i størstedelen af banerne og kampsekvenserne, men rammer for det meste et sted mellem 40 og toppen af 50’erne. Til gengæld kommer spillet aldrig under 30. I cutscenes og i de helt store, crazy sekvenser, som beskrevet for oven, er spillet låst til 30 billeder-i-sekundet og holder det. Personligt synes jeg spillet kører ganske fint, men havde man håbet på låst 60 billeder-i-sekundet i kamp, må man justere sine forventninger lidt ned.



På lydsiden er Bayonetta 3 et spil for sig. Det mest slående er musikken, som både favner jazz, episk orkestermusik og punk rock. Fra den hyggelige, charmerende jazz-musik i baren ‘The Gates of Hell’ til Violas punkede kampmusik, er der noget for enhver smag, men vigtigst af alt passer musikken altid til situationen - og det er velfungerende. De har tilmed en ægte Frank Sinatra crooner-klassiker med i spillet, og i én bane fletter de opera sammen med gameplayet på finurlig vis. Stemmeskuespillet i Bayonetta 3 er ganske fint - især den nye Bayonetta stemmeskuespiller, Jennifer Hale, gør det rigtig godt, og man kan nærmest ikke høre at det er en ny skuespiller. Dog lider spillets stemmeskuespil af at være lidt overspillet til tider, og med et ‘corny’ manuskript gør det ikke stemmeskuespillet bedre. Især Violas dialog er lidt overgearet til tider, men hendes stemmeskuespiller, Anna Brisbin, gør det dog godt og giver sig 100% til rollen. Og selvom dialogen er ‘corny’, så passer det også bare rigtig godt til Bayonettas overspillede og pompøse univers. Så hvis man kan leve sig ind i præmissen, så er lydsiden af spillet meget passende til spillets oplevelse. Tilsammen skaber grafik og lyd en overordnet pæn præsentation, der skubber Bayonetta-universets stilistiske valg i førersædet.

Konklusion
Leder du efter et solidt, flashy ‘character action game’ på Nintendo Switch, så skal du ikke lede længe, for Bayonetta 3 er ankommet. Nøgleordet i spillet er kreativ variation, da alt fra kamp, banedesign og ‘look’ aldrig bliver kedeligt. Med et hav af vidt forskellige sekvenser i banerne og et våbenarsenal, der giver noget til alle, er Bayonetta 3 en virkelig underholdende oplevelse, som både refererer til gamle spil i serien og vestlig og japansk popkultur. Kampsystemet er spillets hovedattraktion, og er både dybt og tilfredsstillende at bruge, når alt klikker. Med flere spilbare karakterer, et stort våbenarsenal der kan opgraderes, et hav af collectibles, samt ekstra baner der kan låses op for, er der masser af genspilbarhed i Bayonetta 3 - også selvom du har gennemført spillet én gang. Spillet indeholder et hav af kaotiske, men underholdende, sekvenser, som kun bliver forøget af en stærk præsentation. Lydsiden er emminent, selvom stemmeskuespillet til tider er plaget af et ‘corny’ manuskript, og grafikken er gennemført, omend lidt primitiv grundet Switchens begrænsninger. Spillet kører mere eller mindre flydende, trods en ulåst billedhastighed, men rammer aldrig de 60 FPS, som spillet sigter efter. Et af de største kritikpunkter ved spillet er spillets historie, som til trods for at understøtte spillet struktur rigtig godt, er forudsigelig og uoriginal. Derudover kan kameraet til tider være frustrerende, grundet dårlige kameravinkler og fordi det ofte er meget zoomet ud. Men alt i alt er Bayonetta 3 en forrygende, stilsikker spiloplevelse, som både har charme, selvtillid og lækkert hår. For fans af serien og af genren, er dette et ‘must have’ til samlingen og du finder ikke mange ‘character action games’ bedre end Bayonetta 3 på Nintendo Switch.

4/5

Forbeholdt niche gamere

Kommentarer:

#1 - JOEP

Level: 50 (Torizo)

08-11-2022 13:51

God anmeldelse.

1'eren klikkede aldrig rigtig for mig og var tit frustrerende, så jeg var bestemt ikke hooked på 2'eren, da det udkom. Men af en eller anden årsag anskaffede jeg mig det, og jeg endte egentlig med at have en ret god stund med det. Det var klart et bedre spil. Så derfor tænker jeg også, at jeg vil kigge nærmere på det her engang, når der er tid til det.