Skylanders: Imaginators (Switch)

Skrevet af KJ85 - 19-03-2017 00:32

Hvis rygterne taler sandt – og det ser sådan ud i øjeblikket – så kommer der ingen ny hovedudgivelse i Skylanders-serien i år, men så kan sidste års udgivelse jo passende få lidt længere levetid, og måske er det præcis, hvad der skal til for atter at øge interessen for Toys-to-Life-genren. Activision var i hvert fald klar med en port af Skylanders: Imaginators til Nintendo Switch ved lanceringen d. 3. marts, og med Disneys beslutning om at lukke ned for Disney Infinity, så ser de ikke ud til at få nogen konkurrence på markedet til den nye konsol, før Warner Bros. eventuelt beslutter at udgive LEGO Dimensions på den ny hybrid-konsol. Jeg har i den forgange uge taget et grundigt kig på spillet i selskab med min bror, og her følger mine oplevelser med det seneste medlem af Skylanders-familien.

Skylanders: Imaginators er den sjette udgivelse i serien, og ligesom i de forgange udgivelser er der tale om et action-eventyr, hvor fysiske figurer tilhørende et af nu ti elementer skal benyttes sammen med spillet. Med til spillets startpakke får du derfor også tre stykker plastiklegetøj, så du har mulighed for at komme i gang med eventyret. Til forskel fra Wii U-versionen, som blev udgivet i oktober, så følger der dog ingen portal med til spillet på Switch, for her benytter man i stedet NFC-læserne indbygget i højre Joy-Con såvel som Switch Pro Controller, og det giver nogle helt særlige muligheder i denne version af spillet i forhold til at tage spillet med sig på farten.

Spillet indledes med en animeret intro, hvor nogle af de mest genkendelige Skylandere fjoller rundt på Skylander-skolen, men idyllen afbrydes da en underlig skabning pludselig dukker op i biblioteket og stjæler en bog. Det er selvfølgelig Kaos, der står bag, og denne gang har han opdaget den ældgamle og kraftfulde mentale magi, som han vil bruge til at skabe en ustoppelig hær af Doomlandere og tage magten i Skylands. Eon hidkalder derfor portalmestre (spillere som dig), der sammen med de største krigere, de nye Sensei-Skylandere, skal stoppe Kaos, og to af figurerne i startpakken er netop Sensei-Skylandere tilhørende henholdsvis vand- og jord-elementet. Den helt store nyskabelse i spillet er dog, at du også skal udnytte kraften fra din fantasi til at skabe dine egne Skylandere, og det sidste stykke legetøj er derfor en såkaldt skabelseskrystal, der tillader dig at gøre netop det.

Efter at have set introen kastes du direkte ind i spillets første bane, hvor du bedes indlæse en figur, og traditionen tro skal du så fra A til B for at komme videre i historien. Undervejs i banen er der så indlagt små delmål at følge, og du kommer selvfølgelig til at nedkæmpe en masse fjender og løse nogle puzzles, før du til slut i banen står over for den mystiske Doomlander, der stjal bogen tidligere. Opskriften er nogenlunde den samme for alle ti baner i spillets hoveddel, og ligesom vi er vant til indeholder hver bane en masse værdigenstande, der fungerer som spillets valuta, og diverse andre ting, som man belønnes for at finde. Dette inkluderer som sædvanligt tre kister og lidt sjælejuveler for de nye figurer, men denne gang er der som regel også en radio og en legendarisk selfieramme at finde i hver bane – funktionen af sidstnævnte kommer jeg ind på senere.


I de første mange Skylanders-spil var der områder i hver bane, som man kun kunne låse op med Skylandere tilhørende et specifikt element (vand, ild, liv, udød, teknologi, magi, jord, luft, lys eller mørk), men det var man gået væk fra i Superchargers, og det er heller ikke en ting i det nye spil. Hver bane indeholder i stedet en kampgongong, som kun Sensei-Skylandere kan slå på, og det aktiverer en kamp mod en større gruppe af fjender. Dertil kommer så de særlige Sensei-altre, som kun kan aktiveres af Sensei-Skylandere tilhørende en bestemt karakterklasse, men disse skal kun bruges for at lære at bruge de ældgamle Sky-Chi-teknikker, som er de ypperste angreb i spillet. Både King Pen og Golden Queen (jep, fjenderne fra Trap Team er Sensei-Skylandere) fra startpakken kan altså låse op for en sådan teknik som henholdsvis brydermester og troldmester, der er to af i alt ti kampklasser i spillet.

Undervejs i banerne vil man også støde på særlige lilla kister med Imaginite-krystaller, og gennem dem åbnes, der op for nye dele til Imaginatorerne, der er Skylanderne, som man selv kan skabe. Nogle kister står frit fremme, men andre får man, når kampe i et område er overstået, og der er også kister at hente ved succesfuldt at klare forskellige små opgaver. Disse opgaver kan eksempelvis være at time sit tryk på en knap ordentligt tre gange ved en af de tidligere nævnte radioer, at få tre lilla ædelstene til at røre hinanden i spillets låseudfordringer, at samle alle genstande i rutsjeudfordringer eller at vinde et spil Skabelsessten. Kisterne opnået gennem opgaver som disse modtager man dog ikke direkte i banerne, for de sendes i stedet til spillets hub, hvor man så kan åbne dem i stedet. Imaginite-krystallerne findes i øvrigt i fire farver, der angiver deres sjældenhed – de blå er de normale, mens de gule er de ultimative.


I de seneste afsnit er to af spillets særlige tilføjelser kort nævnt, og her tænker jeg selvfølgelig på kampklasser og Imaginatorer. Derfor er det også oplagt at fortælle yderligere om skabelsesprocessen nu, og den finder sted, når du første gang indlæser en ny skabelseskrystal i spillet. I startpakken findes en af disse tilhørende ildelementet, men de kan selvfølgelig tilkøbes for alle elementer, og med dem kan en Skylander skabes. Først vælges en af de ti kampklasser, der foruden brydermester og troldmester dækker over bazookar, bueskytte, ridder, ninja, pistolsvinger, vogter, basker og sabelhugger, og her skal man være opmærksom på, at valget af klasse er permanent, så der er ingen mulighed for at nulstille krystallen. Efter valg af klasse, så skal man efterfølgende vælge udseende, kræfter og personlighed til figuren, og hver af disse kategorier dækker over flere ting, som jeg vil komme ind på i det følgende afsnit.

Udseendet indebærer først og fremmest et valg af kropsdele, som hoved, øjne, ører, overkrop, arme, ben og hale, der kun er af kosmetisk betydning, og man kan tilmed tilføje en aura og justere størrelsen af forskellige dele på figuren samt de enkelte deles farve, hvis man ikke er tilfreds med standardindstillingerne. Udseendet dækker dog også over valg af våben og udstyr som hovedbeklædning, skulderpanser, armskinner, benskinner og rygsæk, og i modsætning til de andre dele, så påvirker disse ting figurens styrke beskrevet ved angreb, panser, fart og held. Under kræfter vælger man så våbenkraft, elementstyrke, hemmelig teknik og sjælejuvelkraft, som hver især dækker over en angrebstype, og under personlighed kan man give sin Skylander et navn og en stemme, inkluderende et slogan, samt vælge musik og lydeffekter, der skal afspilles under spillet. Ingen af disse valg er permanente, så man kan frit ændre tingene, når man får nye dele, og når alt er valgt trykker du således bare ”spil”, hvorefter din personlige Imaginator vækkes til live.


Hvad enten du benytter en Imaginator, en Sensei eller en almindelig Skylander fra din eventuelle samling af figurer, så optjener den undervejs i eventyret erfaringspoint for blandt andet at nedkæmpe fjender, og herigennem kan figurens baseegenskaber for livspoint, angreb, panser, fart og held forbedres, for hver gang figuren går et niveau op. Figurerne kan maksimalt nå niveau 20, men for Imaginatorer kræver dette dog, at du har benyttet fem forskellige Sensei-Skylandere i spillet først. Deres maksimale niveau starter nemlig på 15, men øges for hver Sensei der indlæses, indtil det har nået det samme max som de øvrige figurer. Foruden forbedringerne i baseegenskaber kan der så købes nye evner undervejs ved brug af guld, og som det altid har været i serien, så kan man efter at have købt sig de første nye angreb vælge mellem to fokusområder med hver tre forbedringer, før man til sidst kan købe det mest hårdtslående angreb, hvis man vel at mærke har indsamlet sjælejuvelen for den pågældende figur, eller i Imaginatorernes tilfælde kampklasse.

Mellem banerne i dette spil smides man ud i spillets hub-område kaldet Alternativ Transport til Legendariske Aktive Steder (A.T.L.A.S), og her har man foruden adgang til banerne også mulighed for at besøge Skylander-skolen. På skolen finder man Persephone, der som altid sædvanligt kan opgradere ens figur, men denne gang behøver man ikke opsøge hende for at gøre det, da der er hurtig adgang til det med et tryk på minus-knappen. Hos Buzz kan man så afprøve sine opgraderede angreb på træningsdukker, og Hugo kan man aflevere bøger til, mens man i biografen kan gense alle spillets videoer. Den vigtigste funktion på skolen er derimod, at man i en form for galleri kan hænge selfies op af figurer fra de forskellige kampklasser, og gør man det, så forbedres baseegenskaberne for figurerne yderligere – effekten fordobles, hvis man har en legendarisk selfieramme. Billederne tager man i øvrigt ved at kalde et kamera frem på ZL, og på specifikke markerede steder udløses belønninger for at tage en selfie.


Mange Imaginite-kister sendes som nævnt tidligere til hub-verdenen, når man klarer en udfordring, og en dynge med disse kan findes udenfor skolen. Man kan dog også få nogle flere af dem ved at lede i rottehuller og indlede kampe med fjender, der af og til dukker op på A.T.L.A.S, og man belønnes også med dem for hvert gennemført niveau i kamparenaen, som også findes her. I et hus til højre for skolen kan man også lære at spille Skabelsessten, hvilket praktisk talt er identisk med det originale Himmelsten fra Giants. I dette spil kan man blot ikke opbygge sit eget sæt, da stenene uddeles tilfældigt til hver kamp, og så har de billeder af Sensei-Skylandere i stedet for fjender. Spillet i sig selv er simpelt; du og din modstander placerer på skift en sten på den kvadratiske spilleplade med ni felter, og hver sten har op til fire takker på hver side. Det gælder om at eje flest sten på pladen, når alle felter er fyldt, og man overtager sten, hvis den placerede sten har flere takker på en side, der grænser op til en modstandersten med færre takker på berøringsfladen.

A.T.L.A.S består af en del forbundne områder, som åbnes op, efterhånden som man kommer gennem historien, og nogle steder er der adgang til sidemissioner. I mange andre spil er sådanne missioner noget valgfrit, men i denne udgivelse er man faktisk flere gange tvunget til at spille nogle af dem, og der er ikke bare fri adgang til dem – de er altså kun åbne, når spillet på den ene eller enden vis antyder det. Sidemissioner tæller i modsætning til almindelige missioner ikke med i spillets gennemførselsprocent, og af denne årsag kan man heller ikke få 1-3 stjerner for at klare dem. Det kan man til gengæld i de særlige Sensei-riger, som findes for hver elementtype, og i de fem ekstra baner, der låses op gennem tilkøb af eventyrpakker eller ekstra figurer som Crash Bandicoot, der gør sin entre som gæstestjerne i dette spil. Der er dermed 25 rigtige baner at spille, hvis man spenderer nogle penge på ekstra figurer og tilbehør, men blot 12 af dem kan altså spilles med startpakken alene.


Spillet indeholder også denne gang adskillige bonusmål, som man kan finde ved at snakke med Eon på skolen eller ved at fremkalde menuen på plus-knappen. Der er 64 af dem inddelt i 16 kategorier med hver fire niveauer, og det kan eksempelvis dække over at besejre Doomlandere, at finde selfierammer eller at opnå tre stjerner på banerne. Belønningen for at opnå bonusmål er i dette spil er selvfølgelig Imaginite. En fin lille detalje ved menuerne i spillet er i øvrigt, at de kan betjenes på touchskærmen i handheld mode, og man kan naturligvis spille eventyret igennem med en ven i tabletop mode såvel som TV mode – spiller man med henholdsvis venstre og højre Joy-Con, så ændrer det blot styringen en smule, da der ikke er nogen ZL/ZR-knapper tilgængelige her.

Det gode:
Har man spillet tidligere spil i serien, så er man nok ikke i tvivl om, hvad man får i Skylanders: Imaginators, for en af seriens kvaliteter er, at det er lettilgængelig underholdning for børn og barnlige sjæle, og det er ikke anderledes her. Muligheden for fra start at vælge mellem fire sværhedsgrader gør, at der er noget at komme efter for nye spillere såvel som de erfarne af slagsen, og det er dejligt, da en som jeg formentlig ikke ville finde det underholdende på de to lette af slagsen. Sådan har det imidlertid altid været, så det er egentlig, som man ville forvente det, og der er selvfølgelig også mulighed for at spille eventyret igennem på dansk, hvilket er perfekt for de mindste.


Grafisk er spillet nogenlunde pænt, og måske er jeg indbildsk, men jeg husker alligevel SuperChargers på Wii U som værende pænere. Spiller man direkte på den lille skærm, så ser det blændende godt ud, men det er på den store skærm, at Toys for Bob ikke ser ud til at have leveret det samme grafiske mesterstykke som Vicarious Visions formåede det med det forrige spil i serien, og det er smule synd. Det er dog stadig pænt nok til at fremhæve som noget, der giver spilleren en god oplevelse, og det farverige univers ser som altid rigtig godt ud i spillets mellemsekvenser, hvor stemmeskuespillerne gør et godt stykke arbejde i forhold til at give figurerne noget liv. Det er jo primært herigennem, at historien drives frem, og derfor er der også nok gjort lidt ekstra ud af netop den del af spillet.

Gameplaymæssigt hænger Imaginators også ganske godt sammen, og det er stadig ligeså let at gå til, som det plejer, med sin simple styring, hvor man hopper på B og anvender sine forskellige primære angreb på A, X og Y. Dertil kommer så brugen af R til at snakke med NPC-figurer og aktivere forskellige ting foruden ZR, der skal holdes nede et kort øjeblik for at aktivere Sky-Chi angrebene, når et meter med energi til dette angreb er fyldt. Det gode er som altid, at der er plads til at udforske såvel som at fare derudaf, og man belønnes da også for begge dele, når man går på jagt efter de maksimale tre stjerner på hver bane – derigennem er der som regel lidt genspilningsværdi at hente. Som altid fungerer det også som et rigtig godt spil at spille sammen med en anden spiller ved sin side, og personligt synes jeg, at det er ekstra sjovt at spille det sådan.


Det er rigtig godt, at man også i dette spil kan gennemspille hele hovedhistorien uden låste områder og behov for at tilkøbe figurer, og til trods for, at der kun er 10 baner denne gang, så føles det egentlig som en tilpas længde, da de let kan tage en halv time til tre kvarter at spille igennem første gang. Desuden tilfører de obligatoriske sidemissioner også nogle ekstra timers spiltid, der får spillet til at føles længere, ligesom man naturligt bruger en del tid på andre ting. Dertil kommer så det faktum, at der i lang tid vil være nye dele at finde til sine Imaginatorer, hvad enten man genspiller historiemissioner eller kaster sig ud i arenakampe, sidemissioner og des lige efter første gennmførsel, og det gør det faktisk en smule mere attraktivt at gøre det. Konceptet bygget op omkring Imaginatorerne er således særdeles vellykket, og det kan være ganske underholdende at skabe sine egne figurer, som man løbende kan ændre på, som man lyster det, da skabelsesprocessen er godt udformet og implementeret med et sted over 1000 dele at gøre brug af. At det tilmed kan gøres overalt i spillet er virkelig positivt, og det er fantastisk, at man ikke behøver besøge Persephone længere for at foretage opgraderinger – det har altid været et lettere irriterende element.

En sidste ting, som jeg vil fremhæve, er, at den direkte indlæsning af figurerne uden brug af nogen portal føles som et rigtigt godt match med Nintendos nye konsol. Det giver en fantastisk frihed i forhold til at tage spillet med sig på farten, og så snart man har forstået principperne, så er det let og smertefrit. Figurerne indlæses som sagt gennem NFC-læseren på eksempelvis højre Joy-Con, og når man vil skifte figur, så kalder man blot menuen frem og foretager skiftet derigennem frem for at tage en figur af en portal tilkoblet konsollen og placere en ny derpå. Så snart en figur har været indlæst to gange, så kan man frit vælge den, når man eventuelt mister livet med en af de andre, og hele ens samling af figurer kan man altså tilføje til denne form for digitale bibliotek. Først når man vil gemme sin fremgang for sine figurer behøver man at hive dem frem igen, og dette kan man til enhver tid gøre hos en specifik NPC-figur på A.T.L.A.S. Eneste lille minus er, at man med to spillere begge skal vælge en Skylander, hver gang én spiller frivilligt ønsker at skifte figur, og indlæser man en kæmpe samling, så bliver det måske lidt uoverskueligt, da der ikke er mulighed for at sortere sin digitale samling efter nogle valgte parametre.


Det dårlige:
Jeg er som nogle ved ret positivt indstillet over for spil i denne serie, men Skylanders: Imaginators har desværre også en del svage punkter, hvis I spørger mig. Den første ting er ikke nødvendigvis en ting, som alle vil have et problem med, men jeg synes, at historien i spillet er noget svagere, end vi er vant til med bl.a. ubetydelige Doomlandere som spillets bosser. Jeg har aldrig syntes, at de kontrollerbare figurer i Skylanders-universet har nogen fantastiske personligheder, og gudhjælpemig om de så ikke har givet dem en kæmpe rolle i spillets historie og mellemsekvenser denne gang. Det fungerer slet ikke for mig, for man har samtidig fjernet stort set al fokus fra Hugo, Cali, Flynn, Tessa, Mags m.fl. og forvandlet dem til simple statister – ja, Cali har jeg faktisk slet ikke lagt mærke til, men hun skulle være der – og derfor er det slet ikke det samme. Fokus er i stedet flyttet over på figurer som Spyro, Stealth Elf, Jet-Vac, Pop Fizz og Erupter, og jeg synes faktisk, at det mister en stor del af sin velkendte charme med denne ændring, men det er selvfølgelig en ændring foretaget for at tage mere hensyn til Netflix-serien, Skylanders Academy.

Der er også foretaget nogle ændringer i gameplay’et, som jeg ikke hylder, og nok har jeg ikke haft noget særligt behov for at benytte hatte i de tidligere udgivelser, men da de er pillet ud her (de følger med fra figurer udstyret med dem fra tidligere, men du kan ikke erhverve nye af slagsen), og man samtidig har fjernet konceptet om at bygge sit eget personlige sæt af sten til det tilbagevendende minispil, så har man gjort guld stort set overflødigt at samle i denne udgivelse. Det eneste guldet kan bruges på er opgraderinger til sine figurer, og når man har fået dem, så samler man blot en fuldstændig nytteløs opsparing på sine figurer. Det er nærmest tåbeligt, for Skabelsessten er langt mindre interessant på denne måde, og det ligger da lige til højrebenet, at have en butik, hvor man så i det mindste kunne købe helt specielle dele, at sammensætte sine Imaginatorer med. Det er et par betydende skridt i den forkerte retning, hvis I spørger mig.


Jeg storroste SuperChargers for sin godhjertede anvendelse af Toys-to-Life konceptet, da man med blot to tilkøb kunne få lov at spille samtlige missioner i spillets baner, men desværre er vi denne gang tilbage til den mere grådige udnyttelse. Godt nok er der ingen begrænsninger i spillets historie som sådan, men det er altså mere end halvdelen af spillets baner, der er låst bag tilkøb af ekstra plastikfigurer, og det er jeg ikke vild med, da figurer som udgangspunkt koster lidt over 100 kr. pr. stk. En gennemførselsprocent på bare 48 % er alt, hvad du kan opnå med startpakken, og jeg vil skyde på, at det blot har taget mig den halve tid at gennemspille det tilgængelige indhold i denne udgivelse sammenlignet med det forrige spil i serien. I forhold til missionerne, så er det desuden lige lovligt besværligt at komme i gang med genspilningen af dem, da man skal opsøge de forskellige missioner i det mildest talt forvirrende hub-område i stedet for blot at vælge bane fra menuen.

Switch-versionen af spillet har desuden ikke det samme indhold som de øvrige versioner af Imaginators, for Activision har ganske enkelt valgt at fjerne hele racing-delen fra spillet. I de andre versioner er der adgang til hele racing-delen fra SuperChargers, inklusiv en online-del, hvor man kan køre mod andre, men alt fartøjer kan bruges til på Switch er at låse op for sølvkister med ekstra mange Imaginite-krystaller (8-9 stykker pr. indlæst fartøj). Da fartøjerne ingen funktion har i spillet på Switch, så understøtter spillet naturligvis heller ikke fælder, som ellers kunne bruges som våben i racing-delen. Hvorfor man har besluttet at undlade denne del af spillet på Switch er ikke godt at vide, men det er i hvert fald ærgerligt, at man står med en svagere version rent indholdsmæssigt.


Slutteligt bliver jeg nødt til at nævne, at jeg desværre gentagne gange oplevede, at spillet crashede og lukkede ned – især når man var i gang med at åbne en lang række Imaginite-kister (denne proces kunne også med fordel have været simplere) – og det er naturligvis altid irriterende, når fejl som disse opstår. Det betød selvfølgelig ikke noget, når det skete i spillets hub, men det skete altså også i banerne en gang eller to, og der var vi så tvunget til at genspille hele den igangværende bane forfra til stor frustration. Der er altså nogle tekniske udfordringer at se, hvilket også kommer til udtryk gennem nogle ret lange loading-tider. Og nå ja, hvor er muligheden for at vælge engelsk sprog i spillet dog blevet af? Af uransagelige årsager lader det til at være blevet erstattet af tysk i den nordiske udgave, og det giver da slet ikke mening.

Konklusion:
Er man fan af serien, så er det svært at gå galt i byen med Skylanders: Imaginators, for spillet bygger på de samme solide grundmekanikker som de forrige udgivelser, og muligheden for denne gang at skabe sine helt personlige Skylandere gør spillet til noget særligt. Som altid er der noget for de fleste, så de mindste vil sætte stor pris på muligheden for at gennemspille eventyret på dansk samt det stadigt letfordøjelige gameplay, mens den garvede spiller vil elske muligheden for at opnå lidt udfordring fra start på en højere sværhedsgrad og udfordringerne forbundet med at få det maksimale antal stjerner for hver bane. Udgangspunktet er altså meget godt, men der er adskillige ting, der medvirker til, at vi ikke har med den allerbedste udgivelse i serien at gøre. At fjerne fokus fra Flynn, Cali og det sædvanlige slæng har eksempelvis givet en mindre interessant historie, mens gameplay-mæssige ændringer har gjort guld stort set overflødigt, og hovedparten af spillets bosser er alt andet end mindeværdige. Der er altså foretaget adskillige valg i den forkerte retning, og at låse 13 af spillets i alt 25 baner bag tilkøbte figurer virker meget voldsomt. Desuden er spillet desværre indholdsmæssigt amputeret på Switch, da man har pillet racing-delen ud, og spillet lider under tekniske problemer, som forholdsvis ofte får spillet til at lukke ned. Muligheden for at bruge spillet uden portal og figurer i nærheden på Switch gør lidt op for fejl og mangler, men alt i alt er vi tættere på en middelmådig udgivelse end en i topklasse.

Kommentarer: