Klonoa Phantasy Reverie Series (Switch)

Skrevet af zcream - 06-08-2022 14:30

Tilbage i 1997 udgav Namco det første spil i Klonoa-serien, med titlen Klonoa: Door to Phantomile. Spillet blev udviklet af japanske Hideo Yoshizawa, der tidligere stod bag Ninja Gaiden trilogien til den gode gamle NES maskine. Klonoa var formentlig et forsøg på at skabe en maskot for selskabet og fire år efter smed samme hold da også Klonoa 2: Lunatea's Veil på gaden. Begge spil fik ros for at blande 2D og 3D grafik med solidt og underholdende gameplay, men en fængende maskot syntes ikke at være født. I 2008 forsøgte man sig med et remake til Nintendo Wii, der dog aldrig rigtig gjorde det store væsen af sig. Derfor regnede mange nok også serien for død og borte, men nu forsøger Bandai Namco sig med en genoplivning, ved at samle de to klassiske udgivelser i Klonoa Phantasy Reverie Series og vi har taget et kig på resultatet.

Når du starter Klonoa Phantasy Reverie op vil du formodentlig bemærke, at der er tale om en ældre spil. Både grafik og styring bærer præg af, at der bygges videre på noget der først så dagens lys i slutningen af 90’erne. Det er dog hverken grimt eller kluntet og efter et stund eller to i selskab med Klonoa, virker det hele rimelig flydende og velbalanceret. Spillet er et 2D platformspil med en række fine 3D indspark, hvor banerne har en dybde der giver mulighed for, at du fra tid til anden kan interagere med lag foran og bagved det, din figur befinder sig på.



Du styrer Klonoa, et væsen der syntes at blande lidt hund med en noget hare-agtigt, hvorefter der er krydret med to knivspids Mickey Mouse og Sonic. Uanset hvilken art der er tale om, er din opgave at redde drømmeverdenen fra en mareridts verden. Og meget dybere end det, bliver historien ikke. For at løse denne opgave, skal du ganske forventeligt hoppe dig igennem en række forskellige baner, hvori du skal gøre kål på en bunke nutter fjender og løse nogle relativt simple puzzles. Du nøjes dog ikke med at hoppe, da du også har evnen til at suge fjenderne til dig, hvorefter de kan bruge som kasteskyts eller som et springbræt til et udføre en slags dobbelthop.

Styringen kræver en kort tilvænning, men ellers fungerer det faktisk rigtig fint og både måden du kan bekæmpe fjender på og de små 3D opgaver, hvor du eksempelvis skal kaste en fjende ind i banen for at ramme en udløser, giver lige spillet den ekstra dimension, der højner både underholdningen og udfordringen lidt. I starten er spillet måske nok til den lidt lette side, men senere hen er der noget mere at holde øje med og reagere på - dog uden, at det nogensinde bliver direkte brutalt. Til tider skal du bevæge dig en smule frem og tilbage i banerne for at finde nøgler, men det er holdt på et minimum. Verdenerne afsluttes med nogle helt udmærkede boss-kampe, der trods den, til tider, relativt begrænsede sværhedsgrad, faktisk er rigtig underholdende og sjovt fundet på og helt klart et af spillets bedste elementer.



Foruden at gennemføre banerne og de enkelte verdener, så har du også mulighed for at redde nogle af drømmeverdenens indbyggere, der er fanget rundt omkring. At befri dem alle, kan sagtens kræve flere forsøg og giver derfor spillet lidt genspilningsværdi. Banerne er sjældent særlig lange og derfor er det aldrig en triviel opgave, at skulle en tur igennem dem igen, hvilket du i øvrigt også skal, hvis du er så uheldig at miste alle dine liv. Du starter ikke helt forfra i spillet hvis du dør, men du starter forfra i den verden, du var i gang med. Du kan dog, ved at indsamle diamanter rundt omkring på banerne, spare sammen til flere liv. Helt klassisk gælder det sådan, at du veksler 100 diamanter til et nyt liv, hvilket du godt kan få brug for senere hen i spillet.

Forskellen på de to titler er minimal og således giver det god mening at anmelde spillet som den samlede enhed det er. Styringen er overvejende det samme og din opgave ændrer sig heller ikke betydeligt, hvilket betyder, at det faktisk virker som netop en serie og nummer to således er en forlængelse af spiloplevelsen.



Rent grafisk er vi i den nuttede afdeling og det er som tidligere nævnt tydeligt, at vi ikke sidder med det nyeste inden for spildesign. Men samtidig er dette lidt uskyldige udtryk bare med til at skabe et bagtæppe der passer perfekt til spillet og giver det hele en rigtig hyggelig visuel stemning. Fjenderne er, både visuelt og i forhold til deres evner, kreativt fundet på og bane-designet er generelt pænt og nydeligt. Du kan løbe ind i enkelte slow-downs, men de synes at være sjældne og er ikke ødelæggende for spiloplevelsen. Omarbejdet ift. at klargøre pakken til spillere i år 2022 er ikke voldsomt prangende, men

På lydsiden er der ikke de helt store fabelagtige eventyr at komme med. Vi taler letbenet 90’erne videospil muzak og lydeffekter, der giver en helt fin baggrund til din færd igennem spillet, men heller ikke mere end det. Det gælder dog for både det grafiske og lyden, at det - ligesom den generelle spiloplevelse, på en eller anden måde bare har en rigtig udmærket pasform. Det er som det skal være, uden at være for løst eller stramt.



Konklusion
Uanset om du har stiftet bekendtskab med serien før, så formår begge titler at bevise hvor meget god underholdning der egentlig kan findes i en klassisk ret, tilberedt på en ellers relativ simpel opskrift. Der er ikke meget nytænkning hér og det er måske heller ikke den mest gennemgribende genoplivning af en 25 gammel spilfigur, men på en eller anden måde føles det alligevel som et frisk pust. Måske fordi der er noget særligt ved simpel morskab, der bare fungerer. Og Klonoa Phantasy Reverie Series fungerer altså. Det er sjovt og udfordrende på den helt rigtige måde, længden på spillene føles passende, der er spandevis af digital adspredelse, sjove boss-kampe og fine referencer til en tid der i spil-sammenhæng til tider virker glemt, i denne finurlige lille pakke.

4/5

Nemt at gå til

Kommentarer: