Triangle Strategy (Switch)

Skrevet af Zone - 11-03-2022 14:04

Da Square Enix i 2018 udgav Octopath Traveller skabte det en ny bølge af HD-2D-spil, som både skulle ramme en nostalgisk åre, men samtidig prøve at modernisere den klassiske JRPG-formular. Nu er turen så kommet til den taktiske RPG-genre, hvor japanske producer Tomoya Asano, som også producerede Octopath Traveller, i samarbejde med studiet Artdink, står for at give denne genre HD-2D-behandlingen. Jeg har spillet dette nyeste skud på stammen og giver her mit besyv på hvorvidt det lykkes at skabe et godt taktisk rollespil!


Fortællingen om 3 nationer der indgår i både krig og alliancer på tværs af tid og sted, er blevet fortalt igen og igen, især i gennem den kinesiske “Romance of the Three Kingdoms”-fortælling, som en lang række spil efterhånden har taklet. Men grunden til at vi vender tilbage til den klassiske struktur handler jo nok om at treenigheden og trekantsdramaet gør fortællingen spændende. Den skaber spænding gennem måden den ene nation vil forråde den anden, og hvordan den trejde nation samtidig ligger lumske planer, som ellers ligner en håndsudrækning på overfladen. Det er netop sådan en fortælling, som Triangle Strategy tager udgangspunkt i. På kontinentet Norzelia, ligger der nemlig 3 nationer, hertugdømmet Aesfrost, den hellige stat Hyzante og kongeriget Glenbrook. Tre lande med hver deres styreform, der eksisterer i en usikker fred, efter mange års krig over ressourcer i form af salt og jern - to livsvigtige ressourcer, som nogle nationer har monopol på og andre må opkøbe.



Historien ses fra Serenoa Wolfforts perspektiv - en ung landsherre, som netop har overtaget styringen af hans adelshus og som nærmest er så grøn som man kan være. Men så er det godt, man som spiller kan hjælpe ham med at træffe de svære beslutninger. House Wolffort er et af tre adelshuse, der er loyale overfor kongen i Glenbrook og er kendt for deres stærke krigere. Serenoa er netop blevet forlovet med Prinsesse Frederica fra Aesfrost, i en form for ægteskabelig alliance i mellem Glenbrook og Aesfrost, men trods den politiske motivation for deres ægteskab, virker de to unge adelsfolk tilfredse med arrangementet. I det hele taget virker Norzelias verden, som en autentisk repræsentation af middelalderens politiske landskab og de intriger der medfølger. Mens det i starten af spillet virker til at alt går efter planen, så går det hele hurtigt galt, da fredelige Glenbrook pludselig invaderes af en af de andre nationer, og den skrøbelige fred smadres af krigens flammer.

Og det er sådan set dét jeg vil skrive om den specifikke historie. En af Triangle Strategys styrker er lige præcis historien og den skal I selvfølgelig selv opleve. Så meget som historiefortælling fylder i spillet, så er det heldigt at den er yderst interessant og velfortalt. De politiske intriger er spændende og medrivende, og man føler sig draget af spillets figurer og de lag de viser frem i løbet af spillet. Nogle karakterer har skumle bagtanker, og andre har en kompleks baggrund, som f.eks. Prinsesse Frederica, der trods sin høje status, ses ned på i hjemlandet fordi hun stammer fra en undertrykt minoritet der kaldes ‘The Roselle’ og desuden er afkom af den forhenværende hertugs hemmelige elsker. Der foregår bare rigtig mange ting og historien har utroligt mange lag, der giver fortællingen en særlig dybde og autenticitet.



Det skal dog siges at historiedelen kan blive lidt tung til tider. Der kan nogle gange gå op til 30 minutter med ren dialog ad gangen, inden det bliver afløst af en udforsknings- eller kampsekvens. Det er dog heldigvis splittet op i små bider, så man hele tiden kan vælge om man vil fortsætte eller man lige vil bruge lidt tid i sin teltlejr, hvor man kan træne i kamp eller købe items eller har brug for en pause. En ting der gør at spillets mængde af dialog nemmere at sluge, er dog at stortset alle linjer i spillets manuscript har stemmeskuespil. Det kan derfor være en fordel at sætte ‘auto tekst’-funktionen til og se historien udspille sig på skærmen uden man skal løfte en finger, mens man læner sig tilbage med en kold drik og en snack. Og det er til tider nærmest, som at se et afsnit af Game of Thrones eller at være i teatret og se Shakespeares MacBeth - så blodig, intens og spændende er historien nemlig efter min mening. Karaktererne postulerer, gestikulerer eller udtrykker sig på anden vis på skærmen, mens historien bliver formidlet. Men det er jo trods alt et spil og ikke en film, og derfor kan disse historiesekvenser som sagt godt være lidt tunge at komme igennem - det er dog mest i starten af spillet, hvor fundamentet for fortællingen bliver lagt. Men Triangle Strategy bruger dog spilmediet til at fortælle historie på en måde man ikke kan på film eller i en TV-serie. Det gør det blandt andet i måden hvorpå du som spiller kan vælge hvilken vej historien skal gå, visse steder i spillet.

Når historien udspiller sig får man flere gange lov til at bestemme hvad Serenoa skal sige. Man har oftest to-tre muligheder, som alle bevæger hans ‘convictions’ eller overbevisninger i en bestemt retning. Der er tre overbevisninger, Utility, Morality og Liberty. Det er dog ikke noget man tænker alt for meget over, selvom man altid får besked om at Serenoas ‘convinctions’ er blevet styrket, hver gang det sker. Men der er valg der føles langt tungere i spillet end hvad man vælger at sige i de gængse samtaler. For der er flere steder i spillet, hvor Serenoa skal træffe en svær beslutning, der kommer til at ændre den vej han og hans følgesvende og -svendinder kommer til at gå. House Wolffort har nemlig en tradition for at lade de tætteste rådgivere stemme om hvilken vej, Wolffort-huset skal gå og dette gøres med de såkaldte ‘scales of conviction’. To beslutninger vejes overfor hinanden, og den beslutning der får flest stemmer, skal træffes på vegne af House Wolffort. Det betyder at hvis du agter at tage en bestemt rute igennem spillets historie, så skal du overbevise dine kumpaner om hvilken vej der er den rette. Oftest er dine rådgivere nemlig splittet på området. Nogle mener én beslutning er den rette, mens den anden halvdel mener noget andet. Som regel er der også en der ikke har besluttet sig, som så vil være nemmere at overbevise om en bestemt beslutning. Man kan overbevise de uenige røster ved at argumentere for sin sag, via ‘multiple choice’ muligheder, men hvis man indsamler nok information i spillets omgivelser, ved at snakke med byboere eller læse bestemte tekster, så kan man låse op for hemmelige argumenter, der måske kan hjælpe med at skubbe en rådgivers overbevisning over stregen. Man føler virkelig at de valg man tager har en meningsfuld konsekvens for historien og jeg kan afsløre at der næsten aldrig er en god og en dårlig mulighed. Alle valg man vælger har en vis tyngde og kommer med sine egne fordele og ulemper.



Indsamling af information der kan hjælpe med at overbevise sine rådgivere foregår i såkaldte udforskningssektioner. Her får man lov til at styre Serenoa frit rundt i et udvalgt område, hvor han kan indsamle information ved at snakke med folk og, som nævnt ovenfor, finde og læse tekster. Spillet gør dig opmærksom på når du finder ny, vigtig viden, hvilket føles utroligt tilfredstillende. Man kan også finde items, der kan bruges i kamp, hvis man leder efter dem grundigt nok. Udforskingen giver verdenen mere liv, da man kan snakke med landenes indbyggere og det giver den klassiske følelse af at udforske byer fra traditionelle JRPG-spil. Man kan dog ikke frit vælge hvornår og hvilke områder man vil udforske. Spillet bestemmer hvornår det er tid til en udforskningssekvens og hvilket område den skal foregå i. Personligt ville jeg have foretrukket at man kunne udforske frit mellem spillets historiesekvenser, men sådan er spillet ikke struktureret. Det er derfor en meget guidet oplevelse - på trods af at man har den beskrevne frihed til at tage beslutninger i løbet af historien.



Men udover at fortælle spændende historier om krig og bedrag, så er Triangle Strategy først og fremmest et taktisk rollespil. Det kan sammenlignes med spil som Fire Emblem og Advance Wars i den måde spillets kampe udspiller sig. Triangle Strategy føles dog på en og samme tid mere simpelt og mere komplekst på en og samme tid end de to nævnte spilserier. Man har langt færre enheder på kortet ad gangen, og derfor er de omgivelser man spiller på (eller bræt om man vil) også en smule mindre. Men til gengæld er de langt mere detaljerede, hvilket giver mening da positionering, elevation og elemental effects har meget at skulle have sagt. I Triangle Strategy er der nemlig en del regler at huske på i kamp. Som i andre taktiske rollespil, er positionering uhyre vigtigt, da det normalt er ret skidt hvis en enhed er omringet af fjender i de her slags spil. I Triangle Strategy kan det være endnu værre, eftersom fjender på den modsatte side af den der angriber en enhed, følger op med et kombinationsangreb selvom det ikke er dens tur endnu. Enheden, ven eller fjende, kan derfor pludselig tage endnu mere skade, hvis enheden tager en dårlig position. Derudover får figurer der angriber fra ryggen et garanteret critical hit, så man skal have øje for hvilken retning figurerne på brættet vender. Det er selvfølgelig en taktik man selv skal gøre brug af for at få maksimal skade ind på sine fjender, og det er bare en af de ting der skaber den taktiske dybde i Triangle Strategy. Som nævnt har terrænets elevation også en stor indvirkning på spillet. Højden på bygninger, klipper eller bakker bestemmer om almindelige units kan bevæge sig op af dem. Derudover har enheder der har ‘high ground’ fordele ift. skade og rækkevidde overfor de fjender de angriber. Nogle enheder kan omgå højdeforskellen med visse evner, hvilket gør de enheder utroligt brugbare, som f.eks. snigmorderen Anna, der kan kravle op på hustage og kravle op ad klipper som en anden Assassin’s Creed-figur. Bueskytter der får lov at stå i ‘high ground’ har f.eks. også en stor fordel i visse baner, så det er om at have øjnene åbne for terrænets elevation. Det er også utroligt brugbart at have en bygning eller klippe i ryggen, så man ikke kan blive stukket i ryggen af en fjendtlig soldat.

Positionering og elevation er i sig selv med til at give spillet en taktisk dybde, hvor man skal have mange ting in mente når man spiller. Det bliver dog aldrig uoverskueligt eller frustrerende, da det i sin natur er rimelig simpelt at forstå. Den tredje ting, som spillet bringer med sig er elemental effects der kan ændre slagmarken midlertidigt. Frederica kan f.eks. Bruge ildmagi til at sætte ild til jorden, og hvis en fjende (eller allieret) går igennem ilden tager de skade. Der er også ismagi, der kan fryse jorden til is eller skabe isvægge, der blokrerer fjender og når isen smelter kan vandpytten, der efterlades bruges til at forstærke lynmagi. Der er generelt bare tænkt rigtigt meget over hvordan omgivelserne kan bruges til din eller din fjendes fordel, og det skaber bare endnu flere taktiske overvejelser, hvilket er kernen af taktiske rollespil. Og det er endda uden at snakke ret meget om de individuelle karakterers evner og specialiteter. Hver karakter føles forskellig og har sine helt egne forcer. F.eks. er Serenoas nærmest rådgiver, Benedict, utroligt god til at buffe hans allierede, i både angreb, forsvar og andre stats, mens Geela er en dedikeret healer, tilgengæld skal beskyttes da hun ikke har meget HP. Anna er som sagt en snigmorder, der både kan gemme sig i skyggerne og angribe dobbelt, så hun er velegnet til at snige sig bag fjenden linjer og tage svage fjender ud. Erador er en tank, der kan holde fjendens opmærksomhed på sig, mens Prins Roland er kavalerirytter, hvilket giver ham utroligt meget rækkevide, både i movement og reach på sit våben. Jeg kunne blive ved, men pointen består: Der er en utroligt høj variation enhederne i mellem, og man kan sammensætte sit hold på et væld af måder, der har visse fordele og ulemper, hvilket er utroligt fedt når man afprøver forskellige strategier.



Triangle Strategy er som sagt simpelt at forstå, men det skaber en kompleksitet der gør spillet til et yderst kompetent taktisk rollespil, som til tider (i hvert fald på normal sværhedsgrad) også kan være ret så udfordrende. Spillet er dog moderne nok til at lade dig beholde dine levels og XP, hvis du dør i kamp, hvilket vil gøre dit næste forsøg nemmere. Man kan også genstarte en kamp uden at blive straffet for det, men så beholder man ikke sine levels eller XP.

Præsentationen af spillet er af utrolig høj kvalitet. Den grafiske stil følger den HD-2D grafikstil, som Octopath Traveller gjorde populær. En blanding af SNES-agtige sprites render rundt i en voxel-opbygget 3D-verden, der har et pixeleret look, og som giver en følelse af nostalgi. Grafikstilen er gennemført, og den omkringliggende brugergrænseglade og karakterernes portrætter er lavet i en flot og stemningsfuld stil, der virkelig understreger den middelalderlige setting. Hvis man skal kritisere den valgte grafikstil, så kan man påpege at det til tider kan være svært at spotte items der gemmer sig i udforskningssekvenserne, fordi man skal kigge efter noget ‘glimter’ i den overlagt pixelerede grafik, hvilket kan være en udfordring. Det lille glimt man skal kigge efter kan nemt forsvinde i den pixelerede 3D-grafik og ikke mindst fordi at, der nogle steder er ‘sollys’ der reflekteres på overflader, så som hustage og vand, hvilket kan forveksles med gemte items. Men alt i alt er grafikstilen super charmerende, hvis man altså er til den specielle HD-2D-stil.



Også på lydsiden er præsentationen helt i top. Stemmeskuespillet er vel leveret, med både følelse og sans for den stemning spillet prøver at give. Det føles til tider, som at overvære et Shakespeare teaterstykke, ikke mindst fordi dialekterne og ordvalget passer rigtig godt til et krigsdrama i middelalderen. Musikken er også helt i top, med velproducerede tracks der både er varierede og mindeværdige. Jeg går i hvert fald og nynner en del af temaerne, selv når jeg ikke spiller. Nogle af temaerne går måske lidt meget igen, men det føles ikke ligeså slemt som i andre spil, som det f.eks. var i Octopath Traveller. Tilsammen udgør de grafiske og lydmæssige dele et velafrundet og kvalitetsrigt hele, som sætter stemningen helt fantastisk.

Konklusion
Triangle Strategy er et stort taktisk rollespil, som vil byde på timevis af underholdning til dem der har interessen og tålmodigheden. Da det er et niche-spil i en niche-genre er det ikke alle der vil kunne blive underholdt. Man skal i hvert fald være klar til at høre en masse stemmeskuespil og lære politikken mellem de tre nationer i Norzelia at kende. Heldigvis gør det, at der er lagt stemmer til størstedelen af spillet, at det er nemmere at sluge de store mængder dialog, og i øvrigt er historien spændende, med masser af intrigefyldte og hjertevarme udvekslinger. Der hvor historien skaber sin berettigelse i spilmediet er gennem måden du kan bestemme slagets gang og hvilke veje Serenoa og hans følge skal gå. Du påvirker de store beslutninger, og ændrer historiens udvikling. Alle valg har konsekvenser og alle valg føles meningsfulde og svære at træffe. Historien understøttes af en velproduceret verden, som bliver vakt til live gennem udforskningssekvenserne, hvor man får lov til at tale med nationerns indbyggere og lære vigtig information, man kan bruge til at overbevise sit følge om hvilke valg man skal træffe. Som taktisk rollespil tilbyder Triangle Strategy en taktisk dybde med en hvis kompleksitet, som heldigvis er simpel at forstå. Taktiske elementer som positionering af enheder, højde på terræn og brug af elemental effects i omgivelserne, er med til at skabe denne dybde, som kun bliver bedre af at spillet tilbyder en varieret rolleliste af figurer, der hver især føles unik igennem deres sæt af evner. Hele pakken er flot pakket ind i den charmerende, nostalgiske og stemningsfulde HD-2D grafikstil, der dog til tider er lidt for pixeleret for sit eget bedste, men generelt er rigtig gennemført. Musik og stemmeskuespil skaber den helt rette stemning, og er begge super velproducerede. Så, er man klar på en medrivende historie og har man tålmodighed til den store mængde dialog, så er Triangle Strategy et taktisk rollespil der nemt kan hamle op med klassikere som Fire Emblem- og Final Fantasy Tactics-spillene. Hvis dette lyder som noget for dig, kan du nemt samle spillet op og hjælpe unge Serenoa Wolffort med at træffe de rette beslutninger.

4/5

Forbeholdt niche gamere

Hjernegymnastik

Øjeguf

Fremragende lyd

Kommentarer: