Sonic Frontiers (Switch)

Skrevet af Zone - 21-11-2022 18:51

Det velkendte blå pindsvin, Sonic, er tilbage i et nyt 3D eventyr i form af Sonic Frontiers. Men Segas blå maskot er kendt for at have svært ved at levere kvalitet i hans 3D eventyr. Så det store spørgsmål er om en ny retning, inspireret af nogle af Nintendos Switch-klassikere, er nok til at vende skuden og om Sonic endelig er på ret kurs i den tredje dimension. Jeg har spillet Sonic Frontiers og kan nu vurdere om Sonic Team er lykkedes med at skabe et godt produkt.

Sonic Frontiers er det nyeste 3D Sonic-spil, hvor udviklerne går efter at prøve noget nyt, inspireret af bølgen af ‘open word’-spil, der har raset de sidste mange år. Sonic har altid kæmpet lidt med den 3. Dimension, da det kan være svært at overføre hurtige hop og fart over feltet på en meningsfuld måde. Frontiers tager lidt fra de fleste gamle Sonic-spil, og blander det med elemtner fra spil, som Super Mario Odyssey eller Breath of the Wild. Tilsammen skaber elementerne et sammensurium af ideer, som på bunden egentlig fungerer ret godt, hvor både Sonics fart, som vi kender den, får lov til at ånde, mens open world-elementerne, inspireret af de førnævnte titler, skaber en legeplads hvorpå Sonic får lov at bruge alle sine evner, i jagten på de legendariske ‘chaos emeralds’.



Eventyret starter med at Sonic, Amy og Tails tager til en nyopdaget øgruppe, ved navn Starfall Isles. Men da gruppen nærmer sig i Tails’ ikoniske flyvemaskine, går der pludselig koks i teknikken, og med et knips forsvinder de allesammen. Sonic bliver straks smidt ind i en alternativ dimension, kaldet Cyber Space, hvor han skal gennemføre en bane, der til forveksling ligner den klassiske Green Hill Zone. Efter han klarer banen vågner han op på en af Starfall-øerne, men Amy og Tails er ingen steder at finde. En mystisk stemme begynder at lede hans færd, med løftet om at hjælpe ham med at finde hans forsvundne venner, og efter et kort tutorial område er spillet sådan set i gang. Sonic finder hurtigt ud af at hans venner er fanget i en digital dimension. For at snakke med dem, må han samle ‘mindeobjekter’ relateret til hver enkelt person, men da de ikke ved hvorfor det sker, bliver de enige om at Sonic skal samle Chaos Emeralds, for at nedkæmpe en række bosser kendt som titaner, så hans venner måske kan blive befriet. Som historien udvikler sig finder man ud af hvad der er sket med en uddød civilization, mens man både skal redde sine venner og hele verden fra død og ødelæggelse. Historien tager Sonics verden og fortid seriøst, og prøver at fortælle sin egen historie samtidigt. Det fungerer egentlig ganske fint, men jeg vil selvfølgelig ikke spolere handlingen her i anmeldelsen, så lad og gå videre med noget andet.



Strukturen i Sonic Frontiers er ganske simpel. Spillet er delt op i 5 separate øer, som hver især indeholder en af Sonics venner, en række baner og sin egen Titan-boss, med undtagelse af én ø, der er væsentligt kortere end de andre. Hver gang Sonic kommer til en ny ø, skal han samle Chaos Emeralds og mindeobjekter for at komme videre i historien og nå til øens Titan. Mindeobjekterne (Memory Tokens) er spredt ud over hele øen, og Sonic kan få dem på forskellige måder, men hovedsageligt ved at klare små udfordringer, der er spredt ud på øen, mens man kan også finde dem som skatte gemt i containers og i jorden, eller fra spillets fiske mini game. For at få fat i en Chaos Emerald, skal man bruge et bestemt antal nøgler, som man får fra de såkaldte Cyber Space-baner. Der er omkring 7 Cyber Space-baner per ø (igen undtagen én, mens der på en anden er 9) og tilsammen har spillet 30 Cyber Space-baner. For at spille en Cyber Space-bane, skal man bruge x antal Chaos Gears, som man får ved at klare mini bosser, rundt omkring på øerne. Hver bane spiller som de traditionelle 3D Sonic-baner vi kender fra spil, som Sonic Adventure og Sonic Forces, og er desuden baseret på gamle, velkendte omgivelser, som Green Hill Zone, Chemical Plant Zone og Sky Sanctuary. Hver Cyber Space-bane har 4 opgaver du kan klare for at få en af de førnævnte nøgler, og hvis du klarer alle 4 opgaver, får du ekstra nøgler. Der er også små puzzles eller input-baserede opgaver, spredt rundt i spillets verden, som låser op for dele af dit kort, når du klarer dem, plus at de giver dig en item der kan opgradere Sonics færdigheder. Spillets flow fungerer derfor på den måde at du løber rundt i spillets åbne verden for at åbne op for kortet, samle mindeobjekter og finde Cyber Space baner, som du kan spille ved at finde Chaos Gears. Herefter kan du tage ind i en Cyber Space-bane for at finde nøgler til at låse op for Chaos Emeralds.

Men spillet er dog mere frit end det er lagt ud her, da du kan gøre tingene, som du vil. Du kan gennemføre alle Cyber Space-baner inden du finder en eneste Chaos Emerald, eller tage det hele i rækkefølge. Du har altid en markør på dit map, der viser det næste sted du skal hen for at progressere historien, men du har frihed til at gøre hvad du vil, uden alt for mange begrænsninger i den åbne verden. Personligt sammenligner jeg Sonic Frontiers med Super Mario Odyssey og Bowser’s Fury. Hver ø føles lidt som en kingdom i Odyssey, hvor du i stedet for at løse opgaver for at finde måner, gør det for at finde mindeobjekter og nøgler. Sonic Frontiers har som resultat et langt mere åbent og varieret gameplay, som serien ikke har genbesøgt siden det første Sonic Adventure. Øerne i spillet føles som kæmpe legepladser, hvor Sonics fart og moveset for alvor får lov til at udfolde sig.



Og det bringer os videre til hvordan Sonic styrer og fungerer i Sonic Frontiers. Sonic kan stortset alt hvad han har lært i forrige 3D-spil i serien. Han kan angribe fjender med homing attack, flyve igennem en række af ringe med light dash, og så videre. Dash vender også tilbage, som sætter Sonics fart betydeligt op, så længe knappen holdes inde. Derudover har Sonic fået en masse nye kampteknikker han kan bruge mod de fjender, der ikke bare dør ved et enkelt homing attack. Han kan sparke og slå for at opbygge hans ‘combo counter’, og kan bruge forskellige stærke angreb for at give høj skade. Han kan også blokere og lave modangreb og rulle til siden for at undvige angreb. Aldrig har Sonic haft et mere kompliceret moveset, der dog ikke føles svært at bruge. Det er kun nogle af de mere komplicerede moves, som nogle spillere måske vil have problemer med at flette ind i deres spillestil. Kampsystemet føles dog som en stor succes for Sonic Team, og det kommer især til udtryk i Titan-bosskampene. Sonic starter altid på jorden, i sin almindelige form, men senere i hver Titan-kamp laver han sig om til Super Sonic. Pludselig kan han tage flere tæv end normalt, da han ikke mister alle sine ringe når han bliver ramt, men kun en brøkdel, plus at han flyver gennem luften ved høj hastighed. Man føler sig magtfuld og overlegen, på trods af at man kæmper mod kæmpestore bosser, og de fleste af kampene er velproducerede. Vi vender tilbage til bosskampene senere, når vi skal tale om spillets lydside.

Når Sonic løber rundt i spillets verden er han også nem at styre, overordnet set, men når spillets fart stiger, kan det godt være svært at følge med nogle gange. Boost-funktionen er derfor super vigtig at lære at kende. Man kan fristes til enten aldrig at bruge boost, da det går for hurtigt, eller bare konstant holde boost inde, da man så altid er i top fart. Sonics bedste flow opstår dog når man aktivt skifter mellem at holde boost inde og slipper knappen på de rette tidspunkter. Især i Cyber Space-banerne, når man skal prøve at klare banen så hurtigt som muligt og få en såkaldt S-Rank, er det vigtigt at vide hvornår man skal trykke boost og hvornår man skal slippe, samtidigt med at man hurtigt og præcist bruger homing attack og dobbelt hop, på de rette tidspunkter. De baner hvor man kan få det bedste momentum op at stå føles gode, men der skal ikke meget til, før ens momentum bliver stoppet, fordi man enten laver en fejl ellerbruger et move der af mystiske årsager stopper Sonics momentum. F.eks. Når man bruger light dash til at flyve igennem en række af ringe, så stopper Sonic brat efterfølgende, selvom man løb ved fuld fart forinden. Det gør at man bruger dobbelt hop og boost langt mere, når man går efter en god tid i en Cyber Space-bane, hvilket er fint nok, men det føles forkert at Sonic mister momentum når han bruger visse evner.



Alt i alt er det dog en fryd at styre Sonic, især i den åbne verden, men kameraet er ikke altid med dig. Især i den åbne verden, kan kameraet være frustrerende at arbejde med. Nogle udfordringer låser nemlig kameraet i en bestemt retning, og gør så du ikke kan styre det selv. Det er egentlig meget fint, så man altid har øje for den næste del af udfordringen, men nogle gange kan man ikke se hvad man skal som det næste, pga. kameraet. Det sker også mod visse fjender, så selvom du bare løber forbi uden at ville kæmpe, flytter kameraet sig mod fjenden, hvilket kan være frustrerende. Når man frit kan styre det, fungerer det egentlig okay, men nogle gange kan man få sat kameraet i en akavet vinkel, der gør at man ikke kan se noget. Det er dog ikke et problem størstedelen af tiden, men i visse tilfælde må prøve en udfordring flere gange, inden det lykkes, fordi kameraet ikke makker ret.

Cyber Space-banerne svinger meget i kvalitet, og ikke alle er en fryd at spille. Især de baner, hvor du spiller i et 2D perspektiv har sine problemer. Sonic føles egentlig fin at styre i 3D, som beskrevet ovenfor, men når den samme fysik og de samme mekanikker overføres til et 2D perspektiv, føles Sonic pludselig meget tung og svær at bruge. Min teori er at det er fordi 2D Sonic-baner alle tider har haft et mere vertikalt design, mens 3D banerne har et mere flat og horisontalt design. Derfor er 3D Sonic justeret til at have mere fremadgående og horisontalt momentum, hvilket ikke fungerer ligeså godt i baner der er designet efter 2D Sonics principper. Derfor er det også ‘3D-banerne’ der fungerer bedst. Jeg mener derfor at spillet burde have fokuseret mere på sit 3D design i stedet for at tvinge 2D Sonic-baner ind i et spil der ikke er designet til at understøtte det ordentligt. Der er flere steder i den åbne verden, hvor 2D perspektivet også bruges, og det fungerer egentlig meget fint, som et afbræk, her og der, men der er en af øerne, hvor der er et overforbrug af 2D Sonic udfordringer, hvor kameraet låser sig fast, i tide og utide, og den ø bliver som resultat meget frustrerende at spille igennem.



Sonic Frontiers er et spil der lægger op til at man kan spille det på flere måder, med det forstået, at man kan samle mindeobjekter, nøgler, stat-opgraderinger, osv. på mere end én måde. Det betyder at hvis du ikke kan klare alle opgaver i en Cyber Space-bane, så er der andre måder du kan få nøgler på - F.eks. ved at finde dem rundt omkring på øerne, enten begravet i jorden eller i containers, ligesom med mindeobjekterne. Det betyder at nærmest alle spillere, lige meget hvor gode de er, kan gennemføre spillets opgaver på deres måde. Den nemmeste måde at få ting på, lige fra Chaos Gears til nøgler, mindeobjekter og stat-opgraderinger, er at finde en portaln der tager dig til spillets fiske mini game. Her kan du bruge lilla mønter du finder i spillet til at fiske. Hver fisk du fanger giver dig tokens som du kan købe alle spillets forskellige collectibles for (udover Chaos Emeralds). Jo flere ting du fisker op, jo flere ting kan du købe. Så i og for sig kan du ignorere Cyber Space-baner og udfordringer i den åbne verden og bare fiske dig til de ting du skal bruge for at progressere i historien. Det er faktisk et meget fint koncept, der giver flere spillere mulighed at spille spillet på deres måde, men samtidig føler jeg at værdien af de forskellige ting man kan finde i spillet falder, da det er mere tilfredsstillende at skaffe tingene via de mere skill-baserede opgaver. Udviklerne skal dog have ros for at designe spillet til flere typer spillere. I det hele taget kan man indstille rigtig mange ting, lige fra sværhedsgrad til indstillinger for Sonics fart, hvor følsomt han drejer og kamerastyring, og meget mere, hvis man går ind i options-menuen.

Sonic Frontiers smager en lille smule mere af RPG-spil end forrige spil i serien.For man kan nemlig indsamle ting i spillets verden, der kan opgradere Sonics styrke og forsvar, samt hans fart og mængden af ringe han maksimum kan bære. Angreb og forsvar opgraderes via attack og defense frø, mens fart og antal ringe opgraderes ved at finde og samle de mystiske Koco-væsner. Derudover får han erfaringspoint på forskellige måder, men primært fra fjender, som kan bruges til at låse op for nye evner, som han kan bruge både i og udenfor kamp. Blandt andet cyloop, der gør at Sonic kan lave et spor efter sig, som han kan bruge til at grave skatte op, aktivere spilobjekter eller angribe fjender med. Dette er dog den første evne man får, da den er fundamental for progression i spillet. Disse evner låser man op for i et såkaldt skill-træ, som desværre føles meget kort. Jeg havde stortset låst op for alle mine evner allerede på anden ø, uden specifikt at grinde erfaringspoint. Du kommer derfor til at rende rundt med en overflod af ‘levels’ du kan bruge i skill-træet i slutningen af spillet, da der ikke er noget at bruge dem på ellers.

Derudover er der visse UI-problemer, der gør at visse stat-opgraderinger føles træge og irriterende at opgradere. Mens Sonics angreb og forsvar opgraderes via to forskellige frø, som du kan aflevere alle af på én gang, så opgraderes fart og antal ringe, som sagt ved at finde Koco-væsner. Det er alt sammen fint, men når man skal opgradere en af de to ting, kan man kun vælge én ting man vil opgradere og kun ét point ad gangen på den gældende stat. Men ikke nok med det, så skal du igennem en lang animation hver eneste gang du opgraderer, mens at menuen altid tager et sekund om at blive responsiv efter animationen. Det gør at du skal bruge ca. 10-15 sekunder på at opgradere hvert eneste stat-point i begge kategorier, og du kan ikke engang bare trykke på den samme knap hele tiden, da du aktivt skal vælge et menupunkt for at opgradere en stat. Der måtte UI-designet godt være mere snappy, eller i det mindste give dig mulighed for at opgradere mere end et point ad gange i den givne stat.



Men hvordan kører Sonic Frontiers så på Nintendo Switch? Spillet kører langt fra perfekt, men når man tænker på at spillet oprindeligt er lavet til andre, stærkere maskiner, så har Sonic Team formået at lave en overraskende spilbar udgave til Switch. Spillet går efter at ramme 30 billeder-i-sekundet, men kan ikke altid holde det. I den åbne verden er spillet ikke specielt pænt, især da den mere ‘realistiske’ grafikstil, som spillet går efter i denne del af spillet, ikke er særlig pæn når teksturernes opløsning er lav, og når der konstant er ‘pop-in’. Især de sidste to ting er meget iøjnefaldende. ‘Pop-in’ betyder at objekter indlæses løbende i spillet, som man bevæger sig rundt. Så pludselig kan der opstå et objekt foran spilleren, hvor der før var et tomt punkt. Det er aldrig rart at se ‘pop-in’ i sine spil, men det er næsten umuligt at undgå i et spil som Sonic Frontiers, der har mange objekter i billedet på én gang. Dette er mest et problem når man udfører opgaver og udfordringer i den åbne verden, som kræver præcision og hurtige reaktioner, da spillet ikke altid når at indlæse alle objekter hurtigt nok til at man kan nå at reagere rigtigt. Derudover flytter kameraet sig noget langsomt når det roterer, især når Sonic bevæger sig med fuld fart og boost slået til. Spillet er dog ikke uspilleligt, og nogle gange må man bare prøve et par gange, før man kan klare en udfordring. I Cyber Space-banerne fungerer spillet mere optimalt, da det kan holde en mere stabil billedefrekvens (framerate), samtidigt med at disse baner bruger en mere simpel, og mindre realistisk, grafikstil, som er pænere i lavere opløsning. Spillet er som sagt overvejende spilbart, men der vil være udfordrende og frustrerende segmenter, som kun bliver værre pga. performance-problemer. Sammenlignet med andre versioner af spillet, er det tydeligt at Switch-versionen har visse problemer, men det er til gengæld velkomment at spillet kan køre på konsollen, uden at man skal ud i en Cloud-version.

På lydsiden har spillet dog ramt rigtigt, på trods af mange genreskift undervejs i spillet. Men disse genreskift er dog rigtigt gode til at understrege den stemning spillet prøver at give i de forskellige typer indhold og områder. Musikken i de åbne områder er ofte stilfærdig og stemningsfuld orkestermusik, lige meget om man er på en overgroet græs ø med masser af ruiner eller på en ørken ø med store åbne sandbanker. Der er altid en hvis følelse af melankoli på Starfall-øerne, der understreger den post-apokalyptiske stemning, som spillet har. Når man så kommer ind i de digitaliserede Cyber Space-baner, skifter genren til en teknologisk EDM-stil, som får adrenalinen til at pumpe. Det er dog lidt ærgerligt, eftersom banerne er baserede på gamle Sonic-baner, at der ikke er nogle referencer til klassiske Sonic-temaer, men det kommer man over ret hurtigt, da flere af de nye numre er ret så catchy. Når man så kommer op mod en Titan-boss i spillet, skifter musikken endnu engang karakter. Her skifter genren nemlig til ‘alternative metal’, lavet i samarbejde med forsangeren fra ‘Sleeping With Sirens’, og får i den grad blodet til at pumpe, og understøtter den episke og magtfulde følelse, som boss-kampene repræsenterer i sit gameplay. Musikken minder lidt om de Crush40-sange vi kender fra Sonic Adventure 2, blandt andet, så fans af de gamle 3D-spil vil sætte pris på musikken under bosskampene. Overordnet set er musikken i Sonic Frontiers virkelig velvalgt, trods de mange genreskift. Men som sagt, så passer genreskiftet altid til det gameplay og indhold der er på skærmen. Personligt tror jeg, at jeg kommer til at lytte til spillets soundtrack i mange år ud i fremtiden.

Konklusion
Sonic Frontiers er et spændende eksperiment i en spilserie, som har kæmpet med sin overgang til 3D, lige siden Sonic Adventure-spillet udkom i sin tid. Men Frontiers formår at skabe en struktur og et gameplay loop der giver mening. Skiftene mellem den åbne verden, som føles som en kæmpe sandkasse, hvor Sonic kan boltre sig, og de mere traditionelle Cyber Space-baner skaber en varieret oplevelse, som viser Sonic-spillenes bedste attributter frem: Fart og præcision. Når alt spiller, oplever man en tilfredsstillende adrenalinrus, som jeg ikke føler andre spil kan give, men når spillet snubler, føles det forældet og frustrerende. Men Sonic Team har klart fat i noget her. 3D designet i baner og udfordringer fungerer rigtig fint, men så snart Sonic skal styres i et 2D perspektiv, er styring og føling lidt off, da 3D Sonics fysik ikke er designet til 2D. Spillets opgaver og mål kan løses på mere end én måde det meste af tiden, hvilket fremmer spillerens frihed til at angribe spillet som de selv har lyst, men som resultat føles nogle af spillets collectibles mindre værd, da de kan fås på en ‘nem’ og ‘svær’ måde. Sonics evner og kraft kan opgraderes igennem spillet, men skill-træet føles for kort, da man kan færdiggøre det meget tidligt i spillet, og visse stats er frustrerende at opgradere, grundet dårligt UI-design. Kameraet er til tider også en smule frustrerende. Til gengæld føles kampsystemet i spillet godt, ikke mindst i de store boss-kampe, hvor Sonic for alvor får lov at gå amok. Gameplayet er understøttet af et velproduceret soundtrack, som skifter genre for at understrege gameplayets natur, især i bosskampene. Spillets helt store hæmsko er ydeevne og grafik. Spillet hoster og hakker en del på Nintendo Switch, og har svært ved at holde de 30 FPS det sigter efter. Det er især slemt i spillets åbne områder, mens det er mere stabilt i Cyber Space-banerne. Grafikken er heller ikke synderligt pæn i de åbne områder, grundet lav opløsning på teksturer og kontant ‘pop-in’ af objekter. Spillet er helt klart spilbart på Nintendo Switch, men der er flere frustrerende øjeblikke, hvor Sonic er for hurtig for spillets eget bedste, og hvor man ikke altid kan klare spillets opgaver i første hug - ikke fordi man mangler evner, men fordi spillet spænder ben for spilleren. Grafik og ydeevne er derfor den største ting der trækker ned, da spillet overordnet set har mange gode ting at byde på. 3D Sonic har fat i noget her og er nu på vej i den rigtige retning, og det bliver spændende at hvordan spilserien udvikler sig herfra. Sega skulle bare se lidt hen imod Sonics rival, Mario, før de kunne knække koden. Team Sonic har skabt et produkt der har et solidt fundament, men der er stadig plads til forbedring.

Kommentarer: